Et år med åbenhed

Det kunne være rart med et år, der var anderledes. Et år, hvor der blev snakket lige ud af posen. Hvor en spade blev kaldt for en spade. Hvor man ikke skruer forventningerne op om en sorgløs fremtid med guld og diamanter, men hvor vi på grund af de virkelige omstændigheder tvinges til en langt mere konstruktiv og villet erhvervsudvikling.

Tirsdag d. 6. januar 1998
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Politik.

ÆRLIGHED er en god ting, men måske er den ikke nem at bruge strategisk. Politisk er det i hvert fald ikke altid klogt at sige alt, hvad man ved. Man skal tænke sig om og gemme krudtet, til det fænger bedst. Måske skader det heller ikke karrieren med en lille hvid løgn. Den er kun farlig, hvis den er rigtigt sort - og altså bliver opdaget.

Politisk har 1997 blandt meget andet været præget af uærlighed, lovovertrædelser, kup og komplot. Meget er kommet frem, blandt andet her i AG, og mange af disse hændelser burde have kostet hoveder. Det gjorde det også i visse tilfælde, men det var de forkerte. For eksempel blev Landstingets formand Knud Sørensen slagtet for et moralsk fejltrin, mens det i virkeligheden handlede om noget helt andet. Og vel at mærke noget, Knud Sørensen ikke var part i.

Men det er ikke kun i den politiske andedam, der har været fnidder-fnadder. I hjemmestyreadministrationen kan alt ske. Man kan blive fyret som lyn fra en klar himmel, og er der ikke noget konkret at hænge en op på, så bringes et eller andet til veje. Og kritiseres et afskedigelsesforløb, sætter man undersøgelser i gang, uden at offentliggøre resultaterne. Urimelighederne foregår bag låste gitre, og er man først udenfor hegnet, kan hverken loven om offentlighed i forvaltningen eller retten til partsoffentlighed hjælpe. Den blæser det offentlige nemlig på og finder undskyldninger frem fra gråzonernes tusmørke.

Ombudsmanden kunne få travlt, hvis alle urimeligheder forelægges. Men det gør de ikke. Afkræftede og frustrerede over retfærdighedens årelange ventetid kaster de skadelidte håndklædet i ringen og opgiver. Nogle med et økonomisk plaster på såret, som hales op af skatteydernes lommer. Andre i unåde og med reduceret mulighed for fremtidig karriere.

VARER ombudsmandens sagsbehandling imidlertid lang tid, så går det hurtigt, når rævekager bages, og finurligheder udtænkes. Og noget kunne tyde på, at det betaler sig at være rap på fingrene. Jo hurtigere, den ene betænkelighed afløser den anden, jo raskere er de glemt. Hukommelsen er kort i Grønland, og afsløringerne får ingen konsekvenser. Offentligheden er for svag. Den er stadig trynet af fortidens autoritetstro og traditioner.

Det nye år måtte gerne præges af en stadig større vågenhed og interesse for, hvad der sker med Grønland. Vi skal ikke lade os lulle i søvn af et forgyldt og fuldstændig urealistisk fremtidsbillede. Det kan ligeså godt blive rust og gammel mug, der "forgylder" Grønlands fremtid, hvis vi ikke smøger ærmerne op og strammer livremmen ind.

Det er naturligvis dejligt at høre landsstyreformanden i sin nytårstale fremsige den varme og næsten poetiske ligning om vort land som en ung, mørk pige, der i sine små kamikker tager et skridt ad gangen i den rigtige retning. Det er vigtigt at føle samhørighed og fællesskab, og vi skal da også være optimister, men ikke tosseglade. Vi må ikke lade den 18-årige grønlandske ungmø danse alene, men lede hende på hendes vej og vogte på hvert af hendes skridt.

Det er rigtigt, at vi selv har givet hende kamikkerne på - for at blive i ligningen (vi har stemt på politikerne) - men vi må holde os lige bag hende og sørge for, at hun ikke falder og brækker benet. Det tager lang tid at komme sig efter alvorlige skader, og det koster.

Vi skal være kritiske.

Naturligvis kan politikere træde forkert, fejle, men det skal ikke fejes ind under gulvtæppet. Det skal ikke koste hoveder at tale åbent om det, og der skal ikke sættes barrikader op for at holde nysgerrige borte.

Det er nødvendigt med åbenhed i den offentlige forvaltning. Det er også, hvad vi flere gange er blevet lovet, men det er gået den anden vej. Det meste af 1997 har hjemmestyreadministrationen været præget af febrilsk usikkerhed overfor presse og offentlighed.

LÆNGST fremme kommer altid sandhedens time. Politiske løgnere og manipulatorer mister før eller siden troværdigheden. Og skulle de klare frisag karrieren ud, vil historien afsløre dem. Hvis den bliver skrevet. Bortset fra enkelte mærkesager, skrives der meget lidt historie om Grønland, nutidshistorie. Den, der trods alt skrives, udgives af aviserne, som til enhver tid reflektere på hverdagens mere markante begivenheder. Og den historieskrivning er ikke særligt flatterende.

Det er ikke fordi vi på AG nyder at svælge i skandaler og dårligdom. Redaktionen vil ligeså gerne beskæftige sig med glade og lyse ting, og gør det da også. Men den aktuelle historie for 1997 er noget plettet, og vi har ikke arbejdet på at renvaske den.

Det kunne være rart med et år, der var anderledes. Et år, hvor der blev snakket lige ud af posen. Hvor en spade blev kaldt for en spade. Hvor man ikke skruer forventningerne op om en sorgløs fremtid med guld og diamanter, men hvor vi på grund af de virkelige omstændigheder tvinges til en langt mere konstruktiv og villet erhvervsudvikling. Et år, hvor det handler mindre om politisk magtcementering end om fremskridtsrettet udvikling.

Det er gået op for det nye landsstyre, at Grønland økonomisk ikke er nær så velfunderet, som det tidligere landsstyret har givet udtryk for, og det har allerede sat spor i den økonomiske politik. Det er blandt andet den åbenhed og erkendelse, vi har brug for.

Gid det nye år må præges af en større grad af oprigtighed overfor borgere og vælgere. Ikke bare politisk, men også administrativt. Forvaltningen er et serviceapparat, som udelukkende har til formål at tjene befolkningen. Både den enkelte og på et mere overordnet plan.

Derfor: 1998 bør præges af åbenhed og redelighed. Det giver den bedste fremtid.