Ros til landsstyret

DEBATTEN OM Hans Enoksens forslag om at skabe bedre forhold for grønlandsksprogede erhvervsdrivende i Grønland giver anledning til ros til landsstyret.

Torsdag d. 19. februar 1998
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Politik.

DEBATTEN OM Hans Enoksens forslag om at skabe bedre forhold for grønlandsksprogede erhvervsdrivende i Grønland giver anledning til ros til landsstyret. Gemytterne blev holdt i ro, og det gav plads til en forholdsvis saglig debat om emnet. Landsstyrets grundige forarbejde gav indrømmelser til alle konfliktens parter, og efter forhandlingerne var alle glade og tilfredse.

Det var simpelthen et kunststykke.

Der var ellers lagt op til en hidsig diskussion om emnet. I pressen er der lanceret uhyrlighed på uhyrlighed, og debatten havde meget ubehagelige undertoner, der undertiden blev udlagt som ren racisme. Det har bragt adskillige debattører helt fra koncepterne, og diskussionen fjernede sig hurtigt fra det, den egentlig burde handle om - en sproglig tilsidesættelse af grønlandsksprogede erhvervsfolk.

Alligevel lykkedes det for landsstyret at holde landstingsdebatten indenfor emnets rammer. Det blev gjort ved dels at afvise en ny lov, der skulle favorisere grønlandsksprogede mestre i forhold til andre, og dels ved at være imødekommende over en løsning af de problemer, der trods alt eksisterer indenfor området. Alt byggeteknisk materiale bliver i fremtiden grønlandsksproget, og de landbaserede erhverv får del i erhvervsstøtten, som i en årrække har været forbeholdt fiskeri og fårehold.

Hans Enoksen anvendte i sin fremlæggelse begrebet "fastboende grønlændere", men det afviste Paaviaaraq Heilmann med det samme at diskutere. - Her i landet har vi en lov, der deler de erhvervsdrivende i folk med "bopæl i Grønland" og folk med "bopæl udenfor Grønland", sagde landsstyremedlemmet. - Det er indenfor den lov, vi skal løse de problemer, der måtte være.

Hermed var tonen slået an, og debattens indlæg gav ikke anledning til megen disharmoni.

DISKRIMINATION findes dog alligevel, omend den næppe er et udslag af racisme. Det er nemt at forstå, at grønlandsksprogede erhvervsdrivende føler frustration over, at de fagligt lever i en dansksproget verden, både i forholdet til myndigheder og fagorganisation. Det er ikke på nogen måde rimeligt, at man som grønlandsksproget ikke kan deltage i branchedebatten eller i bedste fald er henvist til at deltage med det handicap, sproget giver. Ønsket om en fagorganisation, der skaber plads til en grønlandsksproget debat, er derfor forståelig. Problemet er uden tvivl reelt for et antal grønlandske mestre.

Hvis ikke de kan få ørenlyd i arbejdsgiverforeningen, er det naturligvis nærliggende at danne en grønlandsksproget forening. Men gevinsten vil alene blive den sproglige. Ulemperne er en spredning af arbejdsgivernes interesser og en risiko for, at arbejdsgiverne - både de grønlandsksprogede og dansksprogede - mister slagkraft.

Derfor vil det være at foretrække, at de sproglige problemer løses indenfor samme forening. Det burde være muligt. Her i landet har vi stor erfaring med at bruge de to sprog side om side, og her på redaktionen mener vi, det kan gøres bedre end at splitte de to sproggrupper op i to foreninger.

På landsstyrets vegne sagde landsstyremedlem Paaviaaraq Heilmann i debatten mandag eftermiddag, at en konkret forskelsbehandling allerede nu kan angribes med udgangspunkt i gældende lov. Der er ingen belæg for særlove i den retning. Forskelsbehandling er allerede ulovlig, og den skal bekæmpes med hård hånd.

Den sproglige forskelsbehandling fra det offentlige bliver der taget hånd om. Alt byggeteknisk materiale vil i fremtiden fremsendes på både dansk og grønlandsk.

AFVÆRGET blev debatten om racisme. Hidsig-propperne blev stoppet. Og det samme burde nu gælde den afsporede diskussion i medierne. Landsstyret har taklet det kontroversielle forslag på en saglig og elegant måde, og vejen er banet for at løse de problemer, der har været anledning til Hans Enoksens udspil.

Hvordan det skal gøres, er ikke vores sag. Men både de sproglige problemer overfor myndighederne, andre problemer for mindre erhvervsdrivende - for eksempel en udbudspolitik, der kun henvender sig til store entreprenører - løses bedst i en stor, stærk grønlandsk arbejdsgiverorganisation.

Hvis denne organisation imidlertid ignorerer de grønlandsksprogede mestres særlige vanskeligheder, er det naturligvis en anden sag. Så må de finde sammen - enten i eller udenfor Grønlands Arbejdsgiverforening.

Med den viden, som AG har kendskab til om arbejdsgiverforeningens holdning til disse problemer, løses de bedst i et større fællesskab.