En idé til Robin Hood og de raske svende

Det er urimeligt, at mennesker, der kun lige akkurat tjener nok til at overleve, skal betale skat. De farer med det samme på socialkontoret for at få penge til skatten.

Torsdag d. 4. marts 1999
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Løn og overenskomster, Politik, Sociale spørgsmål.

EN HÅNDFULD Siumut-politikere er røget i totterne på hinanden og på deres kommende landsstyrepartner Inuit Ataqatigiit på grund af rigmandsskatten. Rigmandsskatten er øgenavnet på IA’s forslag om en skattestyret udjævning af realindkomsten mellem rig og fattig. Og navnet har skurret mange i ørerne. Der er noget negativt over begrebet rigmandsskat, noget diskriminerende, vil mange sige, og som altid - når en gruppe skal betale for en anden - skaber det modstand og konflikt. Den gruppe, det går ud over, føler sig snydt. Det er nu ikke, fordi der har været sagt så meget imod rigmandsskatten - ikke fra de rige i alt fald. Dels har mange af dem ikke kunnet følge med i debatten på det sprog, rigmandsskatten blev drøftet på, og dels er det altid vanskeligt som priviligeret at modsætte sig at hjælpe andre. De rige vælgere var tavse før valget. Men på valgdagen udtrykker de sig klart og kategorisk med et kryds på stemmesedlen.Og usikkerheden om dette kryds’ placering fik både Siumut og Atassut til at holde lav profil i forhold til en skatteordning, der regulerer realindkomsten. Det blev en varm kartoffel, som nogle politikere tog afstand fra, mens andre drøftede emnet i forblommede og uforpligtende vendinger. INUIT ATAQATIGIIT var ikke i tvivl. Der skulle tages fra de rige og gives til de fattige. Efter partiets oprindelige opfattelse burde de rige nærmest lynches med en progressiv beskatning, men den politik var ikke til at sælge, og Tuusi og hans lystige svende må nøjes med, hvad de rige synes, de kan undvære. Aldrig så snart var valget slut, før "Bror Jonathan" bejlede til sine medsammensvorne fra fordums tider. Han var sikker på, de var "loyale samarbejdspartnere", som ikke ville falde ham og fællerne i ryggen med beskyldninger om at tage af kassen, og så regnede han egentlig med, at festen kunne begynde. Men Tuusi og hans lystige svende er ikke sådan at købe, og de var fast besluttet på at føre deres Robin Hood-planer videre i det nye landsstyre. Men det gav ballade. Nogle forholdsvis velbjærgede Siumut-medlemmer af Landstinget indså, at Inuit Ataqatigiits skattepolitik ville blive alvor, og det var ikke meningen. RIGMANDSSKAT ER under alle omstændigheder et "grimt" begreb. Der er to ting galt med det. Den ene er selve betegnelsen (den kan der gøres noget ved). Den anden principperne (det er straks lidt vanskeligere). Indvendingerne imod en rigmandsskat går som regel på, at man ikke må tage initiativet fra folk. Mennesker, der elsker at arbejde og slider dobbelt så meget som de fleste andre, skal vel også have sådan nogenlunde dobbelt så meget i løn. Det er naturligvis svært at gøre op, men princippet er rigtigt. Normalt siger modstandere af rigmands-skatten (især den progressive), at en større beskatning af den sidste krone tager initiativet fra de aktive, så man derved rammer beskæftigelsen, de afledte erhverv - og så videre. Derfor peger den mest sandsynlige model i øjeblikket i retning af en faldende bund-grænse/personfradrag. Jo mere du tjener, jo mindre personfradrag. Princippet er det samme som rigmandsskatten. Men ordningen har den indbyggede "ulempe", at der er grænser for, hvor stor rigmandsskatten kan blive, for når hele det personlige fradrag er trukket, kan der ikke trækkes mere. For det er vel næppe sandsynligt, at selv ikke de smarteste Robin Hood’er vil foreslå et negativt fradrag. LØSNINGEN er hverken rigmandsskat, progressiv beskatning eller fjernelse af det personlige fradrag for de velstillede. Ingen af partierne har været afvisende overfor gennemførelse af en vis form for regulering via det personlige fradrag, så hvorfor ikke tage skridtet fuldt ud: Det er urimeligt, at mennesker, der kun lige akkurat tjener nok til at overleve, skal betale skat. De farer med det samme på socialkontoret for at få penge til skatten. Derfor skal vi finde ud af, hvor stort et beløb, der skal til for at overleve rimelig anstændigt. Dette beløb skal være bundgrænse eller personligt fradrag. Alt derud over skal der svares skat af og naturligvis med en skatteprocent, der kan skabe det provenu, samfundet har brug for.