Udviklingshæmmet erhverv

Derfor skal vilkårene for et beskæftigelsesfremmende privat erhvervsliv forbedres, blandt andet ved at slippe kontrollen, nedtrappe subsidierne og skabe retfærdige vilkår for alle i den grønlandske erhvervsudvikling.

Torsdag d. 26. marts 1998
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Erhverv.

VI BINDER OS TIL en erhvervsstruktur uden udviklingsmuligheder. Det kan med fantasi og god vilje godt udledes af den rapport, som en arbejdsgruppe under Sulisa har udarbejdet om mål og strategier i den grønlandske erhvervsudvikling. Selvom logikken i rapporten undertiden kan virke lidt godtroende - for eksempel forventningerne til at den overdimensionerede fiskerisektor i visse bygder kan levere arbejdskraft til turisme og råstofsektoren - er det blandt andet lykkedes arbejdsgruppen at sætte fingeren på nogle centrale fejl i den grønlandske erhvervspolitik. Rapporten kalder for eksempel Royal Greenlands/hjemmestyrets kapacitetstilpasning for passiv, fordi den i stedet for at skaffe sig af med overskudskapaciteten fastholder en række arbejdspladser, som samfundsøkonomisk ikke hænger sammen. Ved hjælp af en omfattende støtte fra landskassen holdes der gang i en række fabriksanlæg, som alle - bortset fra de ansatte på kort sigt - ville være bedst tjent med, at vi lukkede. Denne fastholdelse af erhvervsenheder, der blot belaster samfundet økonomisk, hindrer en udvikling af bæredygtige erhverv. Når aktiviteten holdes kunstigt i live, så er alting jo godt, og de lokale initiativer, der kunne skabe nye produktions- eller beskæftigelsesområder, udebliver. Et gammelt ord siger, at nød lærer nøgen kvinde at spinde. Det er et noget dramatisk udtryk, men alligevel:Så længe landskassen holder nøden fra livet, lærer man ikke at "spinde". EN FASTLÅST erhvervssituation er det uundgåelige resultat af de mange støtteordninger. Inden for fiskeriet kender vi det samme forhold, omend det er mere uoverskueligt. Rapporten fra Sulisa nævner for eksempel, at kun en tredjedel af det kystnære fiskeri drives med overskud for kutterejeren. En anden tredjedel giver underskud til ejeren, men hænger samfundsøkonomisk sammen. Den sidste tredjedel er det rene tilsætning både for ejer og samfund. Men alle fisker. Forskellige støtteordninger holder skibet i søen og muliggør en fortsættelse af en urentabel erhvervsaktivitet. Passiviteten i erhvervsudviklingen har mange årsager, og det er ikke tilskud det hele. Det private erhvervsliv er låst fast, fordi mulighederne for at etablere sig med nye aktiviteter er dårlige. Det er vanskeligt at skaffe fordelagtig finansiering, når offentligt ejede selskaber hele tiden puster de private i nakken. Private erhvervsnicher, der servicerer borgerne fuldt tilfredsstillende, kan aldrig vide sig sikre. Shippingbranchen, fastfood, specialforretninger og det øvrige serviceområde får gang på gang konkurrence fra de store hjemmestyreejede fortagender. Det skaber en usikker finansieringsbaggrund, som skræmmer bankerne væk, med mindre de bliver tilbudt en sikkerhed, som sjældent kan skaffes. Nye initiativer har derfor vanskelige kår, og det fører til passivitet i erhvervsudviklingen. Det private erhvervsliv kæmper på to fronter:På den ene front overfor hjemmestyrestøttede aktiviteter og på den anden overfor hjemmestyreejede mammutvirksomheder, der prøver at skrabe til sig og overtage det private erhvervslivs successer. ERHVERVSSTRUKTUR er et begreb, der kan rumme alt fra et en elendig struktur til velstruktureret og alsidigt erhvervsliv. Den grønlandske erhvervsstruktur bygger på reaktionære planøkonomiske principper, der hindrer en nødvendig fornyelse og ekspansion. Vi skal ikke være så utilbøjelige til at give slip på den "statslige" kontrol på områder, hvor en mere liberal holdning til erhvervsudviklingen kan føre til succes. Den grønlandske erhvervsstruktur er sårbar, fordi vi er afhængig af nogle ganske få eksportområder. Ved at fastholde den struktur, fastholder vi sårbarheden og øger risikoen for, at det en dag går galt. Af de fire søjler, vi ønsker at bygge vor fremtid på, er den fjerde - de afledte erhverv, der primært bygger på de private initiativer - den mest interessante. I alt fald, når vi bruger erhvervsudviklingen som målestok. De traditionelle søjler - fiskeri, råstoffer og turisme - er groft sagt stagnerende, og selvom råstofferne naturligvis pludselig kan vise sig at blive den grønne gren, vi kan sidde på i nogle år, så ved vi intet om det endnu. Og under alle omstændigheder kommer der en tid efter råstofferne. Derfor skal vilkårene for et beskæftigelsesfremmende privat erhvervsliv forbedres, blandt andet ved at slippe kontrollen, nedtrappe subsidierne og skabe retfærdige vilkår for alle i den grønlandske erhvervsudvikling.