Urimelig støtte til Grønland

RESULTATET er, at boliger, skoler, institutioner og ledningsnet adskillige steder i landet nu angiveligt er i så elendig en forfatning, at det vil kræve investeringer i størrelsesordenen tre-fire milliarder kroner at rette op på forsømmelserne. Et stort beløb i en svag økonomi. Men dog ikke større end at opgaven i løbet af f.eks. en 20-års periode vil kunne løses. Mange grønlændere fandt det da også pinligt, da landsstyreformand Jonathan Motzfeldt i efteråret begyndte kampen for at få ekstraordinær dansk støtte til projektet.

Torsdag d. 25. juni 1998
Politiken
Emnekreds: Politik.

DET er i disse dage netop 20 år siden, at Folketinget modtog den betænkning, der i 1979 førte til oprettelsen af det grønlandske hjemmestyre. I de følgende år overtog hjemmestyret gradvist ejerskabet til den statslige bygnings- og ledningsmasse i Grønland, og fik i tilgift bloktilskudsaftaler, der har sikret million-beløb til løbende vedligeholdelse og udbygning. Netop vedligeholdelse af eksisterende værdier stod imidlertid ikke højt på dagsordenen i hjemmestyrets første tid. Bloktilskudspengene blev i stedet brugt til nye initiativer og til dækning af de til tider voldsomme underskud, der har plaget virksomheder som Royal Greenland, Great Greenland, KNI med flere. RESULTATET er, at boliger, skoler, institutioner og ledningsnet adskillige steder i landet nu angiveligt er i så elendig en forfatning, at det vil kræve investeringer i størrelsesordenen tre-fire milliarder kroner at rette op på forsømmelserne. Et stort beløb i en svag økonomi. Men dog ikke større end at opgaven i løbet af f.eks. en 20-års periode vil kunne løses. Mange grønlændere fandt det da også pinligt, da landsstyreformand Jonathan Motzfeldt i efteråret begyndte kampen for at få ekstraordinær dansk støtte til projektet. Jonathan Motzfeldt hævder, at Grønland blev snydt ved indgåelse af hjemmestyre-aftalen fordi ikke alle statsbygninger dengang var i tip-top stand. Samtidig slår han på det urimelige i, at det grønlandske samfund eventuelt skulle vente i op til 20 år på at få opfyldt sine behov. Sådan er det imidlertid i den økonomiske virkeligheds verden. Hvis man for eksempel ønsker nye, dyre landingsbaner er man nødt til at prioritere. Og det er netop hvad landsstyret har gjort. Til almindelig forbavselse er finansminister Mogens Lykketoft ikke desto mindre nu parat til at give køb. Gode forklaringer er svære at finde, med mindre finansministeren har fået et anfald af pinsekuller. Skulle det være tilfældet, må vi konstatere, at det gavner hverken Grønland eller Danmark.