Amatørpolitikere i Folketinget

TROVÆRDIGHED er nu et ord, som må give Hans Pavia Rosing nervøse trækninger. Han indrømmer i et interview på side 3, at hans svingende synspunkter måske kan forekomme andre mærkelige. Det er en mild underdrivelse. Hans Pavia har ved at nægte at bruge sine parlamentariske muligheder gjort sig til grin med kritikken af Ellen Kristensen for et par uger siden.

Torsdag d. 18. juni 1998
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Politik.

HANS PAVIA ROSING har optrådt langt mere usikkert og amatøragtigt, end han for nogle uger siden beskyldte folketingskollegaen, Atassuts Ellen Kristensen, for. Med færingen Oli Breckmanns løfte om at holde sig fra afstemningen er det Hans Pavia Rosings stemme, der er afgørende for et regeringsflertal for pinsepakken. Hans Pavia Rosing var tydeligt forvirret, da han pludselig fik spillet denne joker i hænde. I et nu blev den realpolitiske situation uoverskuelig for ham, selvom han på Ellen Kristensens vegne 14 dage før - på præcis samme baggrund på en skråsikker og nedladende måde belærte Ellen og offentligheden om det politiske spils virkelighed og muligheder. Det er pinligt. Hans Pavia Rosing kunne med præcis de samme argumenter, som han brugte overfor Ellen Kristensen, selv have "sat penge" på sin stemme. Ganske vist ville det så langt henne i forhandlingerne nok have slået skår i Grønlands image. Men der er ingen forskel på Hans Pavias situation i dag og den Ellen Kristensen befandt sig i for et par uger siden. Hans Pavia mener ikke, man kan sammenligne Ellens situation og hans egen. Han mener tvært imod, at hans stemme for regeringens pinsepakke er en smart investering i en grønlandsk renoveringsfond. Det virker efter AG's opfattelse noget blåøjet og er vel også bare et forsøg på at undskylde, at han ikke udnytter sine muligheder ligeså heftigt, som han for fjorten dage siden forlangte, at Ellen skulle gøre. Den eneste forskel på Ellens og Hans Pavias situation er, at forhandlingerne om pinsepakken nu har stået på i mere end fjorten dage, og at det i dag vil virke langt mere provokerende at stille økonomiske betingelser for sin politiske opbakning. De to grønlandske folketingsmedlemmer kunne have gjort det langt bedre og er lige gode om at have tabt den grønlandske joker på gulvet. MANGLER man noget, så kan man få det, hvis man har noget at bytte med. Det er grundlæggende for handel og for en væsentlig del af nationaløkonomien. Men det gælder også i politik. Noget for noget, hedder det. Det er ikke odiøst, men i virkeligheden et helt rimeligt og rigtigt værktøj i den demokratiske proces. Vore to folketingsmedlemmer er begge valgt, blandt andet fordi de har fortalt vælgerne, at de vil arbejde hårdt på at skaffe penge fra staten til renovering af boliger, skoler, sundhedsvæsen og så videre. Det er en af deres opgaver i Folketinget at holde dette løfte. Pludselig falder der en appelsin i deres fælles grønlandske skindhue. De grønlandske medlemmer er til sammen afgørende for regeringens muligheder for at få pinsepakken igennem. Ellen kunne undlade at stemme imod, eller Hans Pavia kunne undlade at stemme for. Netop på grund af de politiske spilleregler ville de danske partier og samarbejdspartnere have haft fuld forståelse for et fælles grønlandsk udspil umiddelbart efter pinse. De to burde naturligvis have siddet som makkere fra første færd i stedet for på en usædvanlig klodset facon at skabe konflikt i både Grønland og Danmark. Ved at forsøge at vride armen om på ryggen af Ellen Kristensen gjorde Hans Pavia Rosing det meget vanskeligt for den nyvalgte folketingspolitiker at indlede et grønlandsk samarbejde, hvis hun ellers var interesseret. Og det burde hun være. Gennem et grønlandsk samarbejde kunne en væsentlig renoveringsfond have været på plads uden dramatik og store armsving. Hans Pavia Rosing, den "gamle", erfarne folketingspolitiker burde have indset denne mulighed i stedet for at gå så dumt og klodset til værks, som han gjorde. TROVÆRDIGHED er nu et ord, som må give Hans Pavia Rosing nervøse trækninger. Han indrømmer i et interview på side 3, at hans svingende synspunkter måske kan forekomme andre mærkelige. Det er en mild underdrivelse. Hans Pavia har ved at nægte at bruge sine parlamentariske muligheder gjort sig til grin med kritikken af Ellen Kristensen for et par uger siden. De grønlandske folketingsmedlemmer bør først og fremmest beskæftige sig med grønlandspolitik, mens de naturligvis i alle andre spørgsmål kan lege danske parlamentarikere så meget de har lyst. Hvis de loyalt havde optrådt for Grønland i stedet for begge to at rende rundt som bydrenge for danske partier, havde vi i dag været nærmere på at løse renoveringsopgaverne i Grønland, end vi er i dag. Og der ville allerede ligge flere statskroner i renoveringsfonden, end der kommer til herefter.