Råstofudvinding - Integrering af minedrift og anden ressourceudnyttelse

Lokalbefolkningerne er ikke per definition modstandere af minedrift, men det er vigtigt, at de fra de tidligste stadier inddrages i alle beslutninger, som vedrører deres kultur og samfund.

Tirsdag d. 28. oktober 1997
Jens Dahl
Emnekreds: Erhverv, Kultur og samfund, Politik, Råstoffer, Økonomi.

1.Indledning.
Enhver form for menneskelig aktivitet har en kulturel baggrund. Det gælder også en hvilken som helst form for minedrift (i det følgende bruges ordet minedrift til også at omfatte udvinding af olie, gas og andre ikke-fornyelige ressourcer). Den måde hvorpå man udnytter et råstof har med andre ord en bestemt kulturel baggrund. Hver enkelt kultur har et bestemt syn på ressourcer og dermed også en bestemt opfattelse af, hvordan en given ressource kan udnyttes bedst.

Man kan nævne, at for blot nogle få årtier siden var de fleste mineselskaber ikke meget optagede af, hvad der skete med affaldsstofferne fra deres virksomheder. Denne holdning vil de færreste acceptere i dag, fordi vores syn på ressourcer og miljø har ændret sig. Befolkningstilvækst og øget industriel produktion har medvirket til, at den vestlige verden, i første række, har måttet ændre sit syn på miljøet. Man kunne også nævne, at brydning af kul og fedtsten i Grønland traditionelt altid har været åben for alle, uden at nogen har kunnet gøre eneretskrav på en forekomst. Dette vil intet mineselskab, som skal konkurrere på verdensmarkedet, acceptere. Holdningerne ændrer sig over tid, og forskellige kulturer har forskellige måder at prioritere, hvordan udnyttelsen af en given ressource skal foregå.

Det er derfor vigtigt, at vi prøver at forstå de forskellige syn på og holdninger til udnyttelsen af ressourcer, som ligger gemt i henholdsvis det grønlandske samfund og den grønlandske kultur, og så i det kulturelle bagland som mineselskaberne repræsenterer. Det er også vigtigt at gøre sig klart, at der i det grønlandske samfund kan være forskellige holdninger til og interesser i minedrift. I den forbindelse er det i Grønland oplagt, at der kan være tilfælde, hvor det offentlige bør sikre et lokalsamfunds, et mindretals eller en særlig udsat gruppes interesser.

Det grønlandske samfund er historisk og kulturelt set et fangersamfund. Det vil blandt andet sige, at man traditionelt udnyttede ressourcerne når og hvor de fandtes. Indtil for nylig, i det vi i daglig tale kalder for det 'traditionelle grønlandske samfund', har man værnet om ressourcerne på forskellige måder, men ingen har haft mulighed for direkte at gribe ind i produktion af ressourcer. Dette er noget helt grundlæggende i et fanger- og fiskersamfund, og det påvirker menneskets holdning til naturen og dens ressourcer. Et andet fremtrædende kendetegn ved fanger- og fiskersamfundet var, at planlægning skete ud fra familiens eller personens egne behov. Endvidere at alle mennesker havde fysisk adgang til ressourcerne, hvad enten disse fandtes på land eller i havet. Retten til at fange og fiske havde alle som var medlem af et lokalsamfund, et kollektiv. Det vigtigste var, at den der udnyttede en ressource var en del af det sociale system (med krav om gensidig solidaritet og deling af ressourcer).

Som alle ved, så er det traditionelle fanger- og fiskersamfund under hastig ændring. Men en del af de idealer, som ligger til grund for mange grønlænderes syn på ressourcer og ressourceudnyttelse har stadig sin rod i de nævnte forhold.

Minedrift, i den form vi kender det i dag, har derimod sine kulturelle rødder i agerbrugssamfundet. Ganske vist er der tale om ikke-fornyelige ressourcer, men ligesom bonden griber mineselskaberne aktivt ind i naturen for at fraviste denne ressourcerne. Der sker en nøje planlægning af den måde, hvorpå man fravrister naturen dens ressourcer. Planlægning er først og fremmest dikteret ud fra krav om forrentning af en kapital. Minedrift er baseret på, at personer eller selskaber kontrollerer et landområde eller havområde. Herfra udelukkes i princippet alle andre. De udvundne mineraler deles ikke, men ejes af mineselskabet.

Det er vigtigt at fastholde disse helt fundamentale forskelle med henblik på at vurdere 1) mineselskabernes interesse i at udnytte ressourcer i den grønlandske undergrund, 2) potentielle og reelle konflikter mellem minevirksomheder og det grønlandske samfund samt, 3) det grønlandske samfunds muligheder for at drage fordel af mine- og olievirksomhed. Dette indlæg beskæftiger sig først og fremmest med de sidste to punkter.

Erfaringer fra det arktiske område, Grønland inkluderet, viser, at alle virkelig alvorlige konflikter mellem mineselskaber (og herunder olieselskaber) og lokalbefolkning sker som følge af konkurrence om brugen af land- og havområder. Det kan skyldes, at minedriften lægger beslag på eller ødelægger store naturområder; det kan også skyldes, at fangerne og fiskerne mister fangst- og fiskepladser; årsagen kan være forurening; endelig kan værdifulde historiske steder blive ødelagte. Det er derfor vigtigt at beskæftige sig med adgangen til og kontrollen med land- og havområder i forbindelse med minedrift.

Erfaringer fra det arktiske område viser også en generelt positiv holdning til minedrift, forudsat at denne tillader lokalbefolkningen at bevare kontrollen over deres egen tilværelse. Dette kan ske i form af lokale aftaler om arealudnyttelse, beskæftigelse af lokal arbejdskraft eller anden form for afledet virksomhed. Det kan også ske i form af politiske aftaler på regeringsniveau. Det er således karakteristisk, at i 1970erne var den grønlandske holdning til minedrift ganske negativ, men dette ændrede sig radikalt sig i takt med at hjemmestyret fik større og større indflydelse på og fordele ud af eventuel udnyttelse af råstoffer i undergrunden. Et ligeså entydigt holdningsskifte skete i det vestlige canadiske Arktis (Mackenzie Deltaet) efter at Inuvialuit-inuit indgik en landkravsaftale med den canadiske regering. Og noget ganske tilsvarende ses nu i forbindelse med etablering af den nye selvstyrende region, Nunavut, i det nordøstlige Canada. Også i Alaska har man kunnet iagtage en tilsvarende udvikling.

Råstoffer i undergrunden er blot en ny ressource, som man udnytter, når chancen gives - forudsat at det kan passes ind i det sociale system. Der er med andre ord ikke belæg for at hævde, at den grønlandske eller andre inuit-befolkninger per definition er, eller har været, negative overfor minedrift. Men forudsætningen er, at denne er underlagt en eller anden form for lokal kontrol. Kontrol med land- og havområder er nok den vigtigste.

2. Konkurrence om land- og havområder.
Ser vi bort fra Nordøstgrønland, så grænser alle grønlandske kommuners arealer op til hinanden. Ilulissat kommunes nordgrænse strækker sig for eksempel mod nord indtil det sted, hvor Uummannaq kommune starter. Af en eller anden grund har man indført denne danske tradition i Grønland, men den virkede sikkert godt i kolonisamfundet med de mange spredte bopladser.

Kommunerne administrerer altså store områder uden for de egentlig beboede steder, ligesom de er involveret i regulering af aktiviteter inden for kommunens grænser. Uanset at kommunerne i dag ingen kompetance i forbindelse med tilladelse til råstofudvinding har, så understreger de nævnte forhold, at de grønlandske kommuner er vigtige interessenter i forbindelse med udnyttelse af landområder, herunder tildeling af ret til minedrift. Det betyder også, at kommunerne af skatte mæssige årsager har en særlig interesse i, at der etableres minedrift inden for kommunens grænser. Iøvrigt er det ikke uden betydning, at kommunerne er en af de partnere, som står tilbage med en del af regningen når minedriften ophører.

Sammenligner vi med forholdene i det nordlige Canada, så er situationen der, at kommunerne ('city councils','community councils', 'hamlet councils') kun har autoritet inden for de bymæssige områder. Det øvrige land tilhører, kontrolleres eller overvåges af centrale myndigheder og institutioner.

I nyere tid har kun Maarmorilik-minen været i drift i Grønland. I relation til brug af land- og havområder kunne man konstatere to områder, hvor mineselskab og lokalbefolkning kom i konflikt med hinanden. Først og fremmest forureningen som begrænsede fangernes og fiskernes aktiviteter i fjordsystemet nærmest minen. Det er værd at hæfte sig ved, at denne begrænsning fortsætter lang tid efter minedriftens ophør.

Et andet område som førte til konflikter vedrørte trafik til og fra minevirksomheden. Fra minedriftens tidligste periode kom årets første malmskib til Maarmorilik endnu før isens opbrud, hvilket førte til gener for fangernes sælfangst. Dels fordi isbrydning førte til at isen brød hurtigere op hvorved den givtige uuttoq-fangst blev ødelagt, og dels fordi fangerne blev afskåret fra at komme til/fra fangstområderne på grund af sejlrenden.

Dette meget konkrete eksempel er interessant af mindst tre grunde. For det første fordi helt tilsvarende konflikter har udspillet sig i forbindelse med en bly/zink mine ved Nanisivik, Baffin Island, Canada. Her er fangerne ved flere lejligheder blevet forstyrret i deres fangst af narhval om foråret, når isbrydere brød isen for det første malmskib. Det økologiske fjordsystem ved Nanisivik minder på mange måder om Uummannaq fjorden. I forbindelse med etablering af ny minedrift i tilsvarende omgivelser kan der derfor være god grund til at hæfte sig ved de erfaringer, man har haft i Uummannaq og Nanisivik.

For det andet er eksemplet interessant ved at det lykkedes at finde en udgang på konflikten ved besejling af Maarmorilik, medens fangerne fra Nanisiviks nærliggende samfund, Arctic Bay, selv for nylig har været ude i en konflikt om besejling. I midten af 1970erne indgik Uummannaq kommune en besejlingsaftale med mineselskabet Greenex, som langt hen ad vejen tilgodeså fanger nes interesser. Man forhandlede sig altså frem til en aftale. Baggrunden herfor er bl.a., at de grønlandske kommuner har en vis kompetance til at udstede kommunale vedtægter, som regulerer færdselen inden for kommunens grænser. Uummannaq kommune havde altså et legitimt udgangspunkt for at være forhandlingspartner med mineselskabet. Noget tilsvarende findes ikke på Baffin Island, Canada. Bygderådet ('hamlet council') i Arctic Bay har ingen autoritet overhovedet uden for den bymæssige bebyggelse, og fangernes organisation er tilsyneladende ikke stærk nok til at indlede forhandlinger med mineselskabet.

Uanset de formelle, juridiske regler som var gældende for regulering af forholdene mellem det koncessionerede selskab og den kommunale kompetance, så handlede Uummannaq kommunalbestyrelse ud fra, hvad den selv må have anset som sine helt legitime rettigheder. Et synspunkt som i praksis blev accepteret af mineselskabet, hvorved man kan sige, at der er dannet en vis præcedens, hvad angår kommunernes involvering i sager som denne.

For det tredie berører konflikt om besejling ved det helt principielle spørgsmål: Hvem har ret til at disponere over landet? Mineselskaberne med deres koncessionerede rettigheder? Eller fangerne med deres 'oprindelige rettigheder', som de har haft siden tidernes morgen? Og hvem er de retmæssige repræsentanter for fangerne og fiskerne? Er det deres faglige interesseorganisationer (KNAPK), de lokale folkevalgte myndigheder (kommunerne) eller hjemmestyret?

Nu er det ikke muligt at give en færdig juridisk afklaring af disse spørgsmål, men det må være relevant at påpege, at der rent faktisk findes internationale mekanismer, som beskæftiger sig med disse spørgsmål (Den Internationale Arbejdskonferences konvention Vedrørende Oprindelige Folk og Stammefolk i Selvstændige Stater (ILO-Konvention 169); udkast til en Verdenserklæring for Oprindelige Folk; m.fl.). Eftersom både Danmark og det Grønlandske Hjemmestyre generelt støtter arbejdet med at afklare disse spørgsmål, må det være på sin plads at inddrage sådanne mekanismer i en planlægning af aktiviteter vedrørende mine- og olieaktiviteter.

Etablering af minedrift berører mange forskellige grupper i samfundet. I Grønland (og det vil i nyere tid stort set sige Maarmorilik) har situationen generelt været den, at befolkningen har været meget lidt forberedte på at 'modtage' en minevirksomhed. Fangerne har ingen videnskabelig eller anden form for ekspertise haft til sin rådighed, hvilket gør relationen til et stort kapitalstærkt foretagende meget ulige. Eftersom proceduren har været, at fangernes interesser først er blevet tilgodeset, når der er indgået koncession mellem myndighederne og selskabet, er det kun i tilfælde af konflikt, at fangernes synspunkter kommer frem. På det tidspunkt vil myndighederne allerede have bundet sig, og fangerne må i langt de fleste tilfælde selv varetage deres interesser.

Hvad der gælder for fangere og fiskere gælder også for kommuner, fagforeninger, o.a. Den enighed som i slutningen af 1970erne opstod mellem fagforeninger, Uummannaq kommune og det grønlandske politiske system (og som førte til pres på mineselskabet Greenex og de danske myndigheder) kan næppe tænkes at ville gentage sig i dag. Der er med andre ord behov for at grupper som f.eks. fangere/fiskere og kommunalbestyrelser har en permanent, uafhængig viden og kompetance til deres rådighed, hvis de skal håndhæve deres interesser og rettigheder. Et eksempel på et sådant alternativ findes i bl.a. Canada, hvor et system af offentlige høringer gør det muligt for alle interesserede parter, inklusive offentligheden, at få deres synspunkter frem samt stifte bekendtskab med uafhængig viden og informationer.

Offentlige høringer er blot ét eksempel på, hvordan det kan gøres, og uanset hvilken løsning man vil finde egnet i Grønland, er det efter min opfattelse værd at overveje en form for sikring af interesser, som ellers ikke er direkte repræsenteret i forhandlinger mellem myndigheder og minesel skaber. I denne situation er det værd at hæfte sig ved, at Danmark (og dermed også Grønland) har indgået en international aftale, som rent faktisk forpligter regeringerne til at sikre den berørte befolknings ('det berørte folks') interesser i tilfælde, hvor større udviklingsprojekter påvirker den lokale ressourceudnyttelse. Det skete med Danmark ratifikation af ILO-konvention 169 om "Oprindelige Folk og Stammefolk i Selvstændige Stater".

3. Oprindelige folks rettigheder.
Danmark hører til et af de lande, som har skrevet under på (ratificeret) den internationale arbejderorganisations 'Konvention Vedrørende Oprindelige Folk og Stammefolk i Selvstændige Stater' (ILO-konvention 169). Dette skete under kraftig tilskyndelse fra bl.a. grønlandsk side.

ILO-konventionen vil formentlig kunne finde anvendelse på den grønlandske folk i helhed, men også på de dele af befolkningen "hvis sociale, kulturelle og økonomiske forhold adskiller dem fra andre dele af det nationale samfund, og hvis status reguleres helt eller delvis af deres egne sædvaner eller traditioner eller af særlige love eller forskrifter", (art.1.a).

Hvis vi et øjeblik koncentrerer os om at involvere befolkningen i etablering af minedrift, så fastsætter konventionen, at staten har pligt til at etablere et uafhængigt system til at undersøge krav om landrettigheder, som fremsættes af den oprindelige befolkning. Det hedder således i Artikel 7, stk. 3, at "Regeringerne skal sikre, at der, hvor det er hensigtsmæssigt, gennemføres undersøgelser, i samarbejde med de pågældende folk, med henblik på at vurdere de sociale, åndelige, kulturelle og miljømæssige konsekvenser for dem af planlagte udviklingsaktiviteter. Resultaterne af disse under søgelser skal betragtes som grundlæggende kriterier for gennemførelsen af disse aktiviteter". Artikel 15, stk.2 beskæftiger sig også med det forhold: "I tilfælde, hvor staten bevarer ejendomsretten til mineraler eller underjordiske ressourcer eller rettigheder til andre ressourcer i forbindelse med landområder, skal regeringerne indføre eller opretholde procedurer for konsultation af disse folk, med henblik på at fastslå, om og i hvilket omfang deres interesser vil lide skade, før de iværksætter eller tillader programmer vedrørende udforskning eller udnyttelse af sådanne ressourcer i forbindel se med deres landområder".

Også på en række andre områder understreger ILO-konventionen at befolkningen skal involveres i udformningen og gennemførelsen af programmer, som på fundamental vis berører deres kultur og deres livsgrundlag. Der er næppe nogen tvivl om, at dette vil være tilfældet, hvis minedrift etableres i et område, som traditionelt har været beboet og udnyttet af de grønlandske fangere og fiskere.

Konklusionen herpå må være, at Danmark og Grønland for at overholde internationale aftaler (først og fremmest ILO-konvention 169) sørger for at etablere et uafhængigt organ, institution eller apparat, som kan gennemføre studier til sikring af befolkningens interesser.

ILO-konventionen vil endvidere finde anvendelse i sine præciseringer af befolkningens rettigheder til landområder, som de har beboet og udnyttet sidens tidernes morgen. Det hedder ganske klart i Artikel 14, stk. 1, at "De pågældende folks ret til at eje og besidde de landområder, som de traditionelt råder over, skal anerkendes". Og videre i Artikel 15, stk.1, at "De pågældende folks ret til naturressourcer i forbindelse med deres landområder skal særligt sikres".

Det er i denne forbindelse vigtigt at gøre opmærksom på at ordet 'folk' som subjekt ikke er nærmere defineret. Det kan være et større kollektiv (den oprindelige grønlandske befolkning), et mindre kollektiv (et lokalsamfund) og måske i visse tilfælde også et individ. Det afgørende er hvilken gruppe som i det konkrete tilfælde har haft bestemte rettigheder til et bestemt område.(1)

Det kan endvidere være relevant at undersøge implikationerne af, at hjemmestyret er en territorial regering, hvorved det ikke specifikt er sat i stand til at varetage en bestemt befolkningsgruppes (grønlandske fangere eksempelvis) interesser. Herved står hjemmestyret i modsætning til f.eks. det norske sameting.

Der er efter min opfattelse grund til at gennemføre juridiske og antropologiske analyser af forholdet omkring sædvaneretlige reglers position i forbindelse med etablering af større arealkrævende foretagender. Der er ligeledes mange gode grunde til at vurdere forskellige modeller for, hvordan lokale og andre ikke-offentlige interesser kan varetages.

4. Beskæftigelse.
Et par af de skitserede, og potentielle, projekter adskiller sig på en række punkter fra andre former for ressourceudvinding. Det gælder udvinding af kulbrinter til havs og det gælder for en eventuel zinkmine ved Citronenfjord. I begge tilfælde er der tale om aktiviteter, hvor en permanent bosættel se eller etablering af et egentligt samfund ikke vil være aktuel. Derimod er der ikke i de andre opstillede projekter noget, der på forhånd udelukker overvejelser af mulige alternativer.

Det er givet, at mineselskaberne vil prioritere etablering af minelejre, hvortil arbejderne flyves ind i kortere eller længere perioder. Det mindsker etableringsomkostningerne, og det giver selskabet større kontrol med arbejdsstyrken og minesamfundet. Det er imidlertid ikke umiddelbart givet, at dette også er i det omgivende samfunds interesse. Det er derfor vigtigt, at samfundet definerer sine prioriteter og vurderer muligheder for forskellige alternative etableringsmåder.

Interviews (2) med grønlandske minearbejdere i Maarmorilik viste nogenlunde klart fordelene ved at etablere så normalt et samfund som muligt. Det fremmer stabiliteten og det øger den sociale sikkerhed. Alt andet lige gælder det, at jo længere væk i geografisk afstand og jo mere isoleret fra familien, jo mere usikkerhed skaber det for den enkelte ansatte. Erfaringerne viste også, at under de givne omstændigheder burde for lange kontraktperioder undgåes.

Andre forhold pegede imidlertid på, at det ikke nødvendigvis var en fordel for det omgivende lokalsamfund, at den overvejende rekruttering af arbejdere skete fra de nærliggende bygdesamfund.

Spørgsmålet om etablering af den ene eller anden form for minesamfund drejer sig ikke kun om beskæftigelse. Det er også et spørgsmål om, hvor integreret minestedet skal være i forhold til det omgivende samfund. Blandt de forhold, som kan være interessante, kan nævnes: etablering af bygdebestyrelse; valg til kommunalbestyrelse og landsting; færdsel til og fra minestedet; alkohol politik; ansvar for bygning og vedligehold af boliger; etablering af skole; social forsorg; osv. Generelt vil jeg også her mene, at det er i samfundets interesse at skabe en så normal situation som muligt - selvom det på en række punkter vil afvige fra, hvad der gælder på andre beboede steder. En undtagelse kunne være hvis der bliver etableret minedrift med beskæftigelse af et meget stort (f.eks. mere end 1.000) antal arbejdere, som overvejende er rekrutteret uden for Grønland.

Endelig kan man nævne, at der ved Maarmorilik-minen gjorde sig det særlige gældende, at der i Uummannaq kommune (og andre områder domineret af fangst med fiskeri), var et særligt stort behov for beskæftigelse blandt de unge kvinder, men at minevirksomheden først og fremmest beskæftigede mænd.

Boreplatformene er vel den ekstreme modsætning til etablering af et regulært bysamfund. Men derimellem kan tænkes et væld af alternativer.

En zinkmine ved Citronenfjord befinder sig så langt væk fra de eksisterende grønlandske bosteder, at det for de færreste familier vil være interessant at bosætte sig der. Dertil vil udgifterne ved transport og anden form for kommunikation være alt for store. I dette tilfælde kan der være et sammenfald af interesser mellem mineselskab og samfund i at etablere en regulær minelejr. Nyere oplysninger fra Illoqqortoormiut kommune viser, at der i dag ikke er andet end en håndfuld fuldtids- fangere og -fiskere. Dette kombineret med andre forhold (sociale) kunne tale for, at Hjemmestyret gjorde en ekstraordinær stor indsats for at oplære folk fra dette område til beskæftigelse i Citronenfjord. Det forhold, at Citronenfjord ligger uden for den kommunale inddeling, taler formentlig for, at der etableres en alternativ struktur, som kan varetage de ansattes sociale interesser.

Ifølge projektbeskrivelsen for en guldmine i Sydgrønland er der tale om et projekt af meget kort varighed. Det vil sige, at ansættelsesperioden for grønlandske (som andre) ansatte formodes at være meget kort. Nu er forholdet vel det, at et mineselskab vil starte brydning af en forekomst, så snart der er mængder, hvis udnyttelse vil være rentabel, uden at det dermed er udelukket, at der kan være langt større forekomster - eller at dette er undersøgt til bunds. Omfanget af en mineralforekomst med samt den valgte hastighed for brydningen er med andre ord ikke en absolut størrelse, men et produkt af blandt andet mineralpriserne og krav fra myndigheder, som kan udsætte tilladelse til brydning, indtil der foreligger en vis garanti for brydning over en længere periode. Man kan sige, at formentlig enhver form for minedrift ved sin etablering vil have en relativ kort tidshorisont, men at denne i langt de fleste tilfælde vil blive forlænget ganske betydeligt ud over det ved starten forudsatte. Den korte tidshorisont taler ifølge oplægget for at etablere en minelejr.

Nu er det forhold, at ansættelseperioder er af kortere varighed ikke noget ukendt fænomen i Grønland. De fleste tilkaldte, som kommer fra Danmark, bliver ikke i Grønland i længere end nogle få år. En omstændighed som ikke har ført til betragtninger om at indkvartere disse mennesker under baraklignende forhold. Med denne kendsgerning i tankerne kunne man med fordel overveje mulighederne for at gøre det attraktivt for grønlændere at søge arbejde ved minedrift (som man gør det for tilkaldte ude på kysten) og at søge uddannelse inden for området ved at investere i boligty per, som kan flyttes fra sted til sted, snarere end at udelukke familier fra at etablere sig ved en mineralforekomst. Der er en kendt sag, at man i de grønlandske byer gerne ansætter en tilkaldt, som er gift/samboende med en person, der allerede har ansættelse (og dermed i forvejen har fået anvist en bolig), simpelthen på grund af boligproblemet. Jeg ser ikke umiddelbart nogen grund til ikke at gøre sig lignende overvejelser i forbindelse med opbygningen af et minesamfund. Endelig ligger der en potentiel teknisk udfordring for det grønlandske samfund i at investere i udformning og konstruktion af, for eksempel, 'transportable byer'.

Sammenfattende kan man sige, at der i forbindelse med enhver konkret overvejelse om minedrift vil være et behov for undersøgelser i alternative boformer, beskæftigelsesmåder samt former for integrering af virksomheden i det omgivende samfund.

5. Minedrift og samfund.
I den grønlandske kultur ligger en stor viden om naturen, landskabet og dets historie, vejr- og vindforhold, fauna og flora, stednavne og om den historie, der knytter sig til de mange tidligere beboede steder, som nu er forladte. Dette betegnes ofte som 'traditionel viden' (i modsætning til videnskabelig viden).

Hver gang en person dør går en del af denne viden tabt. Dette tab er imidlertid særlig stor i disse år, hvor fangersamfundet er under fundamental ændring. Ikke desto mindre så indgår denne 'traditionelle viden' som en bestanddel i, hvad mange mennesker betragter som 'den traditionelle grønlandske kultur' eller 'de særlige grønlandske betingelser'.

Den 'traditionelle viden' er en mundtlig viden, som kun i meget begrænset omfang er skrevet ned. Der er tale om en kulturel arv, som vedrører alle grønlændere, også de for hvem der netop er tale om en arv, og ikke noget der praktiseres.

Med udgangspunkt i den erhvervsform som har været karakteristisk for de grønlandske fangersamfund, er der god grund til at antage, at hele det isfrie areal i Vest- Øst- og Nordgrønland har været genstand for brug og bosættelse i 'nyere' tid. Det indebærer, at en hvilken som helst form for minevirksomhed vil gribe ind i bestående rettigheder eller berøre steder, til hvilke der knytter sig en kulturel viden.

Det er en kendt sag, ikke mindst fra det arktiske område, at lokalbefolkningerne lægger stor vægt på, at der ved etablering af minedrift, kraftværker, o.l. bliver taget hensyn til den 'traditionelle viden', som findes om områder, der berøres ved sådanne aktiviteter. Det er ligeledes helt klart, at manglende hensyntagen hertil har givet anledning til konflikter. Konflikter som ofte kunne være undgået med en relativ lille indsats fra myndighedernes side.

Lokalbefolkningerne er ikke per definition modstandere af minedrift, men det er vigtigt, at de fra de tidligste stadier inddrages i alle beslutninger, som vedrører deres kultur og samfund. Hvad enten det drejer sig om befolkningen i byerne eller bygderne. Et af midlerne kan være, at man systematisk gennemfører såkaldte "brug og bosættelsesstudier" for områder, hvor der planlægges olie- og mineaktiviteter. Det vil bl.a. aktuelt sige området ved Nalunaq og Nuussuaq halvøens yderste del.

Formålet med sådanne studier er ikke kun at dokumentere, hvem der har hvilke rettigheder, men også at vise respekt for den kultur og den historie, som er en del af grundlaget for det moderne grønlandske samfund. Endvidere ligger der i sig selv et formål i at den viden, der tidligere blev videreført som en mundtlig tradition, bliver 'moderniseret' og dermed sat på en form (skriftlig, visuel), som gør den anvendelig i en nutidig situation. Endelige skal man ikke glemme, at jo større viden den anden part (minevirksomhed, ansatte) har, desto mere respekt og forståelse vil de udvise overfor det omgivende samfund.

I de canadiske inuit-områder findes en lang tradition for sådanne studier og deres anvendelse. Det er derfor muligt herfra at trække på en omfattende erfaring hvad angår såvel metode som teori.

Sådanne undersøgelser kan gennemføres på flere måder; for eksempel ved interviews med fiskere, fangere og ældre mennesker. Herved fås et billede af den mundtlige viden. Der kan endvidere indhentes et stort materiale fra arkiver og ældre publikationer.

I stedet for at skabe en fornemmelse af utryghed og uvidenhed, kan man inddrage den lokale befolkning ved sådanne studier.

Lad mig give et konkret eksempel, der vedrører et område, som jeg selv kender til, men som kan finde anvendelse andre steder langs kysten. Sådanne studier kan f.eks. etableres i forbindelse med olieboringerne på Nuussuaq. Ikke så langt fra borestederne fandtes to nedlagte bygder, Nuussuaq og Nuusaq. I 1700-tallet var den ene en kort overgang etableret som en koloni. Nuussuaq blev nedlagt i historisk tid, og der findes endnu levende mennesker herfra, som formentlig kan fortælle om stedets historie, indbyggere, fangstområder, fangsttraditioner, osv.

Sådanne studier har i dagens Grønland den fordel, at der findes studerende og andre, som er i stand til, under vejledning, at gennemføre dem. Det betyder, at man med relativt små midler gradvis kan opbygge en kompetance og en viden i Grønland. Det er på den anden side også givet, at det er nødvendigt med en vis institutionalisering i lighed med den, der findes på det biologiske og arkæologiske område.

I det konkrete tilfælde kunne man f.eks. tænke sig, at der etableredes et studiemæssigt og praktisk samarbejde med det nærmeste beboede sted, Niaqornat. Ligeledes at der etableres et samarbejde med fiskerne og fangerne fra Disko Bugten, hvor især Ilulissat fiskerne fisker efter rejer i området.

6. Anbefalinger.
Jeg har i det foregående forsøgt at koncentrere mig om nogle enkelte områder, inden for hvilke der efter min opfattelse er behov for nærmere analyser eller studier. Sammenfattende fører det til følgende anbefalinger:

a. At der foretages en analyse af, hvordan en lokalbefolkning og andre interessenter kan involveres i planlægning og overvågning af enhver form for minedrift. Alternative modeller, herunder de fra Canada kendte offentlige høringer, undersøges, og fordele og ulemper beskrives.

b. At der gennemføre generelle juridiske og antropologiske analyser af sædvaneretlige reglers position i forbindelse med etablering af større arealkrævende foretagender.

c. At der etableres faste rammer for forskning og studier i "tradition, brug og bosættelse" forud for og i forbindelse med enhver form for mineaktivitet. Det forekommer mig, at der med olie boringerne på Nuussuaq er et akut behov i dette område, og noget lignende formentlig gælder for eventuelle aktiviteter ved Nalunaq.

d. At man foranstalter en undersøgelse af, hvilke muligheder der findes for at vælge mellem alternative minesamfundsformer, herunder forskellige modeller for samfundets integrering i det omgivende samfund.

e. At der iværksættes et forskningsprogram for, hvordan man teknisk kan finde en fleksibel løsning på opbygning af et minesamfund.

10. september 1997

/
(1) 1. En diskussion herom findes f.eks. i NOU 1997:5, "Urfolks landrettigheder etter folkerett og utenlandsk rett". Oslo.

(2) 2. Jens Dahl og Karl Johan Lyberth: 'Kalaallit Ilaquttatik Qimallugit Marmorilimmut Suliartortartut 1973-78' ('Grønlandske migrantarbejdere i Marmorilik 1973-78'). Institut for Eskimologi, Københavns Universitet 1980.
Forrige afsnit:
Bilag C-1: Sociale virkninger af fire mulige projekter		 Indholdsoversigt Næste afsnit:
Bilag C-3: Råstofudvinding og debatten om Grønlands løsrivelse