Stop nu, Lars Emil

Han graver grøfter og skaber splid og konfrontation på samme klodsede facon, som når han prøver at banke landstingsmedlemmer med et beskedent stemmetal bag sig på plads i landstingssalen.

Fredag d. 27. juni 1997
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Politik, Thule Air Base.

LARS EMIL har lavet "lort i den". Ikke bare, fordi han i Sermitsiaq i fredags fremsatte nogle uovervejede betragtninger. Han fremturer med skarpe angreb på Danmark og dansk kolonimentalitet. Han tilsidesætter hjemmestyreloven og påberåber sig retten til selv at forhandle med USA og hvem, der ellers kunne tænke sig at deponere atomsprænghoveder i Grønlands undergrund. Han ved, hvad han gør, og han bliver ved med det. Han graver grøfter og skaber splid og konfrontation på samme klodsede facon, som når han prøver at banke landstingsmedlemmer med et beskedent stemmetal bag sig på plads i landstingssalen. Landsstyreformandens udfald virker som storhedsvanvid. I egne øjne er han en statsmand, der skal sidde med ved bords, når de store mødes. Han er nemlig selv stor, stor nok til at tryne den danske statsminister, den danske udenrigsminister og hvem som helst, der repræsenterer en hindring for hans statsmandsværdighed. Men han repræsenterer Grønland. Det er ikke ringe, men Grønland er et lille land med 55.000 indbyggere, hvis gennemslagskraft i internationale sammenhænge af gode grunde er begrænset. Nu har han imidlertid noget at handle med - Verdensfreden - og den bruger han til at lægge pres på den danske regering. Der er penge at tjene, hæder at vinde. Han har en god sag... ... Tror han! Men han har ikke sit bagland i orden. Her i landet angribes han ikke så meget for sit udfald mod Danmark. Den konflikt har nærmest været en folkestil de sidste 50 år, og det har der været mange gode grunde til. Men befolkningen her stejler over tanken om at få atomaffald anbragt i den grønlandske natur. Det har der stort set kun været modstand imod, og emnet har end ikke givet anledning til debat i Landstinget. Lars Emil Johansen har ikke noget politisk mandat. Hverken fra sit eget parti, fra Landstinget, det sikkerheds- og udenrigspolitiske udvalg, landsstyrepartneren. Ingen har givet landsstyreformanden den ringeste begrundelse for at fare frem med dette budskab. Det er hans egen fikse idé, og den kaster han ind i debatten som Grønlands stemme. Det er frækt og hensynsløst at tage hele det grønlandske folk som gidsler i et dramatisk, politisk korstog, som ingen her i landet er interesseret i. Han giver Grønland en profil, som Grønland ikke har. Han skaber modsætninger mellem Danmark og Grønland, som ikke findes. Opregner problemer, som ikke eksisterer. GÅR dette hen og skaber varige men for samarbejdet mellem Danmark og Grønland, så ved vi, hvem vi kan takke for det. Konsekvensen må være, at landsstyreformanden går af. Han har flere gange meddelt, at han nu stopper med politik, og så skal han ikke sprænge huller i det gensidige og frugtbare samarbejde i rigsfællesskabet med stormagternes overflødige atomvåben. Den heftige danske reaktion på Lars Emils uforsonlige udfald er mildest talt forståelig. Der er regler og aftaler mellem Grønland og Danmark, og de må følges. Hvis ikke de er tilfredsstillende for Grønland - og det kan vel være - så må vi tage det op med Danmark og indlede forhandlinger om at få regler og aftaler ændret. Indtil det er sket, må vi overholde de gamle. Det gælder også Lars Emil. Han må tøjle sin trang til at sætte sig over lovgivningen. I de sidste dages debat har mange forlangt, at landsstyreformanden går af. Eller udskriver nyvalg. Det sidste er en dårlig idé, når man tænker på, at Lars Emil gentagne gange har sagt, at han alligevel stopper. Der er ingen grund til at trække det i langdrag. Hans sommerkådhed er denne gang gået for vidt, og hvis han bliver på posten, skader han Grønland langt mere, end han gavner. ENEGANG er en vej, som enspændere følger. Den er for folk uden repræsentation, og som kun har sig selv at tænke på. Det kan godt være, Lars Emil føler sig ensom i forhold til de gode, gamle dage, men han kan ikke følge sit eget hoved i sager af denne karakter. Det har været vanskeligt at få øje på hans motiv. Alle spørger: - Hvorfor? Otto Steenholdt mener, at han næres af rørte vande. Jo mere blæst og ballade, jo mere trives han. Den trivielle daglige politik er ikke noget for ham. Der skal ske noget. Det gør der nu igen, og det er vel derfor, han endnu engang har luftet muligheden for at blive hængende ved politik. Det er spænding og action, der har hans interesse. Mest af alt ligner Lars Emils one-man-show nok det, man i AA-kredse kalder tørdrikkeri. En alvorlig langtidsabstinens, der netop kræver action, konflikt, udfordring for at få adrenalinet brugt. Det er en reaktion, som for mange er nødvendig for ikke at falde i. Men for en landsstyreformand er tørdrikkeriet farligt, fordi det sætter tingene på spidsen, hvor for eksempel diplomatiet burde råde. Hvis det er her, hunden ligger begravet, er der endnu en god grund til at stoppe, mens legen er nogenlunde god endnu.