Indsigt: Ensprissystemet

Ensprissystemet

En række forbrugsvarer samt infrastrukturydelser såsom energi-, vand- og varmeforsyning, teletjenester, flytrafik og atlanttransporten med skib er i dag underlagt ensprissystemet, som har til formål at sikre samme priser uanset hvor i Grønland det pågældende produkt afsættes.

Landsstyret ydede i 1997 87 mio. kr. til KNI Pilersuisoq som betaling for samfundsmæssige opgaver. Udover dette direkte tilskud fra landskassen finansieres ensprissystemet via en intern krydssubsidiering inden for de pågældende monopolvirksomheder: Royal Arctic Line A/S, Royal Arctic Bygdeservice A/S og Arctic Umiaq Line A/S, som står for hhv. varetransporten pr. skib til og fra Grønland, den interne godstransport pr. skib og den interne passagertransport pr. skib. Hertil kommer, som omtalt ovenfor, subsidieringen i forbindelse med Grønlandsfly.

På teleområdet finansieres underskuddet på samtalerne internt i Grønland af overskuddet på de eksterne teleydelser. Desuden bidrager el-forbrugerne i de større byer gennem prisfastsættelsen i det landsdækkende elselskabet Nukissiorfiit til betalingen for elforsyningen i de små byer. Pr. 1. januar 1998 overtog Nukissiorfiit drift og vedligeholdelse af el- og vandforsyningen i bygderne. Der blev i den forbindelse til Nukissiorfiits drift overført knap 14,7 mio. kr.

Udkørsel af flaskegas i Sermiligaaq - Ammassalik

Hovedbegrundelsen for ensprissystemet er ønsket om at undgå store forskelle i de materielle levevilkår mellem byer og bygder, idet det er en politisk målsætning at opretholde muligheden for et decentralt bosætningsmønster. Ensprissystemet medfører imidlertid, at den enkelte forbruger og producent i sin adfærd ikke tager højde for de reelle økonomiske omkostninger ved et given produkt. Ensprissystemet indebærer altså, at der eksisterer incitamenter i økonomien, som modvirker en effektiv og dynamisk anvendelse af ressourcerne. Fastsættelsen af transportraterne og de offentlige takster (på el, vand og varme) betyder fx, at omkostningsniveauet for virksomhederne ikke afspejler de økonomiske ressourcers værdi i bedste alternative anvendelse. Dette er uhensigtsmæssigt, da det påvirker konkurrenceevnen negativt i områder, hvor taksterne burde være lavere. Samtidig fører subsidieringen af transporten til de fjernere områder, som nævnt, til en forvridning af anvendelsen af varer i både produktion og forbrug.

Landsstyret nedsatte i 1996 en arbejdsgruppe, som skulle overveje ensprissystemets konsekvenser for mulighederne for konkurrencedygtig produktion i Grønland. Udvalgets betænkning "Rapport til landsstyret vedrørende reform af ensprissystemet" forelå i marts 1997. Det anbefales i rapporten, at det eksisterende ensprissystem afskaffes, og at det socialpolitiske hensyn, der i dag varetages gennem ensprissystemet, erstattes af et differentieret indkomstskattesystem, som tilgodeser de områder, der i dag drager fordel af ensprissystemet - evt. suppleret med direkte tilskud til de berørte områder.

Det er oplagt, at Landstinget står overfor vanskelige beslutninger på dette område, men det bør tages i betragtning, at selvom der er fordele forbundet med ensprissystemet, er de økonomiske omkostninger på kort og lang sigt ret betydelige. Hertil kommer, at det er muligt at udforme mere gennemskuelige ordninger til at opfylde landsstyrets sociale og fordelingsmæssige målsætninger. Det er således udvalgets vurdering, at der ville være samfundsøkonomiske fordele forbundet med at erstatte ensprissystemet med et system af mere direkte overførsler - gennem skattepolitikken eller i form af tilskud til indbyggerne. Det anbefales derfor at overveje at introducere sådanne fordelingspolitiske initiativer, så de tilskud, der er involveret, ikke længere er knyttet direkte til forbrug eller produktion.