Fem nødvendige reformer for det grønlandske samfund

Jeg tror ikke, at det er realistisk at forestille sig Grønland som en selvstændig nation. Dels er folketallet for lille og det økonomiske grundlag for spinkelt til at bære alle en selvstændig nations institutioner. Dels er den grønlandske økonomi meget sårbar over for konjunktursvingninger og udsving i fiskebestandene. I al den tid, jeg kan forudse, vil Rigsfællesskabet være nødvendigt for Grønland.

Tirsdag d. 8. september 1998
Anders Fogh Rasmussen
Emnekreds: Politik.

Indholdsfortegnelse:
Selvbærende økonomi
En fugl i hånden...
Aktive erhvervsfolk
Gælden skal ned
Gennemsigtighed
Mere kvalitet i folkeskolen
Frihed og privat initiativ


Formanden for partiet Venstre, folketingsmedlem Anders Fogh Rasmussen, der besøgte Grønland i slutningen af august som partiet Atasssuts gæst, peger i denne kronik på fem reformer, som han anser nødvendige at gennemføre i det grønlandske samfund.

Anders Fogh Rasmussen, der er uddannet cand. oecon. på Aarhus Universitet, har trods sine kun 45 år en lang politisk karriere bag sig. Han blev valgt til Folketinget i 1978 for partiet Venstre, og i Ministeriet Schlüter 1987-92 var han skatteminister og i perioden 1990-92 tillige økonomiminister.

Anders Fogh Rasmussen blev valgt til næstformand for Venstres landsorganisation i 1985, og efter valget onsdag den 11. marts i år afløste han Uffe Ellemann-Jensen som partiets formand.

Selvbærende økonomi
Målet må være, at Grønland bliver mere og mere uafhængig og selvstændig inden for Rigsfællesskabet.

Jeg tror ikke, at det er realistisk at forestille sig Grønland som en selvstændig nation. Dels er folketallet for lille og det økonomiske grundlag for spinkelt til at bære alle en selvstændig nations institutioner. Dels er den grønlandske økonomi meget sårbar over for konjunktursvingninger og udsving i fiskebestandene. I al den tid, jeg kan forudse, vil Rigsfællesskabet være nødvendigt for Grønland.

Men inden for rammerne af Rigsfællesskabet bør vi arbejde for, at Grønland kan blive en selvbærende økonomi. Det kræver imidlertid, at den grønlandske egenproduktion bliver sat kraftigt i vejret.

I runde tal kan man vel sige, at den grønlandske egenproduktion pr. indbygger kun ligger på omkring en tredjedel af niveauet i Danmark. Da forbruget i Grønland er tæt på niveauet i Danmark, må gabet dækkes med et tilskud. I runde tal udgør det årlige tilskud fra Danmark og EU omkring 60.000 kroner pr. grønlænder.

Ingen drømmer om at sænke levestandarden i Grønland. Men hvis levestandarden i Grønland skal følge med den øvrige industrialiserede verden samtidig med, at Grønland bliver mindre afhængigt af tilskud udefra, så er der kun en vej: større privat produktion i Grønland.

Jeg vil pege på fem nødvendige reformer af det grønlandske samfund.

En fugl i hånden...
For det første må omfanget af privat virksomhed øges.

Turismen forekommer at være et oplagt område for en større indsats. Med Grønlands enestående natur, de sjældne og interessante dyr og de fantastiske isfjelde burde Grønland være et oplagt mål for den "grønne turisme". Der er et stort marked for turister, som gerne vil opleve den uspolerede natur. Kunsten er at forene masseturisme med beskyttelse af naturen. Men det er dog lykkedes andre steder, for eksempel i USA og Afrika.

Der er imidlertid en række barrierer for at få gang i turismen til Grønland.

Den værste af dem alle er de afsindige priser for at komme til og fra Grønland og for at rejse i Grønland. Midlet til at bryde denne barriere er at få en fri og effektiv konkurrence på blandt andet flyrejser. Men i Grønland må turismen også organiseres bedre for at sikre, at der virkelig er noget at se for turisterne, og for at sikre et højt serviceniveau.
Naturligvis kan vi alle drømme om et mineeventyr i Grønland. Men på nuværende tidspunkt kan det virke som ti fugle på taget. Og under alle omstændigheder skal der en meget stor mine til at gøre grønlandsk økonomi selvbærende.

Så i stedet for at henfalde til drømmerier om en uvis fremtid, er det nok tilrådeligt at tage fat på det nære og realistiske. Turismen forekommer at være den nærliggende mulighed, blandt andet også fordi den i forhold til mange andre private erhverv kræver lavere investeringer pr. beskæftiget.

Aktive erhvervsfolk
For det andet er det nødvendigt at privatisere store dele af hjemmestyrets virksomheder.

Dels fordi eksistensen af et offentligt monopol bremser etableringen af nye, private virksomheder. Dels fordi en privatisering vil medføre en tiltrængt effektivisering. For eksempel bør nogle af KNI’s butikker sælges eller udlejes til private. Der kunne også ske udlicitering af bygdeanlæg, som Royal Greenland i dag varetager driften af. Desuden bør der laves retningslinier, som forhindrer unfair konkurrence mellem offentlige og private virksomheder.

Der bør sættes aktive erhvervsfolk ind i bestyrelserne for de hjemmestyreejede virksomheder. I dag er 52 procent af bestyrelsesmedlemmerne nuværende og tidligere politikere samt embedsmænd.

Endelig er det nødvendigt at stimulere selvstændighedskulturen, det vil sige lysten til at starte og drive selvstændig virksomhed. Allerede i skolerne bør dette være en del af undervisningen.

Gælden skal ned
For det tredje må den offentlige sektor i Grønland reduceres i omfang.

I Grønland udgør de offentlige udgifter 100 procent af landets produktion (bruttonationalproduktet, BNP)! Til sammenligning udgør de i Danmark "kun" godt 50 procent af BNP. Den offentlige sektor kan kun blive selvbærende, hvis dens andel falder til det, der kan finansieres af landet selv ved acceptable skatter på produktionen.

Der er altså to veje: Enten må de offentlige udgifter ned, eller også må den private produktion op. Jeg tror, at begge dele er nødvendige. I den forbindelse er det helt afgørende at fastholde overskud på landsstyrets budget og sikre en nedbringelse af gælden - også af gælden i hjemmestyrets virksomheder.

Gennemsigtighed
For det fjerde er det tvingende nødvendigt at ophæve ensprissystemet.

Systemet fungerer ved hjælp af krydssubsidiering. De "fede" ruter betaler til de "magre" ruter. Tanken er sympatisk nok. For at sikre fortsat bosætning i bygderne bliver priserne for at betjene disse holdt kunstigt nede under de reelle omkostninger. Pengene tages i hovedsagen fra de fire største byer ved at holde priserne for at betjene disse kunstigt oppe over de reelle omkostninger. Men det er et meget ugennemsigtigt og ineffektivt system, som skjuler de reelle omkostninger ved bygdepolitikken.

Derfor bør enspriserne ophæves, og priserne for at benytte for eksempel fly og skib skal afspejle de reelle omkostninger. Derefter kan trafikbetjeningen af Grønland udbydes til private. Landsstyret må indgå kontrakter med private om tra-fikbetjening af yderdistrik-

terne, hvor landsstyret betaler det tilskud, som er nødvendigt for at få rentabilitet i ruterne. Pengene til disse tilskud må skaffes via en skattereform. På den måde bliver det synligt, hvad bygdepoli-tikken koster.

Men hvis det politiske ønske er at fastholde bygdepolitikken, kan det altså lade sig gøre samtidig med, at tra-fikbetjeningen overgår til privat drift.

Mere kvalitet i folkeskolen
For det femte er det vigtigt at højne kvaliteten i folkeskolen.

Erfaringerne fra vækstøkonomier i andre dele af verden er, at netop en god kvalitet i grunduddannelsen er helt afgørende for udviklingsmulighederne.

Frihed og privat initiativ
Der er desværre ganske mange socialistiske træk i det grønlandske samfund.

Dem er man nødt til at gøre op med, hvis Grønland skal udvikle sig til en mere selvbærende økonomi. Da jeg i den sidste uge af august besøgte Grønland, noterede jeg med glæde, at den nuværende landsstyrekoalition af Siumut og Atassut er i gang med at forberede de nødvendige reformer. Det lover godt.

Og jeg har indtryk af, at der er ved at vokse en ny generation af grønlandske politikere frem, som til fulde forstår, at vejen frem for Grønland er mere frihed og mere privat initiativ.

Som formand for Venstre ligger det mig meget på sinde at arbejde for et godt, ligeværdigt og respektfuldt forhold mellem Grønland, Færøerne og Danmark indenfor Rigsfællesskabet.

Jeg understreger derfor, at det ikke tilkommer mig som dansk politiker at blande mig i det grønlandske landstings beslutninger. Mit ærinde er alene at videregive mit og Venstres syn på Grønlands fremtid.

Det er helt op til de grønlandske politikere, om de vil lytte til disse synspunkter.