Aktiv politik nødvendig for at få et lønsomt fiskeri

Med hensyn til mobilitet viste undersøgelsen, at ca. halvdelen af de unge er villige til at flytte til en anden kommune, hvis der er mulighed for et job. Selv en tredjedel af de 51-60 årige er åbne over for at flytte.

Torsdag d. 26. marts 1998
Thorkild Knudsen
Emnekreds: Erhverv.

Indholdsfortegnelse: Jo større jo bedre Koster skattekroner Uddannelse til reelle jobs Viljen er til stede Mål og strategier Indhold: Jo større jo bedre Koster skattekroner Uddannelse til reelle jobs Viljen er til stede Mål og strategier Fiskeriet er et dominerende erhverv i Grønland. Sektoren bidrager med 30% af den samlede værdi af produktionen i de fire erhvervssøjler, og hele 95% af eksporten. Desuden er ca. 6.400 personer, eller 25% af den samlede arbejdsstyrke, beskæftiget i fiskeriet. Det er også den sektor, hvor der er færrest tilkaldte. Kun 4% af arbejdsstyrken i fiskeriet er født uden for Grønland. Derfor er fiskeriet betydningsfuldt, men det er samtidig den sektor, der modtager den største økonomiske støtte fra det offentlige. Alene i 1996 fik sektoren 235 mio. kr. i direkte og indirekte subsidier. Hvis dette tal sammenholdes med antallet af beskæftigede i sektoren, svarer det til en støtte på kr. 37.000 pr. arbejdsplads, eller 12 øre for hver gang vi eksporterer for en krone. Mængden af fisk og rejer er en flaskehals, og sætter naturlige grænser for en yderligere udvikling af sektoren. Derfor gælder det om at få så meget ud af hvert eneste kilo råvare, og dermed så stor værdiskabning som muligt, så vi tjener mere på det vi eksporterer. Det betyder, at politikernes opgave først og fremmest er, at sikre at reguleringen af fiskeriet bidrager til , at kvoterne udnyttes til sidste prima fisk. Jo større jo bedre Der er heldigvis dele af sektoren, der drives lønsomt, og derfor er i stand til at konkurrere på verdensmarkedet. Det er først og fremmest den havgående trawlerflåde, men også ca. en tredjedel af den kystnære rejeflåde er lønsom. Disse virksomheder og mandskaber skal vi være stolte af, og deres fortsatte succes bør ikke begrænses af andre forhold end hensynet til den biologiske bæredygtighed og miljøet. Den anden tredjedel af fartøjerne i den kystnære rejeflåde giver tab for den enkelte fartøjsejer, men de samfundsøkonomisk lønsomme, fordi de sikrer råvarer til landanlæggene, så de kan holdes i gang. Koster skattekroner Den sidste tredjedel af den kystnære flåde er hverken drifts- eller samfundsøkonomisk lønsom. Med andre ord, så koster det den enkelte skatteyder penge, at disse fartøjer fortsætter med at fiske. Derfor bør både den tredjedel af fartøjerne, der giver underskud for den enkelte fartøjsejer, og de fartøjer, der hverken er samfunds- eller driftsøkonomisk lønsomme, ses efter i sømmene for at få klarlagt hvorfor. Først derefter kan der opstilles strategier og mål for, hvordan deres økonomi kan forbedres. Det samme gælder for den alt overvejende del af de små fartøjer - primært joller og mindre motorbåde, men også de lidt større nummerbåde. Disse matcher dårligt de produktionsbetingelser et moderne fiskeri kræver. Deres aktionsradius er ringe; de har for få fiskedage, og deres leverancer af råvarer til landanlægene er både ustabil og svingende. Det betyder, at fiskere og fangere har svært ved at skabe og fastholde en nødvendig indkomst, der står i forhold til deres økonomiske forpligtigelser. Netop indenfor jollefiskeriet er der dog store lokale forskelle. Bl.a. fiskeriet efter hellefisk nordpå er mange steder særdeles lønsomt. Endvidere får Royal Greenland A/S i år 61 mio. kr. for at opretholde 200 arbejdspladser på landanlæggene. Det svarer til, at hver arbejdsplads koster 300.000 kr. om året - eller en god del mere end det den ansatte SIK’er får udbetalt i løn. Hjemmestyret har gennem støtte til rederier og fiskere formået at nedbringe en del af den overkapacitet, der er i fiskeriflåden, så kapaciteten i dag langt bedre svarer til det det biologiske ressourcegrundlag, men der er langt igen. Den såkaldte kapacitetstilpasning af landanlæggene, som Landstinget besluttede i foråret 1997, må betegnes som passiv, fordi den ikke gjorde noget ved problemet - overkapaciteten - men primært havde som formål, at bevare en række ?kunstige’ arbejdspladser, der kun er der, fordi der er et tilskud på 300.000 kr. for hver arbejdsplads. Det spørgsmål man kan stille er, om disse penge ikke kunne bruges langt bedre, f.eks. til at uddanne de samme mennesker til rigtige jobs. Uddannelse til reelle jobs Der er imidlertid grunde til at jollefiskeri, mindre både og en del landanlæg år efter år holdes kunstigt i live gennem indhandlingstilskud, ESU-lån, mandetimeordninger, Projekt Råvarekøb og andre tiltag. En stor del af de kunstigt beskæftigede har ingen erhvervsuddannelse, og de kan derfor heller ikke umiddelbart overtage de godt 5.000 jobs i landet, som det er nødvendigt, at tilkalde fremmed arbejdskraft, for at få udført. Det har været hensigten, at råstof- og turistsektorerne skulle opsuge den overflødige arbejdskraft fra fiskeriet, i takt med at dette erhverv blev gjort mere konkurrencedygtigt og lønsomt. Omregnet til fuldtidsstillinger er der kun ca. 250 mennesker, der har fundet arbejde indenfor råstoffer og turisme. Skulle der komme 1.000 nye jobs indenfor disse to sektorer de næste 10 år vil disse stillinger også kræve en eller anden form for erhvervsuddannelse samt, at folk er villige til at flytte efter jobbet. De mennesker, der fastholdes i kunstige ufaglærte jobs, koster ikke bare samfundet skattekroner hvert år, men de afskæres samtidig fra, at overtage de nye jobs, der skabes indenfor andre områder, hvor de ville kunne have bidraget til deres egen og samfundets økonomiske husholdning. Viljen er til stede Det positive udgangspunkt er, at mange grønlandskfødte, der i dag er uden uddannelse, gerne vil i gang. Den holdningsundersøgelse, som HS Analyse og Grønlandsk Statistik gennemførte i 1997, som en del af analysen viste, at der. er 35% af de 41-50 årige ufaglærte, der svarer, at de ønsker en uddannelse. For de yngre er tallene naturligvis højere. Det fremgår imidlertid af den samme undersøgelse, at en tredjedel af de grønlandskfødte afbrød deres uddannelse. Årsagerne var familiemæssige, for dårlige skolekundskaber og en række praktiske forhold, f.eks. manglende bolig og ringe økonomi. Hvis vi som samfund tager befolkningens holdninger alvorligt, skulle det være muligt at tilpasse uddannelsestilbudene, så de der kan og vil overtage et uddannelseskrævende job, også får mulighed for det. Med hensyn til mobilitet viste undersøgelsen, at ca. halvdelen af de unge er villige til at flytte til en anden kommune, hvis der er mulighed for et job. Selv en tredjedel af de 51-60 årige er åbne over for at flytte. Det er imidlertid vanskeligt at finde en bolig, netop de steder i landet hvor uddannelserne og jobbene findes. Fraværet af et egentligt boligmarked er et strukturelt problem, som både erhvervslivet og den enkelte uddannelses- og jobsøgende er magtesløs overfor. Når Hjemmestyret og kommunerne har valgt at være boligejere, så må de gøre jobbet ordentligt, nemlig skaffe de nødvendige boliger, eller overlade det til det private initiativ. Mål og strategier Hvis målet at gøre landet mindre afhængigt af bloktilskuddet fra Danmark, er der ingen vej uden om en fortsat tilpasning af specielt det kystnære fiskeri og landanlæggene. Arbejdsgruppen vurderer, at det betyder at 500 må forlade fiskerisektoren, frem til år 2005. Derfor er det positivt, at befolkningen udtrykker ønske om uddannelse, og at de er villige til at flytte efter jobbene. Det betyder, at de øvrige sektorer - råstoffer, turisme og de landbaserede erhverv - kan få mulighed for at ansætte de medarbejdere de forgæves søger efter i dag. Men det forudsætter, at der føres en aktiv politik for at tilpasse fiskerisektoren, så den er i stand til at klare fremtidens udfordringer. Og det bliver sektoren kun, hvis de involverede undlader at bekrige hinanden, og i stedet samarbejder. Og så skal politikerne samtidig turde tage de nødvendige politiske beslutninger.