Løn og glade dage

JULEN STARTEDE i weekenden. Det var nemlig også 1. søndag i advent, og chaufføren kom til at tænke på engang for næsten 30 år siden, da en aftenstund med julestjerner i vinduerne forløb lige så sindssygt som i fredags. En række rystende oplevelser på vej hjem, som hver for sig burde være enestående og sjældne.

Torsdag d. 4. december 1997
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Sociale spørgsmål.

(an)

DET VAR lønningsdag. Det var weekend. Fredag er altid en god dag. En uges arbejde er slut, og der skal slappes af et par dage. Der er en god stemning hver fredag. Men nogle fredage kammer over. Der er stemningen nærmest lidt eksplosiv. Den virker farlig på en måde, overophedet. Det er ikke bare en håndfuld fulderikker ved Brugsen, der tager fat. Det er mere globalt. Der er lagt op til fest over en bred kam. Denne syden og kogen skyldes, at fredagen somme tider falder sammen med det, vi her på redaktionen kalder "dobbelt lønningsdag". Udtrykket betyder ikke, at nogen får to lønninger, men dækker blot over et sammenfald mellem 14dages løn og månedsløn. Den dag har alle penge. Det er forkert at sige, at pladsen her nedenfor (AG bor som bekendt oven på posthuset i Nuuk) syder af liv og travlhed. Det er mere korrekt at tale om et konstant, kraftigt lydtryk, bestående af højtråbende og skrigende fuldemandsgnaveri allerede fra middagstid. Og fredagen er ellers den ugedag, der for alvor barer weekendens forventninger i sig. Fredag er en god ting. Når der ikke er dobbelt lønningsdag... I FREDAGS var der en fra bladet, der skulle køres hjem til Nuussuaq. Klokken var halv seks, og med den første-parket-plads, AG har til løjerne og hash-kriminaliteten på Torvet overraskede det os naturligvis ikke, at vi måtte gå spidsrod til parkeringspladsen. Det er der ikke noget mærkeligt i. Og man vender sig let til det. På vej fra Nuussuaq kom AG’s overchauffør forbi ved busstoppet ved Pisiffik. Her gik en ung mand med et forstenet ansigt over kørebanen. Han ænsede intet og gik nærmest sidelæns på en underlig stålsat og målrettet måde. Det så uundgåeligt ud til kollision, og AG standsede derfor bilen for at der ikke skulle ske noget, men undgik dog ikke, at den meget påvirkede løn- eller støttemodtager brasede direkte ind i bilen med et gevaldigt rabalder. Han må have troet, han blev påkørt og blev rasende. Han prøvede at rive dørene op, men der havde været tid til at låse dem, og han sparkede og slog på bilen i et destruktivt og frådende vredesudbrud. - Sindssyg i gerningsøjeblikket, tænkte overchaufføren og kørte skyndsomst og noget rystet derfra. Vel hjemme på Radiofjeldet lå der i grøften ved parkeringspladsen en gammel mand og rodede. Han kunne ikke komme på benene. Han er vel 75-77 år og var iført undertrøje og lange underbukser. Han virkede ikke synderligt beruset, og var det måske heller ikke. Der skal næppe noget videre til for at slå benene væk under en gammel kæmpe, der - plaget af gigt og anden dårligdom - kan have svært nok ved at stå oprejst til daglig. Men her lå han altså rimelig godt belyst fra gadelampen og døjede med at komme op. Der var syv-otte graders varme og meget vådt. Han var helt gennemblødt, og undertøjet klæbede ind til kroppen. Det var umuligt uden hjælp fra andre at få ham op fra skøjtebanen i bunden af grøften. Men politiet kom hurtigt og fik ham bragt hjem. På vej op gennem opgangen i vores blok kunne AG-chaufføren se, at malerne var gået i gang med at forberede en grundig gang maling. Det var tiltrængt. En "uvorn" unge, der med sin familie flyttede ind i opgangen i en mikroskopisk et-rums lejlighed har overtegnet alle fire etager med uskønne figurer, kraftudtryk, navne, datoer og lignende. Maleren havde samme dag "plettet" tegningerne og var klar til den dækkende maling næste dag, men straks han holdt fyraften, sneg den lille galning sig rundt med sin blå tusch-pen og stregede alle sine uhyrligheder op igen. (an) En fattig kunstner kan ikke knægtes... JULEN STARTEDE i weekenden. Det var nemlig også 1. søndag i advent, og chaufføren kom til at tænke på engang for næsten 30 år siden, da en aftenstund med julestjerner i vinduerne forløb lige så sindssygt som i fredags. En række rystende oplevelser på vej hjem, som hver for sig burde være enestående og sjældne. I et kort øjeblik, hvor den lalleglade optimisme forlader en, fristes man til at spørge: - Hvad er der egentlig sket i disse mange år? Heldigvis kommer svaret jo øjeblikkeligt: - Vi har oplevet en sand strøm af forbedringer, som ville gøre sig godt i et politisk genvalgsoplæg. Men hvis man stadig sidder med et uforløst chok efter den dobbelt lønningsdags begivenheder, spørger man alligevel: - Var' der virkelig flere fulde folk dengang? Blev børnene dårligere passet end i dag? Var flere ramt af drikkeriets sociale følger? Og var de hårdere ramt? Var alting værre? Nej, det var ej.