Ordførertale ved Redegørelse for hjemtagning af den psykiatriske behandling

Her er et eksempel på, hvor "unuanceret og firkantet" landstingets partier - efter A/G's opfattelse - tirsdag arbejdede sig gennem debatten om hjemtagning af de psykiatriske patienter fra Vordingborg

Lørdag d. 2. maj 1998
Anders Nilsson, Redaktør for Kamikposten.dk  
Emnekreds: Grønlændere i Danmark, Sundhedsvæsenet.

Da jeg have læst de første sider i denne redegørelse - det er redegørelsens anbefalinger og resumé - blev jeg glad. Her var der endelig godt overblik og klar tale. Vi har siden 1982 diskuteret hjemtagelse uden at gå i dybden med problemerne og bare lovet en løsning et par år inde i fremtiden hver gang debatten er blusset op. Nu siges det klart: Vi kan ikke forsvare overfor patienterne at gennemføre en hjemtagning, før der er sikkerhed for at vi kan løse de massive personaleproblemer. Det er største hindring og den vigtigste forudsætning. Ifølge redegørelsen vil en hjemtagelse efter det mest optimistiske skøn tidligst kunne påbegyndes om 5 år i år 2003 og afsluttes tidligst om 8 år i år 2006. Det er en vigtig besked til alle parter. Det er skuffende for patienterne på Vordingborg. Men vi kan ikke forsvare at flytte dem fra en fagligt velfunderet behandling i Vordingborg og hjem til de til de tilstande, der hersker i resten af vort sundhedsvæsen, der martres af personalemangel, mange vikarer, stor udskiftning og et urimeligt arbejdspres for dem, der holder skansen. Det positive er, at nu er den usikkerhed fjernet, som man Vordingborg Amt har brugt som begrundelse for ikke at gøre mere for at forbedre vilkårene for vore patienter. Man vidste jo ikke hvor længe patienterne endnu skulle behandles i Vordingborg, for i Grønland talte vi hele tiden om en hjemtagning der kunne iværksættes når som helst. Der er nu en tidshorisont på mindst 5. Så nu kan vi med sindsro kræve at de tiltrængte forbedringer vi fik presset igennem for et par år siden, følges op af nye tiltag, der skal gøre hverdagen bedre for patienterne. Men vi skal ikke bare stille krav til ledelsen af hospitalet i Vordingborg om bedre forhold for patienterne. Vi skal også gå vore egne regler og tilbud efter i sømmene. Hvordan ligger det med besøgsrejser hjem til Grønland. Hvordan ligger det med fjernkontakten? - Hvor ofte kan man ringe hjem? Og skal vi udbygge fjernkontakten med mulighed for tale med familien via videokonferenceudstyr? Der findes et Inuit-fond, hvor hjemmestyret årligt bevilger vistnok 70.000 kr. til ekstra aktiviteter for patienterne, ture ud i landet, husflidsmaterialer, fester med grønlandsk proviant mv. En af betingelserne for at bruge af fonden er at man har først har søgt alle andre fonde og muligheder for at skaffe penge. Det bruger personalet meget tid på, og det giver ingen penge. Man vil gerne have fjernet den klausul for brug af fondens midler. Det kan lyde som småting. Det er det også for os her i salen og her i landet. Men for de omkring 20 patienter vi har i Vordingborg er det vigtige elementer i en hverdag, der ellers kan blive meget trist. En meget vigtigt problem, der skal løses er hjemtagning af de enkelte patienter. Det kan tage både halve og hele år, fra det øjeblik en patient meldes klar til hjemrejse, til det tidspunkt, hvor vore egne myndigheder har fået snøvlet sig sammen til at kunne modtage patienten. Det er skandaløst. Problemet er vistnok at en række forskellige instanser i involveret i hjemtagningen og så er der ingen som føler at netop de har ansvaret. Men problemet er også reelt. Og det kommer redegørelsen også fint ind på. Det er behovet for en oprustning af den lokalpsykiatriske behandling. Vi kan ikke forsvare at tage en patient hjem til ingenting, når vedkommende stadig har behov for et professionelt tilsyn. Jeg skal ikke gentage alle redegørelsens mange anbefalinger. Vi støtter dem fra Atassut. Kun én ting kan undre: Det vil tage mange år før der i hver kommune i landet vil være uddannede grønlandsksprogede psykologer og andre med specielle uddannelser til at tage sig af de psykisk syge. Samtidig kan vi i et enkelt afsnit i redegørelsen læse, at man ude i den store verden har gjort endog særdeles gode erfaringer med telepsykiatri. Sundhedsudvalget har under sine studierejser fået den samme besked, og bragt budskabet med hjem til Direktoratet for Sundhed: Telepsykiatri er opfundet og det virker over forventning. Ved at indføre telepsykiatri kan vi tilbyde psykiatriske patienter professionel behandling på patienternes eget sprog i alle kommuner, så snart vi har faguddannet personale nok til at bemande en landsdækkende telepsykiatrisk klinik. Hvorfor er dette ikke nævnt som en oplagt mulighed i redegørelsens anbefalinger? Det er hermed nævnt som en anbefaling fra Atassut. I redegørelsen argumenteres for at det kommende psykiatriske hospital placeres i tilknytning til Dronning Ingrids Hospital. Fra Atassut skal vi anbefale, at man under iagttagelse af den forestående regionalisering fortsat overvejer forslaget fra KANUKOKA om en placering uden for Nuuk.