En dødfødt idé

Den forbedrede effekt på nogle få hundrede kroner for den store lavtlønsgruppe, som den progressive beskatning trods alt kunne give, kan vi meget lettere skaffe til veje ved at hæve bundgrænsen med det nødvendige beløb. Det er enklere, billigere og har ingen uønskede bivirkninger.

Torsdag d. 18. december 1997
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Politik, Økonomi.

DEN PROGRESSIVE beskatning er for øjeblikket det heftigste diskussionsemne, men endnu inden debatten har nået sit højeste, ebber den ud. Den progressive beskatning bliver ikke til noget. Og det er der mange gode grunde til.

Men før denne afklaring var der mange forvirrende bud på den skattemæssige fremtid. Jonathan Motzfeldt blev sågar i Radioavisen citeret for at støtte Inuit Ataqatigiit’s ønsker om en progressiv beskatning. Sandheden er en anden, og i dag siger Jonathan helt klart til AG, at der ikke bliver nogen progressiv skat i Grønland.

AG har henvendt sig professor Martin Paldam, der har forstand på både penge og Grønland. Han har dog ingen mening om, hvad Grønland skal gøre. Det må Grønland selv finde ud af. Men der kommer ikke noget fornuftigt ud af det. Han mener, den vil rejse nye problemer uden reelt at gøre noget ved forskellen på høj og lav i samfundet.

En progressiv skat vil kun have symbolsk betydning, siger han. Og den gevinst bliver kostbar.

For eksempel bliver det endnu sværere at skaffe læger og andet højtlønnet godtfolk til Grønland, og det vil sætte gang i en lønstigning inden for disse grupper, som smitter af på det øvrige arbejdsmarked.

Samtidig vil det komplicerede skattesystem give skatteforvaltningerne rundt om i Grønland vokseværk. Det kræver flere folk, flere eksperter (som nu skal have mere i løn), og de skal have et sted at være. Kontorerne vokser. Det progressive skattesystem griber om sig.

SKAT BLIVER en plage, når smertegrænsen nås. Det er et eller andet med, at lønmodtagere og erhvervsfolk med for eksempel 60 procent skat på den sidste del af indtjeningen føler, at nu kan det ikke mere betale sig at tjene ekstra.

Vi går her i landet ind for lige løn for lige arbejde, selvom det ikke altid lykkes lige godt. Ligesom der nok er mennesker, der tjener en høj løn uden den helt store indsats, er der også folk i lavt-lønsgruppen, der kommer sovende til det. På den anden side er der også folk i begge lønkategorier, der holder en lav timeløn, når den effektive arbejdstid gøres op.

Hele vores system bygger på lige løn for lige arbejde, og arbejde vurderes i mængde og kvalitet. Indenfor de enkelte fag får vi i princippet samme løn, og dertil betales ekstra for ulempe og særlige kvalifikationer. Altså: lige løn for lige arbejde.

Den progressive beskatning er ikke lige løn for lige arbejde. Den bygger på et princip, der meget let giver en social slagside. Den der arbejder dobbelt så længe, skal betale mere i skat pr. tjente krone end den, der arbejder kortere. Man kunne være ondsindet nok til at sige: - Den, der er flittig, skal betale mere pr. skattekrone end den, der er doven. Det er der ingen god moral i, og det er ikke det vi har brug for i Grønland, hvor vi i forvejen har vanskeligt nok ved at holde på vore egne, veluddannede unge, og hvor vi ikke kan skaffe den arbejdskraft udefra, som vi har brug for.

Når så samtidig gevinsten kun er "symbolsk", så er det en tåbelig tanke at fortsætte.

SYMBOLSK fordel er for lidt at sætte hele Grønland på den anden ende for. For hvis gevinsten kun er symbolsk, så handler det alene om et eller anden retfærdighedsbegreb, som kan være svært at se det rimelige i.

Hvis en fanger i gamle dage havde været afsted i to dage, ville man da ikke forlange, at han skulle aflevere noget af fangsten til dem, der kun havde været ude en dag. Det er ikke noget grønlandsk retfærdighedsbegreb, der danner grundlag for den tankegang, og hvad skulle så hensigten være med at indføre det her i landet.

Vi har brug for initiativ og vækst. Vi har brug for dygtige folk på alle områder.

Et skattesystem, der særligt rammer de faggrupper, vi ikke kan få fat i (for eksempel akademikere), trawlerrederne og de største fiskeskippere samt politikere vil give os ringere læger, ringere fiskere og ringere politikere.

Vi har tvært imod brug for folk med opsmøgede ærmer. Folk, der går efter en ekstra gevinst og som derfor baner vejen til den. Dem må vi ikke tage guleroden fra.

Vi må heller ikke skabe ringere vilkår for læger og andre veluddannede mennesker, som er mere eller mindre livsnødvendige for Grønland. Så får vi det nemlig alle værre, og folk vil begynde at dø af banaliteter.

Og vi har ærligt talt heller ikke brug for ringere politikere. Tvært imod. Standarden bør sættes kraftigt i vejret, og en brandbeskatning af deres "ekstra avance" vil næppe trække dygtigere folk i Tinget.

Tanken er dødfødt. Opgiv den, IA!

Den forbedrede effekt på nogle få hundrede kroner for den store lavtlønsgruppe, som den progressive beskatning trods alt kunne give, kan vi meget lettere skaffe til veje ved at hæve bundgrænsen med det nødvendige beløb. Det er enklere, billigere og har ingen uønskede bivirkninger.