Indsigt: Landstingets arbejdsform, betænkning

Landstingets arbejdsform, betænkning

Indholdsfortegnelse:
1. Indledning: 1.1. Kommissionens nedsættelse; 1.2. Kommissionens kommissorium; 1.3. Kommissionens overordnede overvejelser
2. Kommissionens forslag til revision af Landstingets arbejdsform: 2.1. Antal samlinger, samlingers placering over året og økonomiske konsekvenser; 2.2. Landstingets udvalg; 2.3. Juridisk i økonomisk funktion i Landstingets Bureau; 2.4. Rådgivningsfunktion i øvrigt i Landstingets Bureau; 2.5. Lovkontor i Landstingets regi
3. Personalemæssige og økonomiske konsekvenser ved udvalgssekretariat, en juridisk / økonomisk funktion og rådgivningsfunktion i øvrigt i Landstingets Bureau
4. Frister for sagers behandling i Landstinget
5. Spørgsmålsinstitutter
6. Kommissionens forslag til ændringer i vederlagsloven
7. Sammenfatning: Bilag 3: Den nuværende ordning; Bilag 4: 4 korte samlinger; Bilag 5: 2 lange samlinger; Bilag 6. Merudgifter i Landstingets Bureau ved udbygning

1. Indledning

1.1. Kommissionens nedsættelse

Kommission til revision af Landstingets arbejdsform er nedsat under Landstingets forårssamling 1995. Kommissionens medlemmer er Landstingsformand Knud Sørensen, Atassut, der er formand, Landstingsmedlemmerne Jonathan Motzfeldt og Agnethe Davidsen, Siumut, Otto Steenholdt, Atassut, og Johan Lund Olsen, Inuit Ataqatigiit. Kommissionen har som tilforordnede embedsmænd udpeget direktørerne Jakob Janussen, Personaledirektoratet, Kaare Hagemann, Skattedirektoratet og Alibak Steenholdt, Landstingets Bureau.

1.2. Kommissionens kommissorium

Kommissionen har et bredt udformet kommissorium, der tillader kommissionen at gå ind på alle områder, der berører Landstingets arbejde. Kommissoriet er godkendt af Landstinget samtidig med kommissionens nedsættelse under forårssamlingen 1995. Visse af kommissoriets punkter er behandlet i kommissionens statusredegørelse, der er fremlagt og behandlet under Landstingets forårssamling 1996 under dagsordenens punkt 6. Statusredegørelsen blev vel modtaget af Landstinget, og kommissionen har derfor bygget videre på de ideer, som redegørelsen indeholder. Kommissoriet er vedlagt som bilag 1.

1.3. Kommissionens overordnede overvejelser

Kommissionens overordnede målsætning går ud på at styrke Landstingets stilling samt at forbedre Landstingsmedlemmernes arbejdsvilkår. Den parlamentariske proces og den politiske debat skal gøres mere levende for at sikre den brede politiske indflydelse på landets styring. Delle er særligt nødvendigt i en tid, hvor stadig flere regler på stadig mere indgribende vis regulerer befolkningens levevilkår. En styrket parlamentarisk behandling af landets anliggender er med til at sikre respekten for demokratiet og dermed en efterlevelse af de regler, der udstedes af offentlige myndigheder.

2. Kommissionens forslag til revision af Landstingets arbejdsform

2.1. Antal samlinger, samlingers placering over året og økonomiske konsekvenser

Tre forskellige samlingsmuligheder skal beskrives i det følgende:

Den nuværende praksis med tre Landstingssamlinger, 2 om foråret og i om efteråret.
Indførelse af 4 samlinger på cirka 3 uger, 2 om foråret og 2 om efteråret.
Og endelig 2 lange samlinger, i om foråret og i om efteråret.

Der henvises til bilag 2 for illustration af samlingers placering over året.

Overordnede forhold som kommissionen sigter på at arbejde hen imod ved valget af samlingsmodel:

at god tid under samlingerne skal tilstræbes for at sikre et grundigt stykke arbejde, eksempelvis således at der i en uge kun er tre mødedage i salen, mens to dage er afsat til udvalgsmøder alt efter formandskabets bestemmelse

at tidsfrister for indlevering af medlemsforslag bør bortfalde

at der bør gøres brug af clearing partierne imellem, således at ikke alle medlemmer behøver at være tilstede ved afstemninger, hvilket også kan hindre indkaldelse af suppleanter

at der skal skabes en bedre udnyttelse af hjemmestyreadministrationen ved at arbejdet både politisk og administrativt fordeles mere jævnt over året

Beskrivelse af forslag nr.1 - den nuværende praksis:: Tidsrum:2 forårssamlinger og i efteråmsamling - løber typisk fra og med 2. uge i februar til og med 4. uge i februar og fra og med 1. uge i maj til og med 4. uge i maj. Om efteråret fra og med 1. uge i oktober til og med 4. uge ioktober.; Samlingstid i alt ca.: 12 uger; Om denne praksis skal bemærkes, at der som fordele kan anføres, at der er tid til at passe andet job, tid til familie og begrænsede rejse- og hotelomkostninger.; Som ulemper kan anføres, at der store dele af året enten er intet eller kun ringe samspil med politiske kolleger, ringe tid til at få sager belyst i udvalg, at tidsfrister er nødvendige grundet arbejdspresset, ringe mulighed for kontrol med landsstyret fra Landstingets side, tidspres for medlemmer og administration under samling og ringe udnyttelse af administrationens ressourcer.; En samlingsmodel som anført koster årligt ca. 3,2 mio. kr. Bilag 3 viser, hvorledes beløbet fremkommer.
Beskrivelse af forslag nr.2.:: Tidsrum: 4 årlige samlinger å 3 uger, 2 samlinger om foråret og 2 samlinger om efteråret.; Vedrørende indførelse af årligt 4 kortere samlinger på 3 uger skal som fordele anføres, at Landstingsarbejdet bliver spredt over hele året, at politikerne får tid til at pleje deres valgkredse med frisk input fra Landstinget, at flere samlinger giver mulighed for afskaffelse af tidsfrister, at indkomne forslag kan behandles på en efterfølgende samling og at administrationen får tid til at samle op på emner imellem samlingerne.; Samlingstid i alt ca.: 12 uger.; Som ulemper kan anføres, at hyppige samlinger kan virke som afbræk på øvrigt arbejde, at udvalgsmødeaktivitet imellem samlinger kan være vanskelig at arrangere, hvis mødeaktiviteterne har større omfang.; En samlingsmodel som anført koster årligt ca. 3,4 mio kr. Bilag 4 viser, hvorledes beløbet fremkommer.
Beskrivelse af forslag nr.3:: Tidsrum: 2 perioder å ca. 10 uger, 1. periode om foråret fra og med 2. uge i februar til og med 2. uge af april. 2. periode ligger om efteråret fra og med 3. uge i august til og med 4. uge i oktober; Samlingstid i alt ca.: 20 uger.; Til ordningen med 2 lange samlinger på ca. 10 uger skal som fordele anføres, at Landstingsarbejdet bliver spredt over året, at der gives god tid til udvalgsarbejde, at udvalgsarbejdet i hovedsagen kan overstås i samlingstiden, at der er tid til drøftelse af politiske emner med kolleger og andre politiske partier, at der er begrænsede rejseomkostninger og god udnyttelse af administration.; Som ulemper kan anføres, at der ikke gives meget tid til andre aktiviteter, at der vil være længere tids fravær fra familie og andet arbejde, og at det er den dyreste løsning.; En samlingsmodel som anført koster årligt ca. 4,7 mio. kr. Bilag 5 viser, hvorledes beløber fremkommer.

Kommissionen finder, at de økonomiske forhold ikke bør være afgørende for valg af samlingsmodel.

Kommissionen anbefaler den sidste model med to lange samlinger, da den bedst giver mulighed for, at det parlamentariske arbejde kan forløbe mere jævnt og kontinuerligt end nu. Ordningen vil sikre størst kontinuitet i Landstingsarbejdet, arbejdsro og tid til udvalgsarbejde og tværpolitiske drøftelser. Kommissionen forestiller sig, at der eksempelvis kan afholdes møder på tre ugedage, mens øvrige to ugedage reserveres udvalgsmøder. Ulemper som længere tids fravær fra familie indstilles løst ved en ændring af vederlagsloven, således at der gives mulighed for at medtage ægtefælle samt mindre årige børn til Nuuk i forbindelse med Landstingssamling hyppigere, end der efter den nugældende Vederlagsiov er mulighed for det. Der henvises til Betænkningens pkt. 6.

Endelig kunne det overvejes at placere udvaigsarbejde, der ikke relaterer sig til punkter på samlingen, til afvikling mellem samlingerne, for at sikre at politikerne under samlingerne helt kan koncentrere sig om det aktuelle parlamentariske arbejde.

2.2. Landstingets udvalg

2.2.a. Landstingsudvalgenes opgaver og pligter - funktionsbeskrivelse i almindelighed

Det er Landstingets opgave at føre kontrol med den af landsstyret førte politik og administration, således at det sikres, at der bliver administreret i overensstemmelse med vedtagne love, forordninger, beslutninger og øvrige tilkendegivelser fra Landstinget. Landstingets kontrol udføres ikke mindst af Landstingets faste udvalg. Disse udvalgs arbejdsopgaver foreslår kommissionen beskrevet i en standardforretningsorden gældende for alle Landstingets udvalg ved siden af hver udvalgs specielle forretningsorden som følger:

Det er forudsat, at udvalget i nær kontakt med de pågældende landsstyremedlemmer holder sig a jour med udviklingen inden for udvalgets arbejdsfelt og kan stille spørgsmål til et landsstyremedlem, selv om konkrete forslag på området ikke foreligger. Arbejdet med de til udvalget henviste sager er dog udvalgets hovedopgave og bør gå forud for andre opgaver."

Det slås med andre ord fast, at udvalgene af egen drift kan tage sager op til behandling og ikke nødvendigvis skal afvente et opdrag fra Landstinget. Hvad udvalgene måtte blive opmærksom på, kan udvalgene tage op med landsstyremedlemmet ved at kalde denne i samråd for afgivelse af forklaring. Udvalget kan fremsætte skriftlige spørgsmål til landsstyremedlemmet, ligesom udvalget kan bringe forholdet op til drøftelse i Landstinget. Det er forudsat af kommissionen, at udvalgenes arbejdsform ændres, således at arbejdet bliver mere intensivt. Udvalgsmøder uden for samlingsperioderne kan således tages i anvendelse - eventuelt som telefonmøder alt efter sagernes karakter. Dette er nødvendigt, hvis udvalgene skal løse deres opgaver inden for hver deres respektive områder og have en behørig kontrol med landsstyret på Landstingets vegne, idet tinget som bekendt store dele af året ikke er samlet. Den løbende ajourføring indebærer den fordel, at udvalgene mere kvalificeret kan tage stilling til forelagte spørgsmål i modsætning til i dag, hvor udvalgene under samlingernes arbejdspres forelægges ofte komplicerede oplysninger med en ganske kort frist til at reagere.

Vedrørende udvalgs- og orienteringsrejser bemærker kommissionen, at rejsernes antal må forventes at tiltage med deraf følgende højere omkostninger. Kommissionen finder det legitimt, at Landstingets formandskab ved stillingtagen til rejseansøgninger også vurderer rejseønskerne ud fra hensynet til overholdelsen af vedtagne bevillinger.

2.2.b. Landstingudvalgenes funktion set i mere konkrete situationer

Landsstyret er at betragte som Landstingets forretningsfører og er i sin embedsførelse politisk ansvarlig overfor Landstinget. Hvis Landstinget er utilfreds med landsstyret, kan der rejses bl.a. forespørgsler, der i yderste konsekvens kan føre til, at der gives et mistillidsvotum til landsstyret. Der er derfor i landsstyrets interesse at være i overensstemmelse med Landstinget og dets medlemmer for at komme eventuel kritik i forkøbet. Landsstyret kan således i egen interesse løbende sørge for at holde respektive Landstingsudvalg orienteret om, hvilke initiativer der foretages på de forskellige områder. Derved vil landsstyret hurtigere få en pejling at om et forhold billiges af tinget ved tilbagemeldingen fra Landstingsudvalgene. Samtidig vil det selvsagt være sværere for udvalgspolitikerne og partifæller senere at fremsætte politisk kritik af et forhold, som udvalgene hele tiden har været holdt orienteret om.

Kommissionen har drøftet, om der bør indføres en ordning, således at landsstyreområderne forpligtes til løbende at holde respektive ressortudvalg orienteret om udviklingen inden for de forskellige landsstyreområder. Dette emne er taget op i konsekvens at den hidtidige orientering af udvalgene findes for mangelfuld.

Som et led i at styrke udvalgenes stilling findes det naturligt at indføre en sådan orienteringsordning, idet udvalgene ellers vil have svært ved at følge med i de initiativer, der tages på de forskellige områder, og som udvalgene ellers ikke bliver bekendt med. Den løbende orientering skal være et supplement til den hovedforpligtelse, der ligger i for udvalgene selv at holde sig orienteret. Et højt informationsniveau er nødvendigt, for at udvalgene kan varetage deres opgaver med at være kontrollerende på vegne af Landstinget over for landsstyret.

Såfremt ikke blot Forretningsordenen skal ændres, men en lovændring er fornøden med henblik på at fastslå Landsstyrets 'pligt til information at og involvering af Landstingets udvalg, det være sig ved brug af samrådsformen, eller anden af udvalgene ønsket form, indstilles til ændring af Landstingslov om landstinget og landsstyret, ved tilføjelse bl.a. til § 4.

Landstinget fastlægger hovedlinierne på et givet område ved lovregulering. Typisk vil der være behov for at detailregulere nogle mindre betydende forhold, og Landstinget bemyndiger af praktiske grunde landsstyret til at regulere forholdene nærmere ved udstedelse af bekendtgørelser. Bekendtgørelser skal holde sig inden for den bemyndigelse, der er givet i hjemmelsloven og må ikke gå ud over de rammer, der er forudsat af Landstinget ved lovens vedtagelse. Hvis Landstingets flertal mener, at en bemyndigelse er overskredet, må Landstinget gribe ind over for landsstyret.

Det har været drøftet i kommissionen, om der bør indføres en høring af det respektive ressortudvalg, forinden landsstyret udstedelser bekendtgørelser. For en høringsordning kan anføres, at det vil øge den parlamentariske kontrol med landsstyrets virke og sikringen at at der ikke handles imod Landstingets intentioner. Modsat kan anføres, at en høringsordning i praksis forekommer vanskelig at gennemføre, da Landstingsmedlemmerne oftest er forskellige steder i landet, og da bekendtgørelser til tider skal udstedes med kort varsel, og endelig at en høringsordning kan være betænkelig, eftersom landsstyret en gang i hjemmelsloven allerede er bemyndiget til at regulere området nærmere ved udstedelse af bekendtgørelser. Hertil kommer, at såfremt Landstinget vil have en særlig kontrol med et givet område, er der mulighed for, at Landstinget undlader bemyndigelse til landsstyret eller begrænser en bemyndigelses omfang i hjemmelsloven. Argumenterne imod en høringsordning vejer efter en samlet vurdering tungest1 og kommissionen vil således ikke indstille, at der indføres en høringsordning forinden landsstyrets udstedelse af bekendtgørelser. Kommissionen indstiller, at Landsstyret, om fornødent gennem lovændring, pålægges omgående og inden ikrafttræden af en bekendtgørelse eller anden afledet regeldannelse, at informere Landstinget ved Landstingets Bureau herom.

Tyngden i det politiske arbejde er arbejdet i udvalgene, hvor meningerne brydes, og hvor der sker en dybtgående behandling af' de rejste problemstillinger. Således er det afgørende, at dette arbejde forløber så jævnt som muligt, og at alle politiske aktører inddrages i dette arbejde. Udvalgsmøder er som udgangspunkt lukkede, men kommissionen finder det naturligt, at et medlem hvis forslag er henvist til et udvalg gives lejlighed til at redegøre for sit forslag for ressortudvalget, hvilket er en sikring mod misforståelser og er med til at give alle en bedre forståelse for det pågældende forslag. Landstingsmedlemmet sikres således en adgang til at blive orienteret om baggrunden for forslagets behandling.

Samtidig skal det stå hvert enkelt udvalg åbent at tillade tilforordnede fra partier, der ikke er repræsenteret i udvalget, hvor den tilforordnede kan have ret til at fremkomme med en udtalelse men naturligvis ikke har stemmeret. Herved vil det være muligt at klarlægge detailspørgsmål, således at der ikke skal bruges unødvendig tid på at oplyse sagen, når først sagen er genstand for behandling i selve Landstinget.

Det hænder, at en partiordfører går imod en betænkning, som partifæller har stemt for i udvalg. Dette kan være ganske naturlig, da Landstingsmedlemmerne formelt alene er bundet af deres egen overbevisning. Realpolitisk kan det imidlertid være uheldigt, da praksis er, at partigruppen samlet bestemmer, hvorledes der skal forholdes i et givet anliggende. Konsekvensen ved det påpegede forhold kan være, at behandlingen i Landstingssalen ved 2. behandlingen let kommer til at ligne en ny udvalgsbehandling. kommissionen imødeser, at den forudsatte øgede tid til det politiske arbejde kan være med til at hindre den slags situationer, der oftest må henføres til tidspres under samlingerne.

Kommissionen imødeser desuden, at en intensiveret udvalgsbehandling af Landstingets sager vil føre til flere samråd, hvor et landsstyremedlem er indkaldt til at møde for udvalget. Samrådet forudsættes gennemført med det resortansvarlige landsstyremedlem , og således kun helt undtagelsesvist og hvor lovligt forfald skønnes at foreligge, efter udvalgets bestemmelse kan søges gennemført med en embedsmand alene, men på landsstyremedlemmets ansvar.

Ethvert udvalgsmedlem kan tage initiativ til indkaldelse af udvalget, idet dog udvalgsformanden afgør, om emnet er relevant nok til afholdelse af møde og afgør i så fald mødeformen. Endvidere kan udvalgsmedlemmet via udvalget stille spørgsmål til landsstyret, forudsat at spørgsmålet godkendes af udvalget.

Endelig har kommissionen drøftet muligheden af clearing partierne imellem, hvorved forstås aftaler mellem partierne om fravær, således at magtforholdet i Landstinget ikke forrykkes ved Landstingsmedlemmers udeblivelse. Clearingsaftaler er meget anvendt i andre parlamenter og giver mulighed for, at politikerne kan få tid til andre gøremål end lige netop at sidde i selve Landstingssalen. I henhold til Landstingets forretningsorden er Landstinget beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er tilstede, og under iagttagelse heraf er det partierne frit for at lave aftaler, der kan være med til at sikre mere tid til andet arbejde. Sådanne aftaler aktualiseres at at Landstingssamlingerne forudsættes at blive længerevarende. Clearingsaftaler for Landstinget anses som en uomgængelig del af det parlamentariske arbejde, når delle udstrækkes i tid som foreslået. Vi indstiller til Tingets accept heraf, som en del af kommissionens forslag.

2.2.c. Sekretariatsbetjening aktuelt og fremtidigt

Det er et væsentligt emne, hvorledes Landstingets udvalg bliver sekretariatsmæssigt betjent. Som det er i dag, er det landsstyret, der udlåner sekretærer til udvalgene. Delle er ikke uden betænkeligheder, for dels har den pågældende sekretær i reglen forinden medvirket ved udarbejdelsen af landsstyremedlemmets oplæg til Landstinget og kan derved være farvet eller fastlåst i en bestemt retning. Dels skal man være opmærksom på, at udvalgssekretæren hele tiden står i et tjenesteforhold til landsstyremedlemmet, hvilket kan medføre, at der opstår en loyalitetskonflikt for sekretæren mellem på den ene side Landstingsudvalgets og på den anden side landsstyremedlemmets interesser. Dette kan eksempelvis være tilfældet, hvor udvalget ønsker landsstyremedlemmet i samråd for at afkræve denne en forklaring om dette eller hint, eller når udvalget ønsker indhentning af bestemte oplysninger, som sekretæren via sit ansættelsesforhold i et bestemt direktorat ved, at landsstyremedlemmet nødigt ser udbredt i en videre kreds. På denne baggrund er der således ikke garanti for en upartisk og loyal sekretariatsbetjening over for udvalget, som tilstandene er i dag. Det betænkelige i den givne sekretariatsbetjening sættes i perspektiv derved, at udvalgene typisk kun træder sammen kortvarigt under en samling og ofte, hvad angår rådgivning, indhentning af sagsakter og oplysninger i væsentlig grad er afhængig af sekretæren og dennes indsats.

Hvis man ser på fordelene ved brug af landsstyrets embedsmænd kan anføres, at disse typisk besidder et stort detailkendskab til området, og det kan være nødvendigt med denne viden, hvis problemstillingerne er komplekse.

I Danmark og Island, hvor parlamentsudvalgene har eget sekretariat i parlamentets regi, er dette problem løst ved, at der sker indkaldelse af ministre og eventuelt embedsmænd fra det respektive ressort til at give forklaring til udvalget, der ellers betjenes af generalister ansat af parlamentet. Der er således ikke tale om at opbygge et parallelt embedsmandssystem i Landstingets reg men derimod tale om, at der udfolder sig et samarbejde mellem Landstingets og landsstyrets embedsmænd.

Kommissionen vurderer sammenfattende, at den forudsatte intensiverede udvalgsbehandling af Landstingets sager og de anførte betænkeligheder ved brug af landsstyrets embedsmænd som udvalgssekretærer må føre til, at Landstinget får eget udvalgssekretariat. Kommissionen er overbevist om, at dette vil styrke Landstingets rolle og ret beset er nødvendigt, hvis Landstinget skal leve op til sin forudsatte rolle som overordnet og kontrollerende myndighed i forhold til landsstyret.

2.3. Juridisk i økonomisk funktion i Landstingets Bureau

Overflytningen eller etablering af sekretariatsbetjening af Landstingets udvalg, og Landstingets medlemmer til Landstingets Bureau nødvendiggør ansættelse af sagkyndige personer, typisk med akademisk uddannelse. Særligt kan nævnes Finansudvalget, da dette udvalg dels mødes hyppigt, dels ofte beskæftiger sig med komplicerede forhold. Det forudsættes, at Finansudvalget indgår i tæt samspil med udvalg, hvis kompetance i det enkelte tilfælde grænser op til det forhold, der aktuelt måtte være til behandling i Finansudvalget, og vice versa. Sekretariatsfunktionen sikrer kontinuerlig kommunikation også i denne henseende. Af denne grund indstiller kommissionen, at der sikres denne viden i Landstingets Bureau ved oprettelse af en juridisk I økonomisk funktion, der tillige skal bistå alle øvrige udvalg, dels for at give kvalificeret bistand, dels som nævnt af hensyn til finansudvalget, der løbende behandler ansøgninger fra landsstyret om bevillinger.

2.4. Rådgivningsfunktion i øvrigt i Landstingets Bureau

Et Landstingsmedlem har rige muligheder for at gøre sin indflydelse gældende og i særdeleshed, hvis der i fuldt omfang kan drages fordel af den service, vejledning og viden, som hjemmestyrets centraladministration råder over. Kommissionen noterer, at der i dag kun i beskedent omfang sker henvendelse fra Landstingsmedlemmer til centraladministrationen med anmodning om oplysninger og vejledning. Ved udformningen af forslag til Landstingets behandling kunne det eksempelvis være relevant at undersøge eventuelt regelgrundlag til bunds forinden, ligesom teknisk hjælp ved udformningen af forslag kunne tænkes ønskelig. Delle kan skyldes, at det er vanskeligt at orientere sig som Landstingsmedlem stående uden for administrationen, hvor man skal henvende sig, ligesom landsstyrets administration ikke er vant til at yde denne form for service. Efterhånden som reglernes omfang hele tiden vokser og lovgivningsprocessen til stadighed bliver mere kompliceret, så stiger behovet for grundige forundersøgelser, indhentning af oplysninger og dermed behovet for service over for tingets medlemmer.

Kommissionen indstiller derfor, at der oprettes en rådgivningsfunktion i Landstingets Bureau, der har til opgave løbende at hjælpe tingets medlemmer med de nævnte opgaver af teknisk og praktisk karakter. Fordelen ved at oprette denne funktion i Landstingets regi er, at medlemmerne således kan henvende sig et sted, hvor personerne er Landstingets medlemmer bekendte, og kontakten mellem medlemmet og administrationen bevares herved. I praksis vil denne form for rådgivning blive forestået af de samme personer, som udgør Landstingets udvalgssekretariat.

2.5. Lovkontor i Landstingets regi

Kommissionen har drøftet muligheden af at oprette et lovkontor i Landstingets regi. Dette grunder sig på flere omstændigheder. Lovgivningsarbejde er selvsagt meget juridisk relateret arbejde, hvor det kunne være formålstjenligt i Landstingets regi at råde over særlig ekspertise til støtte for udvalgsbetjeningen. Denne service kunne samtidig hjælpe til med at hindre lovsjusk forårsaget af tidspres under samlinger. Et lovkontor kunne tillige over for Landstinget være garant for en upartisk rådgivning i juridiske anliggender, ligesom et sådant kontor kunne vurdere landsstyrets lovforslag i forhold til væsentlige retsgrundsætninger. Altså et alternativ eller supplement til vurderingen fra landsstyrets lovkontor.

Betænkeligheden ved at oprette et lovkontor i Landstingets regi kan være, at der opstår uenighed mellem de to lovkontorer med forsinkelse af lovgivningsarbejdet til følge. Tillige kan der opstå konflikter i relation til Landstingsloven om landsstyremedlemmers ansvarlighed. Endelig er der en ressourcemæssig betragtning, der taler for, at landsstyrets lovkontor bør kunne anvendes i påkommende tilfælde.

Vedrørende landsstyrets lovkontor finder kommissionen det væsentligt, at lovkontorets uafhængige virke sikres. Der må og bør ikke kunne stilles spørgsmålstegn ved lovkontorets objektivitet i arbejdet.

Sammenfattende finder kommissionen, at der er behov for en række sekretariatsfunktioner, med det dobbelte sigte at rådgive og sikre en informationsstrøm til Landstinget. Rådgivningsopgaven indebærer som en helt naturlig del også sikring af lovforslags eller andre initiativers harmoni med det gældende regelsystem. Der er således nødvendigvis knyttet en væsentlig kontrolfunktion til rådgivningsopgaven. Informationsindsamling er beskrevet ovenfor under pkt. 2.2.a.

3. Personalemæssige og økonomiske konsekvenser ved udvalgssekretariat, en juridisk / økonomisk funktion og rådgivningsfunktion i øvrigt i Landstingets Bureau

Vedrørende de personalemæssige og økonomiske konsekvenser for Landstingets Bureau finder kommissionen det væsentligt, at det skal holdes for øje, at der ikke opbygges et større sekretariat i Landstingets regi, som der kun er brug for en lille del af året under samlingerne. De ansatte embedsmænd skal være generalister og således besidde en bred viden om administrative forhold.

Kommissionen skønner, at der i Landstingets Bureau vil blive behov for ca. 4 ekstra medarbejdere til at løse de ovenfor skitserede opgaver, herunder afdækning af finansudvalgsbetjeningen. Det er i øvrigt forudsat, at de samme sekretærer udfylder de forskellige funktioner.

Den påtænkte øgede servicering af Landstinget skønnes at indebære en merudgift på ca. 1,5 mio. kr. om året. Bilag 6 viser, hvorledes beløbet fremkommer.

Det forudsættes med hensyn til lokaler, at der kan findes plads vederlagsfrit i hjemmestyrekomplekset.

Organisatoriske forhold i Landstingets Bureau, der tager sigte på at løse de nye opgaver, vil blive fastlagt af Landstingets formandskab og Bureauets ledelse.

4. Frister for sagers behandling i Landstinget

Frister for indlevering af forslag fra Landstingets medlemmer skal så vidt muligt afskaffes under skyldig hensyntagen til, at der også for landsstyret og dermed forvaltningen skal være en rimelig mulighed for at få forslagene administrativt behandlet.

I det følgende forudsættes det, at Landstinget vælger indførelsen af en samlingsmodel med to lange samlinger på 10 uger årligt, hvoraf i ligger om foråret, og i ligger om efteråret.

Kommissionen foreslår, at fristen for indsendelse af medlemsforslag, der aktuelt er to måneder før en Landstingssamlings begyndelse, afskaffes. I stedet indføres en ordning, således at Landstingsmedlemmerne tidligst kan få 1. behandlet et medlemsforslag 14 dage efter, at det er kommet Landstingets Bureau i hænde. Landstingsmedlemmerne kan naturligvis som hidtil på ethvert tidspunkt af året indsende forslag.

Landsstyrets redegørelser kan tidligst behandles 3 uger efter, at de er kommet Landstingets Bureau i hænde. Den aktuelle frist for fremsendelse af redegørelser er I måned før en Landstingssamlings begyndelse, således at der på dette område foreslås en mindre nedsættelse af tidsfristen.

øvrige sager af enhver karakter fra landsstyret skal omdeles til Landstingets medlemmer, så snart materialet er færdigt og det foreslås, at materialet senest skal være Landstingsmedlemmerne i hænde 14 dage før behandling i tinget. Den aktuelle tidsfrist er en måned, som det er angivet i Landstingets forretningsorden § 30 stk 2.

Landstingets formandskabs kompetance indrettes efter disse- og de øvrige foreslåede nydannelser på en måde, der overlader Landstinget en anden og styrket indflydelse på forberedelsen at Landstingets arbejde. Lovforslag eller forslag til regeldannelse iøvrigt forelægges Landstingets Bureau med henblik på såvel sekretariatsbehandling som drøftelse i de enkelte udvalg. Der afgives indstilling til Landstingets Formandskab, der suverænt afgør, hvorvidt der skal svares skriftligt, eller forslaget behandles i salen, herunder tidspunktet herfor. Afvisning af et forslag sker kun ved Formandskabets beslutning. Dette vil, forstås, føre til, at Landsstyret i det væsentlige alene orienteres om Landstingets dagsordener, og at udarbejdelsen af de såkaldte henvisningslister får en udelukkende informativ betydning.

5. Spørgsmålsinstitutter

Landstingets forretningsorden § 41 omhandler forespørselsdebatter, hvorved et Landstingsmedlem anmoder om et eller flere landsstyremedlemmers forklaring om et offentligt anliggende. Forespørgslen fremsættes skriftligt og bestemt affattet til tinget, der afgør, hvorvidt forespørgslen skal fremmes. I givet fald kommer emnet til behandling i Landstinget 6 til 10 mødedage senere, hvor landsstyremedlemmet har pligt til at svare.

Taletiderne giver spørger 5 minutter til at begrunde sin forespørgsel, og landsstyremedlemmet 10 minutter til at svare. Ved efterfølgende debat har spørger to gange 5 minutter, partiordfører to gange 5 minutter og andre medlemmer 3 minutter.

Landstingets forretningsorden § 42 omhandler spørgsmål, hvorved et Landstingsmedlem ønsker at indhente oplysninger om et offentligt anliggende. Disse spørgsmål kendes under betegnelsen fredagsforespørgsler. Spørgsmålet skal være skriftligt og indeholde en begrundelse og afleveres til landsstyret. Landsstyret kan vælge at undlade besvarelse, besvare skriftligt eller give mundtugt svar i Landstinget. Kun spørger og landsstyremedlemmet kan som hovedregel få ordet, hvor spørger har 2 minutter, landsstyret 3 minutter og øvrige Landstingsmedlemmer 2 minutter, hvis dette tillades af mødelederen.

Landstingets forretningsorden § 30 stk 3 åbner mulighed for, at et Landstingsmedlem kan fremsætte et beslutningsforslag, hvorved der kan ske en debat over et emne. Beslutningsforslag underkastes kun en behandling i Landstinget, der kan afbrydes af udvalgsbehandling, og taletiden er ved forelæggelsen 30 minutter, ordfører har første gang 30 minutter og andre medlemmer 10 minutter. I anden omgang har ordfører 15 minutter og andre medlemmer 10 minutter, idet landsstyrets ordfører kan få yderligere taletid. Beslutningsforslag skat være Landstingets formandskab i hænde to måneder før en samlings begyndelse.

Kommissionen lægger vægt på at fremme den frie og umiddelbare meningsudveksling i Landstinget. Derfor foreslås på den ene side alle snærende bånd fjernet i relation til at stille spørgsmål til landsstyret og i det hele taget at bringe sager til debat i tinget. På den anden side anerkendes, at ordenshensyn og hensyn til tilrettelæggelsen af tingets samlinger nødvendiggør visse regler.

Forespørgselsdebatformen er ikke meget anvendt; men ifølge kommissionenes opfattelse bør formen bevares, da den giver en god mulighed for en grundig debat om et emne. Endelig åbner forespørgselsdebatformen mulighed for, at der kan fremsættes en mistillidserklæring over for landsstyret, der i yderste konsekvens må gå af Der er modsat ikke mulighed for at fremsætte en mistillidserklæring under behandlingen af et almindeligt spørgsmål (fredagsforespørgsel). Taletiderne ved forespørgselsdebatter indstilles fordoblet i længde, hvorved taletiderne kommer til at svare til den tilsvarende bestemmmelse i folketingets forretningsorden.

Taletiderne vil herefter være:

Forespørgslens begrundelse: 5 min
Landsstyremedlemmets besvarelse: 30 min

Derefter:

	1. gang	2. gang	Følgende gange
Forespørger	10 min	10 min
Ordførere for partier	10 min	10 min
Andre medlemmer	5 min	5 min
Landsstyremedlemmer	20 min	10 min	10 min

Er forespørgeren tillige ordfører for sit parti, har den pågældende - efter at forespørgslen er begrundet - alene taletid som forespørger.

Spørgsmål til landsstyret - i daglig tale fredagsforespørgsler, forretningsordenens § 42- er den mest anvendte metode til at fremskaffe oplysninger om et offentligt anliggende. Hidtil har alene spørger og landsstyremedlem haft ret til at tale, og taletiderne har været korte. Kommissionen indstiller, at også andre Landstingsmedlemmer skal gives ret til at tale, ligesom taletiden skal fordobles i længde således:

Spørgsmål til landsstyret (fredagsforespørgsler)

Spørger

4 min

Landsstyrets svar

6 min

Andre medlemmer

2 min

Spørgsmål til landsstyret er formbundet derved, at spørgsmålet skal være skriftligt, bestemt affattet, kort og ledsaget af en begrundelse, som det er foreskrevet i forretningsordenen § 42 stk 1.1 modsætning til forespørgselsdebafformen kan der ikke drages nogen konsekvenser i form af mistillidsvotum eller lignende i forhold til landsstyret på baggrund af behandlingen af et spørgsmål.

Som et supplement til dette indstiller kommissionen indført en ny ordning, hvorved der kan indhentes oplysninger om et offentligt anliggende ved spørgsmål til landsstyret spontant, uden at spørgsmålet er bundet af formkrav. Det skal foregå således1 at Landstingmedlemmet senest forinden mødets start, i hvilket spørgsmål kommer til behandling, gør landsstyremedlemmet bekendt med spørgsmålets indhold. I praksis vil det være en fordel, hvis Landstingsmedlemmet dagen forinden i skriftlig form overleverer sit spørgsmål til det ansvarlige landsstyremedlem, således at denne kan forberede en besvarelse. Dette er praksis i Island, hvorfra ideen er hentet. Der skal dog være mulighed for, at landsstyremedlemmet ved at give en begrundelse kan få udsættelse med at svare og så skal svare i næst kommende møde.

Vedrørende beslutningsforslagsformen skal bemærkes, at den efter de nu gældende regler forekommer mindre egnet til at bringe forhold til debat i Landstinget, fordi Landstingsmedlemmet to måneder før samlingen skal fremsende forslaget, der endvidere skal være i beslutningsform, hvilket ikke harmonerer med, at de emner, som typisk ved debafformen ønskes behandlet i Landstinget, ofte er dagsaktuelle forhold. Med de foreslåede ændrede og nedsatte tidfrister til behandling i tinget 14 dage efter indlevering af sager til Landstingets behandling fra medlemmernes side forudses en øget anvendelse af beslutningsforslagsformen.

6. Kommissionens forslag til ændringer i vederlagsloven

Såfremt Landstinget følger kommissionens indstilling om, at der skal holdes to årlige lange samlinger å ca. 10 uger, henstiller kommissionen, at der tages initiativ til snarest at få ændret vederlagsioven, således at der skabes mulighed for, at et Landstingsmedlems ægtefælle og mindreårige børn kan ydes fri rejse til Nuuk for ledsagelse i forbindelse med Landstingssamling en gang i hvert kalenderår, hvortil hører frit logi og dagpenge alt efter de hidtidig gældende regler.

Vederlagsloven hjem ler mulighed for, at Landstingsformanden og landsstyreformanden på rejser i forbindelse med sit hverv under særlige omstændigheder kan ledsages af sin ægtefælle. Ledsagende ægtefælle ydes frit logi og dagpenge, men derimod ikke erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Kommissionen henstiller til Landstinget, at der indføjes bestemmelse i loven, der hjemler mulighed for at dække eventuel tabt arbejdsfortjeneste. Det indstilles tillige, at tilsvarende regelsæt kommer til at gælde for landsstyremedlemmer, der kan være i samme situation som Landstingsformanden og landsstyreformanden. Dertil kommer, at Landstingets medlemmer under samlingerne ydes frirejse mellem Nuuk og hjemmet i week-enderne og hvor arbejdet iøvrigt tillader dette, forudsat at familien ikke er fulgt med til Nuuk. Det bør tillige være således, at der åbnes mulighed for, at Landstingets medlemmer, efter Formandens forudgående godkendelse, kan foretage landsdækkende rejser, for at udbygge kendskab til det ene eller andet område, som det pågældende landstingsmedlem varetager i kraft af udvalgsarbejde.

7. Sammenfatning

Kommissionens arbejde kan resumeres således, at der ønskes et styrket Landsting, der skal have egen udvalgsfunktion, en juridisk- og økonomisk funktion og vejlednings- og rådgivningsfunktion i øvrigt. Samtidig foreslås, at Landstinget samles 2 gange årligt med en samling på ca. 10 uger om foråret og en samling på ca. 10 uger om efteråret. Frister for indsendelse af medlemsforslag afskaffes, dog således at forslag tidligst kan behandles 14 dage efter, at de er modtaget i Landstingets Bureau. Debatten i Landstinget skal gøres mere smidig og levende, hvorfor der er foreslået længere taletider og indførelse af adgang til at stille spontane spørgsmål til landsstyret. Under samlingerne skal der være god tid til det parlamentariske arbejde, herunder udvalgsarbejde. Udvalgsarbejde skal kunne finde sted såvel under som uden for samlingerne. Udvalgene forudsættes mere selvstændigt at følge med i udviklingen på hver deres ressort for at udøve den af Landstinget forudsatte kontrol med landsstyret.

Såfremt Landstinget helt eller delvis tager denne betænkning til efterretning, vil der senere under denne Landstingssamling blive fremlagt konkrete forslag til konsekvensændringer i Landstingets forretningsorden til afstemning.

Ændringerne vedrørende Landstingets arbejdsform foreslås så vidt muligt effektueret pr. 1. januar 1997. Det økonomiske grundlag og det formelle grundlag for gennemførelse af ændringerne skal der således tages højde for senere under denne samling.

Bilag:

Bilag 3: Den nuværende ordning

Samlingsmodellen koster årligt ca. 3,2 mio. kr, der fremkommer således:

Økonomiske konsekvenser:
Hotelophold for 16 udefrakommende medlemmer	1.292.928
Rejser efter almindelige billetpriser	318.900
Dagpenge 16 medlemmer a 325,54 pr. døgn minus fradrag for morgenmad	378.000
Medhjælp til partier, referenter, simultantolke m.m	990.000
Øvrige udgifter - bespisning, repræsentation m.m.	250.000
I alt	3.229.828

Bilag 4: 4 korte samlinger

Samlingsmodellen koster årligt ca. 3,4 mio. kr, der fremkommer således:

Økonomiske konsekvenser:
Hotelophold for 16 udefrakommende medlemmer	1.292.928
Rejser efter almindelige billetpriser	425.200
Dagpenge 16 medlemmer a kr.325,54 pr. døgn fradrag for morgenmad	378.000
Øvrige udgifter - bespisning, repræsentation m.m	300.000
I alt	3.386.128

Bilag 5: 2 lange samlinger

Samlingsmodellen koster årligt ca. 4,7 mio. kr, der fremkommer således:

Økonomiske konsekvenser:
Hotelophold for 16 udefrakommende medlemmer	2.153.536
Rejser efter almindelige billetpriser	212.600
Dagpenge 16 medlemmer a kr.325,54 pr. døgn minus fradrag for morgenmad	620.000
Medhjælp til partier, referenter, simultantolke m.m	1.300.000
øvrige udgifter, bespisning, repræsentation m.m.	400.000
I alt	4.686.136

Bilag 6. Merudgifter i Landstingets Bureau ved udbygning

Løbende driftsomkostninger:
Løn, 4 udvalgssekretærer af kr.250.000,00	1.000.000
Vakantindlogering, anslået i person hele tiden (leje kr. 5.000/mdr.)	60.000
Hus, lejlighed lejet privat til i person hele tiden (leje kr. 7.000/mdr.)	84.000
Øget forbrug af diverse varer og tjenesteydelser såsom papir, telefon, m.m. i Landstingets Bureau, anslået	100.000
Samlede driftsomkostninger	1.244.000

Etableringsomkostninger
Driftsmateriel - indretning af kontorer - herunder:
Borde, stole, reoler til kontorindretning, 4 kontorer á kr.20.000	80.000
PC'ere, 4 arbejdsstationer a kr.15.000,00	60.000
Samlede etableringsomkostninger	140.000