Folkeskolen uden lærere

Det er snart på tide, at vore politikere kommer ned fra deres ophøjede ro og får det store overblik over, de problemer, der findes i det virkelige samfund. Den almindelige borger på gaden vil have et sundhedsvæsen, der er til at stole på, en skole, der giver børnene den undervisning, de har krav på og et netværk til at tage over, hvis alt går galt. Når disse ting er i orden, kan man altid se, om der er penge tilovers til at lege for.

Torsdag d. 2. juli 1998
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Politik, Uddannelse.

1. SKOLEDAG ER en stor dag i Grønland.

Allerede i børnehaven begynder børnene at misunde deres større søskende eller venner, at de går i skole. Forældre og familie bruger år på at glæde børn til deres indtræden i folkeskolen. Men forventningens glæde er jo som bekendt størst. Og sådan er det også med folkeskolen. Når den store dag oprinder, bliver der festet, og barnet er i centrum. Herefter er det som at have åbnet en julegave, som man har glædet sig til i måneder, for blot at finde ud af, at den store pakke ikke havde det indhold, man havde forventet og glædet sig til.

Præsis som i lottospillene, skal man være heldig for at vinde den store gevinst i folkeskolen - at få uddannede lærere til at følge sig hele skoleforløbet igennem. Så er der selvfølgelig alle de mellemliggende præmier, men for de allerfleste er gevinsten lig nul. Og man kan ligeså godt indstille sig på det fra starten, for der er ingen tegn i sol, måne og stjerne på, at det er en situation, der ændrer sig foreløbig.

Når landets fremtid - børnene - forventningsfulde og glade møder op i skole efter en lang sommerferie, vil mange af dem blive mødt af en lærer uden folkeskoleuddannelse, ja helt uden uddannelse.

I år begynder folkeskolens elever det nye skoleår med at mangle 237 uddannede lærere.

FORSKELLIGE KRUMSPRING har godt nok fået tallet på de manglende lxrere ned på 151. Men fakta er, at der kun er 770 lærere, der har sagt ja til at undervise i den grønlandske folkeskole, som har normeret 1007 stillinger.

Selvom der er 40 færre uddannede lærere i folkeskolen til næste skoleår i forhold til sidste år, betegner direktoratet for kultur, uddannelse og kirke situationen som tilfredsstillende. Det er nemlig ikke så galt, som,man kunne have frygtet.

Ligesom med sundhedsvæsenet, som ikke kan få arbejdskraft nok, rækker direktoratet hænderne i vejret og siger, at der ikke er mere at gøre. Vi må uddanne os ud af problemerne. En melding, der kommer 150 år efter oprettelsen af Grønlands Seminarium.

HVOR ER STOLTHEDEN over at være lærer blevet af? Hvor er gejsten, som skulle videregives til eleverne, så de ikke blot føler det som tvang at skulle tage en videreuddannelse, men tager skridtet naturligt - også fordi de synes det er spændende? Hvor er de dygtige lærere, som giver ungerne den ballast, der er nødvendigt for at gå videre og videre og videre?

Skolen er træt. Lærerne er trætte. Lederne er trætte. Eleverne er trætte. Ja, selv bygningerne er trætte. Der skal en energiindsprøjtning til for at få det hele til at glide igen. Kan I huske KNI-personalet for blot få år siden. Trætte og uden energi. I dag er de stolte. Stolte af deres arbejdsplads og af sig selv. Det kan lade sig gøre at vende en negativ udvikling. Men det kræver, at der er nogle - eller bare en - som stadig har gejsten og kan vise vejen. Hvor er den person inden for folkeskolen?

Og hvor er forældrene? Forældre sender uden at mukke deres øjesten i skole vel vidende, at deres barn ikke får den undervisning, barnet har krav på. De lader, uden at sige et ord, deres barn blive undervist af arbejdsløse uden uddannelse. Ikke fordi de arbejdsløse skal bebrejdes, at de tager et ledigt job, der bliver dem tilbudt. De gør det så godt, de kan. Men... Ville forældre også finde sig i, at den læge, der skulle undersøge deres barn var arbejdsløs kontorassistent. Nej, vel?

VI LEVER I ET velfærdssamfund, hvor skolerne falder sammen omkring os, sundhedsvæsenet er brudt sammen og de menneskelige problemer er så store, at medarbejdere indenfor socialvæsenet ikke kan følge med. Vi har flotte verdensrekorder i HIV-smittede og selvmord. Samtidig bilder de ansvarlige politikere os ind, at vi alle bliver lykkelige, når landingsbanerne står klar.

Det er snart på tide, at vore politikere kommer ned fra deres ophøjede ro og får det store overblik over, de problemer, der findes i det virkelige samfund. Den almindelige borger på gaden vil have et sundhedsvæsen, der er til at stole på, en skole, der giver børnene den undervisning, de har krav på og et netværk til at tage over, hvis alt går galt. Når disse ting er i orden, kan man altid se, om der er penge tilovers til at lege for.

Landskassen er ikke politikernes. Politikerne forvalter de penge, som borgerne har lagt i kassen. Lyt derfor til borgerne, når pengene tages op af landskassen, og lad være med at sige, at det er svært at få det hele til at gå op i en højere enhed.

DET DREJER SIG om at prioritere, og i øjeblikket er prioriteringen forkert.