Strukturelle problemer og strukturpolitik

Den grønlandske økonomi er kendetegnet ved et snævert erhvervsmæssigt grundlag med stor sårbarhed overfor udefra kommende påvirkninger, et hjemmemarked, der er opsplittet i mange små enheder samt et højt omkostningsniveau. Hertil kommer en dominerende offentlig sektor med tilknyttede hjemmestyreejede virksomheder

Mandag d. 11. januar 1999
Det rådgivende udvalg vedrørende Grønlands Økonomi
Emnekreds: Økonomi.

1.1 Indledning
Den grønlandske økonomi er kendetegnet ved et snævert erhvervsmæssigt grundlag med stor sårbarhed overfor udefra kommende påvirkninger, et hjemmemarked, der er opsplittet i mange små enheder samt et højt omkostningsniveau. Hertil kommer en dominerende offentlig sektor med tilknyttede hjemmestyreejede virksomheder. I økonomiske rapporter fremhæves disse karakteristika ofte som værende af afgørende betydning ved vurderingen af det grønlandske samfunds udviklingsmuligheder, ligesom disse særlige grønlandske forhold indtager en central placering i økonomiske analyser og ved formuleringen af den økonomiske politik.

Den udtalte sårbarhed overfor ændringer i de internationale forhold hænger sammen med, at ca. 85 pct. af Grønlands eksportindtægter stammer fra fiskeriet af rejer og hellefisk, hvorved økonomien - udover at være baseret på et snævert erhvervsgrundlag - også er stærkt afhængig af følsomme, naturgivne ressourcer, som endvidere afsættes på et verdensmarked med stærkt svingende priser.
Figur 1.1 Fordelingen af den samlede beskæftigelse

Kilder: Grønlands Baseselskab A/S, Sulisa A/S og Grønlands Arbejdsgiverforening: Den fjerde søjle - erhverv med fremtid, 1997 (side 70) samt Royal Greenland A/S’s regnskab.
Som det fremgår af figur 1.1 udgør beskæftigelsen i den offentlige sektor, inkl. de hjemmestyreejede selskaber, ikke mindre end 56 pct. af den samlede beskæftigelse, heraf 8 pct. i Rotal Greenland A/S. Herudover er ca. 20 pct. af beskæftiget som fiskere og fangere, mens det private, landbaserede erhverv står for de resterende ca. 24 pct.

På ovennævnte baggrund er det ikke overraskende, at der i Grønland - som i mange andre lande - i de senere år har været stigende interesse for en styrkelse af de private erhverv og bedre forståelse af samspillet mellem privat foretagsomhed og offentlige aktiviteter. Dette kom bl.a. til udtryk i landsstyrets politisk-økonomiske redegørelse fra april 1998, hvor ønsket om at forbedre forudsætningerne for og incitamenterne til private erhvervsinitiativer blev fremhævet.

Markedsliberaliseringer har en naturlig og vigtig rolle at spille i denne sammenhæng. Men det er samtidig vigtigt at tilvejebringe de nødvendige forudsætninger for, at sådanne initiativer kan få de ønskede effekter på økonomien. Her tænkes såvel på mere kortsigtede rationaliserings- og effektivitetsgevinster som på den langsigtede dynamik, som skal skabes, for at det grønlandske samfund kan klare de store omstillings- og udviklingsmæssige udfordringer, som vil presse sig på i de kommende år.

Ved åbningen af Landstingets efterårssamling i 1998 understregede landsstyreformanden, at privatiseringer og udliciteringer kun bør foretages på områder, hvor dette i praksis kan lede til en bedre samfundsøkonomi og mere erhvervsmæssig aktivitet. Åbningstalen understregede herudover bl.a. behovet for en smidiggørelse af de erhvervsfaglige grunduddannelser med øget hensyn til opnåelsen af størst mulig effektivitet og kvalitet, samt at dette er et område, hvor der er behov for nye initiativer i de kommende år.