Konklusioner
Med de store investeringsopgaver inden for boligområdet og i forbindelse med renoveringer af infrastrukturer, som hjemmestyret står over for de kommende år, skærpes kravene til de offentlige finanser yderligere. Dette er ikke mindst tilfældet, da der er en udpræget tendens til at lægge opgaverne - og hermed den finansielle byrde - over på det offentlige
Mandag d. 11. januar 1999
Det rådgivende udvalg vedrørende Grønlands Økonomi
Emnekreds:
Økonomi
.
Indholdsfortegnelse:
1. Den økonomiske situation
2. Den økonomiske politik
(1)
3. Bolig- og byggepolitik
4. Andre strukturpolitiske emner
1. Den økonomiske situation
I udvalgets forudgåendeberetning - om den økonomiske udvikling for 1996/97- pegede udvalget på risikoen for, at rejepriserne forblev på det lave niveau, som de var kommet ned på i 1997. Herved ville det mere beherskede væksttempo i den grønlandske økonomi fortsætte ind i 1998 med heraf følgende negative konsekvenser for bl.a. hjemmestyrets konsolideringspolitik.
Omkring årsskiftet 1997/98 indtraf imidlertid en vending i verdensmarkedspriserne på rejer, som gennem de første ti måneder af 1998 steg med omkring 10 pct. Samtidig har fiskeriet fra 1997 til 1998 været stigende. Endelig bidrog også en fortsat opgang i priserne på hellefisk til en positiv udvikling i indtægterne.
Det er således udvalgets vurdering, at efter en beskeden fremgang i de samlede indkomster i 1997 har der været tale om en stærkere indkomstvækst i 1998. Disse udsving skyldes især fiskeriet.
Med de seneste vurderinger af rejegydemassen og den heraf følgende biologiske rådgivning for 1999 er der udsigt til en stabil udvikling i rejefiskeriet. På baggrund af den biologiske rådgivning har landsstyret hævet fangstkvoterne for rejer og krabber i 1999. I forhold til rejekvoterne for 1998 (efter opjusteringer i løbet af året) er rejekvoterne ved Vestgrønland for 1999 øget med ca. 5½ pct. Rejepriserne steg gennem første halvår af 1998, men er siden faldet. Prisniveauet ligger dog fortsat (jf. rejeprisindekset for november 1998) væsentligt over prisniveauet på samme tidspunkt året før.
Selvom risikoen for en tilbagegang i indkomsterne således ikke viste sig at blive aktuel, giver udviklingen i hjemmestyrets budgetter alligevel anledning til bekymring, jf. det efterfølgende afsnit.
Hjemmestyrets finanser har været ekspansive i 1997-98. Den økonomiske politik har hermed bidraget til at stimulere økonomien, men også forøget de budgetmæssige problemer i 1998 på trods af den positive udvikling i eksportsektoren.
2. Den økonomiske politik
(1)Den økonomiske politik har gennem en årrække været tilrettelagt ud fra målsætningerne om konsolidering af de offentlige budgetter samt opnåelsen af pris- og omkostningsstabilitet. I overensstemmelse hermed udviste landskassens regnskab overskud fra 1988, og prisstigningstakten er faldet til mellem en halv og godt 1 pct. p.a. fra 1995 - hjulpet på vej af uændrede og reducerede offentlige takster.
Siden 1996 er et betydeligt overskud på drifts- og anlægsbudgettet - på 139 mio. kr. - imidlertid vendt til et tilsvarende stort underskud i 1998 (157 mio. kr. efter vedtagelsen af tillægsbudgettet i november).
Forværringen, som især ligger i 1998-budgettet efter vedtagelsen af tillægsbevillingsloven pr. november (TB2), skyldes en betydelig, løbende opdrift på driftsbudgettet dette år samt en vækst i anlægsudgifterne som følge af udskydelser i anlægstakten gennem 1996-97.
Stigningen i driftsudgifterne fra 1997 til 1998 (TB2) nærmer sig 10 pct., hvoraf de godt 6 procentpoint var forudset i finansloven, mens de resterende godt 3 pct. er et resultat af de efterfølgende tillægsbevillinger. Når der tages hensyn til en teknisk omlægning, skønnes den reale stigning i driftsudgifterne til omkring 6 pct. i 1998.
Udvalget finder udviklingen i hjemmestyrets driftsudgifter bekymrende, ikke mindst fordi der har været tale om en slækkelse af udgiftspolitikken, som der ikke var budgettet med i finanslovforslaget. Samtidig finder lempelsen sted i en periode, hvor fiskeriet har været stigende og eksportpriserne for opadgående. Den positive udvikling i produktion og indkomster skulle i stedet begrunde en stramning af den økonomiske politik af hensyn til en jævnere udvikling på bl.a. arbejdsmarkedet, og under alle omstændigheder skulle den positive udvikling lette bestræbelser på at konsolidere de offentlige finanser - fremfor at øge problemerne.
Med de store investeringsopgaver inden for boligområdet og i forbindelse med renoveringer af infrastrukturer, som hjemmestyret står over for de kommende år, skærpes kravene til de offentlige finanser yderligere. Dette er ikke mindst tilfældet, da der er en udpræget tendens til at lægge opgaverne - og hermed den finansielle byrde - over på det offentlige.
Af hensyn til bl.a. den langsigtede dynamik i det grønlandske samfund er der behov for en stramning af den udgiftspolitiske prioritering fremover.
Med Grønlands store afhængighed af bl.a. verdensmarkedspriserne på rejer, og med det kraftige gennemslag, som ændringer heri afstedkommer i indkomsterne og på landskassens budgetter, består opgaven i at sikre et tilstrækkeligt økonomisk fundament, så gældsproblemer ikke opstår i tilfælde af en vending i konjunkturerne. Det er derfor efter udvalgets opfattelse vigtigt, at hjemmestyret genoptager den konsolideringspolitik, som kendetegnede perioden fra sidst i 1980’erne til medio 1990’erne.
Ved en vurdering af gældsafviklingspolitikken må også de hjemmestyreejede selskaber og virksomheder inddrages, da landskassen gennem disse ejerskaber risikerer yderligere tab som følge af eventuelle konjunkturtilbageslag.
En opgørelse over den konsoliderede nettogæld i landskassen og de fem største selskaber viser en stigning i den samlede nettogæld fra 1993 til 1997 på 684 mio. kr. Nettogælden steg i de hjemmestyreejede selskaber med mere end 1,7 mia. kr. fra ultimo 1993 til ultimo 1997, mens landskassens nettogæld faldt med over 1 mia. kr. til et nettotilgodehavende på 266 mio. kr. ultimo 1997.
Stigningen i selskabernes nettogæld har fundet sted i en periode, hvor de regnskabsmæssige resultater langt fra har kunnet begrunde gældssætningen med tilsvarende store afkast af den investerede kapital. Selv om de 1997-regnskaber, der foreligger for de store hjemmestyreejede selskaber, gennemgående viser stigende overskud, indebærer det høje gældsniveau fortsat betydelige risici for de offentlige finanser.
3. Bolig- og byggepolitik
Udvalget har i kapitel 2 analyseret boligsituationen fra 1965 samt foretaget en vurdering af boligbehovet frem til 2008 og de hermed forbunde finansieringsforhold.
Boligforsyningen i Grønland er siden 1965 forbedret betydeligt. Væksten i boligbestanden har været væsentlig stærkere end befolkningsvæksten, og antallet af indbyggere pr. bolig er herved reduceret fra godt 5 personer pr. bolig i 1965 til 2,62 personer pr. bolig i 1998. Til sammenligning er antallet af indbyggere pr. bolig i Danmark på 2,14 (1998)(2), hvortil kommer, at gennemsnitsstørrelsen af boligerne i Grønland ligger markant under gennemsnitsstørrelsen i Danmark.
Udviklingen i den grønlandske boligsektor har i en lang årrække været præget af en vandring fra bygder til byer. Boligsituationen i de største byer er i dag præget af ventetider på udlejningsboliger på mellem 4 år og 13 år (i Nuuk) for 2-3 værelses lejligheder. Vanskelighederne ved at skaffe boliger giver ikke blot problemer for de pågældende personer og husstande, som ønsker en (anden) bolig, men giver samtidig problemer på arbejdsmarkedet i form af nedsat mobilitet i arbejdsstyrken samt ekstraomkostninger i forbindelse med tilkaldelse af arbejdskraft fra fx Danmark, idet der ofte må findes dyre hurtigløsninger på boliganskaffelsen.
De lange ventelister og -tider skyldes især boligpolitikken. Op mod 70 pct. af de grønlandske boliger ejes i dag af hjemmestyret og kommunerne, og de resterende 30 pct. udgøres stort set af de offentligt støttede selvbyggerhuse og boligstøttehuse (BSU-huse). Fælles for praktisk taget alle boligkategorier er, at de er opført med en meget betydelig økonomisk støtte fra det offentlige.
De senere års boligbyggeri (baseret på ibrugstagningstilladelserne fra 1993-97) har for 42 pct.’s vedkommende bestået af offentligt udlejningsbyggeri, 33 pct. selvbyggeri, 9 pct. andelsboliger og 6 pct. boligstøttehuse. Disse boligformer belaster de offentlige budgetter med mindst 50 pct. af opførelsesomkostningerne.(3)
Det offentlige udlejningsbyggeri finansieres 100 pct. af hjemmestyret og kommunerne. Ved beregningen af huslejen indgår et kapitalafkast på 2,75 pct. af kvadratmeterprisen over 6.500 kr., hvilket langt fra svarer til renteomkostninger på den investerede kapital. Boligstøttehusene opføres med mulighed for 100 pct. offentlig lånefinansiering (heraf 30 pct. som tilskud). Selvbyggerhusene opføres med rente- og afdragsfrie lån på 95 pct. af materialeudgiften. Endelig har det siden 1990 været muligt at opføre andelsboliger med rente- og afdragsfrie lån fra hjemmestyret og kommunen på i alt 66 pct. af de samlede opførelsesomkostninger, idet den resterende del finansieres af andelshaveren personligt og gennem andelsforeningen.
Grønlands Hjemmestyre, Økonomidirektoratet har i oktober 1998 beregnet subsidieelementet (ekskl. den eksterne byggemodning) i de forskellige boligformer, som opføres i dag. Beregningerne viser subsidier, som i forhold til opførelsesomkostningerne ligger på mellem 53 pct. for BSU-huse (ekskl. værdien af rentefradraget) og 96 pct. for det offentlige udlejningsbyggeri. Subsidieelementet i andelsboligerne er beregnet til 67 pct.
En vurdering af boligbehovet ved hjælp af boligventelister er i sig selv problematisk. Ventelister i sig selv fører til endnu længere ventelister, idet mange af sikkerhedsmæssige grunde ("man ved jo aldrig") lader sig registrere på en venteliste, da udgifterne hertil er forholdsvis begrænsede.
Et skøn over boligbehovet kan i stedet tage udgangspunkt i såkaldte boligdækningsgrader, som registrerer det faktiske antal boliger i forhold til det antal boliger, der er behov for, såfremt alle samboende og enlige over fx 19 år skal kunne anvises en bolig. Grønlands Statistik har beregnet dette boligbehov ("det potentielle boligbehov") primo 1998 fordelt på 17 grønlandske kommuner. Beregningerne viser, at såfremt 95 pct. af boligefterspørgslen skulle i mødekommes, var der behov for 2.700 nye boliger.(4)
Udvalget har på grundlag af denne opgørelse videreført den beregnede boligefterspørgsel frem til 2008 baseret på Grønlands Statistiks befolkningsfremskrivning og en boligdækningsgrad på 95 pct. Det er endvidere forudsat, at der herudover er en stigning i boligefterspørgslen pr. indbygger (over 19 år), som svarer til den registrerede udvikling i perioden 1988-98.
Resultatet er, at der i 2008 vil være et samlet behov for 5.200 nye boliger - bestående af 2.700 boliger som følge af "underforsyningen" primo 1998 og 2.500 boliger som et resultat af befolkningsudviklingen og den stigende efterspørgsel efter boliger pr. indbygger. Dækningen af dette boligbehov ville bringe antallet af indbyggere pr. bolig ned på 2,14. Til sammenligning kan det anføres, at antallet af indbyggere pr. bolig i Danmark er 2,14 (se fodnote 2). Det hører imidlertid med i billedet, at boligarealet pr. indbygger er betydeligt større i Danmark.(5)
Under de nuværende finansierings- og subsidieringsforhold vil opførelsen af 5.200 nye boliger stille store krav til de offentlige finanser.
På landstingssamlingen i efteråret 1998 vedtoges to forslag, som vil kunne nedbringe det gennemsnitlige subsidieelement i de grønlandske boliger. Det vedtoges, at selvbyggerhuse nu også kan opføres i de største byer, og der vedtoges en ny finansieringsordning (10/40/50-ordningen) for private enfamiliehuse. Efter den sidstnævnte ordning, kan private enfamiliehuse fremover finansieres ved, at ejeren selv indskyder 10 pct. af byggesummen, mens hjemmestyret/kommunen indskyder et 15 årigt rente- og afdragsfrit lån på 40 pct. af byggesummen. Det offentlige lån afvikles efter de 15 år over de efterfølgende 10 år med en rente svarende til Nationalbankens diskonto plus 3 pct.- point. De sidste 50 pct. af opførelsesomkostningerne finansieres ved realkredit-/banklån og forudses afviklet over de 15 år, hvor det offentlige lån er rente- og afdragsfrit. Subsidieelementet ved byggeri efter denne nye 10/40/50-model er af hjemmestyrets økonomidirektorat beregnet til 33 pct. af opførelsesomkostningerne (23 pct. hvis der ses bort fra skatteværdien af rentefradraget).
Ved beregningen af kravet til de offentlige finanser ved et byggeri af 5.200 nye boliger er der taget hensyn til disse nye tiltag. Det er således antaget, at den nye finansieringsordning for enfamiliehuse vinder indpas i 8 pct. af nybyggeriet, samt at selvbyggerboligerne vil udgøre 20 pct. af det fremtidige boligbyggeri. Det antages herudover, at den gennemsnitlige bolig i det samlede nybyggeri fremover vil være på 80 m2 samt at kvadratmeterprisen (inkl. intern byggemodning) er på 13.500 kr. (1999-prisniveau).
Under de opstillede forudsætninger vil det samlede kapitalkrav i forbindelse med investeringerne i de 5.200 nye boliger være på 4,6 mia. kr. eller 460 mio. kr. årligt over en tiårig periode. De hertil svarende udgifter i form af subsidier fra hjemmestyret vil - under de nugældende regler - være på godt 370 mio. kr. årligt, hvilket svarer til 8 pct. af hjemmestyrets samlede indtægter på finansloven for 1999. Der er heri ikke indregnet øgede udgifter til boligsikring, boligbørnetilskud, byggemodning eller manglende indtægter i form af eventuelle restancer.(6)
Der er således tale om meget store investeringer, som stiller betydelige krav til såvel arbejdsmarkedet som de offentlige finanser. Der er derfor behov for snarligt at tage stilling til:
hvordan der sikres en tilstrækkelig kapacitet i form af arbejdskraft og kapitalapparat i bygge- og anlægssektoren til at gennemføre de store bygge- og renoveringsopgaver,
hvordan disse investeringer skal finansieres, herunder om man fra politisk side er rede til at yde subsidier i det omfang, der i givet fald vil være tale om efter de nugældende regler.
Kapaciteten i bygge- og anlægssektoren
Det er udvalgets bedømmelse, at en afgørende vanskelighed ved at indhente efterslæbet i boligsektoren, øge boligforsyningen i takt med efterspørgslen og gennemføre den tilsigtede renoveringsindsats ligger i tilvejebringelsen af en tilstrækkelig, faglært arbejdsstyrke inden for bygge- og anlægsvirksomhed.
En (nød)løsning kunne være, at tilkalde arbejdskraft udefra, hvilket udfra såvel kortsigtede som langsigtede betragtninger ikke er tilrådeligt. Dels vil det på kort sigt skærpe problemerne med kødannelse på boligmarkedet, dels vil det modvirke etableringen af en passende stor grønlandsk, faglært arbejdsstyrke inden for bygge- og anlægssektoren.
En bedre langsigtet løsning er efter udvalgets opfattelse, at der sikres en øget tilgang af faglært arbejdskraft til bygge- og anlægssektoren gennem de grønlandske uddannelsesinstitutioner. Det er påfaldende, at der bl.a. som følge af et frafald på to tredjedel af dem, der er under lærligeuddannelse i sektoren, kun uddannes ca. 20 faglærte årligt. Af både sociale og samfundsøkonomiske grunde bør dette frafald nedbringes. Hertil kommer, at en mere jævn byggerytme kunne søges opnået gennem en bedre tilrettelæggelse af de offentlige investeringer fx ved opstillelsen af faste flerårige anlægsbudgetter i hjemmestyret og kommunerne, som er de dominerende udbydere på bygge- og anlægsmarkedet.
Med i en sådan langsigtet plan er tilvejebringelsen af byggemodnede arealer, hvilket ikke mindst er påkrævet i Nuuk, hvor det udækkede boligbehov er størst. Kombinationen af en stor udækket efterspørgsel efter boliger samt behovet for renoveringer i den eksisterende boligmasse stiller store krav til planlægningen af den kommende investeringsaktivitet, herunder den tidsmæssige rækkefølge. I Nuuks tilfælde må der givetvis startes med et nybyggeri, idet det ellers er vanskeligt at forestille sig en løsning på genhusningsproblemet, mens en større renoveringsindsats gennemføres.
Hvordan skal investeringerne finansieres, og er man fra politisk side rede til at yde subsidier i det omfang, der i givet fald vil være tale om efter de nugældende regler?
Med en fortsat betydelig subsidiering vil kødannelsen ikke kunne afvikles over de første mange år. Men en reduktion i boligstøtten - fx til dem der i højere grad er i stand til at betale for deres boligforbrug - vil kunne medvirke til at skære toppen af boligkøen samt lette presset på bygge- og anlægssektoren.
Det er udvalgets boligpolitiske konklusion, at det helt centrale valg står mellem kø- eller betalingsvejen, såfremt der ikke skal gennemføres en betydelig omprioritering til boligsektoren fra andre dele af de offentlige budgetter eller tilsvarende skattestigninger. På betalingsvejen drejer det sig især om at øge egenfinansieringen i ejer- og andelsboligerne samt nedbringe dele af subsidieringen af udlejningsboligerne. Dette vil være muligt, samtidig med at de ønskede sociale hensyn fortsat kan varetages.
Med hensyn til en stigende egenfinansiering i nyopførte private enfamiliehuse er den 10/40/50-ordning, som blev vedtaget på landstingssamlingen i efteråret 1998, et skridt på vejen. Denne ordning kunne udbredes til også at gælde i fx privat udlejningsbyggeri. Udvalgets beregninger viser eksempelvis, at en fremtidig ligelig fordeling mellem 60/40- byggeri og 50/40/10-byggeri under givne forudsætninger ville reducere hjemmestyrets økonomiske belastning ved subsidiering af 5.200 nye boliger over en tiårig periode fra 3,7 mia. til 2,9 mia. kr. En udvidet brug af 50/40/10- modellen vil således alt andet lige mindske hjemmestyrets finansieringsproblem ved et øget nybyggeri. Krav om en højere grad af egenfinansiering i ejerboliger vil også være en vej til at fremme en større opsparing i det grønlandske samfund.
En måde, hvorpå man kan øge lejernes egenbetaling for boligbenyttelsen uden at sætte den sociale balance over styr, er at øge huslejen for de højere indkomstgrupper i udlejningsbyggeriet. Til illustration af mulighederne for i øget omfang at lade de højeste indkomstgrupper betale en større andel af deres husleje har udvalget gennemført nogle beregninger under alternative forudsætninger med hensyn til egenbetaling.
Forudsættes det eksempelvis, at husstande med indkomster over 300.000 kr. selv skal betale mindst 20 pct. af deres bruttoindkomst i husleje, vil dette betyde øgede lejeindtægter på 170 mio. kr. årligt. Udvalget har også gennemført beregninger med egenbetalingsandele på hhv. mindst 10 pct. og 15 pct. af bruttoindkomsten. Når beregningsresultatet med en egenbetalingsandel på mindst 20 pct. er fremhævet her, skyldes det ikke mindst, at boligudgifterne for lejerhusstande i Grønland i gennemsnit er 20 pct. af husstandsindkomsten (jf. tabel 2.6.3 med tilhørende bemærkninger).
En øget egenbetalingsandel for højindkomstgrupperne vil således kunne give et væsentligt bidrag til finansieringen af de kommende års boligpolitiske opgaver, herunder renoveringsindsatsen. En øget egenfinansiering vil samtidig medvirke til, at også omkostningerne ved boligforbruget indgår i den enkelte forbrugers valg af, hvordan hans eller hendes forbrug skal sammensættes. Dette vil i sig selv reducere boligforbruget.
Det følger af det ovenstående, at udvalget anbefaler, at boligfinansieringssystemet og boligsubsidieringen grundlæggende revurderes.
4. Andre strukturpolitiske emner
Med udgangspunkt i den grønlandske økonomis særlige karakteristika i form af et snævert erhvervsmæssigt grundlag, stor sårbarhed overfor udefra kommende påvirkninger, et hjemmemarked, der er opsplittet i mange små enheder, et relativt højt omkostningsniveau samt en stor offentlig sektor med tilknyttede hjemmestyreejede virksomheder drøftes i kapitel 1 en række områder, hvor den grønlandske erhvervssektor kan tilføres øget dynamik og bedre udviklingsmuligheder.
Det er udvalgets vurdering, at mulighederne for at inddrage privat ejerskab i de konkurrenceudsatte dele af KNI bør undersøges. Men det er vigtigt at sikre, at privatiseringer ikke blot indebærer, at et offentligt monopol erstattes med et privat monopol.
For at modvirke en eventuel frygt hos potentielle, private investorer for, at de hjemmestyreejede virksomheder vil udøve en dominerende indflydelse på deres erhvervsområde, såfremt nye forretningsmuligheder viste sig, kunne det overvejes at udstikke retningslinier, for på hvilke områder de hjemmestyreejede virksomheder må drive forretning.
Det kunne ligeledes overvejes i forbindelse med serviceaftaler med hjemmestyret at pålægge de større offentlige virksomheder opgaver med at tilføre ansatte en viden, som kan udnyttes ved en senere etablering som selvstændige.
Det bør endvidere overvejes at reducere den politiske repræsentation i selskabernes bestyrelser.
Selvom der på en række områder er blevet skabt større klarhed over den offentlige finansiering af virksomhedernes samfundspålagte opgaver, findes der fortsat en række områder, hvor det er svært at gennemskue tilskudsomfanget og den præcise modydelse fra modtageren af tilskud. Dette gælder fx i forbindelse med den krydssubsidiering, som finder sted i flybefordringen og gennem ensprissystemet generelt.
Det er udvalgets vurdering, at der ville være samfundsøkonomiske fordele forbundet med at erstatte ensprissystemet med et system af mere direkte overførsler - gennem skattepolitikken eller i form af tilskud til indbyggerne - og forlade det nuværende system, hvor de fordelingspolitiske hensyn er knyttet til forbrug og produktion. Med den rette indretning vil det fremtidige tilskud til bygder og yderområder kunne udformes, så det imødekommer de sociale og fordelingsmæssige målsætninger, som Landstinget ønsker, at der tages højde for.
Uddannelse og uddannelsespolitik
Der er på uddannelsesområdet efter udvalgets opfattelse især behov for:
en indsats til højnelse af kvaliteten i folkeskolen,
en målrettet indsats i ungdomsuddannelserne med henblik på at mindske det store frafald, herunder flere forsøg med brobygning mellem folkeskolen og ungdomsuddannelserne,
en forstærket indsats for at skaffe praktikpladser til elever i erhvervsuddannelserne,
en mere effektiv udnyttelse af ressourcerne i uddannelsessystemet, herunder en større geografisk koncentration af de enkelte uddannelser, hvorved kvaliteten kan øges med samme ressourceindsats.
Ikke mindst betydningen af at styrke kvaliteten af uddannelsen i folkeskolen er central, idet det er her grundlaget lægges for det videre uddannelsesforløb. At tillægge grundskolen en afgørende betydning for den fremtidige udvikling i samfundsøkonomien er også i overensstemmelse med de internationale erfaringer. Med en styrket folkeskole og bedre uddannede folkeskoleelever øges også det faglige niveau i de efterfølgende uddannelsesforløb.
Trafikstruktur og -økonomi
Med hensyn til trafikstrukturen har udvalget noteret sig konklusionerne i den rapport, som en ekspertgruppe under hjemmestyret fremlagde på Landstingets efterårssamling, og hvor vurderingen var, at der ikke er grundlag for nye investeringer i landingsbaner, hverken til brug for den indenlandske beflyvning eller i forbindelse med atlantbeflyvning. End ikke meget kraftige stigninger i turistantallet vil, ifølge disse vurderinger, medføre behov for yderligere landingsbanefaciliteter.
Det er det rådgivende udvalgs vurdering, at mulighederne for en øget konkurrence fra private trafikoperatører bør undersøges. Dette kan ske ved, at landsstyret opstiller et grundlag for udbuddet af licitationer, som udover at indeholde kravene i forbindelse med servicekontrakter også sikrer, at der sker en koordinering mellem flytrafikken og skibstrafikken.
Det skal i den forbindelse fremhæves, at etableringen af større konkurrence mellem udbydere af transportydelser ikke udelukker, at der samtidig kan tages det politisk ønskelige hensyn til en billiggørelse af transporten til og fra bygder og yderdistrikter. Hjemmestyrets tilskud hertil kan indbygges i licitationsgrundlaget.
Fiskeriet
Et centralt punkt i hjemmestyret fiskeripolitik har siden begyndelsen af 1990’erne været, at opnå reduktion af den grønlandske fiskerflåde med henblik på at øge rentabiliteten i fiskeriet og samtidig nedsætte fangsttrykket på bestandene.
Disse initiativer har haft den tilsigtede effekt, og antallet af rejetrawlere er reduceret fra over 50 i 1990 til 17 i 1998, mens antallet af licenshavere i kutterfiskeriet er faldet fra 140 kuttere i 1993 til 85 kuttere i 1998, inkl. 79´erne.
Udvalget finder, at hovedprincippet om en regulering af fiskeriet ved omsættelige fangstkvoter baseret på biologisk rådgivning er hensigtsmæssig.
I forbindelse med forhøjelsen af rejeafgiften fra 1 pct. til 3 pct. blev det diskuteret, om det er rimeligt at opkræve en afgift for tilladelsen til at fiske. Efter udvalgets opfattelse er det naturligt at afgiftbelægge sådanne fiskeritilladelser, som giver private producenter store fortjenstmuligheder ved at udnytte en samfundsmæssig råvareressource. Udvalget finder, at en oplagt metode til at afgøre prisen for sådanne rettigheder i rejefiskeriet er at basere sig på udbuds- og efterspørgselsforholdene. På længere sigt kunne dette ske ved, at de omsættelige fangstkvoter blev udbudt til salg på et åbent marked fx i forbindelse med en auktion.
Den økonomiske politik er nærmere beskrevet i kapitel 1, afsnit 1.8.
I såvel det grønlandske som det danske tal for 1998 er inkluderet boliger på kollegier og plejehjem samt tomme boliger.
I opgørelsen af boligernes fordeling på boligtyper er 10 pct. af boligerne kategoriseret som "andre boligtyper", jf. tabel 2.3.6 i kapitel 2.
Beregningerne bygger på en række forudsætninger, som der er gjort nærmere rede for i kapitel 2 i denne redegørelse. Beregningerne tager bl.a. hensyn til, at der i nogle kommuner findes et boligoverskud og hermed uudnyttede boliger.
Sammenligningen af antal indbyggere pr. bolig er foretaget for at vise realismen i beregningerne. Det skal imidlertid understreges, at det ikke nødvendigvis skal tilstræbes, at den grønlandske boligforsyning pr. indbygger er den samme som i Danmark. Bl.a. forskelle imellem de relative priser på boliger og andre varer i hhv. Grønland og Danmark gør, at efterspørgslen efter boliger ikke vil være den samme selv ved samme gennemsnitlige indkomstniveau.
Grønlands Hjemmestyre, Økonomidirektoratet.