Idéoplæg til nystrukturering af sundhedsvæsenet

Det der ikke kunne klares ved tillægsbevillinger blev finansieret ved den form for lånoptagning, der går under betegnelsen patientventeliste. Hvis vi antager at hver patient på ventelisten repræsenterer en udgift på 50.000 kroner, så har vi i dag en lånoptagning på 130 millioner kroner i patienter, der venter på en behandling.

Søndag d. 4. januar 1998
Anders Nilsson, Redaktør for Kamikposten.dk  
Emnekreds: Sundhedsvæsenet.

Indholdsfortegnelse: Ventelisten - en rå parameter for problemernes omfang i sundhedsvæsenet Hvordan er det kommet så vidt? Patienterne er blevet brugt som selvbevilget kassekredit Der er blevet sparet gennem en restriktiv ansættelsespolitik Et teknisk set rimeligt udstyret sundhedsvæsen Den gamle læge - og den nye læge Sundhedsvæsenet skal nystruktureres til ændrede krav fra patienterne og en ændret uddannelsesmæssig baggrund hos sundhedsvæsenets personale Sundhedsvæsenet skal bindes sammen elektronisk - Og D.I.H. skal bindes elektronisk sammen med Rigshospitalet Sygehusene ændrer betegnelse til Lægeklinikker Nye lokale arbejdsopgaver skal lægges ind under lægeklinikken Behandling af patienter i kemoterapi Bemandingsproblemer Minimum 25%’s lønfremgang Andre personalegoder Her og nu På længere sigt Hvad med ventelisterne? Regionalisering Ventelisten - en rå parameter for problemernes omfang i sundhedsvæsenet Vi har store problemer i sundhedsvæsenet. Det udtrykkes mest klart ved at henvise til ventelisten, der ved udgangen af 1997 er på 2600 patienter. For fire år siden havde vi en venteliste, der gav ekko i den offentlige debat. Listen var dengang på omkring 2.000 patienter. Der blev ekstraordinært bevilget 10 millioner kroner til nedbringelse af ventelisten, som i løbet af et års tid kom ned på 1300-1400 patienter. Med afsæt i disse tal fører almindelig hovedregning frem til at ventelisten - i stedet for at mindskes - for tiden vokser med 300-400 patienter om året. Ved næste årsskifte kan vi forvente en venteliste på mere end 3.000 patienter. For den enkelte patient er den samlede venteliste mindre interessant. Her er det ventetiden, der har betydning: hvor mange uger, måneder eller år skal man gå rundt med en invaliderende skavank, før der bliver gjort noget? - For de fleste patienter på ventelisten vil der være tale om år, snarere end måneder eller uger. Hvordan er det kommet så vidt? De store problemer i sundhedsvæsenet er af relativ ny dato. De holdt deres indtog i forbindelse med hjemtagelsen af sundhedsvæsenet, hvor daværende landsstyremedlem med ansvar for sundhedsvæsenet, sammen med sin direktør slog ud med armene og erklærede, at sundhedsvæsenet sagtens kunne drives for mindre end de 620 millioner kroner om året, der fulgte med fra staten ved hjemtagelsen. Der blev taget 50 millioner kroner ud af sundhedsvæsenets budget i den årlige finanslov. Siden er en del af pengene langsomt flyttet tilbage til sundhedsvæsenet - mest i form af store årlige tillægsbevillinger, når det viste sig, at pengene ikke rakte til. Patienterne er blevet brugt som selvbevilget kassekredit Det der ikke kunne klares ved tillægsbevillinger blev finansieret ved den form for lånoptagning, der går under betegnelsen patientventeliste. Hvis vi antager at hver patient på ventelisten repræsenterer en udgift på 50.000 kroner, så har vi i dag en lånoptagning på 130 millioner kroner i patienter, der venter på en behandling. Der er blevet sparet gennem en restriktiv ansættelsespolitik Besparelserne i sundhedsvæsenet har ikke været synlige på finansloven. De er opstået ved at acceptere huller i normeringen. Der har været lange perioder med ubesatte stillinger. I sidste kvartal af årene har det været almindeligt med faktiske ansættelsesstop på f.eks. D.I.H. Ligesom der ikke har været nogen systematik i ansættelse af ferievikarer, og vikarer i forbindelse med barsel og andet længerevarende fravær. Et teknisk set rimeligt udstyret sundhedsvæsen Landstingets sundhedsudvalg kunne på sin studierejse til Nordnorge konstatere at vort sundhedsvæsen teknisk set er lige så veludbygget som det nordnorske. Ja, på flere områder - det gælder operationsstuer og røntgenudstyr - er vi endda bedre udstyret. Det er en udvikling man i Nordnorge først er ved at tage fat på. Så myten om at vi i sin tid overtog et nedslidt sundhedsvæsen fra den danske stat, det er - netop - en myte. Den gamle læge - og den nye læge Den gammeldags læge, der kunne lidt af alting og ikke var bange for at gribe kniven og fjerne en blindtarm eller udføre et kejsersnit - den type læge uddannes ikke mere. Vi vil nok heller ikke som patienter være trygge ved sådan en læge. Han hører til en tid i Grønland, hvor der ikke var noget alternativ til den bedst mulige behandling på stedet, andet end at lægge sig til at dø. I dag har vi som patienter to krav: Vi kræver kvalitet Vi kræver nærhed Men når det kommer til stykket og det ikke kan være anderledes, så kræver vi først og fremmest kvalitet. Helt konkret betyder det, at en patient der kan vælge, om hun vil opereres i sin hjemby, Nanortalik, af en læge, der i sine studieår engang fra bagerste række har set en blindtarm blive fjernet, eller om hun vil flyves til Nuuk, hvor man fjerner blindtarme rutinemæssigt - hun vælger naturligvis at blive fløjet til Nuuk. Ikke bare patienterne skelner mellem kvalitet og nærhed. Det er også tanker en læge må gøre sig. Hvilke situationer kan man komme i som læge i en lille ensomt beliggende by i Grønland, som man ikke har faglig baggrund og den nødvendige rutine til at kunne håndtere? Sundhedsvæsenet skal nystruktureres til ændrede krav fra patienterne og en ændret uddannelsesmæssig baggrund hos sundhedsvæsenets personale Der er forstærkede krav om kvalitet og sikkerhed i patientbehandlingen. Og der er forstærkede krav om at kunne blive behandlet så nært sit hjemsted som muligt. Hvordan skal sundhedsvæsenet struktureres for at kunne imødekomme disse krav, der på mange måder synes selvmodsigende? Sundhedsvæsenet skal bindes sammen elektronisk Vore sytten lokale sygehuse skal bindes sammen med videokonferenceudstyr. Til en rund pris på 200.000 kroner pr enhed vil det kunne gøres for en samlet investering på 3,4 millioner kroner. For personalet vil dette videokonferenceudstyr betyde en ophævelse af den faglige isolation. Man kan, når som helst man føler behov for det, etablere kontakt til en fagfælle eller en specialist for at få en parallel vurdering af et sygdomstilfælde man føler sig usikker overfor. Og for enelæger i de små byer vil videokonferenceudstyret betyde en arbejdsmæssig aflastning. Nu kan der holdes fri om natten og i weekenden. Der kan etableres en vagtordning, hvorefter personalet i første omgang kontakter den vagthavende læge via videokonferenceudstyr. Hvor denne læge rent fysisk befinder sig, er af mindre betydning. Vi gør en del ud af, at et job i Grønland giver mulighed for at opleve vores enestående natur. For mange af de ansatte på de små steder ser virkeligheden noget anderledes ud: der er hverken tid eller mulighed for at opleve andet end stort arbejdspres og permanente vagter. - Og D.I.H. skal bindes elektronisk sammen med Rigshospitalet De problemer vi har ude på kystsygehusene med faglig isolation og permanente vagter, dem genfinder vi på D.I.H. Det er derfor nødvendigt at vi indgår i et samarbejde med Rigshospitalet om udvikling af telemedicinske rutiner på speciallægeniveau. Således vil det for fremtiden altid være muligt for distriktssygehusene at få kontakt til en speciallæge. Om denne læge befinder sig i Nuuk, på Rigshospitalet eller et helt tredie sted, er af mindre betydning. Sygehusene ændrer betegnelse til Lægeklinikker Vi må se i øjnene, at der som hovedregel ikke længere opereres på de enkelte distriktssygehuse. De fysiske rammer findes og udstyret er der, men der vil normalt ikke være den nødvendige bemanding mht til narkose, operation og efterfølgende overvågning. - Og så vil - som beskrevet ovenfor - patienterne næppe acceptere at blive opereret i fuld narkose under utrygge forhold på det lokale sygehus, når det faktisk er muligt at blive evakueret til Nuuk for at få en tryg og rutineret behandling. Distriktssygehusene har allerede i dag en de fakto status som lægeklinikker, hvor der kan foretages almindeligt forebyggende arbejde og efterbehandling. Og der kan - i samarbejde med speciallægerne på D.I.H. - stilles diagnoser og planlægges behandlingsforløb, som alt efter lidelsens art og omfang, kan gennemføres lokalt eller sendes ud af distriktet til speciallægebe handling. På lægeklinikkerne løses opgaver der i Danmark klares af alment praktiserende læger. Nye lokale arbejdsopgaver skal lægges ind under lægeklinikken I Nordnorge er drift af lægeklinikken (sykestuen) et kommunalt anliggende. Det betyder at man helt naturligt har lagt ældreplejen ind som en del af lægeklinikkens arbejde: I Honningsvåg på Nordkapp var en af afdelingerne på Sykestuen indrettet til senil-demente. Ligesom der var en plejeafdeling for ældre, der af andre grunde havde svært ved at klare sig selv. For os i Grønland ligger der nogle klare samdriftsfordele i at samle de ressourcer, der i dag anvendes på distriktssygehuset og alderdomshjemmet, i en fælles organisation og en fælles indsats. Behandling af patienter i kemoterapi Under sundhedsudvalgets besøg på Rigshospitalets afdeling for strålebehandling og kemoterapi, gjorde man meget ud af at understrege, at en del patienter i kemoterapi med fordel kunne færdigbehandles hjemme i Grønland. Det ville kræve noget praktisk uddannelse af medarbejderne, og det ville - så vi senere i Norge - forudsætte en specialindretning af en patientplejestue. Men ikke noget voldsomt dyrt. Bemandingsproblemer På trods af en energisk indsats for at skaffe læger, sygeplejersker, jordemødre, laboranter mv til sundhedsvæsenet, så ser det ud til at blive mere og mere vanskeligt at bemande sundhedsvæsenet med den nødvendige, stabile arbejdskraft. Man har de samme problemer i Nordnorge - og det på trods af at lønnen i Nordnorge, hvad angår læger - er op mod dobbelt så stor som den løn vi betaler her i landet. Vi kan tilsyneladende ikke lønne os ud af mangelen på faglært arbejdskraft. Minimum 25%’s lønfremgang Ikke desto mindre vil det være helt nødvendigt at hæve lønnen ganske mærkbart for de personalegrupper i sundhedsvæsenet, hvor mangelen på arbejdskraft er mest udtalt. Mindre end en 25%’s lønforhøjelse vil nok være uden den ønskede effekt. Det er her nødvendigt at henlede opmærksomheden på, at vi allerede ad omveje betaler lønninger og afledte udgifter, der leder hen mod en 25%’s lønfremgang. Vi ansætter mange personer i korttidsvikariater til stærkt forhøjede vikarsatser og engangsudgifter til transport og indkvartering. De afledte udgifter ved disse mange vikariater udgør ofte væsentligt mere end 25% af den udbetalte løn. Her ses helt bort fra hvad diskontinuiteten betyder for sundhedsvæsenet i forhold til mere varige ansættelser. Andre personalegoder I Nordnorge tager man det som en selvfølge, at der er institutionspladser til en tilkaldt families mindre børn Der skal være en acceptabel bolig Der skal være et planlagt efteruddannelses- og videreudannelsesforløb for hver enkelt ansat Endelig opererer man for læger med en 4 måneders permission for hver tre års ansættelse. Denne permission gives oven i de almindelige ferier og uddannelsesfravær og skal tilskynde lægerne til i det mindste at blive tre år i deres job. Og så er det desværre nødvendigt at understrege at der skal kvitteres prompte og svares ærligt på de ansøgninger, der trods alt stadig indgår til det grønlandske sundhedsvæsen. Det er ganske uacceptabelt, at der ikke umiddelbart kvitteres med et brev om at en ansøgning er modtaget med en oplysning om, hvornår den vil blive behandlet og der kan forventes en afgørelse. Og det er ganske uacceptabelt, at folk stilles boliger og institutionspladser i udsigt, som ikke findes, når familien dukker op. Her og nu Her og nu skal der indgås nye overenskomster med læger og sygeplejersker. Hvis vi fastholder en forhandlingsramme på 2% kan vi godt glemme alt om en forbedring af tilstandene i sundhedsvæsenet. Katastrofen vil være total. Jeg foreslår, at vi flytter alt ud af overenskomsterne, som ikke har noget med løn for det daglige arbejde at gøre. Herefter skal der tilbydes en lønfremgang på de faste længerevarende ansættelser (bonusordninger) på 25% af den samlede nuværende lønsum ved besættelse af alle stillinger i en fuld normering. Ved siden af udgifter til løn skal vi i sundhedsvæsenet operere med en rekrutterings- og fastholdelsespulje, hvorfra pengene skal hentes til til- og fraflytning samt hyppigere feriefrirejser for personale i de yderste kommuner. Endelig skal vi i sundhedsvæsenet operere med en uddannelsespulje, hvorfra pengene skal hentes til en løbende efteruddannelse og opkvalificering af det fastansatte personale. For hver enkelt ansat skal der udfærdiges en uddannelseskontrakt, hvori et flerårigt efteruddannelses- og videreuddannelsesforløb ligger fast aftalt. På længere sigt På længere sigt skal alle bygderne inddrages i det landsdækkende telemedicinske netværk. Her behøver udstyret ikke være så omfattende. Antageligt vil et godt udstyr kunne anskaffes for omkring 100.000 kr pr sæt eller i alt omkring 6-7 millioner kroner. Hvad med ventelisterne? Ventelisterne skal ikke nedbringes ved hjælp at eengangsbevillinger. For hver enkelt af de mange sygdomsgrupper, som udgør den samlede venteliste, skal der tilrettelægges en afviklingsplan. Nogle grupper kan klares lokalt ved at udsende et hold af specialister, andre skal klares på D.I.H. mens atter andre skal klares i Danmark Afviklingsplanen skal være så detaljeret, at hver enkelt patient på ventelisten kan få en tid, en dato og et sted, hvor indgrebet skal udføres. Vi bruger årligt omkring 240 millioner kroner til patientbehandling uden for de enkelte sundhedsdistrikter. Så der er mange penge at tilrettelægge for. Tilrettelæggelsen af patientbehandling uden for de enkelte sundhedsdistrikter og ansvaret for den mest rationelle anvendelse af bevillingen skal overdrages til et forum af fagfolk - speciallægerne på D.I.H. - med ansvar overfor direktoratet. Regionalisering Der har gennem nogle år været tale om at regionalisere sundhedsvæsenet. Det har været underforstået, at et distriktssygehus i hhv Diskobugten og Sydgrønland skulle opgraderes til noget mere end et distriktssygehus. Det må erkendes at tiden allerede er løbet fra sådan en udvikling. Det er allerede i dag meget problematisk at skaffede nødvendige speciallæger til D.I.H. Der hvor man med fordel vil kunne regionalisere, er ved placering af lægerne. Ved at samle hovedparten lægerne i Sydgrønland omkring sygehuset i Qaqortoq og hovedparten af lægerne i Diskobugten omkring sygehuset i Aasiaat, vil vi opnå at etablere et stabilt fagligt miljø, ligesom vi i dag ser det omkring lægeklinikken i Nuuk og i et vist omfang ved sygehuset i Sisimiut, og indtil for ganske nylig omkring sygehuset i Ilulissat. Fra disse lægehuse i hhv Diskobugten og Sydgrønland kan det opsøgende lægearbejde gennemføres i forhold til samtlige beboede steder i regionen, ligesom de praktiserende læger, det måtte være lykkedes at ansætte i de øvrige byer i regionen, kan regne med aflastning fra det regionale lægehus ved ferier og uddannelsesfravær.