Hvad skal vi med folkeskolen?

Man skal gøre noget for at tiltrække lærere til folkeskolen. Og der skal især gøres noget for at fastholde de læreruddannede. Det skal være attraktivt at være lærer, disse mennesker bør opleve at være værdsatte, så de kan være stolte af deres arbejde og ikke føle sig som folk, der skal feje op efter samfundets fejltagelser.

Torsdag d. 30. april 1998
Jens Korneliussen
Emnekreds: Løn og overenskomster, Uddannelse.

Problemerne i folkeskolen er nu for alvor kommet i søgelyset på grund af den igangværende konflikt om læreransættelser. Det er en meget alvorlig situation for folkeskolen, og næste skoleår bliver nok et af de tungeste at komme igennem i mange kommuner, hvor lærersituationen i forvejen ikke er god. Det er engang imellem nødvendigt at blive rusket op. Det er dog aldrig en fornøjelse at blive gjort opmærksom på de ting, som man har forsømt at gøre noget ordentligt ved. Vi har et stort akut problem, ingen tvivl om det. Men desværre er det ikke kun det. Der er mange uløste opgaver, som vi er nødt til at gøre opmærksom på, uagtet at problemerne ikke er ukendte i det politiske system. Efter at man i landsstyret er blevet klar over, at den er gal denne gang, og at man for næste skoleår bliver nødt til at tage drastiske beslutninger for at få undervisningen af folkeskoleelever til at hænge bare nogenlunde sammen, er der for alvor kommet gang i spekulationerne om, hvad der er gået galt. Alle ansvarlige politikere på landstings- og kommunalplan er nødt til at erkende en ting, som er meget vigtig: Det er kun os i Grønland, der kan løse dette problem. Vi kan ikke tvinge danske lærere fra Danmark til at søge arbejde her, heller ikke selv om Danmarks Lærerforening skulle finde på at ophæve blokaden for sine medlemmer. Fordi man retsligt eventuelt vil kunne tvinge en fagforening til at ophæve en blokade, betyder det ikke, at medlemmerne automatisk vil strømme til. Vi har i løbet af mange år vænnet os til denne sikkerhed - at de lærere vi manglede kunne vi altid hente fra Danmark. Og det er da også lykkedes i stor udstrækning indtil for få år siden. Men det er slut i denne omgang. De ting, som jeg nu vil remse op, er efter min opfattelse nogle af problemerne omkring vores folkeskole. Det skal ses som et oplæg til debat blandt politikere og alle andre, der har en interesse i folkeskolens ve og vel. Folkeskolen er ikke en ø i samfundet. Folkeskolen er noget, som vi alle har været med til at skabe og har ansvaret for. Folkeskolen er elever, forældre, lærere, ledere, skolebestyrelser, kommunalpolitikere, landstingspolitikere og landsstyre. Eleverne i folkeskolen får ikke tilstrækkelig god undervisning. Det viser resultaterne i sidste ende. Vi må gå ud fra, at vores elever har lige så gode evner for at kunne klare sig lige så godt som elever andre steder i verden. Hvad er der så galt? Mange af eleverne har dårlige arbejdsvaner. De har måske ikke de optimale muligheder hjemme for at lave lektier. Måske er der for mange i hjemmet. Måske er der for meget uro. Måske er der for meget druk. Problemet kender vi. Alle skolefolk ved det. Men hvad gør vi ved det? Vi ved, at en hel del elevers muligheder hjemme for at lave lektier er mangelfulde af mange årsager. Lad os indføre studievejledning i de mindste klasser. Måske i stedet for klassens time. Lad os indføre en obligatorisk lektielæsningstime. Måske er det en tanke, man kan gå videre med. Forældre, i hvert fald en del af dem, har stadig den gamle måde at opfatte skolen på. De afleverer børnene i skolen, og så er det op til skolen at klare resten. Forældrene skubber ansvaret fra sig. For mange forældre bruger at irettesætte, for få bruger det gode eksempels magt. Lærerne er trætte, fordi deres arbejdsbyrde hele tiden vokser. Lærerne har mange overtimer. Lærere med mange overtimer kan ikke forberede sig så godt som de lærere, der eventuelt ikke har overtimer. Men hvor findes de lærere? Lærerne er også trætte, fordi det at undervise i den grønlandske folkeskole ikke kun er undervisning, men også er et stort socialt arbejde. Lærerne tager stilling til mange sociale problemer i løbet af deres dag, fordi der er så mange børn med sociale vanskeligheder. Hvorfor er der så mange børn med sociale vanskeligheder? Mange lærere trænger også til efteruddannelse. Trænger meget til efteruddannelse. Jeg mener, at vi her i landet giver for dårlige vilkår til lærernes efteruddannelse. Vi har godt nok Inerisaavik, det er fint, men ikke nok. Der er lærere i folkeskolen, som ikke har ført deres uddannelse a'jour i mange år. Er du som politiker og/eller som forældre tilfreds med det? Skolen halter slemt bagefter med hensyn til informationsteknologien. Resten af samfundet poster mange penge på edb-udstyr. Ikke i folkeskolen. Vi ved ikke engang, hvilken politik vi skal føre på det område. Skolen er bygningsmæssigt meget dårlig. Det er alle enige om. Vi tør ikke engang at tænke på pædagogisk indrettede klasserum eller faglokaler. Vi har problemer nok med at overleve i de dårligt møblerede faldefærdige klasseværelser. Løn- og ansattelsesvilkårene er måske for dårlige for lærerne, siden man ikke har formået at fastholde lærerne i folkeskolen og heller ikke har haft held med at tiltrække nye og yngre kræfter i tilstrækkelig grad. Der er efterhånden mange undervisningsmaterialer indenfor skolevæsenet. Der bliver også gjort en del for at producere mere. Men lærernes muligheder for at lave velordnede undervisningsmaterialer til faget grønlandsk er ikke gode nok. Der er ikke tid. Mange lærere bliver frikøbt til mange formål. Lad os udnytte denne mulighed og få lavet det mest nødvendige grundmateriale, så vi kan få et ordentligt skelet til modersmålsundervisningen. Der skal absolut gøres en stor ekstraordinær indsats for at uddanne unge grønlændere til folkeskolelærere. Uddannelsen er efter mange års op- og nedjusteringer kommet op på et rimeligt niveau. Lad os ikke i en panikreaktion gøre niveauet mindre igen. Jeg mener absolut ikke, at vi skal indføre en nøduddannelse af nogen art. Det grønlandske folk, også politikerne, må indse og acceptere, at der er noget, der hedder pædagogik. Man kan altså ikke bare tage folk uden en pædagogisk uddannelse ind i skolen og give dem 20 elever at undervise i en klasse. Selvfølgelig kan man forholdsvis hurtigt få folkeskolen fyldt op med undervisere med halve eller ingen uddannelser, og måske ovenikøbet tro, at man har løst problemet. Vil du opereres af en halvuddannet kirurg, eller flyve med en halvuddannet pilot? Vil du sende dine børn afsted ombord på et skib, hvor kaptajnen kun havde en kateketuddannelse? Fordi det ikke gør fysisk ondt eller ikke er direkte sundhedsskadeligt at blive undervist af en person uden pædagogisk uddannelse, betyder det ikke, at det er godt. Det bliver en kortvarig glæde. Måske en glæde, der varer en eller to valgperioder. Men så kommer straffen. Vi har set det før, men vi vil ikke se det igen. Det er dog en kendsgerning, at der bliver postet mange penge i folkeskolen. Det er klart, at når 1/5 af landets befolkning går i folkeskolen, så koster det. Jeg mener, at der i alt for mange kommuner ikke bliver sat tilstrækkelig mange penge af til folkeskolen. Der er nogle kommuner, der håber, at folkeskolen kan eksistere for bloktilskuddet fra Hjemmestyret. Det er en forkert antagelse. Kommunen skal afsætte penge af egen kasse til den daglige drift. Forældre oprustes ved hjælp af skolebestyrelser, meget fint. Kommunerne bør så give bestyrelserne de videst mulige rammer - også økonomisk. Alle politikere, både på landsplan og kommunalplan, bør nu revurdere indsatsen omkring folkeskolen. For i sidste ende falder alle gode tanker omkring grønlandiseringen i samfundet, hvis ikke vi kan aflevere rimelige gode og rimeligt funderede elever fra folkeskolen til det videre forløb. Så vil vi stå med flotte uddannelsesinstitutioner, der ikke kan uddanne dygtige unge mennesker, fordi man forsømte at sørge nok for det grundlæggende. Man skal gøre noget for at tiltrække lærere til folkeskolen. Og der skal især gøres noget for at fastholde de læreruddannede. Det skal være attraktivt at være lærer, disse mennesker bør opleve at være værdsatte, så de kan være stolte af deres arbejde og ikke føle sig som folk, der skal feje op efter samfundets fejltagelser. Somme tider spekulerer jeg på, hvad der er vigtigst. Er det landingsbaner eller børnenes skolegang? Det er godt med landingsbaner, men vi skal ikke glemme, at mange samfundsvigtige opgaver koster mange penge at drive. Mange af disse har ikke ressourcer nok. Jeg har igennem årene hørt mange udtalelser om, at vi grønlændere elsker vores børn over alt, men jeg har efterhånden set så meget, at mit idealbillede er ved at smuldre. Jeg håber derfor, at vi alle sammen hjælper til med at få løst disse problemer, som vil blive uoverskuelige, hvis de får lov til at udvikle sig. Vi har et kortsigtet akut problem, men i vores planlægning af vores børns fremtid skal vi tænke langsigtet og klogt.