Lighed koster

Gå dog væk fra det snæversynede lighedsprincip og se på de enkelte problemer hver for sig. Giv lægerne, sygeplejerskerne, jordemødrene, og alle de andre grupper, vi mangler, den løn, der skal til for, at de vil blive i deres stillinger i mere end 14 dage. Det kan befolkningen kun være tjent med.

Torsdag d. 9. juli 1998
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Løn og overenskomster, Sundhedsvæsenet.

ENDELIG KAN vi se frem til, at øre-, næse-, hals- og øjenområdet får kontinuerlig og stabil ledelse. Men det sker kun, fordi vi har kastet håndklædet i ringen. Direktoratet for sundhed har erkendt, at det er umuligt at varetaget området fra Grønland. Derfor har direktoratet indgået en aftale med Rigshospitalet om, at de to specialer fra 1. januar 1999 bliver styret fra Danmark.

Som situationen ser ud her og nu, er det en nødvendig løsning, som direktoratet og ledelsen på Dronning Ingrids Hospital er nået frem til. For kun på den måde kan patienterne være sikre på at blive behandlet professionelt. Lægerne, der skal arbejde inden for de to områder, får den samme løn, som deres kolleger i Danmark - og vi kan alle være glade og læne os tilfredse tilbage. Eller hva’.

NU MÅ LANDSSTYRET finde ud af at stå sammen og finde løsninger på sundhedsvæsenets problemer. Sundhedsvæsenet bør styres fra Grønland og ikke fra Danmark. Det burde være et flovt landsstyre, der tillader en aftale af denne art.

Aftalen med Rigshospitalet koster ikke mere end det, der i forvejen bruges på området. Kun i kraft af at området flyttes til Danmark, kan det lade sig gøre at give lægerne den løn, de kræver for at komme til Grønland og arbejde.

Lighed for alle er en meget god politik på papir, men duer ikke i hverdagen. Livet er ikke en aflang boks, hvor befolkningen kan pakkes sammen og fremstå som en smuk enhed, der fremvises til fremmede på besøg.

Nogle er lange, andre korte. Nogle er tykke, andre tynde. Vi er ikke ens, og vores hverdag er lige så forskellig. Nogle bor i byer, andre i bygder. Nogle bor i større byer, andre i mindre. Nogle lever af fiskeri, andre af kontorarbejde. Det er umuligt at modellere befolkningen til en homogen størrelse, som man kan behandle ens.

Det viser sundhedsvæsenet, men også skolevæsenet med al tænkelig tydelighed. Områderne braser sammen ned over hovederne på os, fordi politikerne af alle kræfter forsøger at gøre os alle ens. Vi ender med møg op over begge ører i lighedens navn.

LÆNGE HAR POLITIKERNE vidst, at den eneste grund til, at læger, sygeplejersker og alt andet personale, der mangler i det grønlandske sundhedsvæsen, er svær at lokke til Grønland, fordi lønningerne ganske enkelt ikke svarer til det arbejde, de udfører, og til det, de vil få ved at blive hjemme. At lokke med smuk natur, sejlture og skisport er at stikke folk blår i øjnene. Annoncerne lyver overfor folk, når de påstår, at der bliver tid til alle de smukke fritidsfornøjelser, der nævnes. Hverdagen for medarbejderne på sygehusene levner ikke tid til den slags pjank. Vagter og overtid tager den smule kræfter, der skulle bruges til at få folk til at blive "bidt af Grønland".

Læger, sygeplejersker og jordemødre er rent faktisk også mennesker. De ønsker ligesom alle andre at have et liv udenfor arbejdet. Med den politik, der føres i dag, bliver de nedgraderet til en flok arbejdsheste, som vi sender hjem igen, når kræfterne er opbrugt.

Derfor får vi vikarer, der kommer her i en 14-dages periode. De når lige at finde ud af, at det er umuligt at have et almindeligt familieliv, når man arbejder inden for det grønlandske sundhedsvæsen, før de igen tager lettet hjem og fortæller deres kolleger, hvordan forholdene er i Grønland.

UDREGNINGER HAR vist, at det stort set går lige op at give både fastansatte læger og sygeplejersker en klækkelig lønforhøjelse i forhold til det man gør i dag - hvor der for et godt ord hentes vikarer op til stillingerne inden for sundhedsvæsenet.

Det koster mere at have 34 vikarierende læger, end det koster at lønne de 43 fastansatte læger i landet. Ikke fordi grundlønnen hos de to grupper er forskellig, men fordi rejseudgifterne er så høje. Men det betaler man med glæde i stedet for at give lægerne det mere for deres vagter og overtid - og dermed have en større sikkerhed for, at lægerne bliver i deres stillinger i mere end 14 dage.

I lighedens navn er der også for personale, der rekrutteres fra Danmark til stillingerne i sundhedsvæsenet, krav om, at de skal blive i deres stilling i tre år, før de kan få hjemrejse. En passus, som afholder mange fra at søge til Grønland.

HVORNÅR GÅR DET op for et samlet landsstyre, at det er et problem, som ikke alene løses af direktoratet for sundhed. Et problem, som rakker så langt, at det er det samlede landsstyre, der har ansvaret for at rette det op.

Gå dog væk fra det snæversynede lighedsprincip og se på de enkelte problemer hver for sig. Giv lægerne, sygeplejerskerne, jordemødrene, og alle de andre grupper, vi mangler, den løn, der skal til for, at de vil blive i deres stillinger i mere end 14 dage. Det kan befolkningen kun vare tjent med.

Med øre-næse-hals og øjenspecialerne har man tænkt andre tanker og har gjort en indsats. Som det ser ud i dag, er det en rigtig løsning. Men forhåbentlig kun en midlertidig løsning.

Sundhedsvæsenet blev overdraget Grønland i 1992 og her bør det blive.