Inuit Ataqatigiits replik i åbningsdebatten

Så snart det i nok så vigtige landstingsudvalg kan observeres, at denne og hint medlem - og sågar udvalgsformænd igen møder uforberedt op og uden en stillingtagen til de forskellige spørgsmål - bliver dette ikke kun et forsinkende led, men også et element der forringer den kvalitet man kunne have opnået som et slutprodukt.

Mandag d. 21. september 1998
Josef Motzfeldt, Formand for Landstinget
Emnekreds: Politik.

Indholdsfortegnelse:
Muligheder på lige vilkår?
Renovering
Rigsfællesskabet
Skat
Ensprissystemet
Sammensætning af personale
Beflyvning
Sundhedsområdet
Landsstyrets varetagelse af sine opgaver
Folket og dets sprog


Som bekendt er denne hér samling den sidste i indeværende valgperiode. Udover kun at komme med Inuit Ataqatigiit’s kommentarer til Landsstyreformandens og koalitionens åbningstale fra i fredags, vil vi derfor benytte denne lejlighed til også at kigge tilbage på den forgangne valgperiode og tage bestik på samfundets tilstand som sådan, idet vi også agter at give vores melding om hvad vi forestiller os hvilken retning samfundsudviklingen bør føre med sig i tiden der nu kommer os i møde.

I den valgperiode vi som medlemmer af landstinget fortsat er medlemmer af har der som alle ved, været en del formandsskift.

Alt imens valgperioden ikke er overstået endnu oplever vi sågar, at Landstingets partier ved Akulliit’s Partiaat’s selvudslettelse nu også er reduceret yderligere. Set i forhold til dette ved døden afgåede partis stemmetal på henved 1600 stemmer ved sidste landstingsvalg i 1995 kan man derfor også sige, at der hér finder et rent stemmespild sted hvor de oprindelige politiske målsætninger skrottes i et hug ved partiets bortgang ! Det er tankevækkende at man i den grad kan være så skødesløs og lemfældig med politiske målsætninger og visioner som det rent faktisk er tilfældet.

Vi har i perioden ligeledes set parlamentarismens indtog også i Landstinget, der nu har fået sit eget sekretariat - løsgjort fra Landsstyrets administration og direktoratsopbygning. Dette har for Landsstyret og for enkelte landstingsmedlemmers vedkommende afstedkommet ganske svære tilvænningsmæssige problemer. For nogle har der måske ligefrem været tale om en bevidst tilvænningsmæssigt problem.

I indeværende valgperiode har Inuit Ataqatigiit som opposition til Landsstyrekoalitionen tilstræbt en aktiv og engageret rolle i det parlamentariske arbejde. Frem for kritik af Landsstyret blot for kritikkens egen skyld, har Inuit Ataqatigiit som opposition om nogen andre været saglig og konstruktiv hvor vi samtidig har kunnet pege på holdbare og fornuftige løsninger. Dette er vort varemærke og det har vi fremvist - ikke bare hér i salen, men ligeledes i udvalgsarbejdet i Landstingets regi, som blandt befolkningen i de forskellige møder vi til dato afholder på kysten.

Vi har i særdeleshed savnet dette engagement for det lovgivningsmæssige arbejde hos Landsstyrepartiernes landstingsgrupper i udvalgsarbejdet.

Lige såvel som engagement er vigtigt i det parlamentariske arbejde som folkevalgt, er det at kræve noget af sig selv som politiker også meget vigtigt. I særdeleshed bør man som et minimum som landstingspolitiker i det parlamentariske arbejde besidde en viden om at adskille landstingets rolle fra landsstyrets rolle og kende til såvel spillereglerne som de gængse lovgivningsprocedurer der er og skal være gældende idag. I alt for høj grad ser vi en overdreven leflen for Landsstyret og dettes embedsværk, hvilket forfladiger Landstingets egentlige rolle. Inuit Ataqatigiit’s landstingsgruppe er ikke ene om denne iagttagelse, eftersom også de vælgere som har valgt os som deres talerør, deres lovgivere og deres politiske ledere har gjort sig de samme iagttagelser og derfor ikke kan siges at have været til gavn for parlamentarismen her i landet - snarere tværtimod. I denne valgperiode har vi således alt for ofte set, at for mange af koalitionens medlemmer fejlagtigt har ment at de egentlige lovgivere er og skal være Landsstyret. Dette er forkert.

Naturligvis er det vigtigt at man i det parlamentariske arbejde også har øje for den lokalitet og landsdel man er valgt til at repræsentere, men dette er ikke altid nok. Der skal også et virkeligt engagement og forberedelse til, når dagsordensforslag fremsendes til behandling - også i udvalgsarbejdet. Når disse krav kan opfyldes er der ingen tvivl om, at dette vil afstedkomme en mærkbar kvalitetsløft i det parlamentariske arbejde - hvilket som bekendt påhviler det enkelte medlem der har valgt at arbejde som medlem af Landstinget.

Så snart det i nok så vigtige landstingsudvalg kan observeres, at denne og hint medlem - og sågar udvalgsformænd igen møder uforberedt op og uden en stillingtagen til de forskellige spørgsmål - bliver dette ikke kun et forsinkende led, men også et element der forringer den kvalitet man kunne have opnået som et slutprodukt.

At møde uforberedt op uden på forhånd at have gjort sig sine politisk overvejelser med hensyn til hvorledes man skal forfølge den bedste og fornuftigste løsning, bliver derfor den stopklods der i sidste ende forhindrer gode ideer i at blive virkeliggjort og hvor man ikke længere kan indgå nogen kompromisløsninger.

Et behørigt respekt og engagement for det parlamentariske arbejde er derfor en uundgåelig nødvendighed for de direkte berørte parter i det demokratiske rum vi i dag bør befinde os i - dette gælder for såvel Landstinget som for Landsstyret. I Landstingets lovgivningsmæssige arbejde og med Landstingets rolle som den egentlige lovgivende forsamling her i landet, bør man derfor også gøre mere brug af udvalgsarbejdet. I den forbindelse skal imidlertid siges, at det i indeværende valgperiode alt for ofte har været tilfældet at udvalgenes ensstemmige indstillinger overfor det samlede Landsting fra tid til anden har måttet obstrueres når ind- eller henstillingerne når ind til salen.

Dette er sikkert også en medvirkende årsag til at det har været så trægt med at få Landstingets beslutninger og vedtagelser ført ud i livet i indeværende valgperiode, fordi den udmøntende myndighed - Landsstyret, har været uvillig.

Et gensidigt respekt og tillidsforhold mellem de folkevalgte og embedsværket er ligeledes af stor vigtighed for parlamentarismen. I den politiske meningsdannelse og argumentation for sine synspunkter, er embedsværkets og sagkundskabens råd- og vejledningsindsats derfor lige så vigtig.

I den forbindelse er den venlighed og imødekommenhed vi møder hos de forskellige direktoraters embedsmænd og hos vort eget Landstingssekretariat af uvurderlig betydning for Inuit Ataqatigiit som opposition, hvorfor vi kun har lovord for denne del.

Men det ville unægteligt også være ønskeligt såfremt vi også kunne sige det samme om det forhold der i dag eksisterer mellem Landsstyreområderne og Landstingets Bureau. Et gensidigt respekt og tillidsforhold de to områder imellem kunne klart være et plus.

Når vi her indledningsvis har fundet det væsentligt fra Inuit Ataqatigiit’s side at give vores mening til kende omkring såvel Landstingets som Landsstyrets måde at arbejde på, skyldes det at vi lægger umådelig vægt på et dybt engagement, et godt og grunddigt kendskab til Landstingets rolle og medlemmernes ditto og at det er utroligt vigtigt med et respekt for allerede trufne beslutninger. Hvis vi som folkevalgte ikke er opmærksomme nok på vigtigheden heraf vil dette jo give bagslag og vi vil i stedet opleve politikerlede og ligegyldighed hos dem vi er sat til at tjene. Når vi når dertil er det for sent og devisen vil lyde: Lov er lov og lov skal brydes !

Og dermed vil risikoen for demokratiets fallit og begyndende forfald være overhængende for det samfund, der praktiserer al for megen politisk medløberi. Det er indiskutabelt at vi ikke ønsker det samme for det grønlandske parlament.

Muligheder på lige vilkår?
Det vi kan regne med, som det samlede landsstyres i enighed fremlagte åbningstale, var meget i langdrag i forhold til sit indhold og budskab. Ikke engang før vi som oppositionsparti til koalitionspartierne Siumut og Atassut fremkom med bemærkninger til åbningstalen, hørte jeg på vej ud fra landstingssalen fra en af tilstedeværende under åbningstalen en bemærkning, der sagde: "Der er hverken salt eller peber i åbningstalen."

Straks tænkte jeg på vor mangeårige politiker og digter Moses Olsens yndede bemærkning, når han vil rose talerens ord, og sige med disse ord: "Dine ord bærer præg af salt og sukker."

Især når man står som toppolitiker under Grønlands Hjemmestyre, eksempelvis ved deltagelse i åbningen af denne efterårssamling, finder Inuit Ataqatigiit det vigtigt, at det man vil fremlægge overfor befolkningen bør være på linie med de faktiske forhold og være på lige fod med politiske målsætninger, både lovgivningsmæssigt og finansielt.

Vi vil først kommenetere en af landsstyreformandens bebudelser i sin åbningstale med følgende formulering:
"Men forudsætningen for, at vi udadtil kan vise styrke og fasthed er, at vi indadtil får skabt et vækstsamfund med lige muligheder for borgere til at udfolde sig og bruge de rige ressourcer, der findes i hvert enkelt menneske."
Kan man virkelig sige, at der skabes et vækstsamfund med lige muligheder for borgere, når man ser forholdene omkring bygdeforsyningen, produktionssektoren, forholdene i folkeskolerne og serviceringen af folkesundheden?

På baggrund af landsplanredegørelsen, som er en af dagsordenspunkterne i denne samling, måtte landsstyret være vidende om, at det fremgår i redegørelsen, at vi gennem vor drift under Hjemmestyret, er der kun tre byer, som virkelig nyder en stabil udvikling.

Er det virkelig passende at sige, at borgerne får lige mulighed for at udfolde sig og bruge de rige ressourcer, når man ser på tallene fra Grønlands Statistik om lange ventelister til uddannelse og om de mange arbejdsløse?

Er det virkelig passende at sige, at ville skabe lige muligheder for borgerne, når der findes så mange vordende mødre, som er henvist til at føde ved at foralde deres bygder, byer og familier?

På baggrund af egne indhøstede erfaringer her i Grønland, f.eks. folk, der ikke alene vil komme med nye ideer til byggeri og lavere byggepriser, og folk, som ikke alene vil skabe arbejdspladser, men også vil begrænse tilførslen af arbejdskraft udefra, og når disse ikke tages alvorligt, kan man så regne med, at det er sandt, når man siger, at folk skal udfolde sig og bruge de rige ressourcer, der findes i hvert enkelt menneske.

Når man den på måde sammensætter bestyrelser i Hjemmetyrets helt eller delvist nettostyrede virksomheder, og når der sker omfattende bemanding af mange stillinger indenfor Hjemmetyrets store administration, ikke blot kun næsten med politiske fæller, men også med mange fra andre lande, er det så virkelig sandt at sige, at man vil udnytte de enkelte borgeres mange kvaliteter?

Når man vil tage konkurrenceevnen i værfterne, i byggesektoren, i transportsektoren og i den bredere handelssektor alvorligt, som skal være til gavn for samfundet, bør man åbne mulighed for befolkningen her, at starte egen virksomhed. Hvis vi ikke støtter disse økonomisk, vil de store virksomheder fortsat have endnu større monopol. Gennem en større støtte til opstart af virksomheder, som drives af herboende, vil vi ikke blot skabe et sundt fællesskab, men også skabe mange flere penge, der omsættes i Grønland.

Renovering
Til et renoveringsbehov for boliger, institutioner, ledningsnet til el- og vandforsyning, foreslår landsstyret, at der afsættes 320 mio. kr. over 5 år; det vil sige gennemsnitligt 64 mio. kr. pr. år, og man har gode forhåbninger om statens medvirken. På baggrund af de ytringer, som blev sagt under mange ministres besøg her i løbet af sommeren, er der rejst mange tvivl, og om vi skal have store forhåbninger, er et stort spørgsmål.

Men det er godt, at landsstyret vil for en større renoveringsindsats have oplærings- og uddannelsesinitiativer ved anvendelse af hjemmehørende arbejdskraft.

Dog vil man udskyde planerne om etablering af højere tekniske uddannelser i Bygge- og Anlægsskolen i Sisimiut, som ellers ville være til gavn for samfundet, og ikke mindst til ungdommen, og dette finder Inuit Ataqatigiit som uhensigtsmæssig. Vi skal allerede nu sige, at vi betragter dette spørgsmål bør være med i forhandlingerne særskilt omkring udarbejdelsen af finansloven.

Mange unge, som er ivrige og opvokset med brug af EDB, vil gerne uddanne sig i dette område. Derfor bør vi åbne muligheder for relevante og tidssvarende uddannelsessteder for dem, der kan og som vil. Dette vil ikke blot være til gavn for Grønland, men også vil være en god vej til Grønlands kommende profil i dette område mellem de arktiske lande.

Landsstyremedlemmet for uddannelse siger, ikke at kunne finde midler til oprettelse af HTX eller at viljen har været alt for begrænset. HTX-planerne foreligger jo allerede i Bygge- og Anlægsskolen klar til brug, men de afventer.

Rigsfællesskabet
Idet man bør kræve, at politikerne ikke kommer med floskler, men med realisable og håndgribelige ideer, forstår Inuit Ataqatigiit som den vigtigste bebudelse fra statsministerens side under sit besøg her, at der skal være lige vilkår for befolkningen i rigsfællesskabets navn, uanset hvor befolkningen bor.

Et så vigtigt og så åbenlyst ord fra statsministerens side, håber vi, at landsstyret tager disse alvorligt. Inuit Ataqatigiit mener, at disse ord uigenkaldeligt skal gøres forpligtende for statsministeren, og at disse bør være indledning til forhandlingerne med den danske regering. Med henblik på opnåelse af større kompetence, fastholder vi vores mening om, at der skal ske en revidering af hjemmestyret. Et nyt fællesskab, der stiler mod lige vilkår i befolkningen.

Statsministerens bebudelse om lige vilkår i befolkningen, uanset hvor befolkningen bor, bør have bl.a. den konsekvens, at fuldstændiggøre vor kompetence til områder, der vedrører sager mod Grønland og sager i dette land, og en fuldstændig overtagelse af kompetencen til forbindelser med andre lande.

Vi skal i den forbindelse også hermed henvise til vores ord under valgkampagnen til folketinget i vinter.

I.f.m. generationsskifte i erhvervslivet har landstinget i forvejen besluttet, at der skal åbnes muligheder for, at hjemmehørende overtager virksomheder, hvis ejere p.g.a. alderdom måtter afhænde disse. Formodentlig for at tage de første skridt, skal vi bl.a. i denne samling drøfte grundlag til kommende forordning herom. Da disse kræver midler, har landsstyret i deres finanslovsforslag foreslået, at der afsættes 4,5 mio. kr. til garantier og 1 mio. kr. til udvikling af nye produkter. Inuit Ataqatigiit vil gerne forhandle med andre partier om, at forøge disse midler under udarbejdelsen af finansloven.

I.f.m. færdigbehandlingen af finansloven mener vi også, at der skal være en beslutning om, at en del af de afsatte midler til fremme af erhvervslivet med et bestemt beløb, skal afsættes til fremme af erhvervslivet i kommuner, der har økonomiske problemer.

Da vores ekportsvarer af fisk ikke kan stige meget mere, og da det er bekendt, at Grønlands økonomiske situation ligger stille, er det beklageligt, at koalitionslandsstyret ikke vil høre en skattereform i nuværende valgperiode. Inuit Ataqatigiit mener, at det er på tide at inddrage befolkningen til en mere hensigtsmæssig økonomisk indsprøjtning i samfundet.

I finanslovsforslaget, f.eks. rejeafgift for havgående fiskeri, foreslår landsstyret, at afgiften skal forhøjes.

Idag betaler børnefamilier til en børneinstitutionsplads efter størrelsen af deres indkomst. Og boligsikring gives jo også efter husstandens indkomst.

Skat
Ifølge Grønlands Statistiks tal fra 1995 har 2.323 husstande skattepligtig indkomst på over 400.000 kr. pr. år. Men det fremgår ikke, hvordan disse familer, der har indkomst på over 400.000 kr. er fordelt, f.eks. hvor mange heraf, der har indkomst på over 1 mio. kr. pr. år.

Men vi ved, at når en borger i Danmark har skattepligtig indkomst på 1 mio. kr., skal denne gennemsnitligt selv have de 450.000 kr. Resten betaler de i skat til samfundet, kommuner og staten. Skal vi tage dette i sammenligning med vores skattesystem, skal en borger med 1 mio. kr. i skattepligtig indkomst pr. år selv få de 600.000 kr.

Hvis vi kunne få en mere lige beskatning, vil vi få flere skattepenge, og det er utvivlsomt, at der vil være større omsætning i Grønland. Det er på tide, at man tager øjenklapper af for de mange, der har store indkomster, og finansierer mange penge i udlandet for at få flere penge ind.

Når vi selv har valgt at bo i dette land, og ønsker en større omsætning her i landet, mener vi i Inuit Ataqatigiit, at dette krav ikke kan betragtes som, at man mener folk er rundhåndede, og at man vil straffe disse folk.

Hvis vi allesammen kunne ønske, at der skal være mere lige vilkår til alle, kan vi styrke følelsen om, at vi har noget med hinanden at gøre med følge af, at familier styrkes.

Med henvisning til vores kommentarer i efterårssamlingen sidste år om Grønlands økonomiske situation og en eventuel forlængelse af afdrag af udlandsgælden, vil vi bebude, at vi igen vil forhandle om disse til andre partier i.f.m. udarbejdelsen af finansloven.

Som vi har nævnt sidste år, har vi netop i dag stor brug for midler til fremme af erhvervslivet og skabelse af arbejdspladser, og at dette lan gøres gennem en forlængelse af afdragsperioden af udlandsgælden. Med henvisning til de mange arbejdsløse i dag og de dårlige levevilkår i mange bygder, mener Inuit Ataqatigiit, at det er helt nødvendigt at forlænge afdragsperioden af udlandsgælden.

Ensprissystemet
Inuit Ataqatigiit har bemærket, at landsstyreformanden på vegne af landsstyret lød i sin åbningstale meget mere tilbageholdende om enssprissystemet i forhold til sine ord om fuldstændig afskaffelse af enssprissystemet for to år siden. I sin åbningstale omtalte han i store bogstaver enssprissystemet kun i fem linier.

Med henvisning til landsstyreformandens fremlæggelse af "Redegørelse om økonomistyringen" for fire måneder siden i denne sal, skal vi forespørge om, hvilke ting arbejdsgruppen, som landsstyret har nedsat den 18. dec 1997, har analyseret. Koalitionslandsstyrets meddelelse om en ændring, som berørte alle i samfundet, og som førte til tvivl til finansiering af erhvervsudvikling i regionerne, mener vi ikke skal udskydes unødvendigt. Sådan en bekymring, der er forvoldt til befolkningen og erhvervsdrivende, synes vi ikke skal udskydes unødvendigt.

Det er ikke mærkeligt, at befolkningen kom til udtryk og betragtede denne som en politik om befolkningenskoncentration til ganske få byer, en politik som er udstykket af landsstyrekoalitionen Siumut og Atassut, og det forstår vi godt i Inuit Ataqatigiit. Men nu er det på tide, at landsstyrekoalitionen tilkendegiver klart om de mener dette alvorligt eller ikke. Eller er Sakæus og Benjamin blevet en saga blot for landsstyrekoalitionen.

Sammensætning af personale
Under debatten af sammensætningen af personale i Grønlands Hjemmestyre i efterårssamlingen sidste år påpegede Inuit Ataqatigiit bl.a., at man aldeles ikke kan acceptere, at man anvender over 300 mio. kr. til personale i centraladministrationen. Dengang lovede landsstyremedlemmet for arbejdsmarked, at vores forslag om personalemæssig sanering i centraladministrationen vil blive gennemført.

Til vores store beklagelse konstaterede vi i landsstyrets finanslovsforslag, at man ikke vil ændre budgettet til administrationen, og landsstyret nævnte ikke igen, hvilke handlingsplaner man har om personalesammensætningen og efteruddannelserne.

I erkendelse af, at de ansatte personale i administrationsbyen Nuuk venter over et år for at få tildelt bolig, fortsatte man bamanding af stillinger udefra i stor stil uden at reducere antallet af ansættelser. Hvor er de gode ords følger om ansættelse af hjemmehørende gennem en forøget indsats af efteruddannelser?

Man burde kunne afhjælpe boligsituationen for Nuuk borgere, der venter op til 13 år for at bolig gennem større indsats for ansættelse af hjemmehørende personale.

Beflyvning
I.f.m. trafikanlæg, herunder landingsbaner og havneanlæg, bebudede landsstyret om behov af at sætte hovedet i blød, og Inuit Ataqatigiit ønsker, at landsstyret kommer med en nærmere redegørelse herom. Hvad er det ting, man vil færdiggøre, hvorefter man vil sætte hovedet i blød?

Sundhedsområdet
Et velfungerende sundhedsbetjening er et af samfundets væsentligste grundpiller for en tryg tilværelse. At landsstyrekoalitionen end ikke kan blive enige om administrationen af denne vigtige funktion, er en af sommerens eskapader, hvorunder landsstyremedlemmet for området udbasunerede, at årsagen til denne tingenes skæve gang var de andre landsstyremedlemmers manglende forståelse. Efter diverse erklæringer fra enkelte landsstyremedlemmer om sagen, troede mange af os, at uenigheden for så vigtigt et område var skrinlagt. Men ak nej. Her troede vi, at landsstyreformandens åbningstale er et fælles produkt fra et kollektivt styre. Men landsstyreformandens udtalelse af sin personlige mening om spørgsmålet undrer os meget. Landsstyreformanden sagde blandt andet, at denne ikke enig i antagelsen af, at personalemangelen på sundhedsområdet kun er et spørgsmål om lønnen. Efter landsstyreformanden visdom, er der mange faktorer, som spiller ind. Dette er vel kendt af alle i forvejen. Derfor har landstinget allerede bemyndiget landsstyret, at finde frem til en fælles løsning på området, ligesom befolkningen har tillagt spørgsmålet som en nødvendighed. Hvis landsstyret så fortsat endnu ikke har fundet frem til en fælles front, kan dette kun betegnes som landsstyrets tilsidesættelse af sin pligt.

Længere henne i talen fortsætter landsstyreformanden, at "alle relevante kræfter må inddrages i at finde løsninger."

I den forbindelse er det svært at finde en fornuftig forklaring på landsstyrets manglende forståelse for Paamiut kommunalbestyrelses forsøg på i løbet af sommeren selv at ansætte personale til sygehuset i Paamiut. Hvem er det, det efter landsstyrets opfattelse, er relevante kræfter? Er befolkningens nærmeste folkevalgte ikke relevante kræfter i at være med til at finde permanente løsninger? Denne evindelige tro på, at problemer af denne aktuelle art kun kan løses fra centralt hold, harmonerer meget dårligt med erklæringer om, at inddrage befolkningen i beslutningsprocessen.

Landsstyrets varetagelse af sine opgaver
At et af højdepunkterne ved nationaldagen, uddeling af hjemmestyrets kulturpris, blev på det nærmeste hånet ved dette års prisuddeling beklages dybt af befolkningen. Et landsstyremedlem overrækker prisen til et andet landsstyremedlem. Hvor er vi så henne? Ikke nok med det, så forlød det i pressen, at landsstyremedlemmet for socialområdet umiddelbart herefter rejste for at viderebringe prisen. Dette til trods for at repræsentanter for den nyoprettede forening, som fik prisen, var her i Nuuk. Mange flere landskassemidler end kulturprisens kontante del blev således brugt til denne ekstravagance. Hvis dette ikke er misbrug af sin position og samfundets midler, hvad er så?

Ifølge åbningstalen arbejder landsstyret med at få belyst grundlag for en omdannelse af Nukissuiorfiit samt for en større udnyttelse af vandkraft. Under efterårssamlingen 97, umiddelbart efter sammenbruddet i Sisimiut, har Inuit Ataqatigiit allerede udtalt sig udtømmende om sin mening om sikkerhed i energiforsyningsområdet. Hvilke grundlag er det landsstyret nu ønsker belyst. For seriøs afdækning af udnyttelse vandkraft har allerede foregået de sidste tyve år.

Årets licensbaserede renjagt er fornyligt overstået. At jagten blev gennemført imod landstingets vedtagelse om ændring af praksis skabte naturligvis megen debat. Men gennemførelsen af jagetn kan ikke siges at have forstærket befolkningens respekt for lovgivningen og lovgiverne. For ikke kun landstinget, men de mange interesserede i denne jagt, var da vidende om landstingets pålæg til landsstyret. Efter sigende kunne landsstyret ikke overkomme landstingets pålæg, så højt og flot på landstingets beslutning og end ikke fandt det relevant i det mindste at orientere landstingets fagudvalg. Det er derfor ikke mærkeligt, omend beklageligt, at dele af befolkningen blot løftede skuldrene med bemærkning om, "så nedlægger vi blot vores andel."

En velafbalanceret udnyttelse af de levende resourser er efter sigende en af landsstyrets mærkesager. Men hvormange tons af bygdernes indhandlinger kasseres fortsat efter at disse er transporteret til en af byerne?

For blandt andet at tilpasse fangsterne i de store hellefiskeri i Nordgrønland til landanlæggene, er der udstedt en bekendtgørelse, som desværre har vist sig umulig at administrere.

En væsentlig del af en velafbalanceret udnyttelse af de levende resourser er skabelse af arbejdspladser på land således, at det er en forudsætning, at fangsterne bliver forædlet herhjemme, og at fangsterne harmonerer med anlæggenes kapacitet. Det er derfor ikke passende, hverken for arbejdsmarkedet eller for en fornuftig forvaltning af resourserne, at tonsvis af hellefisk fortsat eksporteres som Japan-cut til videre forædling i udlandet.

Vi vil derfor opfordre landsstyret om at overveje afgift på ikke forædlet produkt til eksport af alle former for fisk og rejer.

Vi har siden sidste år og senest her til foråret, har vi fra Inuit Ataqatigiit kraftigt påpeget, at kvotetildeling i den kystnære rejefiskeri skal revurderes, for deraf har den kystnære rejefiske flåde store vanskelligheder i øjeblikket med skæve tildelinger.

Derfor skal vi fra Inuit Ataqatigiit opfordre, at fiskeriudvalget kigger nærmere på fordelingen af TAC´ens, både i den kystnære og havgående rejefiskeri.

Servicering af bygderne er langt fra tilfredsstillende fra de offentlige, fra de offentlige ejede institutioner og ikke mindst fra Ini A/S. Der er mange bygdefolk, der ikke aner, hvor de skal hendvende sig i forskellige anliggender. Selvom landstinget allerede har vedtaget, at administrationen i bygderne samles fra de forskellige institutioner, for at lette administrationsgangen i bygderne.

I disse tider, hvor landstyret ihærdigt prøver at finde midler til den store renoveringsbehov, har bygefolk meget svært ved at forstå, at de offentlige finansierede byggerier i bygderne at der slet ikke er byggetilsyn. Derfor skal landstyret utvetydet give besked til Ini A/S, som har byggetilsyn, at byggetilsyn skal tages mere seriøst i bygderne. For landstingsfinansierede byggerier i bygderen betaler vi i forvejen til byggetilsyn, som tilfalder Ini A/S og det er rimeligt at kræve, at byggerierne laves korrekt.

For at sikre en god kvalitet i byggeriet har vi fra Inuit Ataqatigiit flere gange påpeget, senest her til foråret, at anlægsopgaverne tilrettelægges over en længere periode. For det er ikke på sin plads, at de offentlige udliciterer opgaver sent i efteråret, når vi bor i de arktiske område, der resulterer i dårlige og dyrere byggerier.

Så vi vil fra Inuit Ataqatigiit side, når den nye landsting efter valget begynder arbejde igen prøve at forhandle med andre partier om, at anlægsplanlægningen skal række over en årrække i samarbejde med kommunerne, som vi i forskellige lejligheder har påpeget.

Landstyret har erklæret folkeskoleområdet for stabiliseret, mon landstyret har anelse om hvad der foregår udenfor Nuuk. At det slet ikke passer, har finansudvalget senest set med egne øjne, hvordan forholdene er i de sydgrønlandske byer og bygder under deres rejse i sydgrønland.

Hvis landstyret ikke slet ikke har føling med, at der er store problemer i folkeskoleområdet i bygderne og yderdistrikterne og hvis landstyret ikke har føling med forældrenes store ængstelse omkring deres børns fremtid i folkeskolen. Ja, så har landstyret vendt virkeligheden i ryggen.

Vi vil ikke undlade at satte pris på de unge sportsfolks og musikeres præstationer udadtil. Musikernes kamp for at danne en organisation burde have større imødekommenhed fra landstyrets side. For i dag har mange musikere svært ved at forstå den lukethed, der er i kulturdirektoratet.

At alt disse førnævnte problemer findes ved alle enhver. Det er landstyrets opgave at løse disse opgaver istedet for bare at snakke om problemerne. For befolkningen undrer sig ikke kun over de folkevalgtes udygtighed til at løse opgaver, men er godt og grundigt træt af det. Flotte ord er ikke tilskrækkelig, landstyret skal simpelthen være være i front til at løse svære opgaver.

Folket og dets sprog
Opfattelsen af vort land som en to-sproget nation er en sandhed med modifikationer. Det er korrekt, at her benyttes to sprog. Men flertallet af befolkningen er dog ensproget. Nogle taler dansk alene, andre grønlandsk.

Kun en mindre del af befolkningen må siges at beherske begge sprog på et rimeligt niveau, hvoraf de fleste er repræsentanter for den del af befolkningen, som har grønlandsk som modersmål.

Men selv blandt den sidstnævnte gruppe er mange fortsat afskåret fra at få en acceptabel undervisning i dansk på folkeskolen.

Et stærkt samfund, familier i fællesskab og børn og unge som føler et fast ståsted i deres opvækst behøver et sprog, som de føler de behersker fuldtud. Det er det sprog, som de ved, de kan bruge til at udtrykke deres inderste følelser med. For det er en kendsgerning, at et menneske, som ikke er i stand til at udtrykke sine inderste/dybeste følelser har tendens til at lukke sig ene, føle sig ensom blandt mange, og som føler sig udelukket til at komme ind i andres verden.

Ethvert fremmedsprog er derfor at betragte som et redskab til at opsamle indformationer, intet andet. Modsat er ens eget sprog, vel at mærke det levende sprog, som er i stand til at udvikle sig med tiden, og som man er forpligtet til at have kendskab til indgående.

Vi er allerede beriget med en sprogskole rettet først og fremmest mod fremmede sprog. Men det er efter vores mening også utrolig vigtigt - udover at værne om vort eget sprog, at der for den unge generation skabes muligheder for en sprogtilegnelse gennem efterskoleaktiviteter samt at man derigennem får mulighed at give udtryk for sine inderste tanker og følelser og at man lærer netop dette. Dette er nødvendigt såfremt vi agter at skabe et stærkt samfund - både på det individuelle plan som på det mere overordnede samfundsniveau. Vi kender jo alt for godt til en sproglig fattigdoms ulyksaligheder og tragedier der i værste fald medfører en for fastlåst og dermed forkrambet følelsesliv.

Fremmedsprogsindlæring er derfor en kærkommen mulighed som vi bør skabe betingelserne for. Men det er dog immervæk sådan at bevaring og styrkelse af eget sprog stadig bør være og er en pligt.

Et selvstændigt og stolt folkeslags særkende er altid viljen og styrken til at hjælpe andre medborgere samt andre folkeslag.

Derfor er det også utrolig vigtigt at sætte sig det fælles mål, at vort land også skal være et børnevenligt samfund hvor omsorgen for børnene får det vigtigste prioritet i fremtiden.