Indsigt: Fryns på frynsen

Fryns på frynsen

SKATTESNYDERIET i landsstyrets mange direktorater er vel det, vi i avis-jargon kalder en god historie. Men det er også en sørgelig beretning. Den vidner ikke om administrativ slendrian med indberetningen af frynsegoder til skattevæsenet, men om noget langt værre - nemlig regulær og forsætlig overtrædelse af skattelovgivningen.

Var det bare slendrian, rod eller glemsomhed, kunne vi nok have levet med det. Men sådan er det ikke. Der er simpelthen nogen, der har bestemt, at politikere og hjemmestyreansatte på topplan ikke skal betale skat af de såkaldte frynsegoder. Hvem, der har truget den beslutning, ved vi ikke. Men nogen har gjort det, og det dokumenteres blandt andet af, at der flere gange er blevet gjort opmærksom på de manglende indberetninger.

I sommeren 1997 pegede den interne revision på problemet, men intet skete, hvorefter revisionsudvalget her i efteråret gentog revisionens påtale. Der er sat flere frister for indberetningen af oplysninger om landsstyremedlemmers og øvrige ansattes frynsegoder, men ved sidste frist havde kun en tredjedel reageret.

Der kan altså hverken være tale om uvidenhed eller glemsomhed. Desuden må hjemmestyrets lønningssystem kunne give præcis de oplysninger, skattemyndighederne er interesseret i, så rod er det heller ikke. Det er ene og alene et spørgsmål om vilje.

Det synes derfor klart, at nogen i hjemmestyreadministrationen mener, at politikere og embedsmænd på topplan skal kunne unddrage sig de skatteregler, som gælder for alle andre borgere i landet.

Og det vil vi andre borgere ikke finde os i. Vi må have standset denne forskelsbehandling og "slæbt banditterne til skafottet"

Naturligvis helst inden valget.

Og hvordan kan vi så gribe det an?

DEN RENE og uskyldige har ikke altid gode kår. I forsøget på at finde ud af, hvordan vi skal klage over denne uretfærdige forskelsbehandling ramler vi ind i en række vanskeligheder.

Desværre kan vi ikke sige præcis, hvem der har bestemt, at hjemmestyrets ledelse skal kunne unddrage sig skat af frynsegoderne, men vi kan gøre hjemmestyret ansvarlig.

Altså skal vi have nogen til at vride armen om på hjemmestyret og få de ansatte til at følge loven. En af de lovlige metoder er idømmelse af dagbøder. Det er en god og pågående måde at få modvillige sjæle til at makke ret på, men det viser sig hurtigt, at vi har et problem her.

Det er nemlig hjemmestyret selv, der bestemmer, om hjemmestyret skal idømmes dagbøder, og for at det ikke skal være løgn, så vil hjemmestyrets eventuelle dagbøder blive udbetalt fra landskassen til... Ja, hvem tror I? ...landskassen!

FARCE eller mareridt, det går ud på et. Det er scenarier, som oftest er uforpligtende. Det er skæg og ballade eller gys og rædsel. Det er underholdning her og nu og så er det glemt.

Sådan er det ikke med farcen i hjemmestyret. Det er heller ikke en morsom farce, men en dybt fortvivlende omstændighed, at vort lovgivningsapparat sætter sig ud over loven og lader borgerne trække det økonomiske læs alene.

Sagen kommer nok i virkeligheden nærmere mareridtet. Og man skal ikke være ekspert i drømmetydning for at forstå, at vægringen ved at oplyse, hvad den tjenstlige privatbilisme er værd i kroner og øre, har det sigte at gøre frynsen til en dobbeltfryns.

Skattelovgivningen siger rent ud, at der kan idømmes foranstaltning, hvis man forsætligt eller groft uagtsomt undlader at indberette "frie goder som kost og logi, bolig, ophold, rejser, bil og telefon med videre". Det samme gælder den, der undlader at selvangive samme oplysninger til skattevæsenet.

Der er altså tale om en ulovlighed, ikke bare blandt folk i hjemmestyreadministrationen, men også for de politikere og ansatte, der ikke selv har opgivet frynsen’s kroneværdi til skattevæsenet.

For politikerne har det den uheldige konsekvens, at den, der eventuelt bliver dømt for en sådan forseelse, uundgåeligt efter vurdering i udvalget til valgs prøvelse - bliver kasseret af Landstinget. Det er næppe forseelser, der vil udløse de helt store bøder, men for at bevare tilliden til Landstinget og demokratiet i Grønland har medlemmerne ingen anden mulighed end at ekskludere skattesnyderne.