Det fremgår af dommen bl.a.at Danmarks Lærerforening pr. 5, februar 1998 etablerede blokade mod, at foreningens medlemmer tager ansættelse i Grønland, og at Grønlands Hjemmestyre finder denne blokade ulovlig; at Grønlands Hjemmestyre har indbragt sagen for Arbejdsretten i medfør af lov om arbejdsretten af 12. marts 1997 under henvisning bl.a. til lovens § 9, stk 1, nr. 3, medens Lærernes Centralorganisation bl.a. har påstået sagen afvist i medfør af lovens § 24. hvori det bestemmes, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, og at Arbejdsretten har lagt til grund, at blokaden udelukkende angår forholdene på det grønlandske lærerarbejdsmarked og alene har virkninger på Grønland. Da en bedømmelse af blokadens lovlighed beror på forholdene i Grønland, har Arbejdsretten afvist sagen i medfør af § 24 i Lov om Arbejdsretten. Dommen betyder, at Grønlands Hjemmestyre - såfremt det fastholdes, at blokade bør kendes ulovlig - alene har den mulighed at indbringe spørgsmålet for de ordinære domstole, og der kan således gå flere år, før en endelig afgørelse foreligger. Dette kan medføre uoverskuelige vanskeligheder for den grønlandske arbejdsgiver og dermed for det grønlandske undervisningssystem.
Såfremt et tilsvarende Spørgsmål opstod for en arbejdsgiver i Danmark, ville det processuelle problem ikke opstå, da sagen hurtigt kunne finde sin afgørelse efter loven om arbejdsretten. Situationen i Grønland må i sammenligning hermed følgelig opleves som diskriminerende. Den beskyttelse som såvel arbejdsgiver som arbejdstager har ved det danske arbejdsretlige system, bestående af et sat overenskomster og nogle institutioner, der hurtigt kan afgøre opståede tvister, gælder ikke for det grønlandske arbejdsmarked i en situation som den foreliggende.
dette skyldes ganske vist - som anført i dommen - et grønlandsk ønske om selv at regulere det grønlandske arbejdsmarked, men spørgsmålet er, om Danmark er forpligtet til at bringe den diskriminerende situation til ophør, såfremt Grønlands Hjemmestyre fremsætter et motiveret ønske herom.
En sådan forpligtelse kunne være en følge af Danmarks internationale forpligtelser, for eksempel den ligeledes i sagen påberåbte ILO-konvention nr. 169 af 28. juni l 989 vedrørende oprindelige folk og stammefolk i selvstændige stater. Konventionen er ratificeret af Danmark i henhold til kongelig resolution af 18. januar 1996, Den erklæring udenrigsministeren har fremsat i forbindelse med ratifikationen gør det utvivlsomt, at konventionen gælder i Grønland.- 0 -
Indledningsvis kan det imidlertid fastslås, at Arbejdsretten alene er bundet af dansk ret i sine afgørelser. Danmarks internationale forpligtelser er - bortset fra visse bestemmelser i EU-konventionerne - som hovedregel kun bindende for danske domstole, såfremt de internationale forpligtelser er transformerede til dansk ret ved særlig lovgivning. - 0 -
Den oven for nævnte ILO-konvention indeholder to vigtige principper: - Man må anerkende de oprindelige folks " .. ønske om al udøve kontrol over deres egne institutioner, livsform og økonomiske udvikling ... ", jfr. preamblen 6. stk,
- Der må ikke diskrimineres, således at personer, organisationer m.v. behandles ringere end tilsvarende personer og organisationer, der ikke hører til de definerede oprindelige folk, se for eksempel artikel 20, stk. 2, hvor det bestemmes, at regeringen skal gøre alt, hvad der er muligt for at forhindre enhver diskrimination, Se også artikel 20, stk, 3 (a), hvor det fastslås som en forpligtelse, at regeringen skal sikre, at arbejdstagere tilhørende oprindelige folk ". . nyder den beskyttelse, som i henhold til national lovgivning og praksis gives andre sådanne arbejdstagere inden for samme sektorer .. ", Denne bestemmelse handler netop om retsbeskyttelse i den arbejdsretlige lovgivning og om de retsmidler, der står til rådighed.
Det første princip må siges at være fuldt accepteret og gennemført ved Hjemmestyreloven og den praksis, der siden dennes vedtagelse har udviklet sig i forholdet mellem Danmark og Grønland. Det er vel også først og fremmest ønsket om at udøve kontrol med egne institutioner, der har ført til, at man fra grønlandsk side ikke hidtil har ønsket, at loven om arbejdsretten skal gælde for Grønland. Man havde vel hverken erfaringer eller muligheder for at forudse den situation, hvor en indflydelsesrig dansk fagforening uden umiddelbare processuelle konsekvenser kunne blokere et vitalt grønlandsk område.
Den opståede situation fører direkte til spørgsmålet om, hvorvidt den omstændighed, at der specielt for Grønland (og Færøerne) ikke eksisterer en adækvat procesmulighed for hurtigt at løse en opstået tvist, er en diskrimination, der strider mod ILO-konventionen, altså hvorvidt der er sket en tilsidesættelse af konventionens andet hovedprincip, forbudet mod diskrimination.
Det er således utvivlsomt, at der eksisterer forskelle mellem den arbejdsretlige situation i Grønland og i den øvrige del af Riget, og det er vel også utvivlsomt, at denne forskel i de arbejdsretlige regler i en situation som den foreliggende er til klar ulempe for det grønlandske arbejdsmarked.
For at en sådan tilstand kan betragtes som forenelig med ILO-konvention nr. 169 må det i hvert fald som minimum kræves, at der kan anføres særdeles gode og saglige grunde for opretholdelse af en sådan forskelsbehandiing.
Sådanne grunde synes ikke at kunne fremføres, idet ingen - da arbejdsretslovens § 24 blev vedtaget - vel havde forudset en situation som den opståede, og som ikke var dækket af det specielle grønlandske aftalesystem.
Det er på denne baggrund min opfattelse, at såfremt den retstilstand, der fremgår af Arbejdsrettens dom, opretholdes, vil der med styrke kunne argumenteres for, at der fra dansk side kan foreligge et brud på ILO-konvention nr. l69.-0-
Til afklaring af spørgsmålet om, hvorvidt en konkret situation er en krænkelse af ILO-konvention nr. 169, har ILO nedsat en Committee af Experts on Application of Conventions and Recommendations; Komiteen mødes én gang om året i december. Fremgangsmåden er, at in casu Hjemmestyret sender et memorandum orm sagen til Komiteen, der herefter forelægger sagen for den danske regering, På basis af regeringens redegørelse vil sagen blive afklaret eventuelt på mødet førstkommende december.
Komiteen har sæde ved ILO’s hovedkvarter i Geneve. Nærmere oplysninger vi] kunne fås hos departementschefen, Mr Geringou (+44 22 799 6 l 1 1), Jeg har underhånden været i kontakt med Mr Geringou.
M ed venlig hilsen
Isi Foighel
|