Indsigt: Sundhed koster penge

Sundhed koster penge

ET AF PROBLEMERNE i det grønlandske sundhedsvæsen er, at der ikke er sket en hammerslag. Der er blevet snakket i en uendelighed. Der har været debatter i aviserne, kun afbrudt af kortere perioder, hvor debattørerne har været nødt til at trække vejret. Men der er ikke sket noget som helst. Bortset fra Marianne Jensens charmerejser, hvor hun ikke har haft meget andet at tilbyde end sit eget smil. Og det er ikke nok til at bemande et betrængt sundhedsvæsen ved Verdens ende med.

Det er ikke, fordi debatten har afspejlet større uenighed med, hvad der skal ske. Jo, der er folk, der mener, at sundhedsvæsenet trænger til en gennemgribende omorganisering, fordi tiden er løbet fra den grønlandske sundhedsstruktur. Og der er andre, der mener, at den gode gamle struktur med medicinske troldmand i alle byer er den rette.

Men grundlæggende er alle enige om, at der skal skabes bedre løn- og ansættelsesforhold for personalet.

Det kan såmænd godt være, det falder visse politikere for brystet, at vi siger, at der ikke er sket noget som helst de seneste mange, mange år, for der er ingen tvivl om, at de samme politikere mener, de har haft hundetravlt. Det har de naturligvis også. Men måler vi dem på resultaterne inden for sundhedsvæsenet, så er det rigtigt, at der ikke er sket noget som helst.

Det gælder for den sags skyld også andre områder. Ser vi på erhvervsområdet er der på samme måde sket forfærdende lidt. Men det er måske også en vanskeligere opgave. Det er nemlig ikke muligt at fiske torsk, hvis der ingen torsk er. Vi kan heller ikke være selvforsynende med grøntsager, når jorden er frosset det meste af året - ikke uden videre da. Vi kan ikke sælge olie, hvis der ikke er noget. Der er grænser for, hvad vi kan gøre indenfor erhvervsområdet, selvom der helt givet også sker for lidt her.

MED SUNDHEDSVÆSENET ER det imidlertid sådan, at problemerne godt kan løses. Lægerne er der. De kan bare tjene flere penge andre steder, og arbejds- og samfundsforholdene der er mere gunstige end i Grønland.

Det er altså et spørgsmål om at rette op på de ulige vilkår for sundhedspersonalet her og i de lande, vi på dette område konkurrerer med.

Det har Landstinget allerede indset, og på sidste samling blev det besluttet at skaffe bedre løn- og ansættelsesforhold, så sundhedspersonale andre steder vil finde det tilstrækkelig attraktivt at tage arbejde i Grønland.

Det gik samtlige partier ind for, og Landstinget bad derfor Daniel Skifte om at finde de nødvendige midler udenfor sundhedsdirektoratet.

Men det har Daniel Skifte ikke gjort. Han er bange for, at det vil påvirke forhandlingerne på de øvrige overenskomstområder, og derfor har han sat sig godt og grundigt på pengekassen.

Det er forkert af Daniel Skifte. Landstinget har nemlig bestemt, at låget på kassen skal lettes for at skaffe penge til at betale læger og andet nødvendigt sundhedspersonale med. Den ordre er han nødt til at følge.

POLITISK SLØVSIND har også præget det øvrige arbejde med at forbedre forholdene i sundhedsvæsenet. Landsstyreområdet har ikke stået helt uden muligheder.Indførelsen af telemedicin kunne for længst have betydet en væsentlig kvalitetsforbedring af patientbehandlingen, ikke mindst på de små steder.

Telemedicin løser ikke alle problemer i et nu. Men den giver med det samme så mærkbare forbedringer både for patienter og personale, at det er ufatteligt, at muligheden nu har været til stede i et par år, uden noget er sket, før Marianne Jensen her forleden meldte ud, at nu skal det være.

I Tele Greenlands hurra-video om sig selv, som fremstiller Grønland som foregangsland i telekommunikation, ser vi, hvordan telemedicinen virker. Det er en overbevisende demonstration af, at netop Grønland vil have enormt udbytte af telemedicin. Og netop telemedicin kan indføres lynhurtigt, og effekten er der med det samme.

Anderledes er det med teleskole, som kræver et struktureret teleundervisnings-system. Heller ikke det bør dog udsættes.

Telemedicin er desuden et billigt værktøj, der kan stilles til rådighed for sygehuse og sygeplejestationer i byer og bygder overalt i Grønland for 15-20 millioner kroner. Det er småpenge, selv for Grønland, når man tænker på udbyttet, der blandt andet omfatter bedre arbejdsforhold for personalet, bedre service overfor patienterne og en bedre udnyttelse af det til enhver tid værende ressource i sundhedsvæsenet.