Det skæve Grønland

Der er kun 200 meter i fugleflugtslinie fra pladsen foran Brugsen til landstingssalen i Nuuk, men der er alligevel en verden til forskel på dem, der med en bajer i hånden i al slags vejr er overladt til sig selv, og dem, der luner sig i ministerbilen, mens ministersekretæren slæber den tunge attachemappe.

Tirsdag d. 26. maj 1998
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Politik.

DEN 59-ÅRIGE Jonathan Motzfeldt har fået et bemærkelsesværdigt, men næppe overraskende comeback i grønlandsk politik. Da gøgeungen Lars Emil Johansen i 1991 skubbede Jonathan Motzfeldt ud over redekanten for at få bedre plads i den lune rede, var de fleste med interesse for politik og mennesker overbeviste om, at dette kongemord absolut ikke var det sidste, som vi kom til at høre fra Jonathan Motzfeldt. Og ganske rigtigt. I efteråret kastede Lars Emil Johansen efter en stribe fejljudgementer med atomlossepladsen som en effektfuld afslutning håndklædet i ringen, og Jonathan Motzfeldt kunne til lettelse for mange langs hele kysten tage over. I weekenden blev come-back'et fuldendt med det overbevisende valg som formand for partiet Siumut, som Jonathan Motzfeldt om noget har præget siden starten i de fornøjelige 70'ere. Weekendens formandsvalg rækker ind i næste århundrede. Siumut har med sin traditionelle placering i midten af grønlandsk politik patent på posten som landsstyreformand. Med partiets klare holdning, at partiformanden og landsstyreformanden skal være en og samme person, så vi undgår flimmer på skærmen med tvetydige udmeldinger i øst og vest, er kursen efter landstingsvalget i foråret 1999 lagt. Landsstyreformand bliver Jonathan Motzfeldt, og den største interesse vil i stedet rette sig mod Siumuts valg af koalitionspartner. SELV OM JONATHAN Motzfeldt fylder 60 år senere på året, trykker alderen ham ikke. Hvad han måske har nedtonet af ungdommeligt gå-på-mod og fanden-i-voldskhed bliver til gengæld opvejet af menneskeklogskab og af dyrt købte erfaringer. Den første udmelding fra den nye partiformand efter valget på det ekstraordinære landsmøde i Nuuk i weekenden var klar tale: Fanen skal ikke løftes så høj, at vi mister jordforbindelse. De højtragende planer om selvstændighed og nationalbank lige om hjørnet og de tomme politiske løfter til befolkningen skal afløses af realisme og troværdighed. Jonathan Motzfeldt er blandt andet parat til at tage et opgør med ensprissystemet, men ikke med solidariteten i det grønlandske samfund. - Ensprissystemet betyder, at vi alle har det lige elendigt, siger den nye partiformand. Det er ikke meningen med det grønlandske samfund. Der må godt være nogle lokomotiver, som trækker hele samfundet fremad. Derved bliver der skabt nogle ressourcer, som gør disse kraftcentre i stand til at vare solidariske med bygder og yderdistrikter i handling og ikke blot i tale. DET HAR I MANGE år været god latin i Grønland, at vi alle skal vare lige. Det har imidlertid i de første 19 år af hjemmestyret medført, at nogle er blevet mere lige end andre, som George Orwell udtrykte det i sin satiriske roman "Kammerat Napoleon". Der er kun 200 meter i fugleflugtslinie fra pladsen foran Brugsen til landstingssalen i Nuuk, men der er alligevel en verden til forskel på dem, der med en bajer i hånden i al slags vejr er overladt til sig selv, og dem, der luner sig i ministerbilen, mens ministersekretæren slæber den tunge attachemappe. (For øvrigt har det altid vakt undren, at landsstyremedlemmerne så gerne vil kalde sig ministre. Vi, der har taget den lille latinprøve, ved jo, at minister betyder tjener...). Vi snakker så meget om solidaritet og lighed, men skævhederne i dagens Grønland er mange og iøjnefaldende. Et enkelt eksempel: Ved højstemte lejligheder bliver Grønland udråbt som et kommunikationssamfund, men det er en sandhed med visse modifikationer. Tal fra TELE Greenland viser, at selv om 98,8 procent af den grønlandske befolkning i dag har mulighed for at få en telefon og dermed koble sig ind på det globale internet, er telefontætheden blandt private kunder langt mindre end hos de samfund, som vi ellers plejer at måle os med. Der er altså langt fra de kimende telefoner og blinkende skærme på de forskellige administrationskontorer til de nedslidte og nogle gange sundhedsfarlige boliger i bygderne, hvor der ikke er indlagt vand, varme, el og - telefon. DER LIGGER EN stor opgave for Jonathan Motzfeldt, landsstyret, Landstinget og hele befolkningen, hvis vi vil skabe et samfund, der udvikler sig på de lokale og i dette vidtstrakte land meget forskelligartede præmisser, men som bevarer solidariteten i det grønlandske samfund. Det er imidlertid bydende nødvendigt, hvis vi skal skabe et sundt og stærkt samfund, hvor der alligevel er plads til os alle.