Øget selvstyre

Inuit Ataqatigiit og i øvrigt også andre gamle politikere skal ophøre med deres beton-nationalisme og den gamle politik, der er baseret på store offentlige subsidier. Den politik, hvor det vigtige er at vise en grønlandsk overflade, men som i bund og grund er baseret på hjælp udefra.

Fredag d. 6. marts 1998
Sermitsiaq
Emnekreds: Politik, Økonomi.

De unge politikere er et forfriskende billede i grønlandsk politik. Her tænkes især på Jørgen Wæver Johansen (Siumut) og Ellen Kristensen (Atassut), der begge er 25 år. Halvt så gamle som de gamle politikere, der forberedte og indførte hjemmestyret.

De er vokset op med hjemmestyret og kommer med deres eget verdensbillede, dels skabt af det hjemmestyre, de gamle har indført, dels skabt af nye horisonter. Når de har trådt deres politiske børnesko, er det spændende at se i hvilken retning de vil trække Grønland.

Selv om de kommer fra hvert deres parti, er der ikke så meget der adskiller dem. Ingen tvivl om de ønsker selvstyre, men de er realister og pragmatikere og venter på, at Grønland er så økonomisk selvbærende, at der vil være grundlag for øget uafhængighed og selvstyre.

Her overfor står IA’s bombastiske og urealistiske krav om egen mønt. Ikke som på Færøerne en mønt, der følger den danske krone, men en mønt som kører uafhængig af Danmark og andre valutaer i øvrigt.

Så længe vores økonomi er så svag som den er i dag, er det en dødsens farlig vej at betræde. Vi kan forudse devalueringer, der betyder, at alle importerede varer stiger i pris, det betyder krav om øgede lønninger, der igen.... og så videre. En uhyggelig inflation står for døren.

Hvis vi finder olie, naturgas, diamanter, guld og zink i så store mængder, at vi i al evighed er sikret en stærk økonomi, kan vi indføre vor egen, uafhængige valuta.

Men hvorfor? - Den vil kun betyde øgede omkostninger og besværligheder, vi vil blive udsat for spekulationer, kurstab men selvfølgelig også kursgevinster. Men i sig selv skaber det jo ikke større national selvstyre eller national uafhængighed.

Penge er et betalingsmiddel og jo tættere værdien af vores penge ligger på pengene i de lande, vi handler med, jo lettere og billigere og mere risikofrit er det. Den samme valuta i hele verden vil gøre alt meget lettere. Den samme valuta i Europa vil forenkle samhandlen i det geografiske område.

Når vi med vores svage økonomi skal eksportere, vil vore firmaer have sikkerhed for, at de ikke taber på grund af valutauro. Vi har set, hvor afhængig Royal Greenland er af valutasvingninger. Vi kender kampen i 30'erne med valutacentralen og så videre.

Grundlaget for øget selvstyre og frihed er økonomisk uafhængighed, og ikke om vi bruger kroner, mark, dollars, yen eller rubler.

Hvis målet for IA er øget selvstyre, vil vi opfordre IA til at studere de rapporter og erhvervsanalyser, der de senere år er væltet ud af Sulisa og Grønlands Arbejdsgiverforening, og som nu kulminerer med den såkaldte Wilhjelm-rapport, som den ikke må hedde, men som Niels Wilhjelm gav det økonomiske grundlag for, og som nu præsenteres.

I følge rapporten er det nødvendigt at fjerne forhindringerne for en udvikling mod øget økonomisk uafhængighed. Igen fortælles, at erhvervspolitikken, der skal skabe den økonomiske uafhængighed, forhindres af manglende uddannelse, dyr infrastruktur, ensprissystem, offentlige monopoler og så videre. Vi kender sangen. Rapporten viser, at den økonomiske vækst skal baseres på en eksportorienteret og importbegrænsende produktion.

IA og i øvrigt også andre gamle politikere skal ophøre med deres beton-nationalisme og den gamle politik, der er baseret på store offentlige subsidier. Den politik, hvor det vigtige er at vise en grønlandsk overflade, men som i bund og grund er baseret på hjælp udefra. Kravet om en grønlandsk valuta afspejler denne overfladiske holdning, der højst har en national-psykologisk betydning, men som reelt ikke skaber større økonomisk uafhængighed og dermed grundlag for øget selvstyre.

Vi sætter nu lid til, at de nye, unge politikere har gennemskuet den gamle politik om, at bare vi alle taler grønlandsk og udelukker alle andre, så skal vi nok klare os.

Grundlaget for øget selvstyre skabes ikke i Folketinget, men her i Grønland. Det er økonomisk vækst, som kun kan skabes ved, at erhvervslivet får bedre betingelser. Den væsentligste betingelse er bedre uddannelser.

Og her er Atassut på rette spor, når de i folketingsarbejdet vil sikre, at unge grønlændere fortsat kan komme gratis på videreuddannelse i Danmark. Det forudsætter imidlertid, at der sættes mange flere ressourcer af til den grønlandske folkeskole, så ungdommen bliver forberedt på at kunne køre videre i det danske uddannelsessystem.

Det er vejen frem til øget uafhængighed og selvstyre.