En kovending

Derfor burde lovændringen alene have omfattet nogle beskedne tilføjelser, der skulle gøre det muligt at vælte en landstingsformand, hvis han tog af kassen eller gjorde sig skyldig i andre kriminelle eller værdighedsbegrænsende handlinger som for eksempel den, Knud Sørensen gjorde sig skyldig i.

Tirsdag d. 6. maj 1997
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Politik.

LANDSTINGSFORMANDEN ER nu den mest jagede politiker i Grønland. Den sikkerhed og uafhængighed, han har nydt godt af - især siden efterårssamlingen - er erstattet med de mest utrygge arbejdsforhold, man kan forestille sig. Mindst fem gange i valgperioden skal han til "eksamen". Nu kan et flertal i Landstinget når som helst vælte ham, og hvert eneste efterår risikerer han at blive udskiftet, fordi han efter en ny lov, der blev vedtaget i fredags, skal på valg ved starten af hver efterårssamling. Det er i sandhed en ustabil stilling, og for at sikre sig jobbet i en rimelig årrække gør han klogest i at danse efter flertallets pibe.

Afbrudt af bombetrusler hastede Landstinget igennem den nye lovs tre behandlinger, og øjeblikkeligt fredag aften ophørte Landstingsformandens suveræne stilling i forhold til landstyret. Den adskillelse fra landsstyret og den politiske uafhængighed, som gennem landstingsformandens urørlighed på forbilledlig måde var sikret i den "gamle" lov, er opgivet. Hvis ikke landstingsbureauet tilrettelægger og leder det parlamentariske arbejde efter det regerende landsstyreflertals hoved, så er det "ud af hullet".

Det er unægteligt en forskel fra tidligere, hvor landstingsformanden var valgt for hele valgperioden og kun kunne afsættes i forbindelse med en nykonstituering af det samlede landsstyre.

Det, der var godt og rigtigt i den gamle lov, er lavet om til bras. Det er rigtigt, at der for eksempel i Danmark er tilsvarende retningslinier, som dem, vi nu kommer til at leve med. Her kan 60 medlemmer af Folketinget forlange nyvalg af folketingets formand, og hvis et flertal så går ind for en ny på posten, ja så er den gamle ude.

Men der er ingen garanti for, at det, der er godt for Danmark, også er godt for Grønland. Specielt i det politisk meget sårbare miljø, hvor stort set hele magten ligger hos en person, bør Landstingets forretninger føres af en institution, der kan påberåbe sig sin stillings integritet.

Det kan landstingsformanden ikke mere.

ALDRIG i sikkerhed for politiske rævekager og magtskifte. Det er den nye landstingsformands arbejdsvilkår, og de bliver selvsagt vanskelige.

Jonathan Motzfeldts arbejdsopgave er nemlig ikke spor anderledes end Knud Sørensens. Forretningsordenen og altså landstingsbureauets arbejdspapir er det samme. Og Jonathan bliver nødt til at arbejde på samme måde som Knud Sørensen, for ellers kaster han sig ud i en betænkelig forvaltningsopgave, som ikke har grundlag i Landstingets forretningsorden.

Det betyder, at hver gang, der for eksempel ikke afleveres forslag til landstingssamlingen, og den derfor bliver udsat, ja så har man en født prügelknabe, som bliver afsat uanset, hvor rent mel han har i posen.

Det bliver en balancegang mellem at håndhæve sit embede efter forretningsordenen og stryge landsstyreområderne med håret for at tækkes det afgørende flertal i Landstinget.

Det kan hverken oppositionen eller demokratiet være tjent med. Den nye lov er et tilbageskridt fra noget rigtigt og enestående i forhold til de lande, vi sammenligner os med. Her kunne vi gå foran med en sober og demokratisk korrekt lovgivning, andre kunne lære af.

Men sådan skulle det ikke være.

FREDET vildt trives bedst. Det gør en suveræn landstingsformand også. Med den urørlighed, han var sikret i den nu kasserede lov, ville han nøgternt og uafhængigt kunne have passet sit arbejde uden at skele til parti- eller personpolitiske interesser, som efter den nye lov kan vælte ham.

Derfor burde lovændringen alene have omfattet nogle beskedne tilføjelser, der skulle gøre det muligt at vælte en landstingsformand, hvis han tog af kassen eller gjorde sig skyldig i andre kriminelle eller værdighedsbegrænsende handlinger som for eksempel den, Knud Sørensen gjorde sig skyldig i.

Det havde været en smuk manifestation og tilkendegivelse af, at den politiske magt og den udøvende magt bør være adskilt. Men sådan skulle det ikke være. Nu er det vandtætte skot fjernet, og magten kan sive ind og ud, som det passer dens ejermænd.

Der er ingen tvivl om, at Jonathan Motzfeldt bliver en god landstingsformand. Han har gennem de senere år løst nogle meget tunge og vanskelige arbejdsopgaver konsekvent og professionelt. Han har været suveræn på de opgaver, han har løst, og har gennem den måde, han har gjort det på sikret sig betydelig anseelse og en position som dygtig formand, administrator og politiker.

Nu kommer han fra asken til ilden. I den nye stilling er det ikke nok at være dygtig, sådan som Knud Sørensen øjensynligt er det. Han skal samtidig behage og vise konduite, og kan han ikke det, kommer han ikke til at sidde længe på posten.

Held og lykke, Jonathan!