Det kræver et godt helbred...

PÅ BAGGRUND AF flere og flere midler til en egentlig rekrutteringsindsats, mærker direktoratet for sundhed en "stigende interesse for Grønland fra de øvrige nordiske lande". Flotte ord, der endnu ikke har vist sig i form af ansættelser. Og mere ordflom kan man læse i "Sundhedsredegørelse 1997/98", hvor der står, at det er "landsstyrets målsætning at bevare et velfungerende sundhedsvæsen i fortsat udvikling". En sætning, der er en hån mod de medarbejdere, der trods alle odds forsøger at give den bedste service til patienter i landet.

Torsdag d. 5. november 1998
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Sundhedsvæsenet.

DET KRÆVER et godt helbred at være syg i Grønland. Det er en spøgefuld vending, som efterhånden er blevet blodig alvor her i landet. En vending, der er opstået af angst for at blive syg i et land, hvor det stort set er umuligt at skaffe personale til et skrantende sundhedsvæsen. Et sundhedsvæsen, som ikke alene befolkningen er utilfreds med, men hvis personalet nu er blevet så frustreret, at der bliver råbt vagt i gevær. //////"Vi mener, at forholdene efterhånden er så kaotiske, at de ofte er uansvarlige både i forhold til patientplejen og personalets tarv. Vi frygter, at konsekvensen kan medføre dødsfald". Det er hårde ord fra en tålmodig personale-gruppe, der normalt tier på grund af travlhed og forsøg på at følge med i det hæsblæsende tempo, der råder indenfor sundhedsvæsenet. Men nu har plejepersonalet på kirurgisk afdeling på Dronning Ingrids Hospital fået nok. "Er befolkningen og den politiske ledelse villige til at acceptere denne udvikling", spørger de. INGEN KAN efterhånden være i tvivl om, at der er politisk bevågenhed omkring det grønlandske sundhedsvæsen. Der er dog langt fra politisk bevågenhed til et reelt ønske om at løse problemerne inden for sundhedsvæsenet. Havde det været tilfældet, ville situationen ikke se ud, som den gør i dag. For lad os indrømme det. Problemet er ikke nyt. Det bliver blot værre og værre. I 1998 var der i hele landet normeret 81 lægestillinger, hvoraf de 41 var fastansatte, 35 var vikarer, mens fem stillinger var ubesatte. Der var normeret 238,5 sygeplejerskestillinger, hvoraf de 141 var fastansatte, 66 var vikaransatte, mens 38 stillinger var ledige. Normeringen inden for sundhedsmedhjælperne var 241, 191 var fastansatte, to var vikarer, mens 48 stillinger var ubesatte. Normeringen på jordemødre var 23, 9 var fastansatte, 4 var vikarer, mens 10 stillinger ikke var besatte. Og sådan kunne man blive ved inden for alle grupper i sundhedsvæsenet samtidig med, at det er umuligt at sige, hvor høj frekvensen af udskiftninger er i form af korte vikaransættelser. Til dags dato er der ikke gjort en oprigtig indsats, som løser problemerne med "den lidt onde spiral, vi er inde i", som hospitalsinspektøren på Dronning Ingrids Hospital udtrykker det. PÅ BAGGRUND AF flere og flere midler til en egentlig rekrutteringsindsats, mærker direktoratet for sundhed en "stigende interesse for Grønland fra de øvrige nordiske lande". Flotte ord, der endnu ikke har vist sig i form af ansættelser. Og mere ordflom kan man læse i "Sundhedsredegørelse 1997/98", hvor der står, at det er "landsstyrets målsætning at bevare et velfungerende sundhedsvæsen i fortsat udvikling". En sætning, der er en hån mod de medarbejdere, der trods alle odds forsøger at give den bedste service til patienter i landet. Alt, hvad der har været forsøgt, er fejlet. Landsstyret må kaste håndklædet i ringen. Den politik, der er ført inden for sundhedsvæsenet, har fejlet. Grønland kan ikke magte sundhedsvæsenet, som det kører i dag. Før vi begynder at falde døde om mellem hænderne på det hårdt pressede personale inden for sundhedsvæsenet, må landsstyret være sin opgave voksen og ændre sin sundhedspolitik. Se dog i øjnene, at I har et stort ansvar for, hvordan sundhedsvæsenet ser ud i dag og gør en indsats for at ændre den meget uheldige udvikling, sundhedsvæsenet er inde i. SUNDHEDSVÆSENET må aflastes. Det magter ikke opgaverne. Det må udliciteres i højere grad, end vi ser i dag. Det er ikke nok at indgå samarbejde inden for øjen-, næse-, halsområdet. Det må gribe dybere. Vi må væk fra princippet om, at alle skal have det lige elendigt. Grønland er ganske enkelt nødt til at indføre brugerbetaling inden for sundhedsvæsenet. Naturligvis skal vi ikke have amerikanske forhold, hvor folk må dø, fordi de ikke har råd til at blive behandlet i sundhedsvæsenet. Men bruger-betaling er mange ting og i mange lande indført med succes, eksempelvis i Danmark ved hjælp af praktiserende læger og sygesikringer. Er du på selvmordets rand, kan du for eksempel i dag opleve at gå til læge (som ikke er din egen læge, men den læge, der nu har tid til dig i dag) og efter flere timers ventetid få at vide, at du, hvis du vel at mærke endnu er i live, kan komme til samtale med en psykolog om tre måneder. Så lang er ventetiden på samtale med en psykolog i Nuuk. Andre steder findes slet ingen psykolog. Et problem, brugerbetalingen kan løse noget op for. Ved at erkende den afmagt, sundhedsvæsenet er inde i og indføre brugerbetaling, ikke alene inden for eksempelet med psykologer, men generelt i sundhedsvæsenet, vil det eksisterende sundhedsvæsen få den fornødne ro til at heles. For samtidig med indførelse af brugerbetaling, må der naturligvis hele tiden arbejdes på at gøre det offentlige sygehusvæsen til en bedre arbejdsplads, hvor man som patient ikke skal være bange for at dø mellem hænderne på personalet.