Ansættelseskompetence til kommunerne

CENTRALT MÆRKER de enkelte medarbejdere for eksempel ikke på egen krop, hvor fortvivlet det er ikke at have haft en læge i flere måneder. Centralt mærker personalet ikke, hvor frustrerende det er, at man som gravid er nødt til at være i Nuuk, alene vel at mærke, i flere uger, før man frisk kan rejse hjem dagen efter en vellykket fødsel. Blot fordi der ikke er hverken læge eller jordemoder i ens by.

Tirsdag d. 14. juli 1998
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Sundhedsvæsenet.

DET LYDER logisk, når borgmester Lars Sørensen i artiklen på side fem i dagens avis udtrykker ønske om, at kommunen får ansættelseskompetencen for læger, sygeplejersker og lærere. Argumentet, for at ansættelseskompetencen skal ligge centralt for disse grupper, har hidtil været, at de mindre interessante byer eller bygder kan have svært at få personale, hvis man fra centralt hold ikke gør et stykke arbejde for disse grupper. Men måske er det i virkeligheden en hæmsko for disse mindre steder, at alt skal foregå centralt. Det lyder rigtigt, når borgmesteren argumenterer for, at kommunen i virkeligheden vil kunne gøre et større stykke arbejde for at få folk ansat i deres kommune end et centralt organ, som ikke har de samme følelser med i spillet. Lars Sørensen mener for eksempel, at kommunen ikke ville stille sig tilfreds, når blot en af de to normerede lægestillinger var besat. Kommunen ville gøre en indsats for, at netop de to stillinger blev besat, så det store gennemtræk af læger kunne stoppe. De enkelte læger kan nemlig ikke i længen holde til at arbejde i døgndrift. De er nødt til at have aflastning, hvis også de skal kunne føre et nogenlunde normalt liv i samklang med byens borgere. CENTRALT MÆRKER de enkelte medarbejdere for eksempel ikke på egen krop, hvor fortvivlet det er ikke at have haft en læge i flere måneder. Centralt mærker personalet ikke, hvor frustrerende det er, at man som gravid er nødt til at være i Nuuk, alene vel at mærke, i flere uger, før man frisk kan rejse hjem dagen efter en vellykket fødsel. Blot fordi der ikke er hverken læge eller jordemoder i ens by. Kommunerne ved, hvordan forholdene i deres byer og bygder er. De kan bedre forklare folk, hvad de ønsker og vil også have mere frie hænder til at gøre en større indsats i forbindelse med de goder, som hører med til at have folk ansat - for eksempel bolig, arbejde til ægtefælle og institutionsplads til eventuelle børn. Så det lyder som den helt rigtige løsning og kunne være et skridt i retningen af en egentlig løsrivelse fra centrale ansættelser - nemlig at ansættelseskompetencen lægges ud i de enkelte virksomheder - om det så er i sundhedsvæsenet eller i skolevæsenet. DEN ENKELTE SKOLE eller det enkelte sygehus bør med tiden få til opgave at ansætte deres egne folk. På den måde bliver det mere overskueligt. Der skal kun bruges kræfter på at ansætte sine egne og entusiasmen vil blive større. Vi er på redaktionen ikke et sekund i tvivl om, at personalet, som centralt forsøger at ansætte personale til de forskellige skoler og sygehuse, gør et stort stykke arbejde. De føler sig også frustrerede over, at det ikke kan lade sig gøre. Og det er forståeligt. At skulle ansætte 81 læger må immervæk tære på kræfterne på en anden måde, end hvis man "blot" skulle koncentrere sig om at ansætte to. Ihærdigheden kan ikke andet end blive større. LOKAL ANSÆTTELSER kan måske føre til mere brug af fantasien de enkelte steder. Det kan ikke andet end betyde, at man som ansættende myndighed lytter mere til den person man skal ansætte. Hvis der for eksempel er specielle ønsker i forbindelse med en ansættelse er det nemmere at løse lokalt. I dag er man jo nødt til at give alle i hele landet samme forhold - uanset de enkelte steder er så forskellige som nat og dag. Sådan må det være, når man ansætter centralt. Det kan der ikke ændres ved. Hvis man skal have en helhedsløsning i ansættelserne, bør det derfor foregå lokalt - i første omgang i kommunerne, men med tiden bør ansættelserne ud til de enkelte områder. AT LØSE sine egne problemer lokalt giver også en større tilfredsstillelse, og de enkelte virksomheder kan nemmere få en følelse af selvværd, som smitter af på glæden ved at arbejde det enkelte sted, som igen smitter af på tiltrækningen af arbejdskraft. Naturligvis skal lønningerne være i orden - det må man ordne centralt.