Indsigt: Af en gulvlæggers erindringer

Af en gulvlæggers erindringer

Svend Junge skulle have været med »Hans Hedtofts« tredie rejse til Grønland, men var i stedet med til at kaste kranse i vandet på Hedtofts sidste position.

Søndag d. 22. februar 1998
Jens Brønden
Emnekreds: Erhverv.

Indholdsfortegnelse:: Hjemme hos Svend og Helene; Junge blev "heldigvis" syg; Gudstjeneste til havs; Hjem for egen regning; Fanget af Helene; Helene blev mester; Snabelvaskeri; Entreprenør og vognmand; Oliebranchen; Kapisillit; De ku’ rende mig...
LEJEDE LIGFRYSERE UD TIL PRIVATES FRYSEVARER: Børnene var ved at brænde inde; Kartoffelhuset; Ligfryserne; Hotelmanden; En begmand eller to; Isbjørnen; Levende rensdyr ombord; Som en bog; Otte virksomheder

Hjemme hos Svend og Helene

Forleden sad Helene og jeg og regnede på, hvor mange steder vi har boet, og jeg lyver ikke, når jeg siger, at jeg i mine 39 år i Grønland har boet i alt 39 steder, siger Svend Junge fra et meget bekvemt sofahjørne og familiens dagligstue. De to store sofaer er af kraftigt blødt læder, og polstringen er af den slags, man ikke letter sig fra lige med det samme. Der er ingen luksus i stuen, men de ting, der bruges hver dag er gedigne. Det betaler sig bedst i længden. Og Junge har forstand på, hvad der betaler sig. Det har ikke bare præget hans liv, men også tilværelsen for mange andre mennesker. Som igangsætter til en lang række erhvervsinitiativer flere steder i landet har han altid - eller næsten altid - forstået, hvad der kan løbe rundt, og hvad der ikke kan.

Det passer ikke med de 39, siger Helene på vej ind fra spisestuen. Det er ikke fordi, hun lytter, men hun er uundværlig, når man snakker livshistorie med Junge. Han er ikke god til årstal og navne, men det er Helene, og under hele samtalen spørger Junge hende gang på gang: - Hvornår var det nu, det var? Og Helene ved det.

Junge begynder at opregne, hvor de har boet. Han starter med sin grønne ungdom i Aasiaat, den første tid i Ilulissat, så Nuuk, mødet med Helene og deres ophold i Færingehavn, Kapisillit, Kangeq, Lille Narsaq, Qooqqut og deres evindelige tilbagekomst til Nuuk, hver gang i ny bolig.

Helene har ret. Det blev ikke 39, men det kom godt derop ad.

Junge blev "heldigvis" syg

Det har været svært at få interviewet med Junge i stand. Selvom hans ben ikke er, hvad de har været, farer han omkring - både i Nuuk og andre byer - for at holde alle sine jern i ilden. For et par uger siden blev han ramt af influenza og har ligget syg i mere end en uge. Så sent som mandag var han endnu ikke helt frisk og holdt sig inden døre - til alt held for AG, der udnyttede hans svaghed og mødte op, mens vi vidste, hvor vi havde ham.

Vi talte kun om Junges tid i Grønland. Hans danske oprindelse, hans "tjenen" hos bedsteforældrene fra han var otte, den tidlige læretid (fra 14 til 18 år) og arbejdet som tømrer og gulvlægger i Afrika og Sydfrankrig, job i Finland og i Danmark, det sprang vi over.

Gudstjeneste til havs

Junge og Grønland lærte hinanden at kende i 1959. Han skulle til Aasiaat for firmaet Expanko og lægge gulv på sygehuset. Det var planen, at han skulle med "Hans Hedtoft" på det splinternye skibs tredie rejse, men som bekendt forliste det på jomfrusejladsen syd for Kap Farvel. Det blev i stedet Dronningen, som "M/S Dronning Alexandrine" hed i daglig tale, og rejsen blev udsat til 28. april, fordi det efter forliset blev forbudt at sejle passagerer over Nordatlanten før 1. maj.

- Det er den kedeligste rejse, jeg nogensinde har gjort med skib til Grønland, fortæller Junge. - Det var også en forstemmende tur, fordi det var den første efter "Hans Hedtofts" forlis. Der var en færøsk præst, delegationer fra Grønlandsdepartementet og andre, og der var lagt op til en højtidelighed på Hedtofts sidste position.

- Der var tvungen gudstjeneste for alle ombord, og middagen blev den pågældende dag fremrykket, så alle kunne være på dæk, når vi ankom. Ude i forstavnen på Dronningen var der opstillet et klaver, og da vi ankom til positionen, spillede en organist til salmesang og andagt.

- Det var næsten havblik, men en fortættet støvregn trængte igennem tøjet, så vi blev plaskvåde. Det var bestemt ikke udevejr, men vi var nødt til at blive stående.

- Først var det den færøske præst, der mindes de omkomne, ikke mindst de omkomne færinger. Han talte meget længe på Færøsk for en flok færøske fiskere, der boede i Buchenwald. Det kaldte vi det forreste lastrum, som på vej fra København til Tórshavn blev indrettet til indkvartering med forhold, som må have mindet os om en koncentrationslejr.

Da præsten langt om længe blev færdig ville han oversætte det hele til dansk, men her sagde den danske præst stop. Dette var hans området, og han skulle nok tage over.

- Det gjorde han så sandelig. Han snakkede en hel time, mens vandet løb ned ad maveskindet.

- De øvrige talere forstod vinket fra den urolige skare, og efter at have kastet kranse og blomster i havet, fattede de sig hver især i forbilledlig korthed, så vi kunne komme i tørvejr.

Hjem for egen regning

- Vi lossede gods i Grønnedal og satte færingerne af i Nordafar, og langt om længe ankom jeg til Aasiaat for at lægge gulv på sygehuset, men linoleumet var ikke kommet, og mens jeg ventede på næste forsyning, fik jeg besked på at melde mig til Hofmann & Sønner i Ilulissat, hvor man var ved at bygge en dæmning. Det var jeg ikke meget for. Ganske vist var jeg ikke arbejdssky, for jeg var fra barnsben vænnet til at bestille noget, men jeg havde bestemt ikke regnet med, at GTO kunne skalte og valte med mig efter forgodtbefindende. Hvis ikke der var noget gulv at lægge, ville jeg tilbage til Danmark.

- Men dengang var forholdene anderledes. Man var kontraktligt forpligtet til at gå i andet arbejde, hvis force majeure krævede det. Så der hjalp ingen kære mor. Det var afsted til Ilulissat, men da situationen ikke syntes at ville ændre sig, brokkede jeg mig eftertrykkeligt og forlangte at blive sendt hjem.

- Det kunne såmænd også lade sig gøre, men det blev for egen regning, sagde de, og det var ok for mig. Men dengang var der ikke forbindelse hver dag, og mens jeg ventede på skib, opstod der brand på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk. Under brandslukningen havde de pøset så meget vand på, at linoleumsgulvet bulede. Her var jo mit området, og jeg fik tilbud om at tage til Nuuk på vejen hjem for så at slippe for selv at betale returbilletten til Danmark.

Fanget af Helene

Arbejdet på Sana var i orden, og mens jeg gik her, fandt jeg ud af, at Nuuk egentlig var en dejlig by. Den var anderledes bekvem end Aasiaat og Ilulissat, og i Sanas kantine fik vi fortrinlig mad. Men ikke nok med det. I køkkenet havde de en smørrebrødsjomfru, som jeg med vold og magt ikke kunne modstå, og hun fik mig hurtigt til at glemme alt om min hjemrejse.

(Junge kigger efter Helene, ikke for at spørge om årstal, men for at se, hvordan hun reagerer. Men Helene er ude efter kaffe. Og hun ser ikke hans generte udtryk.)

Efter en kort tid hos GTO, hvor Junge arbejdede med asfaltgulve, fik han lyst til noget nyt. Det var simpelthen ikke ham at gå for fire kroner i timen og en krone i akkord-afsavn på en offentlig arbejdsplads. Derfor søgte han over til tømrermester Hans Burkahl.

Efter nogen tid undrede det Junge, at hverken Hans Burkahl eller andre bød på noget byggeri i Qeqertarsuatsiaat, og han spurgte mesteren, om ikke det var en idé at byde. Men det var det ikke. Det var alt for besværligt at bygge i Qeqertarsuatsiaat, og der var ingen tømrersvende, der ville derned. Der var heller ingen strøm og andre hjælpemidler. Nej, det kunne ikke betale sig.

Men det mente Junge nu godt, det kunne, og han gik ned til GTO’s byggetjeneste for at få tegningerne.

Helene blev mester

- Har du næringsbrev? spurgte de. Det havde Junge ikke, og på kommunen sagde de, at det kunne han heller ikke få, før han havde været lokal i Grønland i to år.

- Men så en dag sad jeg og snakkede med Ole Winstedt, fortæller Junge. - Og han sagde: - Sig mig, er det ikke dig der kærestererer med Helene Dalager?

- Det var det jo, og så sagde Winstedt, at hun med lethed kunne få næringsbrev, og de kunne skrive det, mens vi ventede.

- Som sagt så gjort, og med et splinternyt næringsbrev gik jeg igen til byggetjenesten, hvor de ganske vist slog sig i tøjret, men til sidst måtte give sig. De indvendte dog, at Helene ikke var tømrer, og at hun derfor ikke kunne påtage sig sådan et byggeri. - Nej, det kan være rigtig nok, sagde jeg, - men hun har en knusende god mestersvend, og vi skal nok finde ud af det.

- Vi fik så tre type 16-huse, og da vi var godt i gang med dem, rejste en anden mester fra to type 25 og en sygeplejestation. Dem fik vi så oveni for regning, og det var noget, der battede. Helene lavede mad til folkene, trak i kedeldragt og knoklede løs på byggepladsen side om side med os andre.

- Af de overskydende materialer, som tilfaldt mesteren, byggede vi vores første hus på Inspektørbakken, og det blev et af de der næsten 39 steder, vi har boet.

Snabelvaskeri

banede vejen Tilbage i Nuuk kom der gang i forretningen, men her i byen så det ikke godt ud med en kvinde på byggepladsen, og Helene kedede sig. Hun ville godt have noget at rive i, og da vaskeriet "Nordlyset" blev omdannet til et snabelvaskeri (værtshus - red.), mente hun, der måtte være grundlag for et vaskeri.

- Det gik vi så i gang med at planlægge, og en dag fik jeg en henvendelse fra "Administrationen", der tilbød os erhvervsstøtte, hvis vi ville lave et egentligt dampvaskeri. Og sådan blev det.

Vel etableret på Vandsøvej blev det driftige ægtepar nabo til den nye heliport, og Junge spekulerede på, hvem der skulle passe den. Det spurgte han Grønlandsflys direktør V. Lauritzen om, og han svarede, at så langt havde man endnu ikke tænkt.

Junge fik naturligvis jobbet.

Entreprenør og vognmand

- Jeg købte derfor to traktorer, en med skovl og en med kost, og her startede så min karriere som entreprenør. Det var i 1965 (Helene korrigerer til 1964).

En meget snerig vinter tvang Junge til at købe en lastbil, så han kunne køre sneen væk, og hermed var grunden til transportselskabet lagt. Det er på den måde, mange af hans virksomheder er blevet til. Han er ikke manden, der går ud og køber sig til ydelser, hvis han selv kan klare paragrafferne. Og sådan fortsatte det.

- Vi brugte meget olie i dampvaskeriet, forklarer han.

- Og vi kunne aldrig rigtigt regne med leverancerne. Når tankene var ved at løbe tør, var proceduren den, at vi gik ned på regnskabskontoret i Kolonihavnen og købte 5.000 liter. Kvitteringen skulle så afleveres hos Feldmann på havnen, og han rekvirerede Jørgen Nystrup, der stod for udkørslen.

- Men det var ikke altid omgående levering. Vi kom ind i køen, og hvis det var op til en weekend kunne vi godt belave os på at lukke vaskeriet, indtil det blev vores tur. Det kunne vi naturligvis ikke leve med, og derfor købte jeg en stor tankvogn med to tanke og sættevogne, den ene med lad, fra Kangerlussuaq. Det var store sager i mere end en forstand, og det løste problemet.

Oliebranchen

- Vi måtte dog ikke hente olien selv. Det havde Nystrup koncession på, så han kom og fyldte op. Men det rygtedes hurtigt, at vi havde olie, og folk, der var trætte af at vente på deres tur, kom til os for at købe. Jeg købte så et lille tankkøretøj, der mest af alt lignede en stor budcykel, og med den kørte vi rundt til enkelt-kunder. Inden længe skaffede vi os en ordentlig tankbil, og hos KGH i København forhandlede jeg mig til en rabat på to øre pr. liter. Da vi solgte olieselskabet til Brugsen var avancen steget til 16 øre pr. liter.

Junge har været foregangsmand på en lang række områder. Han skaffede den første kværnvogn til byen, en affaldsvogn med snegl, og det var også ham, der købte den første sneslynge. Den blev han dog nødt til at sende retur til Canada, fordi en GTO-mand så sig sur på den og mente, den var farlig før børn.

Da lufthavnen kom, indså man imidlertid, at en sneslyn-ge var uundværlig, og Junge tog til Sweitz og købte en slynge, der kunne bane en vej på 1,60 meter. Det viste sig dog at være i underkanten, for en dag kilede en ambulance sig fast i sporet med en hjertepatient, der skulle på Sana. På den baggrund blev det besluttet, at mindstekravet til sneslynge skulle øges til minimum 2,30 meter, og Junge tog igen til Sweitz og satsede to ekstra millioner på snerydningen i Nuuk. Det blev en ubetinget succes.

Kapisillit

Junge har ikke holdt sig til de mere håndværksbetonede ting. Det hænger sammen med, at hans interesser rækker langt ud over forretning. Hans interesse for kunst, frimærker og mønter er kendt videnom. Men herved bliver det ikke.

Junge er fremfor alt naturelsker, og har etableret sig i både Kapisillit og Kangeq i hver sin ende af Nuup Kangerlua (Godthåbfjorden). I Kapisillit bankede han og Helene et friluftscenter op med spisested og indkvartering, og her boede de begge hele sæsonen i årene 1971-1978. Centret havde stor succes, og der er ingen tvivl om, at det betød en masse for beskæftigelsen og omsætningen. Selv beskæftigede han otte-ni piger, og han havde gerne fortsat, hvis ikke der var kommet noget i vejen.

- Sportsfiskeriet i elven var en torn i øjet for Kapisillitterne, og de klagede til kommunen og fremviste fisk, der var revet op af kroge. Det var en helt urimelig anklage, fordi vi jo alle ved, at sportsfiskeriet ikke skamferer fiskene på den måde. Det mindede mere om den traditionelle grønlandske krogningsmetode, som ofte bruges i elvenes bassiner.

- Ikke desto mindre førte det til et forbud mod sportsfiskeri i elven, og selvom det var en bet for det fiskende publikum, så lykkedes det alligevel at trække folk til stedet. Blandt andet arrangerede jeg ture over til renhegnet, så turisterne kunne spadsere til isfjorden. De kom også med til renavlstationen, og vi kiggede på nordboruiner i området.

- I mellemtiden havde Kapisillitterne fået renavlsstationen, som jeg ellers havde søgt på sammen med Jon Hætta, og da det efter et par år var umuligt at samle rensdyrene til slagtning, blev jeg beskyldt for, at det var mine turisters skyld. Det blev forbudt at gå over tangen til isfjorden, fordi folkene derinde mente, det skræmte renerne, og efterhånden var der spændt så meget ben for feriecentret, at det var vanskeligt at holde det i gang.

- Da der så blev nedlagt spiritusforbud i kantinen, så gæsterne ikke kunne få øl eller vin til maden, var grundlaget simpelthen borte. Jeg kan ikke lade være med at nævne, at spiritusforbudet blev vedtaget efter klager fra lokalbefolkningen, der var sure over, at vi var nødt til at prioritere de gæster, vi selv havde sejlet til Kapisillit. Der opstod vrede over, at vi for eksempel om fredagen blev nødt til at afvise gæster fra bygden, og der indledtes en decideret chikane imod os. Vinduer blev smadret, dæk punkteret og meget andet, og til sidst opgav jeg. Hvis ikke man har lokalbefolkningen med sig, går det ikke.

De ku’ rende mig...

- Kort efter, at jeg var gået ud af kommunalbestyrelsen efter to valgperioder (1968-1976), og det igen var blevet hverdag i Kapisillit, fik jeg en henvendelse derinde fra, og her opfordrede de mig til at starte igen. Der var ikke mere spiritusforbud, vi kunne sagtens få lov til at fiske i elven og arrangere traveture, hvor vi ville. Men de kunne rende mig noget så grusomt der, hvor r.... er højest.

- Men du var alligevel i gang med et hotelprojekt derinde?

- Ja, det er rigtignok. Det er et par år siden. Jeg ville opføre 10 hytter som gamle tørvehuse og en centerbygning, og vi var temmelig langt med projektet. Sammen med en grønlandsk arkitekt var jeg en dag inde og måle op til byggeriet, og mens vi gik og arbejdede, var der nogle små unger, der råbte efter os og smed med sten og flasker. Jeg forstod ikke, hvad de sagde, men det lød ikke godt i mine øren. Derfor spurgte jeg arkitekten, hvad det gik ud på. Men han slog det hen og sagde, at det bare var skarnsstreger. Da jeg blev ved og bad ham fortælle, hvad de sagde, forklarede han, at de råbte, at den "dumme dansker skulle skrubbe af, og at de ikke ville have turister".

- Lige på stedet besluttede jeg at pakke sammen. Det var jo ikke børnene, der havde fundet på den smædekampagne, og jeg havde allerede en gang været oppe mod lokalbefolkningen derinde. Det gad jeg simpelthen ikke gentage.

Men jeg synes det er skammeligt, og vel især fordi det er symptomatisk for nogle af de problemer, vi har med at udvikle og tilpasse erhvervslivet de nye tider og nye betingelser.

- Det nytter efter min mening ikke, at vi bliver ved med at køre i den gamle skure, for så kommer vi ikke et skridt ud af stedet.

LEJEDE LIGFRYSERE UD TIL PRIVATES FRYSEVARER

Branden i Kangeq var ved at få Svend Junge til at opgive det hele og rejse til Danmark.

- To gange har vi været tæt på at pakke vores habengut og tage til Danmark. Den første gang var, da vi mistede endnu en datter, og den anden, da restauranten i Kangeq brændte, og jeg følte, at mit livsværk bristede.

Svend Junges liv er ikke en ubrudt kæde af snehvide perler, men han dvæler ikke ved de sorte. Han lægger dog ikke skjul på, at der hænger nogen på kransen. To gange har han og Helene mistet et barn, begge dræbt af en spritbilist. Anden gang brød alt sammen, men det stærke ægtepar, der har stået last og brast siden 1959, klarede sig igennem sorgen og fortsatte deres driftige tilværelse. Det er blandt andet foretagsomheden, der har været de to menneskers styrke. Med uhæmmet optimisme og en tyrkertro på, at det kan lade sig gøre har Helene og Svend Junge altid kæmpet sig op, når de har været nede.

Sidste torsdag fortalte Junge om starten på sit grønlandske liv. Vi hørte, hvordan den ene erhvervsaktivitet efter den anden blev igangsat for at servicere hans egen virksomhed, og hvordan de hver især udviklede sig til selvstændige forretningsforetagender. Han fortalte om skuffelserne, blandt andet i Kapisillit, hvor han og Helene havde et feriecenter fra 1971 til 1978. Fra bunden af Nuup kangerlua rykkede parret ud til den yderste pynt, Kangeq, restaurerede nogle KGH-bygninger og indrettede en restaurant. Folk valfartede fra Nuuk til den nedlagte bygd. Og her var der ingen lokalbefolkning til at spænde ben for ham.

Børnene var ved at brænde inde

- Branden i Kangeq var en ulykke, der tog modet fra mig, fortæller Junge. - Nogle malere påførte blitza, en stinkende to-komponent lak, der kun tørrer ved kraftig varme. Derfor kunne de ikke lufte ordentlig ud, og der stank simpelthen forfærdeligt af de ubehagelige fordampningsstoffer.

- På et tidspunkt forholdsvis kort tid efter, at jeg havde været nede og snakke med dem, hørte Helene og jeg et brag. Vi så ud af vinduet, og fik som det første øje på en maler, der trimlede ud af bygningen med ild i tøjet. Helene råbte:

- Hvor er børnene?

Det viste sig, at de var øverst oppe i bygningen uden mulighed for at flygte fra det flammehav, der opstod på rekordtid.

- Jeg forsøgte at komme ind i huset for at redde ungerne, men det var umuligt på grund af røg og flammer og røg. Gud, ske tak og lov kunne vi få en stige op til gavlvinduet, hvorfra vi reddede dem alle. - Da brandvæsenet ankom fra Nuuk var der intet tilbage. Huset var brændt ned til grunden, og jeg følte mig ribbet for alt.

Junge har det helt dårligt ved at tænke tilbage på begivenheden, og han sidder en tid tavs med billedet af det forkullede tømmer for sig. Men Junge er ikke en der holder kæft ret længe ad gangen, og han ryster de dystre billeder af sig. Hurtigt afløses de af andre "filmstrimler" fra hukommelsens mere muntre billedgalleri.

Kartoffelhuset

Der er således et par sjove historier fra Narsarsuaq, hvor Junge havde fået entreprisen på nedrivning af en hangar. Mens han gik og rodede med det, var han blev opmærksom på en underlige bygning, der blev kaldt "Kartoffelhuset". Den var mere end hundrede meter lang og var beregnet til

kartoffelovervintring, dengang der var tusindvis af amerikanske soldater på basen. Kartoflerne var lagret i to lange båse langs væggene, og mellem dem var der plads til at køre med trucks. Derfor var gulvet meget solidt, og det var det, der tiltrak sig entreprenørens opmærksomhed. Junge spurgte myndighederne, hvad han skulle give for Kartoffelhuset, og da han fik det tilbudt for 10.000 kroner slog han til, satte en dozer for enden af det og brasede hele herligheden ned i den ene ende og brændte det af.

- Der var flere, der mente, at nu rablede det for Svend Junge, fortæller han. - Her købte jeg et hus for 10.000 kroner, og det første jeg gjorde var at jævne det med jorden. Men jeg vidste noget, de andre ikke vidste. - Gulvet var nemlig en ren guldgrube. Nederst lå der et system af 16x16 tommer tømmer, oven i købet noget, der heder "Greyheart". Jeg ved ikke præcis, hvad det er, men hele herligheden var trykimprægneret og af meget høj kvalitet.

- Oven på de 16x16 lå der 12x12 af samme kvalitet, oven på dem igen 8x8 og allerøverst selve gulvplankerne. Dem fjernede jeg, læssede alt det store tømmer og kørte det ned på kajen, hvorfra jeg ville afskibe det til Nuuk. - Så langt kom jeg aldrig. Det rygtedes nemlig hurtigt, at jeg havde det tømmer, og der var god brug for det flere steder i Grønland. Noget blev solgt til Nordafar, hvor halvdelen af den lange kaj er bygget på mit tømmer. Der var også bud fra Ilulissat, og det endte med, at myndighederne i Narsarsuaq selv administrerede hele bunken og blot sendte mig penge i Nuuk, når de havde solgt af den. Uden at røre et eneste stykke tjente jeg mere end en million på det kartoffelhus. Det var en af mine bedre succeser.

Ligfryserne

- Mens vi er ved Narsarsuaq, så skal du også lige høre den om de tre store frysere, jeg fik, fortæller Junge smågrinende.

- Ved det kæmpestore sygehus, der stadig lå der på den tid, fandt jeg tre store frysere på 35-40 kvadratmeter hver. Det var intakte, og jeg mente godt, jeg kunne finde anvendelse for dem. Så jeg spurgte, hvad de skulle koste.

- Ja, dem kan du få for at fjerne den barak, de står i, men du skal rydde fint op efter dig, sagde de.

- Og det gjorde jeg. Ned med barakken og væk med skidtet. Fryserne satte jeg på en blokvogn og fragtede dem med skib til Nuuk, hvor jeg selv brugte den ene til pølser og lignende til pølsevognen. Den anden lejede jeg ud til KGH, og den sidste til private, der ikke selv havde fryser.

- Det var altsammen helt som det skulle være. Men så efter nogen tid blev jeg klar over, at de to af fryserne var gamle ligfrysere fra amerikanernes tid. Da det kom frem, blev jeg nødt til at opsige lejemålene. Ikke fordi det betød noget, at der havde været lig i fryserne, men det er alligevel en ubehagelig tanke.

- Heldigvis fik jeg også andet ud af min tid i Narsarsuaq. Under oprydningsarbejdet fik jeg overdraget 120-130 olietanke af den slags, man opstiller ved private huse. Også dem tog jeg med til Nuuk, og de kom alle sammen i brug her i byen.

Hotelmanden

Når Svend Junge blev hotelmand skyldes det to forhold. For det første havde han allerede snuset til det med engagementerne i Kapisillit, Kangeq, Qoorqqut og Restaurant Perlen, og for det andet blev han gal over en hotelregning.

- Mens Helene og jeg var en tur i København fik vi en henvendelse fra en af arvingerne til hotelejer Knud Rasmussens franske kone, der også hed Helene. Jeg tror, arvingen hed Gert, og hun var fuld af penge. Hun havde vinslotte og den slags, og hun var altså interesseret i at komme af med i Hotel Hvide Falk i Ilulissat så hurtigt som muligt.

- Men det var ikke noget for mig, og jeg ville ikke byde på det. Men så fik vi en opfordring til at komme og se på det. Billet og ophold blev betalt. Det var helt uforpligtende, og vi skulle bare kigge på det en gang til. Så vi tog til Ilulissat og indlogerede os på Falken og kiggede på det, som vi havde lovet. Men det var fortsat ikke noget for os, og det fortalte vi og rejste hjem.

- Efter nogen tid sendte de så alligevel en regning på hotelopholdet, og da jeg brokkede mig, fik jeg den besked, at det var bare ret og rimeligt, når jeg havde vist så åbenlyst manglende interesse for sagen. - Men det blev mig en tand for meget. Den regning ville jeg ikke betale, og hvis der ikke var anden udvej, måtte jeg jo så købe hotellet. Det gjorde jeg så, og det har vi ikke fortrudt.

En begmand eller to

Men hvor der handles, der spildes. Det er ikke alt, hvad Junge har rørt ved, som blev til guld.

- Mens jeg var i Ilulissat, kom jeg til at kvaje mig noget så grusomt. Der var jo tale om, der skulle bygges et vandkraftværk, og da jeg altid har prøvet at være på forkant med begivenhederne, ja så investerede jeg i en camp til mandskabet, der skulle opføre det. Det var hollandske elementhuse med fælles opholdsstue, vaskeri og så videre, ligesom jeg byggede indkvarteringsboliger i selve byen. Og så med ét var den plan opgivet, og vandkraftværket blev i stedet opført i Buksefjorden. Der stod jeg med alt lortet, og selvom jeg forsøgte at udnytte det så godt som muligt, så fik jeg da en bet.

Og det er såmænd sket flere gange for Junges vedkommende, hver på sin vis.

- Dengang jeg havde Restaurant Perlen, der jo var den bedste spiserestaurant, vi nogensinde har haft her i byen...

Svend Junge standser sin endeløse talestrøm, fordi han kommer til at tænke på den uhyggelige begivenhed, der satte en stopper for restauranten. Og han taler dæmpet om det tragiske dobbeltmord, hvor to unge mennesker blev dræbt af en kammerat, der havde tabt i kortspil. Han hentede simpelthen sit jagtgevær og dræbte de to andre uden pardon. Koldt og brutalt og ubegribeligt...

Isbjørnen

Men også det ryster Junge af sig og kommer i tanke om historien, han ville fortælle. Han og Helene boede oven på restauranten i et enkelt værelse, og en aften kom Laurits op og fortalte, at der sad en mand i restauranten, som insisterede på at købe Isbjørnen, et maleri af Emanuel A. Petersen. Junge har gennem tiden samlet mange malerier af den kendte grønlandsmaler, og Isbjørnen, som han holdt meget af, havde han foræret Helene og ville naturligvis ikke sælge det. Det stod ham kun i 5.000-6.000 kroner, men er alligevel ubetinget det dyreste maleri, han og Helene har i samlingen. - Men Laurits fik altså den besked, at vi ikke ville sælge maleriet. - Det viste sig, at det var direktøren for First Air, der sad og spise middag sammen med Jørgen Nystrup og hans kone, og da Nystrups kone sagde, at hun syntes godt om Isbjørnen, slog First Air-direktøren ud med armen og sagde:

- Jeg køber det til dig.

- Men der forregnede han sig. Jeg hverken kunne eller ville sælge billedet til sådan en spradebasse, og det måtte Laurits give videre. - Men han kom snart op igen og bad mig komme med ned, for direktøren blev ved med at øge sit tilbud og var oppe i 12.000. Det var selvfølgelig penge, men som sagt var billedet ikke til salg, og jeg gik derfor ned for at sætte trumf på vort afslag.

- Men First Air-direktøren tog åbenbart ikke et nej for et nej, og han tilbød så 15.000, stak mig en check i hånden og sagde, at hvis jeg stadig ikke ville sælge, så kunne han købe restauranten også - til nedrivning - når han havde pillet billedet ned af sømmet.

- Så blev jeg gal, rev checken til konfetti og dryssede den ud over ham og smed ham ud.

- Så så jeg, at Laurits var ligbleg. Han snakkede om checken, og jeg forstod ikke, hvad der var fat. Nok er 15.000 kroner en god slat penge, men vi var selv glade for billedet, og jeg havde altså sat mig i hovedet, at det ikke skulle sælges.

- Så først forstod jeg, hvad Laurits prøvede at fortælle. Det var ikke kroner, checken lød på, men dollars, og jeg blev godt nok lidt stille. Måske overvejede jeg endda at løbe efter den brovtende gæst, men jeg tog mig i det. Jeg ville ikke gøre mig til grin på den måde, og det er vi glade for i dag. Isbjørnen hænger stadig i stuen, og vi nyder den hver eneste dag.

Levende rensdyr ombord

Svend Junge har været med til mange tossede ting, og det skyldes først og fremmest, at han hele livet har ment, at der var en løsning på alting. Selv efter de forhånden værende søms princip kunne tingene lade sig gøre. For eksempel som dengang, Nuup Kommunea skulle have flyttet en stamme af rensdyr til Qeqertarsuaq (Storeøen) i Nuup Kangerlua (Godthåbfjorden).

Hvem kunne løse det problem? Hvordan skulle de fragtes fra Itinnera til deres nye hjem? Stort skib, kraner og så videre? Nej, Junge havde løsningen. Han skulle nok flytte de rensdyr i sin 26 fods Coronet. Når man kan transportere døde dyr hjem fra en jagt, kan man vel også sejle med levende.

Og sådan blev det. De indfangede dyr fik bundet benene sammen og blev pr. håndkraft lagt ind på hynderne i den 26 fods lystbåd. Men der var et problem. Hvis de lå dér for længe, ville de få hjertestop. Det sagde dyrlægen, og det gjaldt derfor om at få dem gelejdet over på Qeqertarsuaq i en ruf. Det skulle den robuste speedbåd også nok kunne klare. Hvis det da ikke var fordi den fik motorstop midt i det hele.

- Mens vi puklede med motoren - heldigvis var der havblik - blev dyrlægen mere og mere utålmodig og sagde, at nu måtte rensdyrene altså snart på benene, og vi sled med sved på panden for at få maskinen i gang. Men det trak ud. - Da rensdyrene så nåede det kriminelle tidspunkt, hvor de absolut skulle på benene, så løsnede vi deres bånd og bandt dem til søgelænderet, otte dyr i en Coronet. De stod lige så pænt, som var de køer på stald. Vi fik motoren i gang og kunne fortsætte.

- Men dermed er historien ikke slut. På vej over mod Qeqertarsuaq mødte vi den nu afdøde Kaj Sivertsen, der var på vej hjem fra jagt i fjorden, og ham og hans folk havde aldrig set noget lignende. Det er ikke ualmindeligt på den tid, at både sejler hjem fra fjorden belæsset med rensdyr, men levende dyr tøjret til søgelænderet var mere, end han og hans folk var vant til.

- Da de kom tæt nok på, råbte jeg i spøg til ham, at vi ikke kunne nænne at skyde dem. Kaj og hans venner havde ikke øje for andet end de rolige dyr ombord hos os, og det gik faktisk så galt, at de sejlede på grund, da vi nærmede os landingsstedet.

Som en bog

Svend Junges liv er som en bog, og som han gengiver dens indhold, er den et festfyrværkeri af tildragelser, gode som dårlige. Efter et par timer med Junge er vi nødt til at forklare ham, hvor lidt plads vi har her i avisen. Men han er ikke til at stoppe. En eller anden må en dag skrive den bog. Den vil være et væsentligt bidrag til det grønlandske erhvervslivs historie, og det vil blive svært at udelade en skæg fortælling på hver eneste side.

Der var mange ting, Junge gerne ville have med i dette portræt. Han ville gerne have kommenteret det politiske slogan "Giv de private en chance" med selvoplevede eksempler, og han ville godt have "hældt lidt ud" om den forkælede holdning, nogle grønlandske initiativtagere giver udtryk for. Og meget, meget andet. Men et sted skal vi jo stoppe, og det bliver her.

Otte virksomheder

Junge er i dag engageret i otte virksomheder, der overvejende er hans egne. Det er Hotel Hvide Falk, Godthåb Transportservice, Hotel Grønland (der er lejet ud til hjemmestyret), Thai-restauranten Charoen Porn, Hotel Hans Egede, et ejendomsselskab med udlejning af industrihaller, medejer af Permagreen og sidst, men ikke mindst "Tuullik", der skal sejle turister i Nuuk-området (til sommer bliver der skibstrafikal myldretid i Diskobugten, siger Junge). Dertil er han medlem af Royal Arctic Lines bestyrelse og meget andet.