Erhverv i Grønland - kapitel 09: Generelle tiltag

En væsentlig forudsætning for privatisering er derfor, at de offentligt ejede selskaber bliver splittet i mindre selskaber, som både hvad angår kapitalkrav og forretningsområde er overskuelige for det øvrige erhvervsliv

Onsdag d. 7. januar 1998
Grønlands Arbejdsgiverforening
Grønlands Baseselskab
Sulisa
Emnekreds: Erhverv.

Indholdsfortegnelse: 9.1 Positivliste 9.2 Et fælles salgs- og markedsføringsorgan 9.3 Erhvervsstøtteordninger 9.4 Privatisering og udlicitering Der skal indføres en positivliste, der skal sikre grønlandsk producerede varer og tjenesteydelser en fortrinsstilling, når det offentlige skal købe ind. Der skal etableres et fælles salgs- og markedsføringsorgan samt udgives et produktkatalog, således at de grønlandsk producerede varer og tjenesteydelser synliggøres. Erhvervsstøtteordningerne skal revurderes ligesom Sulisa A/S’s rolle i erhvervsudviklingen skal afklares. Skal de private have en chance - så giv dem den. Erhvervspolitikken skal være langsigtet og vedholdende. Mange offentlige serviceydelser vil med fordel kunne udliciteres i lighed med offentlige bygge- og anlægsopgaver. Udover de overordnede politiske rammebetingelser for erhvervslivet, som er afgørende forudsætninger for den ønskede erhvervsudvikling, påpeger erhvervslivet enkelte, men væsentlige initiativer, som kan sættes i værk for at fremme udviklingen. 9.1 Positivliste I februar 1991 besluttede landsstyret at kræve anvendelse af grønlandske byggematerialer optaget på en særskilt "positivliste", som betingelse for hel eller delvis finansiering af byggeri med tilskud fra hjemmestyret. "Positivlisten" er en fortegnelse over produkter, materialer m.v. der er helt eller delvist produceret i Grønland. I samme forbindelse besluttede. landsstyret at nedsætte et godkendelsesnævn, som skulle. træffe beslutning om, hvilke byggematerialer, der skulle optages på "Positivlisten’. Der opstod en lang række problemer for godkendelsesnævnet, som også kaldtes Positivliste-rådet. Problemerne bestod væsentligst i at fastsætte kriterierne for, at materialerne kunne optages på "Positivlisten". Desuden bærer hyppige personaleudskiftninger i det daværende Direktorat for Handel og Industri sin del af skylden for, at det ikke lykkedes at få gennemført "Positivlisten". Ideen er dog så god, at erhvervslivet anbefaler at sagen bliver genoptaget. Samtidig bør det undersøges, om "Positivlisten" kan udvides til ikke blot at omfatte byggematerialer, men i princippet alle varer og tjenesteydelser, som produceres i Grønland og anvendes af det offentlige samt bliver købt med hel eller delvis offentlig finansiering. Herudover kan et nyt Positivliste-råd få til opgave at udgive et grønlandsk produktkatalog, så indkøbere løbende kan få et opdateret overblik over de produkter, der bliver produceret i landet. Et sådant produktkatalog kan være en del af en samlet markedsføringsstrategi for grønlandsk producerede. varer og tjenesteydelser. Af den grund er det rimeligt, at kataloget helt eller delvist bliver finansieret af de virksomheder, der ønsker deres produkter medtaget på "Positivlisten" og dermed i produktkataloget. Kriterierne for optagelse på "Positivlisten" bør primært være, at produktet matcher tilsvarende importerede produkter på pris og kvalitet. Specielt vil det være betænkeligt, bevis man går på kompromis med kvalitetskravene. Derimod bør der være plads til rimelige rammer for prisdannelsen, da det er urealistisk at forestille sig at varer produceret her i lanedet og til et meget lille marked ensidigt kan konkurrere på prisen med importerede produkter. Der findes naturligvis undtagelser, når der er tale om varer, hvor enten værditilvæksten i produktionen er meget høj, eller for varer, hvor der i produktionen i Grønland tilføres varen en væsentlig vægt eller volumenforøgelse. 9.2 Et fælles salgs- og markedsføringsorgan Det totalt set lille grønlandske marked, fordelt på mange meget små markeder, giver vanskelige betingelser for en effektiv og ikke for kostbar markedsføring. Samtidig er det en kendsgerning, at mange små og mindre produktionsvirksomheder hverken har økonomiske eller menneskelige ressourcer til individuelt at gennemføre målrettede markedsførings- og salgsopgaver, specielt ikke uden for virksomhedens eget geografiske område. Hvis ideen om et grønlandsk produktkatalog kan føres ud i livet, er der imidlertid skaffet de første muligheder, for at få præsenteret sine produkter for potentielle købere. Men ofte kræver et nyt produkt mere end blot en annonce. i et tidsskrift eller et TV-spot. Oftest er det den personlige kontakt mellem leverandør og kunde, der giver de ønskede resultater. Med de forholdsvise høje rejseomkostninger internt i Grønland, vil det derfor være hensigtsmæssigt, hvis producenter finder sammen i markedsføring og salg af deres produkter. De barrierer, der er - og som blandt andet består i den enkelte producents ønske om selv at forestå salget af sine produkter - kan overvinde, hvis det bliver gjort klart for producenten, at omkostningen ved markedsføring og salg, kan tjenes mere end hjem ved en effektiv og målrettet indsats. Der skal i den forbindelse ikke herske tvivl om, at en betydelig hindring for et effektivt og målrettet salgs- og markedsføringsarbejde ligger hos virksomhederne selv. Der er en imidlertid forventning om, at den store og altdominerende kunde, nemlig det offentlige, bare henvender sig selv. Dette faktum, sammenholdt med de knappe ressourcer i virksomhederne, begrænser udviklingen af hjemmemarkedsproduktionen. Fordelene ved et fælles salgs og markedsføringsorgan ligger således i: at de ofte høje omkostningerne ved salgs og markedsføring bliver fordelt på flere virksomheder, at der bliver mulighed for at lade professionelle salgs- og markedsføringsfolk udføre opgaven, at der skabes økonomiske muligheder for at skabe direkte kundekontakter gennem kundebesøg, og herigennem skabes mulighed for et stort markedsførings- og salgsvolumen. På sigt kan et salgs- og markedsføringssamarbejde føre til muligheder for eksport. Omkostningerne ved salgs- og markedsføringsopgaver med henblik på eksport er generelt så høje, at det vil være helt urealistisk for mindre produktionsvirksomheder at gennemføre opgaven med tilstrækkelig grad af succes. Der bør også etableres en mere målrettet salgs- og markedsføring overfor de nye kundegrupper i landet for eksempel turisterne. Organiseringen af et effektivt salgs- og markedsføringssamarbejde må naturligt udspringe af virksomhederne selv, men der bør være mulighed for støtte og hjælp til et sådant samarbejde hos blandt andet arbejdsgiverorganisationerne og hos erhvervsudviklingsselskabet Sulisa A/S. 9.3 Erhvervsstøtteordninger Denne rapport har tidligere peget på, at den direkte støtte til den fjerde søjle - det øvrige landbaserede erhvervsliv - er yderst beskeden i forhold til støtten til de øvrige søjler. Desuden har etableringen af Sulisa A/S hidtil ikke givet det landbaserede erhvervsliv den vitaminindsprøjtning, som var hensigten. Sulisa’s formålsparagraf sigter mod netop de små og mindre producerende virksomheder, men selskabets forretningsmæssige rammer rummer utilstrækkelige muligheder for en effektiv indsats. Det skyldes blandt andet, at der i de seneste år ikke har været politisk vilje til at give Sulisa det økonomiske grundlag, der skal til, hvis selskabet skal leve op til sit formål. Erhvervslivet mener, at det fortsat er vigtigt, at erhvervsudviklingsselskabet eksisterer med to væsentlige handlingsparametre som det primære forretningsgrundlag: Egenkapitalformidling (risikovillighed) Kompetenceformidling (netværksopbygning) Fremmedkapitalformidling er som regel ikke det væsentligste problem ved etablering af virksomheder, hvis ellers egenkapitalen er rimelig og virksomheden i udgangspunktet virker fagligt gg ledelsesmæsaligt kompetent. Lokale bankfolk udtrykker det således: "Vi har pengene - men mangler de gode og bæredygtige ideer". Med det nuværende lave renteniveau er problemerne i henseende til fremmedkapitalen primært relateret til likviditetsvirkningerne af virksomhedens fremmedkapital. Specielt i forbindelse med udviklingen af nye produktioner er risikovilligheden som regel begrænset hos de traditionelle långivere. Derfor kan muligheden for offentlige garantiordninger i forbindelse med lånoptagelse medvirke til forlængelse af lånenes løbetid og dermed bidrage til likviditeten i virksomheden. Samtidig vil offentlige garantiordninger tilfredsstille långivernes krav til sikkerhed. Desuden bør der eventuelt i en overgangsperiode tilvejebringes støtteordninger, som giver mulighed for at nedbringe virksomhedernes omkostninger - det være sig til fragt og transport eller til eventuelle generelle ordninger for takstnedsættelser i lighed med dem, der er gældende for fiskeproduktionsvirksomhederne. En reduktion af virksomhedsbeskatningen kan også være en vigtig støtteforanstaltning. En sådan ordning kan etableres, således at skattereduktionen aftrappes i takt med at virksomheden konsoliderer sin produktion og indtjening. Under alle omstændigheder er det vigtigt, at virksomheder, der går med planer om at sætte nye produktioner i gang, ikke mister interessen på grund af omkostningsstrukturerne i samfundet. Især da disse strukturer, pris- og takstfastsættelser mange gange er etableret under helt andre forudsætninger, end dem som gælder ved implementeringen af nye ideer. Erhvervslivet mener, at der politisk skal skabes forståelse for, at Sulisa’s rolle for udvikling af nye produktioner er meget afgørende. Derfor må selskabet sikres de nødvendige midler for at udfylde sin rolle som egenkapitalformidler, kompetenceopbygger og eventuelt som garantistiller. Samtidig må der vises politisk forståelse for, at resultaterne af en målrettet indsats fra erhvervslivets og Sulisa’s side ikke kan måles på et enkelt år, men skal ses over en årrække. 9.4 Privatisering og udlicitering De politiske målsætninger, som senest kommer til udtryk i Finanslovforslaget for 1998, er følgende: "Grønlands Hjemmestyre skal ikke drive erhvervsvirksomhed, hvis udøvelsen af den pågældende erhvervsaktivitet lader sig regulere i et naturligt og frit konkurrencemarked og varetagelsen af vitale samfundsmæssige opgaver kan tilgodeses. Der skal vejre fuld gennemskuelighed i hjemmestyreejede selskabers varetagelse af samfundsmæssige opgaver både for at kvalificere den politiske beslutningsproces og for at undgå at virksomhederne stilles dårligere eller bedre end private aktører i markedet. De hjemmestyreejede selskaber skal have den nødvendige autonomi til at handle rnarkedsøkonomisk rationelt, men samtidig skal ejeren sikres indsigt i, at selskaberne handler i overensstemmelse med de overordnede politiske retningslinjer. De offentligt ejede selskaber skal ved ejerens konsolideringskrav og udbyttekrav stilles lige i forhold til de vilkår, som gælder for det private erhvervsliv og på selskabernes markeder. " Videre hedder det i Finansloven, at der skal tages stilling til eventuelle privatiseringer af hjemmestyreejede virksomheder eller dele af disse. Der skal udarbejdes analyser vedrørende muligheder for privatiseringer, kriterier herfor og eventuelle effekter af privatiseringer. Med ovennævnte politiske målsætninger og aktivitetsplaner, er grunden lagt til privatisering og udlicitering af opgaver, som i dag bliver udført i offentligt regi, for eksempel i de hjemmestyreejede selskaber. Udlicitering Vi skal derfor slå til lyd for, at der mellem de offentlige myndigheder og arbejdsgiverorganisationerne bliver udarbejdet grundlæggende regler for udlicitering af offentlige serviceopgaver i lighed med de standardbetingelser, der er udarbejdet for bygge og anlægsbranchen - den såkaldte AP 95. Men det er samtidig meget vigtigt, at de offentlige myndigheder erkender fordelene ved kun at entrere med de organiserede virksomheder, som blandt andet har aftaler om overenskomster. På denne måde sikrer samfundet sig, at der hersker ordnede forhold på arbejdsmarkedet, at der er sikkerhed for, at lønmodtagerne modtager overenskomstmæssige ydelser, at man opnår den bedst mulige kvalitet i arbejdet, at der er lige konkurrence i markedet. Såvel offentligt ejede selskaber som private virksomheder kan deltage i licitationer af serviceopgaver. Men det kræver absolut gennemskuelighed i prisdannelsen. Derfor bliver det opfattet særdeles positivt, at det politiske krav til de offentligt ejede selskaber er gennemskuelighed. Det er samtidig også glædeligt, at flere af de offentligt ejede virksomheder gennem medlemskab af arbejdsgiverorganisationerne bidrager til, at der bliver skabt gennemsigtighed og ens og lige forhold i markedet. Der er naturligvis fortsat mange opgaver, som enten ikke egner sig til udlicitering eller som måske løses bedst i enten offentligt eller privat regi. Og der er givet også opgaver, som har så væsentlig samfundsmæssig betydning, at der må og skal være offentlig kontrol med sådanne aktiviteter. Dette kan give grundlag for offentligt fastlagte monopoler, men i disse tilfælde skal lovgivningen sikre, at opgaverne trods alt løses rationelt og hensigtsmæssigt for alle parter og at ingen profiterer ensidigt heraf. Monopoler - offentlige som private - har naturlige fordele i markedet. Men de fleste monopoler har svært ved at forstå, at monopolrollen altid forpligter. Monopoler kan på længere sigt ikke opretholdes i strid med kundernes ønsker og behov, med mindre monopolet er lovbundet. Privatisering Troels mange og gode hensigter fra det offentlige om privatisering af de hidtil offentligt drevne virksomheder, sker der stort set intet på dette område. Den væsentligste forklaring skal sikkert søges i den indbyggede inerti, der er i enhver virksomhed. Alle virksomheder bliver forventeligt drevet ud fra de bedste intentioner om udvikling og overskud. Derfor vil enhver virksomhedsleder eller ejer næppe arbejde effektivt under den horisont, at virksomheden inden for en kortere tid skal afhændes. Privatisering af offentligt ejede virksomheder er desuden vanskelig alene af den grund, at der som regel er tale om forholdsvis store og komplekse virksomheder. Specielt her i landet er der ikke noget naturligt marked for sådanne virksomheder, da de private virksomheder, som agerer i markedet på de samme forretningsområder som de offentligt ejede selskaber, generelt set er små. En væsentlig forudsætning for privatisering er derfor, at de offentligt ejede selskaber bliver splittet i mindre selskaber, som både hvad angår kapitalkrav og forretningsområde er overskuelige for det øvrige erhvervsliv. Denne "nedbrydningsproces" kan forholdsvis enkelt og med rimelighed sættes i gang inden for detailhandelen. Erfaringerne kan så overføres til de mere vanskelige opgaver inden for eksempelvis servicesektoren og fiskeproduktionen. Privatisering i sig selv er ikke i alle tilfælde en fordel for samfundet, men en målrettet indsats kan medvirke til at skabe tryghed i erhvervslivet og dermed bidrage til kapitalfremskaffelsen i det eksisterende erhvervsliv samt hos potentielle nye investorer. På denne måde vil en privatisering forventelig skabe en større dynamik i erhvervslivet.