En lus mellem to negle

IFØLGE ELLEN Kristensen følte hun sig ved mødet på finansministerens kontor, et møde der kom i stand på foranledning af Siumuts folketingsmedlem Hans Pavia Rosing, som gidsel i et dansk indenrigspolitisk slagsmål.

Torsdag d. 4. juni 1998
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Politik.

SKAL DE TO grønlandske folketingspolitikere Hans Pavia Rosing og Ellen Kristensen først og fremmest være loyale overfor deres vælgere og politiske bagland i Grønland, eller skal de for enhver pris udvise fælles fodslag og loyalitet overfor deres respektive danske samarbejdspartnere i Folketinget: Socialdemokratiet og Venstre?

Kan grønlandske interesser ikke have så stor betydning, at der til tider må være plads til grønlandske særstandpunkter, selvom det kan skabe loyalitetsproblemer med de danske samarbejdspartnere?

I sagens natur er grønlandske politikere primært valgt til at varetage Grønlands interesser i Danmark, og det betyder naturligvis, at de skal fremme grønlandske ønsker mest muligt. Men hvordan navigerer man så som grønlandsk folketingspolitiker, når interessekonflikten for alvor brænder på? Hvor ligger loyaliteten, når der er to bejlere til den samme prinsesse?

Spørgsmålet blev højaktuelt i dagene før pinse, da den socialdemokratisk ledede regering med finansminister Mogens Lykketoft for bordenden forsøgte at overtale den nyvalgte EIIen Kristensen til at bryde med den borgerlige fløj og samarbejdspartneren Venstre og stemme for et indenrigspolitisk regeringsindgreb, der skal dæmpe forbruget i Danmark.

Som modydelse tilbød Mogens Lykketoft etableringen af en renoveringsfond, så der hurtigst muligt kan komme gang i den påtrængende udbedring af de mange nedslidte og renoveringskrævende bygninger, som hjemmestyret overtog fra staten.

RENOVERINGSFONDEN er et ønske, som både Siumut og Atassut i lang tid har haft som politiske mærkesager, og som senest blev drøftet med den danske regering i forbindelse med bloktilskuddet. Renoveringsopgaverne risikerer i værste fald at blive en af de mest tyngende udgiftsposter for den grønlandske økonomi de kommende år.

Der var således lagt en stor luns lokkemad ud i det grumsede farvand, men prisen var for høj for Ellen Kristensen.

Bed Ellen Kristensen på krogen, ville hun risikere positionen som troværdig samarbejdspartner i Venstres folketingsgruppe. Konsekvensen ville måske blive, at hun blev sat uden for politisk indflydelse i den daglige dont bag Folketingets tykke mure.

Men det er og bliver gisninger. Der kan også tænkes andre forløb. Man skal nemlig ikke underkende Folketingets særlige forståelse for, at de nordatlantiske repræsentanter i rigsfællesskabet selvfølgelig først og fremmest skal varetage deres egne landes interesser. Og hvorfor ikke udnytte mulighederne, der jo er særlig store i den nuværende folketingssamling, hvor demokratiets spilleregler har bestemt, at ydermandaterne er afgørende for regeringens handleevne.

Ellen Kristensens holdning er imidlertid klar. Hun ville ikke trykke på den grønne knap i folketingssalen og dermed fremme løsningen på et af de største sværvægtsproblemer i den grønlandske økonomi. Loyaliteten overfor Venstre tæller tilsyneladende mere end løfterne til vælgerne.

Hun mener, at Mogens Lykketoft på en ublu måde har forsøgt at købe hendes stemme. En stemme, der er afgørende for, om den danske regerings krisepakke kan vedtages uden forhandlinger og fingeraftryk fra Folketingets borgerlige oppositionsfløj.

IFØLGE ELLEN Kristensen følte hun sig ved mødet på finansministerens kontor, et møde der kom i stand på foranledning af Siumuts folketingsmedlem Hans Pavia Rosing, som gidsel i et dansk indenrigspolitisk slagsmål. Hun kunne ikke få at vide, hvad krisepakken nøjagtigt bestod af. Samtidig blev hun bedt om at forråde sin borgerlige, politiske samarbejdspartner Venstre, og Ellen Kristensen valgte at afvise tilbuddet og skaffede dermed formentlig samtidig Venstre en plads ved de kommende forhandlinger om et regeringsindgreb. Men blev hun dermed ikke gidsel for Venstres politik i stedet?

I alt fald har hun svigtet de grønlandske interesser og ikke mindst Atassuts ønske om en renoveringsfond.

Selv siger hun, at der er andre forhandlingsmuligheder, når det gælder renoverings-fonden. Men spørgsmålet er, hvor stor en forhandlingsvilje Mogens Lykketoft har nu.

Man kan lide det eller ej, men politik er ofte blot et pænere udtryk for studehandel. Som politiker må man kunne både give og tage. Er man dygtig, kaldes det politisk tæft. Sådan er spillet. Og det kan Lykketoft.

Der er ingen tvivl om, at Ellen Kristensen blev stillet i et vanskeligt dilemma. Derfor forekommer det helt absurd, at hun muligvis ikke diskuterede sagen med Daniel Skifte, inden hun tog endelig stilling til det danske regeringstilbud. Daniel Skifte hævder, at han ikke blev hørt i spørgsmålet, men det benægter Ellen Kristensen.

UNDER ALLE omstændigheder er særstandpunkter ikke forbudt i politik, og det må trods alt være grønlandske ønsker, der vejer tungest, når det gælder resultater i samspillet med Danmark. Ikke mindst når Siumut og Atassut er samarbejdspartnere i Landstinget og i denne sag har fælles ønske.

Det var uhyggelig tæt på, at Grønland havde fået sin renoveringsfond. Og det synes både Daniel, Jonathan og alle vi andre er ærgerligt.