Indsigt: Erhvervslivets fremtid

Erhvervslivets fremtid

Men den opblussede butikskrig i Sisimiut viser med al tydelighed, at der ikke er behov for en stor offentligt ejet butik. Der er nok private butikker til at sikre konkurrencen.

Fredag d. 7. november 1997
Sermitsiaq
Emnekreds: Erhverv, Politik, Økonomi.

Politikernes manglende beslutsomhed om, hvad vi skal med erhvervsudviklingen her i landet, betyder nu, at en række små butikker i Sisimiut, ejet af lokalbefolkningen, bliver slagtet i den verserende butikskrig mellem KNI og Brugsen.

Man kan hverken klandre KNI’s ledelse eller Brugsens ledelse for deres initiativer i deres respektive forretninger. Begge ledelser er ansat til at skabe overskud og forbedre driften. Det er især et politisk krav til KNI’s ledelse, at forretningen skal give overskud.

Men den opblussede butikskrig i Sisimiut viser med al tydelighed, at der ikke er behov for en stor offentligt ejet butik. Der er nok private butikker til at sikre konkurrencen.

Et væsentligt element i krigen er, at KNI også står for lageret, som de små kiosker handler hos. Ofte er prisen på lagervarerne den samme som KNI’s udsalgspris. Det er klart, at de små private har svært ved at konkurrere på de betingelser.

Den netop overståede erhvervskonference i Kangerlussuaq gav ikke ret meget i den forbindelse, bortset fra at det blev anbefalet, at hjemmestyret udliciterer opgaverne - også lageropgaverne.

Politikerne lovede ikke noget konkret omkring den fremtidige erhvervsudvikling. Den eneste af de store offentligt ejede virksomheder, som deltog i konferencen, var Royal Arctic Line. KNI deltog desværre ikke, hvilket betød, at der i allerhøjeste grad blev diskuteret bygge- og anlægsproblemer samt skabelse af produktionsvirksomheder, mens handelens problemer faktisk ikke blev rørt med et ord.

Det er netop på handelen, at det offentlige og private støder sammen især i de store byer.

Sloganet "Gi’ de private en chance", som Lars Emil Johansen lancerede i 1991, er tilsyneladende glemt.

Med kravet til KNI om at få forretningen til at give overskud, er KNI i fuld gang med at modernisere sit forretningskoncept og udvide forretningsområdet med nye aktiviteter for at tiltrække flere kunder. Og de kunder må nødvendigvis hentes fra andre butikker.

Men vi har et dilemma som politikerne må tage stilling til.

På den ene side ønsker politikerne, at de private skal deltage i erhvervslivet, altså også i handelen. I de landbaserede erhverv er der er flest små private virksomheder, skabt af lokalbefolkningen. Det er små butikker, kiosker med videre.

Det er åbenbart på dette område, der er i første omgang grundlag for at lokalbefolkningen kan tage aktivt del i erhvervslivet. Men det er altså også her, der er den største konkurrence fra det offentlige.

For på den anden side ønsker politikerne også, at KNI skal drives forretningsmæssigt. Efter flere år med store underskud, skal KNI nu give overskud, og det betyder, at KNI må være meget aggressiv, og det går nødvendigvis ud over de små private butikker. Den netop offentliggjorde rapport om KNI viser med al tydelighed, at KNI får hjælp fra landskassen, når der er brug for penge.

Og som ejeren af kiosken Aleqa i Sisimiut, Peter Lennert siger til Sermitsiaq:
"Det her er misbrug af skatteborgernes penge. Hvis KNI får underskud på driften, går direktøren til landskassen og får underskuddet dækket derfra. Det samme vil ske hvis KNI får underskud på den nye kiosk og burgerbar ".
Politikerne må derfor tage stilling til, hvilken vej samfundet skal gå:

Skal vi have flere private forretninger?

Skal KNI styre udviklingen på butiksområdet?

Skal KNI privatiseres?

Det er vigtigt for folk, der overvejer at investere i en butik, at de kender vilkårene og ved, om de til næste år bliver slagtet i en butikskrig med KNI.

Politikernes manglende beslutsomhed og usikkerhed viser sig i den nuværende situation, hvor Atassuts gruppeformand i landstinget, Knud Sørensen, er formand for KNI’s bestyrelse.

I landstinget siger Atassut, at KNI skal privatiseres.

I åbningsdebatten i landstinget sagde Siverth K Heilmann således, at det er nødvendigt med regler, der nøje fastsætter, hvad de offentligt ejede virksomheder må beskæftige sig med. Gennemfører vi en sådan regelfastsættelse, er der håb om øget privatisering.

Men det er åbenbart forskel på, om man sidder i landstingssalen eller i KNI.

I samarbejdsaftalen mellem Siumut og Atassut fremgår det også klart, hvad man vil - på længere sigt:

"Der skal tilvejebringes gode betingelser for, at KNI-selskaberne kan samarbejde med og styrke det private erhvervsliv. Parterne er villige til at åbne op for en delvis overdragelse af KNI-virksomheder til det private erhvervsliv i løbet af nogle år".

Også her er der åbenbart langt fra ord til handling. Ganske vist har vi set de første udliciteringer på transportområdet. Men på butiksområdet ser det altså ud til, at de små lokalt ejede butikker skal udkonkurreres, før vi kan forvente en privatisering.

Politikerne må nu melde klart ud, hvad de vil, i stedet for at fortsætte den zig-zag kurs, som ingen kan leve med.