KNR-journalisterne har de ringeste lønvilkår

Der er flere eksempler på, at Radioavisens folk søger andre jobs, alene med den begrundelse, at de tjener for lidt i forhold til andre journalistiske arbejdspladser i Grønland.

Fredag d. 13. marts 1998
Inooraq Olsen
Emnekreds: Aviser, radio og TV, Løn og overenskomster.

Nu skal det slås fast at de journalistiske og menige medarbejdere, der er ansat i Kalaallit Nunaata Radioa, er den gruppe af alle journalistiske grupper i hele kongeriget Danmark, der har de ringeste lønvilkår. Undertegnede har inden for de seneste 2-3 år forsøgt både overfor offentligheden og for myndighederne at henlede opmærksomheden på KNR-ansattes lønvilkår uden at det har givet resultat, ej heller ved den sidste overenskomstforhandling, der blev indgået i november 1997. Jeg har ved givne lejligheder forsøgt at tegne billedet, som det er. For mere end et år siden var der en ungdomskonference, der blev holdt i Nuuk. Konferencen blev - af uforklarlige grunde - ikke så godt besøgt af journalister. Resultatet blev, at arrangørerne skældte pressen sønder og sammen og beskyldte pressen for at bestå af dovne mennesker, der "mæsker" sig i deres fede honorarer. Jeg gjorde dengang opmærksom på, at KNR-ansatte journalistiske medarbejdere ligger lavest i lønstatistikken, som Dansk Journalistforbund indsamler hvert efterår og uddeler til medlemmerne. Jeg har også gjort opmærksom på, at nyhedsformidlingens kerneproblem, som det er på Radioavisen, er det store gennemtræk, der altid har præget arbejdspladsen. Der er flere eksempler på, at Radioavisens folk søger andre jobs, alene med den begrundelse, at de tjener for lidt i forhold til andre journalistiske arbejdspladser i Grønland. Det har vi forsøgt at forklare KNR's skiftende ledelser og Hjemmestyret. Men svaret har altid været, at solidaritetsprincippet gør, at vi ikke har krav på mere end det vi får og så har vi fået et faderligt klap på skulderen og beskeden: Det må I kunne forstå. Prøv bare at se, hvad SIK-ansatte får. Nu har vi lige haft en mediekonference i Ilulissat. Og her gjorde jeg opmærksom på, at lønforholdene for overenskomstansatte i KNR - for menige medarbejdere - i dag betyder, at f. eks. startlønnen på Sermitsiaq og A/G er lig slutlønnen for en menlg medarbejder, der har arbejdet 23 år i KNR, og det var så udgangspunktet for landsstyremedlem Konrad Steenholdts udtalelser i Qanorooq mandag aften den 9. marts. At Konrad Steenholdt blev fremprovokeret til at sige noget om de skæve lønforhold for journalister i Grønland, skyldes en lige så provokerende reaktion fra vores egen journalistiske verden, der bestod af et åbent brev fra en medarbejder til landsstyremedlem Konrad Steenholdt, over for hvem brevskriveren bedyrede, at en årlig pris til en mediemand, der gør sig umage for at bruge det grønlandske sprog så godt som muligt, ikke engang fortjener at blive bragt på bane i landstings- eller landsstyreregi, fordi der er andre og mere vigtige ting som lønforhold. Hertil kan jeg kun sige, at det er vores egen journalistiske verden, der var repræsenteret under mediekonferencen som udsendte medarbejdere fra redaktionerne, der har glemt at orientere offentligheden om den vigtige debat. Det er jeg ikke ansvarlig for som deltager i konferencen som formand for Presseforeningen. Mit forslag om en årlig pris til den journalist, der arbejder godt med det grønlandske sprog, er ment som incitament til den gruppe af mediefolk, der sætter pris på vores kulturelle arv i Grønland. At vi så heller ikke har hørt så meget om presseetiske forhold, som vi også kom ind på i Ilulissat, er en anden ting, som Presseforeningen i den sidste tid har beskæftiget sig med og vil tage op hen ad vejen, sammen med mange andre ting.