Erhverv i Grønland - kapitel 07: Arbejdsmarkedsforhold

Ni ud af ti danskere på det grønlandske arbejdsmarked har en uddannelse, mens kun knap halvdelen af den del af arbejdsstyrken, som er født i Grønland, har uddannelse.

Onsdag d. 7. januar 1998
Grønlands Arbejdsgiverforening
Grønlands Baseselskab
Sulisa
Emnekreds: Erhverv.

Indholdsfortegnelse: 7.1 Arbejdsmarkedets sammensætning 7.2 Arbejdsmarkedslovgivning 7.3 Arbejdsmarkedets parter 7.4 Overenskomstforhold 7.5 Retten til at drive virksomhed 7.6 Selskabslovgivning 7.7 Konkurrenceforhold og lovgivning De tilkaldtes overenskomstmæssige lønfordele er afskaffet. Lønnen er ens. Men paradoksalt nok, er den for høj i forhold til produktiviteten, men for lav til at tiltrække den nødvendige kvalificerede arbejdskraft fra for eksempel Danmark. Der er ikke uddannede nok til at besætte alle de stillinger, der kræver en videregående uddannelse, derfor må der stadig importeres arbejdskraft. Men da lønniveauet i den offentlige sektor er lav, kan der ikke rekrutteres blandt de bedst kvalificerede. Når aflønningen ikke tilsvarer produktiviteten, er der behov for driftstilskud til de store offentligt ejede virksomheder. Dette forhold hænger nøje sammen med bosætningsmønstret og den politiske modvilje mod at diskutere dette i hele den samfundsmæssige sammenhæng - også den samfundsøkonomiske. På det private område sker der en betydelig lønglidning, som i store træk afspejler den førte finanspolitik. Der findes ikke nogen sammenhængende arbejdsmarkedspolitik, men der er behov for den. Enkeltområder som for eksempel konkurrencelovgivning og næringslovgivning trænger til en kraftig revision. Arbejdsmarkedet er præget af tre meget væsentlige faktorer: Den betydelige offentlige dominans - som har rødder tilbage til den tid, hvor den danske stat stort set var ene om at udbyde arbejde. Fra slutningen af 1960'erne og frem til i dag har privatisering inden for erhvervslivet været tiltagende, men store dele af erhvervslivet er fortsat drevet af det offentlige. Siden midten af 1980erne har det været hjemmestyrets politik, at omdanne de store nettostyrede virksomheder til aktieselskaber, som i princippet skal drives på rent kommercielle vilkår. På længere sigt kan aktierne i disse selskaber sælges til interesser uden for hjemmestyret. Den spredte bosætning - som medfører mange små by- og bygdesamfund med et spinkelt grundlag for opbygning af et erhvervsliv. Selv om der i løbet af de seneste årtier er sket en tilvækst af indbyggere i enkelte byer, specielt Nuuk og Ilulissat, er bosætningsmønstret stort set bevaret. På kort sigt tyder intet på en ændret politisk holdning til det nuværende bosætningsmønster. Den danske arbejdskraft - som betyder, at knap 20 procent af arbejdsstyrken består af personer, der er født uden for Grønland. Ni ud af ti danskere på det grønlandske arbejdsmarked har en uddannelse, mens kun knap halvdelen af den del af arbejdsstyrken, som er født i Grønland, har uddannelse. I praksis betyder det, at en betydelig del af alle ledende stillinger i erhvervslivet beklædes af personer, som ikke behersker grønlandsk, og som kun er i Grønland i en kortere årrække. 7.1 Arbejdsmarkedets sammensætning Nedenfor er der i skematisk form opstillet en erhvervsfordeling af den teoretiske arbejdsstyrke i Grønland. Arbejdsstyrken er beregnet til cirka 29.000 personer ud af en samlet befolkning på cirka 56.000 personer. Desuden er der en skematisk opstilling over indbyggernes fordeling på - i grønlandsk målestok - store bysamfund og små by- og bygdesamfund Arbejdsmarkedets sammensætning Erhvervsområde Antal personer i % af arbejdsstyrken Offentligt ansatte 8.000 27,5 % Offentligt ejede virksomheder 6.000 20,5 % Fiskere 2.000 7,0 % Fangere m.v. 3.000 10,5 % Private landbaserede erhverv 6.000 21,0 % Udenfor beskæftigelse 4.000 13,5 % Total 29.000 100,0 % Rekrutterings- og fastholdelsesproblemet for den uddannede arbejdskraft er stort og har mindst to sider - en økonomisk og en kompetencemæssig. Både erhvervslivet og det offentlige oplever, at den gennemsnitlige ansættelsestid er langt under den, der gør sig gældende i andre lande. Det medfører store ekstraudgifter til flytninger, istandsættelse af boliger, oplæring af nye medarbejdere, annoncering etc. Kompetencemæssigt betyder den hyppige udskiftning naturligvis også tab hver gang, en medarbejder rejser. Men et andet og måske alvorligere problem er, at det ofte er svært at få erfarne medarbejdere - det være sig forskere, administrative chefer o.a. - til at bosætte sig i Grønland. Herudover har mange virksomheder et stort gennemtræk af den lokale ufaglærte arbejdskraft. Denne udskiftning i arbejdsstyrken i de enkelte virksomheder har dels årsag i sæsonsvingninger inden for såvel fiskeriet som anlægssektoren, men den kan også ses som en rest af fangerkulturen: Lokalbefolkningen ønsker at deltage i de traditionelle aktiviteter som jagt og fiskeri - også den del af arbejdskraften, som har taget en uddannelse. Virksomhederne oplever denne adfærd som ustabilitet, og det forstærker ønsket om at ansætte udefrakommende personer. Samfundet er med andre ord præget af en blandingskultur, som blokerer for en rationel udnyttelse af uddannelsessystemet og arbejdskraften. Den "overbeskæftigelse", som de offentligt ejede. selskaber har påtaget sig som erstatning for sociale ydelser, er faldet i de seneste år. Men den overvejende politiske holdning er fortsat, at de offentligt ejede virksomheder har en social forpligtelse. Det kommer blandt andet til udtryk gennem det politiske pres, der til stadighed bliver lagt på de offentlige selskaber om at beskæftige befolkningen, uden at der reelt bliver skabt ny produktion. Befolkningens sammensætning Bosætningsområde Antal bosætninger Antal personer i % af befolkningen Bygder m.v. med indtil 600 indbyggere ca. 110 heraf 59 bygder 9.800 17 % Byer m.v. med 600 - 3.000 indbyggere 10 byer 14.900 27 % Byer med over 3.000 indbyggere 6 byer 31.300 56 % Hele Grønland 126 byer, bygder m.v. 56.000 100 % Flere virksomheder kan hente en rationaliseringsgevinst gennem kvalificering og effektivisering af arbejdsstyrken, men det vil utvivlsomt samtidig forøge antallet af personer, som skal leve på overførselsindkomster fra det offentlige. Den spredte bosætning gør det ofte svært at rekruttere arbejdskraft. Alene på grund af de boligmæssige flaskehalse, som opstår i byerne i forbindelse med uddannelse - men også på grund af store lokale bindinger til familie og venner er mobiliteten i arbejdsstyrken i Grønland ringe. I den sammenhæng spiller den meget dyre personbefordring utvivlsomt en væsentlig rolle. Forsøget på at opretholde en rimelig grad af beskæftigelse i bygder og byer, er hidtil gjort gennem etablering af offentlige produktionsanlæg i stort set alle byer og i mange bygder. Men da der ikke er et naturligt grundlag for flere af disse virksomheder, bliver der via Landskassen betalt betydelige heløb til de offentligt ejede selskaber gennem såkaldte servicekontrakter, tilskudsordninger mv. Ifølge Finansloven for 1997 bevilges der følgende tilskud: Bygdeproduktion, drift kr. 42,0 mio. Bygdeproduktion, anlæg kr. 11,7 mio. Beskæftigelsesfremme, byer og bygder* kr. 22,3 mio. I alt til Royal Greenland A/S kr. 76,0 mio. * Ifølge finansloven skal denne bevilling sikre en beskæftigelse på 150 mander. Det svarer til, at der i hvert job bindes lige knap 150.000 kr. pr. år. Desuden er der en "overbeskæftigelse" i de samlede kommunale forvaltninger. Landet er administrativt opbygget med 18 kommuner - nogle er meget små - men alligevel opretholder samtlige kommuner de administrative funktioner, som nu en gang hører til en kommune. Kommunalreformkommissionens arbejde skulle også oprindeligt have taget dette problemkompleks under behandling, men af politiske årsager blev en sammenlægningsreform aldrig taget op i kommissionen. Derfor er der behov for en langsigtet og struktureret politisk debat om samfundets udbygning og fremtid. Debatten skal etablere et grundlag for de nødvendige beslutninger om lokalisering og uddannelse i erkendelse af, at det eksisterende bosætningsmønster begrænser erhvervsudviklingen. Et bosætningsmønster, som sammenholdt med den meget veludbyggede infrastruktur alle steder, kun er muliggjort gennem en betydelig pengetilførsel fra Danmark via bloktilskuddet. 7.2 Arbejdsmarkedslovgivning Arbejdsmarkedslovgivning er stort set underlagt Grønlands Hjemmestyre. Lovgivningen bliver primært forvaltet i Landsstyreområdet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked. I Grønland er der endnu ikke arbejdsløshedskasser og pensionskasser. Kun medlemmer af Sulinermik Inuussutissarsiuteqartut Kattuffiat (SIK) og af socialpædagogernes organisation, PIP, modtager i tilfælde af arbejdsløshed eller sygdom takstmæssig hjælp fra det offentlige. Den takstmæssige hjælp udgør for ufaglærte eneforsørgere 60 procent af SIK-lønnen, medens den for øvrige udgør 50 procent af SIK-lønnen. Primært på grund af uklarbed om de økonomiske konsekvenser er der endnu ikke gennemført en generel arbejdsløshedsforsikringsordning. En række grønlandske pensionskasser er meget tæt på at blive en realitet, efter at den nødvendige lovgivning nu er vedtaget i Folketinget. Der er blevet opkrævet bidrag til de midlertidige grønlandske pensionskasser på det offentlige arbejdsmarked siden 1995 i henhold til overenskomstmæssige aftaler mellem lønmodtagerorganisationerne og det offentlige. Pensionsmidlerne er, på grund af pensionskassernes midlertidige karakter, indtil videre anbragt på konti i Grønlandsbanken, tilhørende de enkelte lønmodtagere. På det private arbejdsmarked tiltrådte Grønlands Arbejdsgiverforening i 1995 en tilsvarende pensionsaftale med SIK. Arbejdsgiverforeningen har imidlertid ikke ønsket at bidrage til pensionsaftalen, før den endelige lovgivning er på plads, og der er etableret en pensionskasse på et legalt grundlag. I 1991 blev der gennemført nye bestemmelser for retten til orlov og dagpenge i forbindelse med graviditet, barsel og adoption. Retten til orlov og dagpenge omfatter alle - også selverhvervende, fangere og uddannelsessøgende, men retten til dagpenge er betinget af bortfald af indkomst i forbindelse med graviditet, barsel og adoption. I 1991 blev der gennemført en generel ferielovgivning, som giver ret til 2,5 dages ferie for hver måneds beskæftigelse. Ifølge loven er feriegodtgørelsen fastsat til 12 procent af den optjente løn i året før ferieåret. De fleste overenskomster på det private marked opererer imidlertid med 12,5 procent i feriegodtgørelse. Arbejdsmiljølovgivningen hører fortsat under den danske stat, og Arbejdstilsynet i Grønland er direkte underlagt Arbejdsministeriet i Danmark. Den væsentligste lov om regulering af arbejdskrafttilgangen er Landstingslov nr. 27 af 30. oktober 1992 om regulering af arbejdskrafttilgangen i Grønland. Herudover er der en Landstingsforordning nr. 18. af 16. december 1988 om arbejdsformidling. Hidtil har de statistiske data ikke været så systematiske og dækkende, at det politiske beslutningsgrundlag, med henblik på at styre arbejdsmarkedet i en bestemt retning, har været tilstrækkeligt. Ej heller med henblik på en målrettet tilrettelæggelse af uddannelserne, lavere ledighed, optimering af arbejdskraftens sammensætning, systematisk aktivering af ungdomsarbejdsløse mv. For at råde bod på det har Direktoratet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked sat et projektarbejde i gang, og der er store forventninger til, at projektet kan gennemføres i et nært samarbejde mellem myndighederne og arbejdsmarkedets parter. Projektets formål er, at skabe en løbende arbejdsmarkeds- og socialstatistik. Arbejdsformidlingen fungerer i dag ikke tilstrækkeligt godt, og det nye statistikgrundlag skal blandt andet danne grundlag for en mere effektiv arbejdsformidling. 7.3 Arbejdsmarkedets parter Ufaglærte og faglærte lønmodtagere bliver repræsenteret af Sulinermik Inuussutissarsiuteqartut Kattuffiat (SIK). Lønmodtagerorganisationen indgår kollektive aftaler på såvel det offentlige som det private arbejdsmarked. SIK har i følge egne oplysninger cirka 7.000 medlemmer. Organisationsprocenten på det private arbejdsmarked er beskeden, så medlemstallet må betyde, at organisationsprocenten i den offentlige sektor er ganske høj. Der er tradition for, at lønmodtagere, som bliver rekrutteret fra Danmark, eller har gennemgået en længerevarende uddannelse i Danmark, lader sig repræsentere af danske lønmodtagerorganisationer f.eks. Danmarks Jurist- og Økonomforbund. I 1992 blev der imidlertid etableret en Centralorganisation for Tjenestemænd og Overenskomstansatte (NAK) som paraplyorganisation for diverse grønlandske arbejdstagerorganisationer. Men der er fortsat et tæt samarbejde mellem de grønlandske og danske lønmodtagerorganisationer. Også SIK har et ganske tæt forhold til SID i Danmark. På arbejdsgiversiden er arbejdsmarkedet på den offentlige side repræsenteret ved hjemmestyret, kommunerne og staten - de koordinerer gennem en samrådsaftale. De offentligt ejede aktieselskaber forhandler særskilte overenskomster med lønmodtagerorganisationerne. Men der er forventning om, at selskabernes medlemsskab af grønlandske, private arbejdsgiverorganisationer fører til, at de vil indgå i de kollektive overenskomster, som Grønlands Arbejdsgiverforening indgår med SIK. Grønlands Arbejdsgiverforening (GA) og Arbejdsgiverorganisationen for Handel, Service og Transporterhvervene i Grønland (HST) er efter en strukturomlægning i foråret 1997 de to eneste grønlandske arbejdsgiverorganisationer, som organiserer virksomheder inden for det landbaserede erhvervsliv. På fiskerisiden er der ligeledes to organisationer, nemlig Grønlands Havfiskeriforening (APK) og Sammenslutningen af Fiskere og Fangere i Grønland (KNAPK). Foreningen af Danske Virksomheder i Grønland (FADVIG) hører under Dansk Arbejdsgiverforening. GA organiserer alle typer af virksomheder med hjemsted i Grønland med undtagelse af egentlige fiskeri og landbrugsvirksomheder. Foreningen har godt 320 medlemmer fordelt på brancherne: bygge- og anlæg, service og transport, handel, produktion samt hotel- og restaurationsbranchen. Medlemsvirksomhederne beskæftiger cirka 3.500 medarbejdere. HST organiserer, som navnet antyder primært handels-, service- og transportvirksomheder. Der er således interessesammenfald mellem HST og GA. HST har cirka 100 medlemmer, primært indenfor detailhandel og restaurationsbranchen. Medlemsvirksomhederne beskæftiger ca. 800 medarbejdere. 7.4 Overenskomstforhold På det private arbejdsmarked er det alene Grønlands Arbejdsgiverforening, som har indgået såvel hovedaftale som kollektive overenskomster med lønmodtagerorganisationen SIK. På alle overenskomstdækkede områder er der tale om minimallønsoverenskomster. SIK har indgået særskilte overenskomster med de offentligt ejede aktieselskaber og enkelte andre større virksomheder i Nuuk. På det private arbejdsmarked bliver der i nogle tilfælde indgået lokale husaftaler, og i mange virksomheder bygger løn- og ansættelsesaftaler på individuelle aftaler mellem arbejdsgiver og lønmodtager. Løn- og ansættelsesforhold er derfor i almindelighed uigennemsigtige, og der foreligger kun sporadiske data for de reelle lønforhold på det private arbejdsmarked. Grønlands Arbejdsgiverforening er i gang med at opbygge en lønstatistik for egne medlemmer, og allerede nu er det klart, at det faktiske lønniveau inden for visse brancher ligger betydeligt over minimallønssatserne i overenskomsterne. Desuden er arbejdsmarkedet delt op i højt- og lavtlønsområder - lønningerne i de største byer er generelt højere end i yderområderne. Inden for bygge- og anlægsbranchen spiller omfanget af udbud af anlægsopgaver i de enkelte byer en afgørende rolle for lønniveauet. Det offentlige og de offentligt ejede selskaber er på samme tid de største udbydere og næsten alene om at udbyde anlægsopgaver. Samtidig er de primærkunder i forhold til øvrige vare- og tjenesteydelser overfor de private virksomheder i Grønland. Dermed er det reelt også det offentlige, som gennem udbudet af arbejde og leverancer er prissættende for markedet i Grønland. Man kan sige, at så længe det offentlige vil og kan betale "prisen" ligger det private marked lunt i læ af det offentlige og de offentlige selskabers prispolitik. De offentligt ejede selskaber har hidtil i høj grad været forpligtet til at følge lønniveauet i de offentlige overenskomster. Derfor har de også mange gange måttet erkende, at den bedre del af arbejdskraften søger til det private marked, som generelt tilbyder sine ansatte en højere løn. Der er principielt gennemført fuld ligestilling i ansættelsesforholdene. Det betyder, at den tilkaldte arbejdskraft ikke længere er sikret særlige løn- og ansættelsesfordele - men samtidig er det blevet vanskeligere at tiltrække kvalificeret arbejdskraft til Grønland. 7.5 Retten til at drive virksomhed Landstingslov nr. 8 af 16. nov. 1984 om næringsvirksomhed i Grønland fastsætter regler for hvem der må drive næring indenfor områderne: Handel, håndværk og industri Spedition Vognmandsvirksomhed Auktionsvirksomhed Vekselervirksomhed Ejendomshandel Loven fastslår, at der skal udstedes næringsbrev til ovennævnte brancher. Næringsbrevet bliver udstedt af kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor man ønsker at drive næring, men næringsbrevet er i øvrigt gældende for hele Grønland. For personligt drevne virksomheder er de generelle krav til næringsbrev, at indehaveren har dansk indfødsret, er myndig, og har fast bopæl i Grønland og har haft det i de sidste to år. Direktion og bestyrelse i de i Kongeriget Danmark registrerede selskaber skal opfylde de samme betingelser. Kommunalbestyrelsernes afgørelser om næringsbrev kan ankes til landsstyret, ligesom loven giver landsstyret adgang til en lang række dispensationsmuligheder. Således har landsstyret på forhånd dispenseret for kravet til næringsbrev for egne virksomheder. To væsentlige forhold om retten til næringsbrev medfører løbende problemer for det allerede etablerede erhvervsliv. For det første, at danske selskaber umiddelbart kan få næringsbrev ved blot at indsætte stråmænd i direktion og bestyrelse. For det andet, at kommunerne tilsyneladende ikke foretager nogen egentlig indstilling til landsstyret i sager, hvor kommunerne ikke anser betingelserne for erhvervelse af næringsbrev for opfyldt. Det betyder, at udstedelsen af næringsbrev med den nuværende lovgivning og forvaltning ikke fungerer som et styringsinstrument i erhvervsudviklingen. Da der ikke er nogen central registrering af næringsbrevene i Grønland, og da der ikke sker afregistrering af næringsbrevene, når en virksomhed ophører, kan de kommunale registre ikke give et samlet og tilfredsstillende overblik over antallet og arten af virksomheder i Grønland. Ligeledes optræder en del virksomheder konkurrenceforvridende i markedet, fordi disse virksomheder undrager sig normale omkostninger som overenskomstmæssig løn, skat, forsikringer, pensionsbidrag mv. I flere tilfælde påfører disse virksomheder samfundet tab i form af manglende afregning af indeholdt A- skat. Derfor støtter erhvervslivet det arbejde, der allerede er påbegyndt i Grønlands Statistik, med oprettelse af et centralt arbejdsgiverregister for eksempel under skattedirektoratet. Dermed bliver det muligt umiddelbart at udnytte kendskabet til det eksisterende erhvervsliv i forbindelse med tilgang af nye virksomheder. Samtidig vil det være hensigtsmæssigt, at der udover de formelle krav om bopæl mv. også stilles kvalitative krav til de personer, som ønsker at etablere egen virksomhed. 7.6 Selskabslovgivning Reglerne i den danske selskabslovgivning er stort set overført til Grønland, dog med specielle overgangsbestemmelser og undtagelser fra kravet til kapitalstørrelse samt med undtagelser i forhold til offentligt ejede aktie og anpartsselskaber. Den manglende politiske vilje til at følge den danske selskabslovgivnings krav om at de offentligt ejede selskabers regnskaber skal offentliggøres i lighed med børsnoterede selskabers regnskaber, opfattes negativt af det øvrige erhvervsliv. Her bliver der spurgt, om denne uvilje hænger sammen med et politisk ønske om, at de offentligt ejede virksomhederne skal kunne disponere mindre synligt i markedet, og derved skabe sig nogle konkurrencemæssige fordele i samfundet på bekostning af det øvrige erhvervsliv. 7.7 Konkurrenceforhold og lovgivning Med den store offentlige dominans i markedet og med de offentligt ejede selskabers de facto monopoler, er der blandt de private virksomheder en udtalt skepsis, om der reelt eksisterer en lige og fair konkurrence i markedet. Landstingslov nr. 28 af 30. oktober 1992 om konkurrence har i følge $ 1 til formål: "at fremme konkurrencen og dermed styrke effektiviteten i produktion og omsætning af varer og tjenesteydelser mv. samt forhindre misbrug af en dominerende stilling på et markedsområde ved størst mulig gennemsigtighed vedrørende konkurrenceforhold og ved foranstaltninger imod skadelige virkninger af konkurrencebegrænsninger." Loven bliver administreret af et konkurrencenævn med syv medlemmer, som bliver udpeget af landsstyret. Formanden og tre af nævnets øvrige medlemmer skal være uafhængige af erhvervsinteresser. Med det spredte bosætningsmønster, hvor hvert lille samfund langt hen ad vejen er at betragte som et lukket marked, og med den store dominans af offentligt ejede selskaber, har konkurrencen svære vilkår i det grønlandske marked. Alle aftaler og vedtagelser, som udøver eller vil kunne udøve dominerende indflydelse på markedet skal anmeldes til konkurrencenævnet, for at være gyldige. Det sker imidlertid ikke. Blandt politikere og ledelserne i de helt eller delvist offentligt ejede selskaber er der tilsyneladende en direkte uvilje mod at medvirke til større gennemsigtighed i markedet, ved at lade sådanne aftaler tilgå konkurrencenævnet, endsige offentliggøre sådanne aftaler. Det forhold bestyrker det private erhvervslivs opfattelse af de offentligt ejede selskaber som virksomheder, der reelt ikke vil eller kan spille med i en lige og fair konkurrence. På den anden side ønsker de private virksomheder mange gange ikke at påpege urimelige konkurrenceforhold. De frygter, at det kan skade deres muligheder for at handle med det offentlige eller med de offentligt ejede selskaber. Det er derfor afgørende for fremme af erhvervsmulighederne, at der i så vid udstrækning som overhovedet mulig, er gennemsigtighed i de offentligt ejede selskabers forretningsforhold, herunder strategier og udvikling såvel på kort og lang sigt. Beslutninger skal gennemføres i overensstemmelse med den ånd, de er vedtaget i, og den overordnede planlægning skal have en tidshorisont, som rækker så langt ud i fremtiden, at investeringskonsekvenserne kan overskues på 1ængere sigt. Netop den mistillid til konkurrenceforholdene, der hersker i dag, er måske den allervæsentligste hindring for en erhvervsudvikling inden for den private sektor. Samtidig må det sikres, at det private arbejdsmarked ikke udnytter den monopolstilling, som meget ofte eksisterer i de små samfund ved enten at udbyde en forringet service eller ved en urimelig høj prisfastsættelse på de ydelser, som skal præsteres. Det kan være vanskeligt og måske umuligt at lovgive sig ud af dette dilemma. Men det er en grundforudsætning, at der bliver skabt tillid og troværdighed mellem erhvervslivet og det politiske system. Den tillid kan kun skabes gennem en større åbenhed og erkendelse af, at begge parter har et fælles ansvar for udviklingen.