Erhverv i Grønland - kapitel 04: Kapital, finansiering og skatteforhold

Efter fusionen mellem de to banker i Grønland, er der nu kun en bankvirksomhed - Grønlandsbanken A/S - til at imødekomme befolkningens, erhvervslivets og det offentliges efterspørgsel efter bankydelser og produkter.

Onsdag d. 7. januar 1998
Grønlands Arbejdsgiverforening
Grønlands Baseselskab
Sulisa
Emnekreds: Erhverv.

Indholdsfortegnelse: 4.1 Fremskaffelse af egenkapital 4.2 Offentlige støtteordninger - Grønlandske støtteordninger 4.3 Det private kapitalmarked 4.4 Erhvervsudviklingsselskabet SULISA A/S 4.5 Skatte -og afgiftsforhold 4.6 Generationsskifteproblemet De sidste 10 år har for mange private virksomheder været hårde. En del virksomheder er lukket, og resten har måttet tære på egenkapitalen. Der er ikke frie penge på private hænder til at iværksætte nye erhvervsinitiativer under de forhold som i dag hersker - erhvervspolitisk. En væsentlig egenkapital er kravet for kunne låne penge. Det er tilfældet uanset om pengene skal lånes i banken, fonde, kreditinstitutter eller i danske banker. Hensigten var, at Sulisa A/S skulle formidle den nødvendige egenkapital i udviklingsprojekter - også risikofyldte projekter. Sulisa A/S har indtil nu ikke kunnet indfri forventningerne. For blandt andet fiskeri og turisme findes erhvervsstøtteordninger, der sikrer billig fremmedkapital. Men for de øvrige landbaserede erhverv findes intet. Skattebegunstigede opsparingsordninger for såvel virksomheder som for privatpersoner kan sikre at egenkapitalproblemet mindskes i fremtiden. Opsparingsordninger kan også være med til at lette det generationsskifte, som meget snart skal finde sted i det private erhvervsliv. Forudsætningen for at opnå finansiering er dog altid kompetence og uddannelse. Et effektivt kapitalformidlingssystem har historisk været en afgørende faktor for at gennemføre de produktive investeringer, som kan skabe nye arbejdspladser og stigende velstand i samfundet. Uden et sådant system - til kanalisering af samfundets opsparingsoverskud ud i erhvervslivet - bliver disse muligheder bremset. Der er grundlæggende to kilder til kapital, nemlig egenkapital og fremmedkapital. Hertil kommer muligheden for at få del i de offentlige støtteordninger - uden eller med begrænset modydelse. 4.1 Fremskaffelse af egenkapital Grønlands erhvervsliv har i de senere år været igennem en finansiel hård tilpasningsperiode blandt andet med baggrund i den generelle opbremsningspolitik. Den har dels medført en række virksomhedslukninger - primært inden for bygge- og anlægsbranchen, men også i servicesektoren - mens egenkapitalgrundlaget er blevet forringet i mange andre, men endnu eksisterende virksomheder. Når der ses bort fra de store offentligt ejede virksomheder, er egenkapitalgrundlaget og specielt den likvide del heraf det største finansielle problem i Grønland. Markedets efterspørgsel og aktivitetsomfanget generelt har trængt hovedparten af det grønlandske erhvervsliv ud i en situation, hvor opsparing i virksomhederne har været umuliggjort. Egenkapitalen i disse virksomheder er i vidt omfang bundet i anlægsaktiver. Belåning heraf anses kun i få tilfælde at være en realistisk mulighed til finansiering af nye eller øgede erhvervsaktiviteter i Grønland. Det private grønlandske erhvervsliv befinder sig i en situation, hvor det vil have meget vanskeligt ved selvstændigt at iværksætte ny eller øget erhvervsudvikling. Som det fremgår af de følgende afsnit er fremmedkapitalen blevet betydelig mere forsigtig i relation til Grønland, og en relativ større egenkapitalandel, end det tidligere har været forlangt fra finansielle institutioner, er en forudsætning for ny fremmedfinansiering. Der er ikke tvivl om, at der er adgang til fremmedkapital - på nogenlunde de samme vilkår som for eksempel danske virksomheder, men der er heller ikke tvivl om, at der er barrierer for at få denne adgang til fremmedkapitalen. Den alvorligste er det generelt utilstrækkelige egenkapitalgrundlag i grønlandske virksomheder. Da det således ikke kan forventes, at det grønlandske erhvervsliv i noget større omfang har mulighed for at igangsætte erhvervsudvikling i de kommende år, er der kun eksterne løsninger på problemet med at fremskaffe risikovillig egenkapital - nemlig det offentlige eller udenlandske investorer. Forudsætningen for at tiltrække udenlandsk kapital er lønsomme virksomheder og projekter. Men grønlandske projekter/virksomheder er på kort sigt ikke attraktive for risikovillig kapital udefra. Tilbage står derfor på kort sigt en løsningsmulighed, nemlig adgang til risikovillig kapital via erhvervsstøtteordninger eller erhvervsudviklingsselskabet. Det offentlige er den eneste reelle igangsætter af erhvervsudvikling, og den rolle kan kun udfyldes ved udvidede og nye erhvervsfremmeinitiativer. De skal blandt andet sikre, at iværksættere og/eller eksisterende virksomheder kan få adgang til risikovillig egenkapital. Fra hjemmestyrets side er etableringen af erhvervsudviklingsselskahet Sulisa A/S det seneste større initiativ i denne sammenhæng. Sulisa A/S bliver behandlet i et selvstændigt afsnit, men her skal dog bemærkes, at selskabet med de nuværende rammer og vilkår er et utilstrækkeligt instrument til markant at medvirke til initiering af ny erhvervsudvikling og videreudvikling af de bestående virksomheder. 4.2 Offentlige støtteordninger - Grønlandske støtteordninger Offentlige finansielle erhvervsstøtteordninger har 1ænge eksisteret i flere former i Grønland som supplement til det private kapitalmarked. De altdominerende støtteordninger har været støtten til fiskeriudvikling gennem erhvervsstøtteudvalget (ESU) og støtte til boligudviklingen gennem boligstøtteudvalget (BSU), herunder den betydelige offentlige medfinansiering i boligbygggeriet. Begge ordninger har haft stor indflydelse på udviklingen i henholdsvis fiskerierhvervet og i dele af boligsektoren til fordel for bygge- og anlægsbranchen. ESU yder rente- og afdragsfri lån, rentebærende lån, garantier for lån i pengeinstitutter samt rentetilskud til fiskeri og landbrug (fåreavl). De afsatte midler kan alene anvendes til anlægsinvesteringer i fiskefartøjer og virksomheder inden for landbrugserhvervet. Før 1990 blev der også ydet støtte til landbaserede virksomheder, men med en forordningsændring blev det alene landbrugsvirksomhederne blandt disse, som siden fik mulighed for at oppebære støtte. Vilkårene for finansiering via ESU er særdeles favorable, idet 30 procent bliver finansieret med et rente- og afdragsfrit lån, 60 procent af anlægssummen bliver finansieret med rentetilskud - reelt med en fast rente på 4 procent. Mens de sidste 10 procent af anlægssummen skal finansieres via eget indskud. I visse tilfælde er endog indtil 50 procent af eget indskud blevet finansieret via kommunale tilskudsordninger. De samlede bevillinger inden for ESU-området udgør for tiden cirka 27 millioner kroner om året. Denne ramme er betragtelig større end de tilsvarende rammer for mulig støtte til for eksempel de landbaserede erhverv, og hertil kommer, at vilkårene er betydeligt mere gunstige. Begrundelsen herfor må være, at fiskerierhvervet er et primært erhverv, mens de landbaserede erhverv i Grønland betragtes som sekundære erhverv. Muligheder og vilkår er imidlertid meget ulige, og det ville være hensigtsmæssigt at gennemføre ESU- lignende ordninger, hvis man reelt ønsker den produktive erhvervsudvikling, som landsstyret og flere politikere har formuleret, ofte har udtalt sig om og er blevet citeret for i pressen. Hjemmestyret har endvidere etableret hotelfinansieringsfonden, UNNUISA med en samlet ramme på 15 millioner kroner. Formålet med fonden er gennem tilskud til værelsesudvidelser at afhjælpe en af de væsentlige flaskehalse i den grønlandske turismeudvikling, nemlig mangel på værelser i turistsæsonen. Den første bevilling er disponeret, men det forventes, at rammen vil blive forøget med et tilsvarende beløb. Som navnet fortæller, er støtteordningen selektivt rettet mod hotelbranchen. Nordiske støtteordninger Det nordiske atlantsamarbejde "NORA" startede i sin nuværende form i 1996. Det styres af en samarbejdskomite med medlemmer fra Grønland, Island, Færøerne, samt Vest- og Nordnorge. Komiteen forvalter økonomiske støttemidler fra Nordisk Ministerråd. NORA er et rådgivende serviceorgan for institutioner, virksomheder og private, og yder økonomisk støtte i form af delfinansiering af projekter inden for nedenstående prioriterede indsatsområder: Havressourcer og miljø Bidrag til bortledning af eksisterende ressourcer, størrelse, vandring og udvikling af miljøvenlige fangstmetoder og Bidrag til udvikling inden for forædling, produktion og produktionsstyring. Turisme Støtte samarbejdet mellem turistorganerne i regionen og Forbedring af fysiske faciliteter. Landbrug Bidrag til at bevare landbrugets økologiske og bæredygtige karakter Bidrag til udnyttelse af det naturlige fodergrundlag. Trafik og kommunikation Bidrag til at effektivisere transport løsninger mellem landene i regionen og Bidrag til udvikling af nye mediemuligheder med henblik på markedsføring af regionen. Handel og industri Bidrag til øget konkurrencedygtighed gennem initiativer for kompetenceudvikling og nyudvikling Bidrag til at skabe bedre grundforudsætninger for handel og industri samt øge virksomhedernes potentiale gennem øget samarbejde Der ydes tilskud i op til tre år til videreudvikling, til pilotprojekter og til samarbejdsprojekter mellem virksomheder. Forsknings- og udviklingsopgaver kan også opnå støtte. Som udgangspunkt er de til rådighed stående midler selektivt rettet mod private virksomheder, men også offentlige eller halvoffentlige institutioner kan søge støtte til samarbejdsprojekter. NORA giver ikke tilskud til generelle drifts- eller investeringstiltag, offentlige planlægningsopgaver eller andre offentlige opgaver. Ved vurdering af ansøgningerne 1ægges der vægt på følgende kriterier: Regional relevans, det vil sige at projektet skal involvere mindst to af landene eller have relevans for flere af landene. Erhvervsrettet, det vil sige at NORA prioriterer projekter, der involverer erhvervssaktører eller virksomheder og indebærer en udvikling af netværk imellem dem. Tidlig udviklingsfase, det vil sige man prioriterer tilskud til forprojekter eller pilotprojekter. Nyskabelse, det vil sige projektet bør mudre fornyende. Normalt finansierer NORA op til 50 procent af de samlede projektomkostninger, og bevillingsrammen pr. projekt er mellem 50.000 og 500.000 kroner pr. år. Mulige projektresultater er offentligt tilgængelige. NORA har årligt i alt fire millioner kroner til rådighed som projekttilskud. Ansøgninger til NORA indkaldes en gang om året via Direktoratet for Erhverv, Trafik og Forsyning. Kun få grønlandske virksomheder har ansøgt om projekttilskud fra NORA. Det skyldes blandt andet NORA’s krav om offentlig tilgængelighed til projektresultater. Kravet betyder, at for eksempel norske, færøske og islandske konkurrenter vil få adgang til den del af Royal Greenland’s udviklingsarbejde, som måtte blive støttet af fonden. Desuden kender mange virksomhedsejere ikke tilstrækkeligt til de muligheder, NORA tilbyder. Der er med andre ord behov for et målrettet, opsøgende informationsarbejde - eventuelt i tæt samarbejde med erhvervslivets organisationer. Vestnordenfonden blev stiftet i 1986 med henblik på at medvirke til at skabe en finansiel baggrund for at udvikle eller styrke erhvervslivet som helhed i særlige områder af Norden - i dette tilfælde Grønland, Island og Færøerne. Fra fondens start har grønlandske virksomheder kunne ansøge om lån på normale kommercielle vilkår i forbindelse med deres forretningsudvikling eller etablering af ny virksomhed. Aktiviteten i Vestnordenfonden er steget betydeligt gennem årene, og udnyttelsesgraden - angivet som forholdet imellem bevilgede udlån og den størst tilladelige lånemasse ifølge fondens vedtægter - udgjorde ultimo 1996 cirka 80 procent. Islandske virksomheder tegner sig for en dominerende andel af den samlede udlånsmasse, svarende til 75 procent. Grønlandske virksomheder tegner sig for cirka 20 procent. Blandt andet derfor bliver fondens vedtægter drøftet i Nordisk Ministerråd. Man overvejer ændringer i fondens virksomhedsområde, således at den i fremtiden primært skal yde lån til Grønland og Færøerne. Lån til islandske virksomheder vil fremover kun blive bevilget, hvis der er tale om reelle samarbejdsprojekter mellem disse og virksomheder i Grønland og på Færøerne. De nye regler træder formentlig i kraft pr. 1. januar 1998. Vilkårene for lån fra Vestnordenfonden er tilpasset det private kapitalmarked, men som hovedregel er lån fra fonden mere langfristede end for eksempel bankkreditter. Lånenes 1ængde er afhængig af projektet og dets markedsmæssige levetid. For eksempel vil lån til byggeri have en 1ængere løbetid end lån til maskiner og udstyr. Som hovedregel er renten variabel og følger den almindelige markedsrente for den valuta, som lånet er optaget i. Almindeligvis optages lånene på serielignende vilkår med jævne afdrag. Det er vigtigt for Vestnordenfonden at kunne få betydelig sikkerhed for sine udlån, men denne sikkerhed kan antage flere forskellige former såsom pant i fast ejendom (1. prioritet), bankkaution eller kaution fra andre fonde. Undtagelsesvis yder Vestnordenfonden lån mod pant i maskiner og udstyr. Ultimo 1996 var fondens lånebestand i Grønland på cirka 12 millioner kroner, fordelt på tre produktionsvirksomheder og to hoteller. I 1996 registrerede fonden to låneansøgninger fra Grønland, hvoraf den ene - et refinansieringslån - blev bevilget, mens den anden ansøgning måtte opgives. Der er næppe tvivl om, at grønlandske virksomheder bør orientere sig mere mod Vestnordenfonden som kilde til langfristet kapital, navnlig i lyset af de ventede vedtægtsændringer, som selektivt reserverer de resterende udlånsmidler til grønlandske og færøske ansøgere. Finansiering kan ikke opnås på mere attraktive vilkår på det private kapitalmarked, som har nogenlunde samme risikoprofil som Vestnordenfonden. Fondens virksomhed i Grønland er stort set usynlig, og der bliver kun gennemført beskedne opsøgende aktiviteter over for det grønlandske erhvervsliv. Tidligere var Direktoratet for Erhverv, Trafik og Forsyning kontaktfunktion for fonden i Grønland. Den funktion er nu blevet overdraget til Sulisa A/S. I kontaktfunktionen indgår blandt andet vejledning og støtte til den ansøgende virksomhed i forbindelse med at give projekt og markedsbeskrivelser et tilstrækkeligt og tilfredsstillende indhold, før ansøgningen bliver fremsendt. Erhvervslivet mener, at Vestnordenfonden og NORA skal have en tydeligere profil blandt nuværende og potentielle virksomhedsejere. Ud fra en forventning om kommende vedtægtsændringer må der gennemføres fornyede og virksomhedsrettede aktiviteter om de to fonde. Initiativet bør udgå fra fondene, men gennemføres i samarbejde med Sulisa A/S og erhvervslivet. 4.3 Det private kapitalmarked Det finansielle system i Grønland er formelt en fuldt integreret del af det danske finansielle marked gennem valutafællesskab og fravær af restriktioner på kapitaloverførsler mellem Grønland og Danmark. Bankvirksomhed i Grønland er undergivet dansk banklovgivning, herunder det danske finanstilsyn. Efter fusionen mellem de to banker i Grønland, er der nu kun en bankvirksomhed - Grønlandsbanken A/S - til at imødekomme befolkningens, erhvervslivets og det offentliges efterspørgsel efter bankydelser og produkter. Siden 1985 har det vejret muligt for de danske realkreditinstitutter at yde lån mod pant i fast ejendom i Grønland. Realkreditvirksomhed skal varetages i overensstemmelse med den danske realkreditlovgivning. Realkreditinstitutter Fra begyndelsen i 1985 og til i dag har realkreditinstitutterne udlånt i alt cirka 2,5 milliarder kroner. Udlånsbestanden toppede i 1988. Siden er der konstateret et jævnt fald til det nuværende niveau på cirka 1,5 milliarder kroner. På baggrund af den økonomiske situation i Grønland og stigende tab, anlagde institutterne en meget restriktiv udlånspolitik, som har betydet, at selv projekter med en forholdsvis høj lødighed har endog meget vanskeligt ved at opnå realkreditfinansiering Realkreditinstitutternes tab - i Grønland såvel som i Danmark - har generelt medført en svækket interesse for Grønland som udlånsmarked på grund af de større omkostninger og markedets marginale betydning som forretningsmæssigt randområde. Den omtrentlige pantebrevsgæld til realkreditinstitutterne på cirka 1,5 milliarder kroner fordeler sig medio 1997 således: Ejerboliger 580 mio. kr. Udlejningsboliger 350 mio. kr. Kontor- og forretningsejendomme 380 mio. kr. Industri- og håndværksejendomme samt offentlige værker 150 mio. kr. Ejendomme til undervisning og til sociale formål 50 mio. kr. Af ovenstående udlånsbestand vurderes RD, BRF og Nykredit at have lige store andele, altså cirka en halv milliard kroner hver. Med hensyn til nyudlån er Nykredit det eneste af de nævnte realkreditinstitutter, som i de seneste år har ydet lån i Grønland. Hverken RD eller BRF har, direkte eller indirekte, medarbejdere i Grønland længere, og det antages at være en bekræftelse på disse institutters langsigtede politik om afvikling af engagementer i Grønland. Det betyder således reelt, at erhvervslivets muligheder for langfristet finansiering skal søges hos et realkreditinstitut (alternativt hos Vestnordenfonden eller Sulisa A/S), mens den kortfristede finansiering skal søges hos en bank. Uanset at långivning sker på samme rentevilkår som i Danmark, så er det restriktive element alligevel særdeles fremherskende i Grønland for tiden. Det restriktive element refererer til lavere belåningsprocenter - maksimalt 60 procent af vurderingssummen - samt kortere løbetid på lånet, hånd i hånd med en tæt debitorvurdering. Selvom konjunkturtilbagegangen nu synes at være afsluttet, kan erhvervslivet ikke forvente lempeligere vilkår fra finansieringsinstitutterne i de kommende år. Derfor er det indlysende, at erhvervslivets vilkår for finansiering af fremtidige aktiviteter, herunder erhvervsudvikling, er ganske utilstrækkelige. Som forholdene er nu, skal egenkapitalandelen være meget betydelig (ofte op til 20-25 procent), for at det kan lykkes at få tilført fremmed lånekapital. Hertil kommer, at likviditetsbelastningen er blevet øget på grund af den kortere løbetid. Hvis disse tendenser fortsætter, kan samfundet ikke forvente en udvikling af erhvervslivet med de tidligere sekundære erhverv som lokomotiver. Tværtimod vil samfundet kunne imødese en erhvervsafvikling, medmindre kapitaladgang og vilkår ændres markant. Pengeinstitutter Som nævnt ovenfor har Grønland i dag kun et pengeinstitut, Grønlandsbanken A/S, med et filialnet i de større grønlandske byer. Uden for disse varetager KNI A/S pengeformidlingen over for befolkningen. For få år siden spillede danske pengeinstitutter en betydelig rolle både på indlåns- og udlånssiden. Som følge af den økonomiske afmatning og en lang række konstaterede tab er danske pengeinstitutters udlånsvirksomhed i Grønland stærkt aftaget, og der ses ikke signaler, der tyder på, at denne tendens vender i de kommende år. Udlånsmassen i Grønlandsbanken er faldet betydeligt og nærmest halveret i forhold til i 1990. Nedgangen skyldes en række forhold, herunder de markante fald i udlån til fiskeriet og faldet i bygge- og anlægsaktiviteterne. Desuden har hjemmestyret indfriet banklån i medfør af garantierne under erhvervsstøtteordningerne. For hjemmestyret og de hjemmestyreejede virksomheder har der desuden været en stigende tendens til optagelse af lån i udlandet - primært på grund af lovgivningens krav til engagementets samlede størrelse for enkeltkunder i forhold til pengeinstituttets balance. Som det også er tilfældet for banker i Danmark, har Grønlandsbanken i disse år et indlånsoverskud, og derfor er kapitaladgang ikke i sig selv et problem. Erhvervslivet vurderer, at der i udlånsvirksomheden bliver udvist betydelig forsigtighed og lav risikovillighed. Bankens holdning er, at dens risikoprofil har været uændret igennem de sidste seks-syv år, og at det snarere er manglen på rentable projekter og professionelt gennemarbejdede tiltag til nye og øgede virksomhedsaktiviteter, der er årsag til de forholdsvis få nye engagementer med det Grønlandske erhvervsliv. Desuden anser banken det for problematisk, at der i færre og færre tilfælde er tilstrækkelig egenkapital til stede, når erhvervslivet præsenterer sine finansieringsbehov for banken. En anden problemstilling er, om erhvervslivet kan leve med kun at have et pengeinstitut. Alle pengeinstitutter har gode, mellemgode og dårlige kunder, som har forskellige vilkår med hensyn til rentesatser, garantistillelser m.v. Problemet knytter sig blandt andet til, om konkurrenter har de samme vilkår, eller om der differentieres mellem dem. Der er mange eksempler på, at finansieringen har været udslagsgivende faktor for, hvem der har fået ordren. Endvidere bliver der rejst tvivl om, hvorvidt bankens servicepolitik over for erhvervskunder har samme niveau som før fusionen. Erhvervslivet har naturligvis adgang til finansiering fra danske pengeinstitutter. Det er i sig selv en fordel, fordi finansieringsomkostningerne dermed er tilpasset det internationale markedsniveau. Spørgsmålet er imidlertid, hvor reel denne finansieringsadgang er, for de danske pengeinstitutter har ikke et indgående og nødvendigt kendskab til det Grønlandske. marked og måden, det fungerer på. Det er derfor vanskeligt for et dansk pengeinstitut at håndtere udlån til erhvervslivet i Grønland på samme måde som til erhvervslivet i Danmark. På grund af markedets størrelse og de forøgede omkostninger, der knytter sig til engagementer i Grønland, vil andre dele af erhvervslivet end de hjemmestyreejede virksomheder formentlig have svært ved at få finansiering fra danske pengeinstitutter. Tilbudet til erhvervslivet af finansieringsprodukter og andre serviceydelser konstateres at være smallere, end sammenlignelige virksomheder i for eksempel Danmark oplever. 4.4 Erhvervsudviklingsselskabet SULISA A/S Selskabet blev stiftet i december 1993 med en kapital på 37,8 millioner kroner og har som formål "ved teknisk og ledelsesmæssig rådgivning og finansiering, især gennem indskud af ansvarlig kapital, at fremme den kommercielle erhvervsudvikling, især for små og mellemstore virksomheder i Grønland. Det er videre selskabets formål at virke for fremme af strukturudviklingen i erhvervslivet og for beskæftigelsen også gennem deltagelse i risikobetonede udviklingsprojekter". Baggrunden for selskabets etablering skal først og fremmest søges i den negative beskæftigelsesudvikling i kølvandet på den nødvendige opstramningspolitik med kapacitetstilpasning i fiskeriet og fiskeforædlingen, det kraftige fald i bygge- og anlægsaktiviteterne og de afsmittende virkninger i serviceerhvervene. Situationen for den privatejede del af erhvervslivet har siden 1990 vejret præget af i bedste fald stilstand - snarere tilbagegang - og virksomhedernes evne til egenudvikling er fortsat begrænset. Fra politisk side erkendtes behovet for at vende dette udviklingsforløb via erhvervsfremmende aktiviteter rettet mod de sekundære erhverv. Man indså nødvendigheden af, at erhvervslivet skulle være lokomotiv for udviklingen af den Grønlandske økonomi. Offentlig beskæftigelse ville ikke på sigt løse Grønlands udviklingsbehov, tilføre samfundet teknologi og kompetence samt støtte det overordnede behov for en højere grad af et selvbærende samfund. I sin seneste forretningsplan for 1997 har ledelsen i Sulisa A/S formuleret følgende mål for selskabet: · At skabe overordnede rammer og forudsætninger for et dynamisk, rentabelt erhvervsliv i Grønland. · At medvirke til udvikling og etablering af nye virksomheder på grundlag af grønlandske forudsætninger og værdisæt. At konkurrenceevne og indtjeningsevne i eksisterende virksomheder udvikles og forbedres. At etablere, udvikle og styrke den lokale erhvervsudviklingsindsats og opbygge en kompetence i overensstemmelse med erhvervslivets behov. At tiltrække udenlandsk investering i erhvervsvirksomhed i Grønland og samtidig sikre, at investeringerne tilfører landet kompetence gennem Grønlandsk medejerskab og/eller beskæftigelse. For Sulisa’s virke gælder i øvrigt, at selskabets drift skal tilrettelægges på kommercielle vilkår, der på såvel kort som lang sigt inflationssikrer og bevarer selskabets egenkapital intakt. Sulisa modtager et årligt driftsbidrag fra Grønlands Hjemmestyre. Bidraget er i 1997 blevet reduceret fra 8 til 5 millioner kroner. Det betyder, at selskabet kun har få muligheder for at yde støtte uden modydelse, og for den enkelte virksomhed er denne ramme fastsat til 10.000 kroner, når der er tale om rådgivning. Rådgivning eller støtte herudover skal honoreres på aftalte konsulentvilkår. Erhvervsudvikling er en langsom proces - og i Grønland særdeles langsom på grund af de særlige vilkår og forudsætninger, som erhvervslivet har. Resultaterne efter fem års virke er da også minimale. Selskabets samlede indskud i det Grønlandske erhvervsliv beløber sig ultimo 1996 til 1,1 millioner kroner. Retfærdigvis skal det siges, at der i perioden fra selskabets start til ultimo 1996 er indskudt betydelige beløb herudover i virksomheder, som imidlertid i samme periode er lukket. I forhold til kapitalforbruget ved driften af selskabet er investeringen i virksomheder knap nok til at få øje på - og det var vel erhvervslivet og dets udvikling, midlerne skulle tilgodese. Samtidig er der uforenelighed mellem det formulerede mål om at deltage med kapital i risikobetonede virksomhedsprojekter og retningslinierne om at bevare selskabets kapital intakt, fordi der i driften ikke er ret megen plads til eventuelle tab. Det må nødvendigvis medføre en utilstrækkelig risikovillighed set i lyset af selskabets baggrund og de aktiviteter, som udviklingsselskaber normalt engagerer sig i. For Grønlands landbaserede erhvervsliv er Sulisa A/S således kun af begrænset betydning for adgang til risikovillig, ansvarlig kapital. Men samtidig den eneste kilde til denne kapital. På den baggrund mener erhvervslivet, at det vil være hensigtsmæssigt, at selskabets ejere grundigt overvejer, hvorvidt rammerne for Sulisa’s drift udfylder intentionerne bag selskabets etablering. Idet erhvervslivet mener, at det ikke for nuværende er tilfældet. 4.5 Skatte -og afgiftsforhold Skatte- og afgiftsområdet er underlagt Grønlands Hjemmestyres selvstændige kompetence. Selskaber og personer beskattes i Grønland og er - alt efter skattemæssig tilknytning - enten fuldt skattepligtige eller begrænset skattepligtige i Grønland. Selskaber, der ikke er hjemmehørende i Grønland, er begrænset skattepligtige af indtægter, der hidrører fra et fast driftssted i Grønland eller udbytte fra aktie og anpartsselskaber hjemmehørende i Grønland. Hertil kommer visse andre Grønlandsrelaterede indkomster, som for eksempel udlejning af fast ejendom eller indkomst ved bortforpagtning af virksomhed i Grønland. Personer, der ikke er bosat i Grønland, er begrænset skattepligtige af vederlag for personligt arbejde udført i Grønland, medmindre dette arbejde har en kortere varighed. Den Grønlandske skattelovgivning er på flere områder erhvervsfremmende. For eksempel er straksafskrivning tilladt på større erhvervsaktiver, idet selskabet eller personen selv vælger, hvornår og i hvilket omfang der skal afskrives. Der gælder regler om lempelse for dobbeltbeskatning. På kulbrinte og mineralområdet gælder særlige regler. Den samlede beskatningsprocent for selskaber er for tiden 37 procent og for personer 35-44 procent afhængig af bopælskommune. Indkomstskatten er en proportionalskat. Foruden indkomstskat betales visse afgifter, derunder kapitaltilførselsafgift på 1 procent af kapitaltilførslen til aktie- og anpartsselskaber. Der er indført regler om stempelafgift. Afgiften svares med 1,5 procent af overdragelsessummen, pantsætninger og gældsovertagelser på en række erhvervsaktiver. Stempelloven er et ret vidtgående skattemæssigt instrument, som kan indebære, at der skal svares stempelafgift på op til 3 procent af fuldt finansierede erhvervstiltag. Der kan dog, hvis særlige forhold taler derfor, imidlertid dispenseres fra stempelreglerne. Fiskerierhvervet er i et vist omfang undtaget fra stempelafgift. Ud fra en helhedsvurdering af skattelovgivning og de omfordelingspolitiske afgifter på fragt, personbefordring, varme m.m., som erhvervslivet ikke er undtaget fra, er det samlede skatte og afgiftstryk ikke specielt attraktivt og erhvervsfremmende. Primært af hensyn til konkurrenceevnen i de importkonkurrerende virksomheder er en højere beskatningsrocent at foretrække - både for samfundet og for virksomheden - frem for at skulle slås med et kunstigt højt omkostningsniveau. I skattelovgivningen savnes regler, der gør det muligt for den enkelte at foretage skattebegunstiget opsparing. Denne opsparingsform vil formentlig kunne fremme opsparingen hos den nye generation, som i de næste 510 år skal overtage det private erhvervsliv. Med uændrede skatteregler på dette område og en fortsat uændret lav opsparingskvote hos den nye generation, vil samfundet stå i den uholdbare situation, hvor kun få personer vil have tilstrækkelig egenkapital til at kunne overtage og drive det private erhvervsliv. Fradrag for indskud i egen virksomhed kan være et supplement til etableringskontoordningen og rettet mod situationer, hvor en person umiddelbart står over for at etablere egen virksomhed uden forudgående års opsparing på etableringskonti. 4.6 Generationsskifteproblemet De fleste private virksomheder i Grønland er blandt andet karakteriseret ved, at de ejes og ledes af personer, som er født uden for Grønland i årene 1935-45, og er kommet til Grønland i 10året 1970-80 En stor del af disse virksomheder skal skifte ejere i løbet af de næste 510 år. Flertallet blandt disse virksomhedsejere vil med stor sandsynlighed forlade Grønland efter afhændelsen af deres virksomheder. Det betyder: At en betydelig viden om det Grønlandske markeds sammensætning, adfærd og vilkår går tabt. At en betydelig viden om drift af virksomhed under arktiske forhold går tabt. At ledelsesmæssige kompetencer, opbygget gennem 20-30 års erfaring i Grønland, forsvinder. At en betydelig opsparet kapital trækkes ud af Grønland. Selv om problemstillingen er blevet mere synliggjort for ejerne, organisationerne og lovgiverne i de seneste år, er der hidtil taget meget få initiativer til at søge en løsning. Et fåtal blandt de nuværende virksomhedsejere har "tronfølgen" på plads og derigennem sikret virksomhedens fortsatte eksistens, herunder beskæftigelsen i virksomheden såvel som serviceringen af samfundet. Ingen af ovennævnte parter kan selvstændigt løse generationsskifteopgaven. De må gennem fælles initiativer søge at udarbejde løsningsforslag, der muliggør virksomhedsovertagelser af en "ny" generation. Overtagelse/køb af de eksisterende virksomheder er ikke alene knyttet til kapital og/eller finansieringsproblemer, men er måske i endnu højere grad knyttet til de ledelsesmæssige forudsætninger for at drive en virksomhed. Det er af afgørende betydning for løsning af generationsskifteproblematikken, at der søges gennemført løsninger, der på den ene side helt eller delvis afhjælper kapital og finansieringsproblemerne og på den anden side parallelt styrker de potentielle men generelt utilstrækkelige ledelsesmæssige kompetencer. Forslag, der alene retter sig mod et af de nævnte problemområder, kan ikke løse generationsskifteproblematikken. Det betyder, at der bør gennemføres ordninger, som kan medvirke til at sikre en betydelig opsparing blandt potentielle virksomhedsovertagere. I lyset af den nuværende generelle lave opsparingskvote i Grønland mener erhvervslivet, at der bør gennemføres forslag, som indeholder et betydeligt større opsparingsincitament. Skattebegunstigede etableringskonti, som det kendes fra Danmark, er et eksempel herpå. Tilsvarende vil det være en fordel, hvis der bliver gennemført ordninger, der - eventuelt i en overgangsperiode - sikrer fastholdelsen af den eksisterende kapital. Det kan for eksempel ske via præmiering af den kapital, som den retirerende ejer lader stå i virksomheden. Under alle omstændigheder viser de hidtidige erfaringer, at det er nødvendigt at gennemføre nye og mere radikale incitamentsstrukturer for at løse kapitalproblemerne i forbindelse med de kommende virksomhedsovertagelser. Der er da også taget initiativ til at etablere offentlige incitamentsordninger gennem nedsættelse af et embedsmandsudvalg under Landsstyreområdet for Økonomiske Anliggender med deltagelse af erhvervslivets organisationer. I kombination hermed vil det være hensigtsmæssigt, at Sulisa A/S profilerer sig mere markant som potentiel, midlertidig investor, idet virksomhedsovertagelser og generationsskifter indgår i erhvervsudviklingsselskabets forretningsgrundlag. Sulisa’s rolle som sparringspartner vil yderligere kunne styrke den enkelte virksomhedsejer i de første år efter overtagelsen. Som nævnt er de utilstrækkelige faglige og ledelsesmæssige kompetencer hos "den nye generation" mindst lige så vigtige problemer som de utilstrækkelige finansielle ressourcer. Der bør derfor satses på at udvikle og gennemføre et ledelsesuddannelsesforløb rettet mod potentielle nye virksomhedsejere - specielt kommende ejere af små og mellemstore virksomheder. Erhvervslivet mener, at dette kan tilpasses en erhvervsmæssig dagligdag i den enkelte virksomhed uden væsentlige problemer. Navnlig hvis det ikke bliver gennemført i et intensivt forløb, men derimod gennemføres i et flerårigt, modulopbygget forløb.