Venstre støtter renoveringsfond, når behovet er klarlagt

Hvis jeg kender Mogens Lykketoft ret, gik manøvren ud på at lokke Ellen Kristensen til at stemme for Pinsepakken, uden at give andet end løse hensigtserklæringer om en mulig og eventuel renoveringsfond for Grønland til gengæld. Det er udtryk for en betydelig politisk modenhed, at Ellen Kristensen afviste denne studehandel.

Fredag d. 26. juni 1998
Anders Fogh Rasmussen
Emnekreds: Politik.

Det nye, unge folketingsmedlem, Ellen Kristensen, Atassut, står som et fyrtårn af hæderlighed efter de seneste måneders forsøg på politisk bestikkelse fra den danske regerings side. I to omgange, først ved valget af ny formand for folketinget og siden ved forberedelsen af Pinsepakken, forsøgte regeringen at købe Ellen Kristensens stemme, Men hun modstod fristelsen og har dermed med et slag vundet en respekt i det danske folketing, som giver hende, en betydelig politisk styrke. I Venstres folketingsgruppe taler Ellen Kristensen nu med vægt, fordi hun har bevist sin principfasthed og ubestikkelighed.

For Grønland er det af meget stor betydning at have fået et ungt, dynamisk folketingsmedlem, som tilmed hurtigt har sat sig i respekt og dermed vundet indflydelse i folketinget. Jeg har bemærket, at der i de grønlandske medier har været en debat, om Ellen Kristensen har varetaget Grønlands eller Venstres interesser i den famøse sag om en renoveringsfond. Efter min opfattelse har Ellen Kristensen varetaget Grønlands og Atassuts interesser på bedste vis - men de er tilfældigvis også sammenfaldende med Venstres politik.

Det er meget uklart, hvad finansminister Mogens Lykketoft og Hans-Pavia Rosing i ledtog med hinanden prøvede at lokke Ellen Kristensen ud i. Men efter hvad der er oplyst over for mig skulle der på, et møde, som finansministeren holdt på sit kontor, være mumlet noget om et beløb mellem en halv og en hel milliard kroner. Men det svæver i det uvisse, om der overhovedet er givet et tilbud fra Lykketofts side. Til gengæld blev Ellen Kristensen bedt om på forhånd at sige ja og amen til et økonomisk kriseindgreb i Danmark, uden at hun kunne få oplyst, hvad det nærmere indhold var.

Hvis jeg kender Mogens Lykketoft ret, gik manøvren ud på at lokke Ellen Kristensen til at stemme for Pinsepakken, uden at give andet end løse hensigtserklæringer om en mulig og eventuel renoveringsfond for Grønland til gengæld. Det er udtryk for en betydelig politisk modenhed, at Ellen Kristensen afviste denne studehandel.

Hvis regeringen mener, at der er et behov for en renoveringsfond, og at der er penge til formålet i statskassen, hvorfor fremsatte finansministeren så ikke forslaget i forbindelse med diskussionen om bloktilskuddet til Grønland? Hvis der er et påtrængende behov, så skal opgaven da løses under alle omstændigheder. Det er helt urimeligt at tage Grønland som gidsel i en studehandel om et internt dansk økonomisk kriseindgreb!

Men regeringen har skudt sagen til hjørnespark. Som en udløber af forhandlingerne om bloktilskuddet til Grønland har regeringen stillet ekspertise til rådighed til vurdering af bygningsmassen og behovet for renovering. Finansminister Mogens Lykketoft har den 22. juni udtalt: "Når vi har et overblik over, hvad det koster, og hvor meget Grønland selv kan klare kommer vi tilbage til de forhandlinger."

Allerede nu kan jeg sige: Hvis resultatet af disse undersøgelser er, at der er behov for en særlig renoveringsfond, så vil Venstre støtte et sådant forslag. Eller sagt på en anden måde: Ellen Kristensen kan få lige så meget hos Venstre som hos Lykketoft. Det ved Ellen Kristensen, og derfor har hun varetaget de grønlandske interesser på en meget fin måde ved at afvise Lykketofts bestikkelsesforsøg.