Siumut blæser i vinden

Landsstyreposterne er ikke noget, der skal forhandles om. Her er det kvalifikationer, der gælder, og det kræver ikke personforhandlinger i landstingsgruppen. Det er ikke fryns, der skal uddeles, men samfundets topposter, der skal besættes af stjernedygtige mennesker, som er i stand til at tage den udfordring op, det er at rette op på de landsstyrede problemområder.

Tirsdag d. 2. marts 1999
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Politik.

DEN PARLAMENTARISKE situation i landet tegner ikke alt for godt.
  1. Siumuts hovedbestyrelse har med sin kommende landsstyrepartner indgået en samarbejdsaftale, som nogle af hovedbestyrelsens medlemmer ikke kan genkende.
  2. Flere nyvalgte landstingsmedlemmer tager kraftigt afstand fra Inuit Ataqatigiits fortolkning af aftalens indhold om en skattereform.
  3. Siumut aner endnu ikke, hvem der skal bemande partiets landsstyreposter...
Siumut har tydeligvis ikke styr på tropperne. Der er langt fra fælles fodslag. Partiet blæser i vinden.

Nu har situationen ikke været nem fra starten. Siumuts valg af partner bygger på Atassuts »illoyalitet« omkring frynsegodeskatten og pengemisbrug under tjenesterejser, og det eneste alternativ var et samarbejde med Inuit Ataqatigiit. Det kan selvfølgelig også være, at Siumuts venstrefløj har ønsket den venstredrejning, som et samarbejde med Inuit Ataqatigiit uundgåeligt betyder.

MEN DET HAR under ingen omstændigheder været nemt for Siumut. Det sagde Jonathan Motzfeldt allerede på valgnatten. Han vidste godt, at Inuit Ataqatigiits krav til en samarbejdsaftale ville blive mere vidtrækkende end dem, Atassut ville møde op med. Det har AG tidligere påpeget, og den uro, som landstingsmedlem Hans Enoksen fører an i, dokumenterer det.

Nu er det bare sådan, at politisk samarbejde bygger på køb og salg. Det er de frie markedskræfter, der bestemmer, og den »forretningsmand«, der sælger sine produkter bedst, vinder.

I Inuit Ataqatigiit er de dygtige forretningsfolk. Partiet har fået sine mærkesager med i kontrakten, og det er det, der nu har skabt ballade i Siumuts rækker.

PROTESTANTERNE i Siumut siger to ting:
  1. Siumut kan ikke tillade sig at aftale skatteudjævning med Inuit Ataqatigiit, når partiet under valgkampen har lovet vælgerne, at der ikke bliver rørt ved skatten.
  2. Siumuts hovedbestyrelse har ikke godkendt så vidtrækkende en aftale på skatteområdet. Det siger i alt fald Hans Enoksen, som var med til forhandlingerne.
Spørgsmålet om løftet til vælgerne er blevet genstand for de politiske markedskræfters frie spil, og selvom det kan diskuteres, om man burde sælge sin holdning på skatteområdet eller ej, så er aftalen resultatet af en salgsaftale, som man må håbe, at Siumut har fået noget for.

En helt anderledes alvorlig sag er det naturligvis, hvis Hans Enoksen har ret i sin påstand om, at der ved den endelige, skriftlige formulering af aftalen er »lusket« nogle aftalepunkter ind i paragrafferne, som de samlede hovedbestyrelse ikke har været med til at forhandle.

Det er en grim historie, som kan få alvorlige konsekvenser for Siumuts ledelse, for hverken hovedbestyrelsen eller landstingsgruppen vil bryde sig om, at der »spilles falsk«.

DET HAR IKKE gjort det nemmere, at Landstingets nestor, Otto Steenholdt, har fastsat starten på den første landstingssamling i den nye valgperiode til 9. marts. Det giver fine rammer om en masse politisk fnidder-fnadder, små magtkampe og markeringer - ikke bare for landsstyreposter (der burde være på plads) - men også diverse udvalgs- og formandsposter.

Den politiske uro, vi ser i øjeblikket, er næret af den lange ventetid. Men den er også næret af Siumuts ubeslutsomhed med besættelsen af sine landsstyreområder.

Landsstyreposterne er ikke noget, der skal forhandles om. Her er det kvalifikationer, der gælder, og det kræver ikke personforhandlinger i landstingsgruppen. Det er ikke fryns, der skal uddeles, men samfundets topposter, der skal besættes af stjernedygtige mennesker, som er i stand til at tage den udfordring op, det er at rette op på de landsstyrede problemområder.

Og hvis landsstyret allerede er udpeget, ja så er det galt at holde oplysningerne tilbage »af hensyn til Siumuts landstingsgruppe«. Det er vælgerne, der først har krav på at vide, hvem der kommer til at styre landet. Hemmelighedskræmmeri falder ikke i tråd med Siumut-formandens løfte på valgnatten om større åbenhed.

Det var det løfte, han gav, da det gik op for ham, hvad partiet mister ved at holde kortene for tæt ind til kroppen.