Manglende kendskab til Grønland?

En åben debat omkring, hvordan denne gæld kan nedbringes, er derfor at foretrække. Det vil sikkert også kunne fjerne den lidt "småtskårne" tvivl om, hvorvidt Grønlands såkaldte gulddrenge fortjener deres løn.

Fredag d. 10. juli 1998
Martin Dahl
Emnekreds: Erhverv, Politik, Økonomi.

Landsstyreformand Jonathan Motzfeldt giver i Berlingske Tidende den 25/6-98 svar på tiltale på specielt journalisterne Mikael Bjerre og Karl Erik Nielsens artikel den 23/6-98 om "Grønlands gamle gulddrenge". Gulddrengene, hvoraf ti er nævnt med navn og billede, er ifølge Bjerre og Nielsen "en samling af midaldrende mænd, der udpeger hinanden til de vigtigste opgaver og sørger for, at der følger en god skilling med anstrengelserne". I stedet for at slippe taget i erhvervslivet og lade de hjemmestyreejede selskaber fungere på markedsvilkår har disse politikere og embedsmænd "placeret sig solidt i toppen af et samfund, der erhvervsøkonomisk tåler sammenligning med Cuba og Nordkorea." Landsstyreformandens hovedbudskab er, som hans overskrift angiver ("Ukendskab til Grønland"), at journalisterne burde sørge for at sætte sig bedre ind i de grønlandske forhold før de i forargelse bruser ud med fejlagtige antydninger. Ved nærmere eftersyn virker Landsstyreformandens indvending imidlertid ikke synderlig overbevisende. Man forstår nok, at Landsstyreforrnanden ærgrer sig over den indledende historie om Landstingsmedlem Jakob Sivertsens udskejelser på en restaurant i Kangerlussuaq. Historien synes sagen uvedkommende og har samtidig en negativ klang. Dette er et problem, eftersom to danske journalisters skriverier i Berlingske Tidende hurtigt kan blive forvandlet til "danske" holdninger i en grønlænders bevidsthed. At man i Grønland opfatter det som en slags "officiel" dansk kritik kan man blandt andet se af, at det var selveste Landsstyreformanden, der svarede på artiklen. Derimod bygger den øvrige del af artiklen på to kilder, som Landsstyreformanden næppe kan betragte som uvidende om den grønlandske økonomi. Den første kilde, Professor Martin Paldam fra Aarhus Universitet, har bla. været medforfatter til rapporten vedrørende ophævelsen af Grønlands enprissystem. Denne rapport blev diskuteret på Landstingets forårssamling i 1997, hvor både Landsstyreformandens eget parti, Siumut, og koalitionspartiet, Atassut, udtrykte sig positivt om de grundlæggende ideer i rapporten. Den anden kilde i artiklen, Det rådgivende udvalg vedrørende Grønlands økonomi, er som bekendt nedsat af Statsministeren med det formål at følge den økonomiske udvikling i Grønland. Et af udvalgets medlemmer er faktisk udpeget af Grønlands Hjemmestyre og det er værd at bemærke, at udvalget nu har snart ti års erfaring i at løse sin opgave. Det rådgivende udvalg har gentagne gange i de forløbne års beretninger bemærket det væsentlige i, at Grønland i sin stræben efter nedbringelse af Landskassens gæld ved hjælp af et landskassebudget overskud (dvs. i Grønland et overskud på det såkaldte drifts, anlægs- og udlånsbudget) ikke glemmer de hjemmestyreejede selskabers gæld. Denne gæld er per definition også Hjemmestyrets gæld, idet selskaberne er 100% hjemmestyreejede. Medregner man de hjemmestyreejede selskaber viser den seneste opgørelse fra Det rådgivende udvalg (1996/97), at Grønland har en samlet gæld på 2,4 mia. kr (dvs. lidt over en tredjedel af Grønlands nationalprodukt, inklusive det danske bloktilskud). Bjerre og Nielsen refererer nøje til problemet; men i stedet for at kommentere det vælger Landsstyrefonnanden at beskrive økonomien i Grønland med ordene: "...trods problemer, har vi for tiden en milliard i landskassen. Vores gæld vil i år 2000 være nedbragt til få hundrede millioner kr. og vi lægger i øjeblikket op til besparelser i den offentlige administration." Det er da muligt, at Grønland undgår økonomiske vanskeligheder som dem på Færøerne. Det er muligt, at forventningerne til olie-og mineralefterforskningen skaber helt andre muligheder end problemet med gælden i de hjemmestyreejede selskaber. Hverken Landsstyreformanden eller Bjerre og Nielsens kilder har vel et kendskab til fremtiden, der kan give et præcist svar på, hvordan den grønlandske økonomi vil udvikle sig. Derimod virker det skødesløst at forklare kritiske vurderinger og analyser med "ukendskab til Grønland". En åben debat omkring, hvordan denne gæld kan nedbringes, er derfor at foretrække. Det vil sikkert også kunne fjerne den lidt "småtskårne" tvivl om, hvorvidt Grønlands såkaldte gulddrenge fortjener deres løn.