Henrik Wilhjelm: De store opdragere

Forkyndelsen på grønlandsk tog man absolut alvorligt på begge seminarier. Mest i Godthåb, hvor Nikolaj Edinger Balle som seminarieforstander 1870-1900 gik så langt, at han ikke ville bruge de autoriserede ritualer og bibeloversættelser fra ministeriet. De var jo lavet af danske, så indtil grønlændere selv kunne finde de rette udtryk, var det bedre ikke at autorisere noget.

Fredag d. 8. januar 1999
Axel Kjær Sørensen
Emnekreds: Anmeldelser af bøger, film mv, Bøger, Grønlands historie.

Denne udgivelse er første led i en trilologi, hvis andet bind skal handle om herrnhutermissionæren Samuel Kleinschmidt, og hvis tredje bind skal være en behandling af de udgåede seminarieelevers (kateketers) senere virke. Hvis de senere bind holder standarden har vi godt i vente. Forfatteren er vel forberedt til sit emne. Som præst og underviser i Grønland i næsten 30 år kan han sproget og har dybgående viden om det grønlandske samfund, og som teolog er han velbekendt med de kirkelige strømninger, der som en understrøm ligger bagved undervisningsindsatsen. I titlen har han taget de portrætterede på ordet. De var deres store opgave som opdragere meget bevidst. (s.12)

Udgivelsen er et pionerarbejde. På grundlag af trykte og utrykte beretninger, breve og dagbøger fra flittige arkivstudier kortlægges undervisernes virke i perioden. Den er et meget omhyggeligt arbejde, hvor det eksisterende materiale synes udtømt. Den er skrevet meget tæt på materialet og har i alt 1031 noter, hvoraf mange indeholder kildediskussioner.

Bogen er delt i 7 kapitler. Det første redegør for forslagene til at uddanne nationalkateketer i Grønland, der strækker sig fra Hans Egedes i 1739 over den faktiske beslutning til oprettelse i 1807, hvad den nys udbrudte krig med England dog satte en stopper for, indtil Det Danske Missionsselskabs (DMS) forslag fra 1838 endeligt blev accepteret i 1841 og de to seminarier, et i Godthåb og et i Jakobshavn, blev oprettet i 1844. Det Godthåbske eksisterer endnu, mens seminariet i Jakobshavn blev nedlagt i 1875 for at samle kræfterne i Godthåb

Wilhjelm viser DMS's afgørende indsats. For DMS var Grønland missionsmarken, og det havde længe støttet arbejdet der, således ved at finansiere kirken i Julianehåb i 1832 og ved endog at give støtte til Herrnhutstationens opførelse i Friedrichsthal i 1824. Såvel dette som det målrettede samarbejde senere i århundredet viser, at det skarpe modsætningsforhold, mellem den (danske) lutherske mission og den (tyske) Herrnhutiske, som hidtil på grund af især H. Ostermanns grønlandske kirkehistorie har været karakteristikken, ikke har præget det 19. Århundrede. DMS sigtede højt ved at ville lade uddannelsen i Grønland munde ud i uddannelse af grønlandske præster. Så langt ville ministeriet dog ikke gå. Først kateketer og så - måske senere - præster.

Missionsfolkene begrundelser for indfødte præster var pædagogisk og teologisk. Kun ved at blive forkyndt af landets egne børn med fuldstændig kendskab til samfund og sprog kunne kristendommen for alvor slå rod i befolkningen. Det er Wilhjelms tese, at ministeriet mest var optaget af de besparelser, der kunne opnås ved at ansætte grønlandske kateketer fremfor udsendte, da de grønlandske jo skulle beholde deres nationale erhverv og derfor ikke skulle lønnes så højt. Men grønlandske præster var man tilbageholdende med. Wilhjelm ser ingen anden grund hertil end ønsket om bedre at kunne kontrollere embedsudøvelsen ved udsendte præster. Han har dog intet andet belæg herfor end en konstatering af, at grønlandske kateketer først ordineres som præster, når der absolut ingen danske var at få. Ikke desto mindre viser seminariegrundlæggelserne, at de danske myndigheder mente det alvorligt med at forbedre undervisningsvæsenet i Grønland. Hidtil havde de grønlandske kateketer kun fået privatundervisning af vekslende omfang hos den lokale missionær

Forkyndelsen på grønlandsk tog man absolut alvorligt på begge seminarier. Mest i Godthåb, hvor Nikolaj Edinger Balle som seminarieforstander 1870-1900 gik så langt, at han ikke ville bruge de autoriserede ritualer og bibeloversættelser fra ministeriet. De var jo lavet af danske, så indtil grønlændere selv kunne finde de rette udtryk, var det bedre ikke at autorisere noget.

At han ikke blev afsat for denne lydighedsnægtelse vidner ikke blot om hans øvrige store fortjenester, men også hans uundværlighed på posten. Overhovedet var Godthåbfolkene skeptiske ved at indføre noget dansk eller europæisk i Grønland, bortset fra kristendommen. Derfor var de også altid imod videreuddannelse i Danmark af grønlænderne. Det ville gøre dem fremmede for deres eget samfund, og så var man lige vidt. I Jakobshavn havde man mindre berøringsangst over for det danske, ikke alene måske fordi den første forstander ikke kunne undervise på grønlandsk, men også fordi man her lagde vægt på den udvidelse af horisonten, som gode danskkundskaber kunne skaffe eleverne ved at give adgang til en større litteratur. Danmarksophold var for dem af det gode. Så kunne også gode borgerlige dyder som orden, renlighed og sparsommelighed følge med. Sådanne dyder var man i Godthåb absolut også tilhængere af, men det kunne lige så godt læres i Grønland, ikke mindst ved det gode eksempel, de udsendte præster kunne sætte. Begge steder så man sig således også i civiliseringens tjeneste. Det er Wilhjelms fortjeneste, at dette ikke beskrives som opdragernes snæversynede borgerlighed, men som deres forsøg på at frigøre grønlænderne fra hedenskabets mørke og fra de vilkår, der synes dem ringere end der var muligheder for.

Dermed var de temaer slået an, der har dannet grundlag for al grønlandsk uddannelsesdebat siden. Skulle uddannelserne i Grønland maksimeres til de grønlandske forhold - dvs. kun skulle indeholde det, der skulle bruges i Grønland - eller skulle de være indgang til et europæisk uddannelsessystem? Skulle den grønlandske uddannelseselite gøres så fortrolig med europæisk (dansk) kultur, at de kunne være selvstændige formidlere til befolkningen? Eller skulle man netop undgå den stærke europæisering for ikke at gøre eliten til fremmede fugle blandt dens egne? Som man kan tænke sig, blev den konkrete udvikling af dette klassiske kolonisationstema lidt af begge dele med skiftende doseringer af det europæiske, og historien kan opvise såvel succes som fiasko ad begge veje.

De følgende kapitler, 2 - 6, er opdelt på forstanderperioder efter et nogenlunde fast mønster. En biografisk redegørelse for familieforhold og uddannelse, hvilke fag, den portrætterede underviste i, hvilke tiltag vedkommende gjorde embedsmæssigt og fagligt for at fylde stillingen, sluttende af med en karakteristik og vurdering af indsatsen. Der bliver også plads til mere dramatiske skildringer som N.E. Balles indædte kamp mod 'sjælefjenden', som det hed. Det vil sige den promiskuitet, som ikke alene Handelens folk viste til skue men sågar også grønlænderne helt ind i hans egne elevers rækker. Selv mente Balle, han tabte den kamp, der forbitrede hans sidste år. Historien om hans efterfølgers, H.V. Kristensens, kontrovers med kolonibestyrer Petersen, der ved en lejlighed kostede Kristensen en ørefigen fra den petersenske hånd, er også for god til ikke at blive fortalt. Hele Godthåb holdt med Petersen, som både seminarieelever og menighed havde undsagt, fordi han ikke mestrede grønlandsk, men ministeriet bakkede op om sin forstander og uddelte bøder og irettesættelser med rund hånd.

Hovedsagen for Wilhjelm er redegørelsen for opdragervirksomheden. Det teologiske indhold trækkes kun ind til forklaring af den. Der er en indsigtfuld gennemgang af (modsætnings)forholdet mellem Samuel Kleinschmidt og N.E. Balle, der vanskeligt kunne samarbejde om den bibeloversættelse, som forgængerne Janssen og H.V. Jørgensen sammen med Kleinschmidt havde påbegyndt. Selv for indfødte kunne det være vanskeligt at vælge mellem anerneq for (personlig) ånd eller anersâq. Kleinschmidt ville det første, mens Balle satte sin stilling ind på det sidste. Tornârsuk for djævelen var Hans Egedes påfund, men man havde længe været klar over, at det var mindre heldigt, idet tornârsuk var en venlig hjælpeånd i den eskimoiske mytologi. Balle ville da også hellere bruge fremmedordet divîle, men da Hans Egedes sprogbrug nærmest var sakrosant - også for Balle - kunne han affinde sig med det. Alligevel fortsatte striden mellem Balles elever og de andre om anerneq og tornârsuk i deres senere virke som kateketer. Efter Kleinschmidts død i 1886 synes Balle dog at komme til forståelse af, at de i hovedsagen var enige: grønlænderne skulle ikke europæiseres.

Bogen sluttes af med en række nyttige bilag og registre. Den er et vægtigt bidrag til det 19. århundredes grønlandske historie.