Hellere næsehorn end mennesker

Fordrivelse. Tanzanias regering vil afblæse DANIDAs maasai-projekt og tilbagekalde maasaiernes lovsikrede rettigheder til Ngorongoros græssletter. Der skal være naturpark...

Onsdag d. 24. september 1997
Anne Knudsen
Emnekreds: Kultur og samfund, Oprindelige folk.

græssletter mellem næsehorn, zebraer og giraffer, og når kvæget skrantede eller døde, dyrkede de lidt jord, indtil kvægflokkene blev store igen. Men i Ngorongoro lever 42.000 maasaier i dag i den yderste fattigdom, for Tanzanias regering forbyder dem at dyrke jorden og forsømmer at skaffe vandforsyning eller dyrlæger til området. Ironisk nok er netop dette område blandt de mest indbringende i Tanzania. Turistindtægterne er enorme, men maasaierne får ikke del i dem.

Danske udviklingsagenturer har siden 1988 forsøgt at stable projekter på benene i området for at sikre maasaiernes overlevelse, men Tanzanias regering bliver mere og mere vrangvillig. Senest har man afvist et DANIDA-projekt til 35,5 mio. kroner med den begrundelse, at projektet skulle etableres i samarbejde med maasaiernes ældreråd. Dar-es-Salaam kræver, at al hjælp kanaliseres gennem den tanzanianske regering.

Den allerseneste udvikling i sagen er, at Tanzanias regering har fremlagt et lovforslag, der skal annullere kvægnomadernes lovfæstede landrettigheder i Ngorongoro Conservation Area og overdrage området til staten. Planen er formentlig at totalfrede området og indlemme det i Serengeti Nationalparken. Gennemføres en sådan lov, vil det være en krystalklar krænkelse af de internationale konventioner om indfødte folks rettigheder, først og fremmest ILO- konvention nr. 169. I forrige uge var William ole Seki, en repræsentant. for maasai kvægnomaderne, i København, hvor han mødtes med Udenrigsudvalget. En dansk stillingtagen til Tanzanias overtrædelse af de internationale konventioner om indfødte folks rettigheder vil være særdeles betydningsfuld. Tanzania er blandt hovedmodtagerne af dansk udviklingsbistand. Folketinget vedtog i 1993 enstemmigt at støtte indfødte folk i det internationale system og gennem dansk udviklingsbistand.

- Mr. ole Seki, kan De fortælle mig, hvordan situationen tager sig ud i området, sådan konkret?

"Ja. Kvæget dør. Vi har problemer med kvægsygdomme, blandt andet fordi der mangler dyrlæger, men også fordi vi har haft tørke i flere år. Kvæget sulter. Og maasaierne har altid dyrket lidt jord, når kvæget klarede sig dårligt. Det er vores sikkerhedsnet. Mennesker lider nød, og vi forudser en sultkatastrofe inden for de nærmeste år, fordi kvæget ikke kan overleve. Menneskene bliver også jaget bort fra skoven, når de prøver at græsse kvæget der i den tørre tid, som de altid har gjort. Det er de bevæbnede rangers, som ellers bevogter de vilde dyr mod krybskytter, der jager folk bort".

- Skyldes maasaiernes problemer med regeringen, at naturturister ikke vil se på mennesker, men kun på dyr?

"Det er i hvert fald, hvad regeringen forestiller sig. Regeringen er af den opfattelse, at de vilde dyr og maasaierne ikke kan være i området samtidig. Man forsøger at fordrive os. Og alligevel var der flere næsehorn i Serengeti, dengang maasaierne også levede der. Vi udryddede ikke de vilde dyr. De kunne sagtens være der sammen med kvæget. Vi er nomader, vi flytter os, vi overgræsser ikke. I virkeligheden bidrog maasaierne positivt til balancen på græssletterne. Det er dokumenteret gang på gang".

- Hvad er det helt konkret, der skal gøres i Ngorongoro?

"Vi har brug for økonomisk genopretning. Og vi har brug for, at man respekterer vore rettigheder. Hvis bare en lille del af de penge, turistindustrien tjener i området, kom tilbage til maasaierne, var der ingen problemer, Vores område sender mange penge til resten af landet. Der er brug for infra struktur, skoler, dyrlæger, udbedring af vandingssystemerne og en sikrere forsyningssituation, Men vi ønsker ikke bare at få alting foræret. Maasaierne har ikke tradition for at tigge. Vi i Ngorongoro Pastoralist Development Organisation har hele tiden lagt stor vægt på, at folk skal hjælpes til at hjælpe sig selv. Lad mig for eksempel fortælle om de møller, der er blevet bygget. (Fem majs-møller etableret med hjælp fra Mellemfolkeligt Samvirke- Djursland, red.)

Først holder vi møder med folk i området, så de kan forberede sig på at bygge og drive en mølle. Det er en stor hjælp at have en mølle i nærheden, særligt for kvinderne; for det er dem, der ellers skal gå mange kilometer for at få majsen malet - og betale dyrt for det. Vi hjælper folk med at organisere sig. Dernæst bygger de lokale selv møllen, graver fundament, bygger mure, det hele. Og til slut driver de møllen, og på den måde er den deres mølle, som de føler sig ansvarlige for og passer på. Møllerne har hjulpet på forsyningssituationen og desuden sænket priserne på majsmel".

- Må jeg spørge Dem om Deres egen baggrund?

"Ja. Jeg er selv maasai og født i Ngorongoro. Min familie havde kvæg. Jeg kom i skole - i øvrigt på en missionsskole og siden tog jeg til Arusha og fik en uddannelse, så jeg kunne undervise i mellemskolen. Så tog jeg tilbage til Ngorongoro og underviste maasaibørn i grundskolen. Men så faldt det mig ind, at jeg kunne udrette mere end blot undervise, og så gik jeg ind i udviklingsarbejdet for at prøve at hjælpe mit folk. Hvis ikke vi får ret til og hjælp til at klare os, ender rnaasaierne uden noget som helst. Når først kvæget er borte, kan vi fordrives uden videre, for hvad er en maasai, der har mistet sit kvæg? Ingenting. Vi kan blive slumbeboere i en af Tanzanias store byer".

- Er maasaierne begyndt at afvandre fra området?

"Bemærkelsesværdigt nok er det ikke sket endnu. Folk hjælper hinanden. Traditionelt vil en maasai ikke se på, at hans nabos børn sulter. De, der stadig har lidt, sørger for dem, der slet intet har. Traditionelt giver familier med meget kvæg dyr til fattige familier, så de kan klare sig. Men det bliver sværere og sværere, jo fattigere folk bliver, for de, der har, kan se, at den dag nærmer sig, hvor de ikke længere har noget som helst".

Striden mellem maasaierne og Tanzanias regering er typisk for de konflikter, som opstår i disse år mellem naturfredningsinteresser og indfødte folk. Men formentlig hviler konflikten på en misforståelse - både af naturen og af kvægnomaderne. I takt med, at store naturfredninger får nogle årtier på bagen, viser det sig i reglen, at den natur, man ville bevare, var afhængig af menneskelig indgriben. Det gælder fra den mellemamerikanske regnskov, hvor indianerne plantede nyttetræer og tyndede ud i andre vækster, og til den afrikanske savanne, hvor balancen mellem vegetationstyper og dyrearter formentlig afhang af kvægnomadernes indsats. Maasaiernes kvæg tynder ud i kratbevoksningerne, så andre planter kan komme til, kvæget spiser andre vækster end antiloper, zebraer, næsehorn og gnuer (der igen hver især har deres egne madvaner), og kvæget indgår således på sin egen plads i det økosystem, naturfredningen satser på at bevare. Serengeti, hvorfra maasaierne blev adgangsforment allerede ved Tanzanias selvstændighed i 1961, er således i dårligere stand end Ngorongoro Conservation Area, hvor maasaierne siden har sameksisteret med de vilde dyr. I realiteten vil det snart være nødvendigt i Serengeti at ansætte folk til at gøre det, som maasaierne gjorde frivilligt, for at bevare den åbne savanne med dyreflokkene mellem småskovene - det landskab, turisterne kommer for at se.