Regionalisering

I dag giver man indtryk af, at patienterne skal kunne tilbydes samme behandlingsstandard som i Danmark, og behandlingen bedømmes således også efter kriterier i det danske patientklagenævn. Imidlertid er hverdagen i det grønlandske sundhedsvæsen en helt anden.

Torsdag d. 30. april 1998
Knud Erik Kleist, Kirurgisk overlæge på Dronning Ingrids Hospital
Emnekreds: Sundhedsvæsenet.

Indholdsfortegnelse:
Sundhedsdistrikternes opgaver
Regionalsygehus
Dr. Ingrids Hospital
Regionalsygehus i Diskobugten


Det grønlandske sundhedsvæsen har alvorlige problemer, som skal løses, hvis sundhedsvæsenet ikke skal bryde endeligt sammen. Den væsentligste forudsætning for problemløsning er en erkendelse af situationen.
Bemandingssituationen
aldrig før har kontinuiteten på kystens distriktssygehuse og bemandningen nu i regioner af læger været så dårlig. Kernen af "gamle" chefdistriktslæger er minimeret. Kun 29 af 61 lægestillinger er fast besat. Der mangler jordemødre.
Dr. Ingrids Hospital
Kun 8 ud af speciallægenormeringen på 19 overlæger er fast besat. Der er store problemer med at rekruttere specialsygeplejer og sygeplejersker i øvrigt. Der er for lille operationskapacitet til at servicere blot de specialer, der er repræsenteret på hospitalet. Der er behov for ansættelse af pædiater. Der er behov for et lukket psykiatrisk afsnit.
Inden man fastsætter en fysisk opbygning af det grønlandske sundhedsvæsen, må man fastsætte niveauet, standarden, og sikre, at lovgivningen passer hertil. I dag giver man indtryk af, at patienterne skal kunne tilbydes samme behandlingsstandard som i Danmark, og behandlingen bedømmes således også efter kriterier i det danske patientklagenævn. Imidlertid er hverdagen i det grønlandske sundhedsvæsen en helt anden. Vi accepterer, at patienter kan opereres på kysten, selvom der ikke er specialister til at bedøve eller skære - at vi tager risikofødsler til DIH, selvom der ikke er ansat pædiater på hospitalet. Kan vi overhovedet lade kvinder føde et sted, hvor der ikke er en obstetriker, endsige en jordmoder?

Hvis det går galt, er det det ansvarlige sundhedspersonale, som dømmes.

I dag har vi ikke engang en relevant distriktslægeinstruks.

Udviklingen gør, at når vi i dag taler om "regionalisering", så er det ikke længere regionalsyge-hus=mini DIH, der tales om.

Det er ikke muligt at skaffe specialisterne dertil, og slet ikke, når man har vanskeligt ved at rekruttere dem til DIH. Vagtarbejdet vil slet ikke kunne dækkes på specialistniveau.

Det er vanskeligt at rekruttere læger til distrikterne, dels pga vagtforholdene - alt for hyppige vagter, og når man ikke har vagt, går man alligevel i bagvagt for hinanden. Dels pga arbejdets komplexitet - man er slet ikke uddannet til at kunne tage sig af alle de specialer, man præsenteres for i konsultationen og på sygestuen. Dels den faglige isolation.

Der er også i Grønland hos patienterne et voksende krav om undersøgelse og behandling af specialister, når det drejer sig om sygehusopgaver.

Når vi taler om "regionalisering", drejer det sig om at samle - centralisere - regionens sundhedsvæsener. Regionenes læger skal ansættes på samme sygehus, som så betjener alle byer og bygder i regionen. Det er ulige lettere at rekruttere til en større klinik, hvor man ikke fagligt står alene, hvor man har få vagter og kan holde rigtig fri imellem; jævnfør Lægeklinikken i Nuuk.

Man er nødt til at se på Grønlands geografi og gå væk fra den tankegang, at har man et sygehus i den by, så skal der også være den samme service her. Man skal se på, hvordan servicen kan centraliseres på kysten - regionaliseres. Umiddelbart ligger det for, at Illoqqortoormiut og Tasiilaq, Qaanaaq, Upernavik og Uummannaq kræver selvstændig sundhedsbetjening. Ilulissat, Qasigiannguit, Aasiaat, Kangaatsiaq og Qeqertarsuaq kan samles i et sundhedsdistrikt. Narsaq, Qaqortoq og Nanortalik kan samles i et sundhedsdistrikt. Paamiut og Maniitsoq må dækkes ind fra Nuuk, og endelig er der Sisimiut, som må blive et selvstændigt distrikt, Alt andet lige undersøtter udbygningen af den grønlandske infrastruktur med landingsbaner til fastvingede fly en centralisering af sundhedsvæsenet.

Sundhedsdistrikternes opgaver
Primært sundhedsarbejde
Sekundært sundhedsarbejde
Man kan ikke forvente, at der er akut kirurgisk beredskab. I Norge laver man ikke beredskab på et befolkningsunderlag på under 70.000 indbyggere. Der skal være operationsfaciliteter, dels hvis der skulle være specialister ansat, dels til DIH-specialister, som skal komme regelmæssigt, dels dels til projektkirurgi.
Sengepladser
Fødsler
Åbent spørgsmål. Enten kan man føde lokalt på sygehuset eller også skal man flyttes til DIH.
Øvrigt
Jævnfør kommende distriktslægeinstruks.
Vagtberedskab
Vagtbelastningen, det enkelte sted, skal vurderes, så det sikres, at personalet har rimelige arbejdsforhold.


Regionalsygehus
Regionen har et sygehus og i de øvrige byer distriktslæge/sygeplejerskestationer og i bygderne konsultationsfaciliteter, som besøges af læge(r) et vist antal gange i løbet af en uge/måned. Hvis en læge ønsker at bo lokalt og passe stationen, er der intet til hindring for dette. Stationerne har ingen lægevagtfunktion. Sygehuset har vagtfunktion og kan indlægge patienter til undersøgelse og behandling. Bliver folk syge eller kommer til skade udenfor sygehuset må de ved behov overflyttes til regionssygehuset.

Dr. Ingrids Hospital
Dronning Ingrids Hospital er landshospital for Grønland. Hospitalet skal have den nødvendige specilaledækning og normering af speciallæger og sikres tilstrækkelig undersøgelses og behandiingskapacitet til også at imødegå det behov, der opstår ved, at hospitalet skal tage sig af dels flere akut overflyttede patienter fra distriktssygehusene, dels dække regelmæssige specialistrejser til distriktssygehusene og stationerne. Hospitalet skal have forpligtelse til uddannelse af yngre læger og efteruddannelse af distriktslæger samt iøvrigt af plejepersonale såvel specialpersonale indenfor eksempelvis operation, narkose, venerea, laboratorie, røntgen og fødsler.

Regionalsygehus i Diskobugten
Regionalsygehuset i Diskobugten skal ligge i enten Aasiaat eller Ilulissat. Umiddelbart har ingen af lokaliteterne preference, men det er nærliggende at lægge det der, hvor en eller den kommende atlantlufthavn i regionen anlægges. Tandklinikområdet har i dag også store rekruteringsvanskeligheder og kan utvivlsomt også regionaliseres med fordel. Regionaltandkliniken kunne så lægges i den af de to nævnte byer, som ikke får sygehuset.

Sygehuset skal have tilstrækkelig sengekapacitetet til at dække behovet for hele regionen, dels til akutte indlæggelser, dels til elektive patienter, som behandles af lokallægerne men også af tilrejsende specialister såvel ved projektkirurgi. Der skal være plads til patienter til eksempelvis fysioterapeutisk genoptræning fra hele regionen, men de til sygehuset tilknyttede fysioterapeuter skal også betjene de øvrige byer direkte lokalt.

Fødslerne er det store spørgsmål.

Regionssygehuset skal i princip have de samme funktioner, som et distriktsygehus har i dag, men der kan og skal ikke forventes et kirurgisk beredskab. Hvad der skal opereres i generel anæstesi, må i princip overflyttes til DIH.

Distriktlæge/sygeplejerske-stationerne fungerer som dagklinikker med skadestue og eventuelt røntgen og laboratorie - faciliteter. Der kan eventuelt være specialistrum til undersøgelse og behandling. Der skal være overnatningsfaciliteter til tilrejsende sundhedspersonale.

Sundhedsvæsenet og det kommunale område har fælles opgaver, som med stor fordel kan integreres. Her tænkes specielt på ældreplejen og handicapområdet.