Konkurrencen i fiskeriet

Endnu ved man ikke, hvor mange fiskere, der vil indhandle rejer til Polar Seafood. Hvert kilogram rejer, der går til Polar Seafood, mister Royal Greenland. Lidt populært kan det siges, at de flyttes fra den hidtidige planøkonomi til markedsøkonomien.

Fredag d. 13. november 1998
Sermitsiaq
Emnekreds: Erhverv, Fiskeri.

I weekenden åbner en ny rejefabrik i Nuuk. Samtidig er en ny hellefiskefabrik på vej i Upernavik. Begge steder er der tale om privat investering.

Det er en meget interessant udvikling, der er sat i gang i fiskeindustrien, men det er samtidig en farlig udvikling i forhold til den planøkonomi, der hidtil har styret branchen.

Hidtil har det været alfa og omega at sikre arbejdspladser på land forskellige steder i landet.

Men fabriksbyggerierne har mere været bestemt af politiske interesser end af økonomiske.

Med udviklingen, som nu er sat i gang, bliver det markedskræfterne, der kommer til at afgøre, hvor fabrikkerne kommer til at ligge. Det kan betyde pludselig nedlæggelse af arbejdspladser nogle steder, mens nye arbejdspladser opstår andre steder.

For bosætningen i landet er det en farlig udvikling, som bliver svær at styre, mens det ud fra en privatøkonomisk betragtning er en rigtig udvikling.

Hvordan samfundsøkonomien så kommer til at hænge sammen i dette uoverskuelige spil må fremtiden vise.

Kravet til Royal Greenland er, at selskabet skal tjene penge. Koncernen skal koncentrere sig om de kommercielle arter: Hellefisk, rejer og krabber. Virksomheden kan ikke forvente offentlige tilskud til opretholdelse af fabrikker, der ikke er brug for. Især ikke med den nye valglov.

Hidtil har koncernen i rejeproduktionen haft dobbelt så meget kapacitet, som der er brug for. Det er politikerne, der har krævet, at de for mange fabrikker fortsatte for at sikre beskæftigelsen på land.

I 1997 fik Royal Greenland 269 millioner til kapacitetstilpasning, som ville sikre mindst lige så mange arbejdspladser med start af nye produktioner i Qasigiannguit og Qeqertarsuaq.

Koncentrationen af rejeproduktionen på færre fabrikker skulle til gengæld sikre en merbeskæftigelse disse steder blandt andet i Aasiaat og Sisimiut.

Maniitsoq-fabrikken blev bevaret til reserve.

Kapacitetstilpasningen med offentlig støtte løber over fem år med start i år.

Det var tanken dengang, da landstinget bevilgede 269 millioner til Royal Greenland.

Men hvad nu? - Den nye private rejefabrik i Nuuk vil betyde, at mange flere rejer bliver indhandlet i hovedstaden. Spørgsmålet er derfor, hvem rammer det?

Med kravet om at Royal Greenland skal give overskud, ja landsstyremedlem Paviaaraq Heilmann krævede på generalforsamlingen et overskud på 200 millioner kroner, er der ikke råd til, at koncernen opretholder fabrikker, der ikke er brug for.

Derfor er der grund til at frygte, at Royal Greenland bliver tvunget til at lukke en eller flere fabrikker. Den, der umiddelbart er i fare, er Maniitsoq.

Endnu ved man ikke, hvor mange fiskere, der vil indhandle rejer til Polar Seafood. Hvert kilogram rejer, der går til Polar Seafood, mister Royal Greenland. Lidt populært kan det siges, at de flyttes fra den hidtidige planøkonomi til markedsøkonomien.

Hver gang truer det en fabrik, og jo flere rejer der indhandles til Polar Seafood jo større er sandsynligheden for at Royal Greenland må lukke.

Samtidig står vi i den situation, at man vil sammenligne Polar Seafood’s økonomi med Royal Greenland’s.

I en overfladisk, hurtig betragtning vil man kræve, at Royal Greenland skal klare sig økonomisk lige så godt som Polar Seafood.

Det betyder igen, at Royal Greenland tvinges til at effektivisere og rationalisere og koncentrere driften på færre produktionsanlæg. Alt andet lige betyder det arbejdsløshed i fiskeindustrien.

Fremover kan man forestille sig et scenarie, hvor indhandlingsskibe samler råvarer på kysten, som sejles til forarbejdning på få centralt placerede produktionsanlæg. Placeringen af disse afgøres ikke af behovet for beskæftigelse, men af hvor det bedst kan betale sig for de store trawlere at gå ind og lande deres landingspligtige rejer. I øjeblikket er Nuuk tilsyneladende det sted, de store trawlere helst vil gå ind.

Politikerne må derfor nu vurdere, om det skal være økonomien i fiskeriet, der skal afgøre det fremtidige bosætningsmønster.

Konkurrencen i fiskeriet og kravet om overskudsgivende produktion får i hvert fald stor betydning for det fremtidige bosætningsmønster. Og det kommer til at påvirke al anden planlægning.