Hjemtagning af psykiatriske patienter

UNUANCERET og firkantet arbejdede Landstingets partier sig tirsdag gennem debatten og hjemtagning af psykiatriske patienter fra Vordingborg. Debatten tog sit udspring i en redegørelse, der er blevet udarbejdet siden Landstingets hensigtserklæring om hjemtagelse af den psykiatriske behandling.

Torsdag d. 30. april 1998
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Grønlændere i Danmark, Sundhedsvæsenet.

UNUANCERET og firkantet arbejdede Landstingets partier sig tirsdag gennem debatten og hjemtagning af psykiatriske patienter fra Vordingborg. Debatten tog sit udspring i en redegørelse, der er blevet udarbejdet siden Landstingets hensigtserklæring om hjemtagelse af den psykiatriske behandling.

Med udgangspunkt i redegørelsen blev det i Landstinget et spørgsmål om hjemtagning eller ikke-hjemtagning. Forudsætningen for hjemtagningen var en "luksusløsning" med et psykiatrisk hospital med masser af senge og alt det nødvendige personale indenfor området. Et sådant projekt bremses først og fremmest af de generelle rekrutteringsproblemer, som vi kender alt for godt indenfor sundhedsvæsenet, men naturligvis også af de økonomiske konsekvenser.

Den model var det nemt for Landstinget at sige nej til..Og dermed blev det et nej til hjemtagning.

Det er unuanceret og skæbnesvangert for de patienter, der uden de store investeringer og uden særligt omfattende personaleudvidelser godt kunne tages hjem til behandling og til en tilværelse med langt større livskvalitet.

Nu er enhver tanke om hjemtagning udskudt i tre-fem år, som Marianne Jensens redegørelse lagde op til. Sagen ryger altså i mølposen og tages i bedste fald op igen om tre år.

DEBAT OM hjemtagning af psykiatriske patienter har været præget af skræmmebilleder om de psykopatlignende tilfælde, der en gang imellem skræmmer os alle til vanvid med drab og voldtægt. Men det er slet ikke dem, vi har med at gøre i denne sag.

Det er udelukkende patienter fra Vordingborg, hvoraf flere ville kunne hjemtages, blot kapaciteten på den psykiatriske afdeling i Nuuk var en anelse større.

Det sidste debatindlæg var administrerende overlæge Poul Bisgaards nødråb i AG for nogle uger siden, hvor han så sig nødsaget til at meddele, at den psykiatriske afdeling måtte stoppe for hjemtagningen af patienter fra Danmark.

Personalet er simpelthen for lille. Det magter ikke at tage flere patienter hjem.

Men med en beskeden forøgelse af normeringen, vil afdelingen forsat kunne hjemtage de "raskeste" tilfælde og på den måde skabe et bedre liv for de pågældende. Det ville falde i god tråd med Landstingets hensigtserklæring fra 1996.

HJEMTAGNING AF sindslidende patienter fra Danmark bør være så højt prioriteret, at det er muligt at se lidt mere nuanceret på problemet, end debatten i Landstinget tirsdag gav udtryk for.

Der er enighed om målet "på sigt", som Marianne Jensen sagde i sit forelæggelsesnotat. Men det virker uden videre ulogisk, at man skal kunne flytte alle patienterne på en gang, før det kan blive til noget.

Det er jo det, Landstinget nu vil. Politikerne ønsker ikke hjemtagning, før den helt store revolution på området kan gennemføres. Den udvidelse af personalet på den psykiatriske afdeling, der nu trods alt kommer, er øremærket til rejser rundt til psykiatriske patienter på kysten. Det skal Landstinget ikke bebrejdes, for det er af uvurderlig betydning, at disse patienter i det mindste en gang imellem får tilsyn og behandling. Men det øger ikke kapaciteten på det hidtidige område, der blandt andet har omfattet en beskeden hjemtagning af de "lettere tilfælde".

SINDSLIDENDE har det ikke godt med at blive omplantet i et fremmed miljø, hvor alting er nyt og uforståeligt. Klimaet er radikalt anderledes, maden underlig, familien væk og sproget ubegribeligt.

Poul Bisgaard fortæller til AG, at denne omvæltning i en række tilfælde forværrer sygdommen. Det kan enhver forstå, og det forekommer umenneskeligt ikke at gøre bare lidt for at hjemtage de få, som vi med vore begrænsede ressourcer trods alt er i stand til at magte.

Bare en eller to patienter om året kunne komme hjem under betryggende forhold, så er det værd at ofre de par stillinger, det kræver. Og skulle de nyansatte have svært ved at få tiden til at gå med de hjemtagne patienter på fuldtid, er der nok at tage sig til på det psykiatriske område, hvor vente-tider er lige så almindelige som i det øvri-ge sundhedsvæsen.