Efterlyses: Visioner i grønlandsk politik

Den nyligt overståede valgkamp om pladserne i landstinget og den indgåede samarbejdsaftale mellem Siumut og Inuit Ataqatigiit om de fremtidige mål for Grønland afslører en skæbnesvanger mangel på langsigtede visioner for Grønland.

Onsdag d. 10. marts 1999
Knud Erik Kleist, Kirurgisk overlæge på Dronning Ingrids Hospital
Emnekreds: Politik.

Den nyligt overståede valgkamp om pladserne i landstinget og den indgåede samarbejdsaftale mellem Siumut og Inuit Ataqatigiit om de fremtidige mål for Grønland afslører en skæbnesvanger mangel på langsigtede visioner for Grønland. Situationen i vores sundhedsvæsen afspejler på mange måder problemerne i det grønlandske samfund. Der er et groft misforhold mellem forventninger og de til rådighed stående ressourcer med voksende underbudgettering til følge, og politikerne vil hellere optræde på verdensplan, mens man krampagtigt holder fast i status quo på hjemmefronten. Det grønlandske samfund er bygget op som tro kopi af Danmark med selvstændige kommuner og en voldsom centraladministration, som fortsat knopskyder sig større. Der er mindre byer og bygder, som holdes kunstigt i live, og erhvervstiltag skal have lige vilkår overalt, så udviklingen i nogen byer skal hæmmes, mens man andre steder i landet uden underlag, giver støtte. Det er paradoksalt, at det politiske modeord er bevarelse og styrkelse af bygderne, selvom det altid har været god inuit-kultur at flytte sig efter fangstdyrene. Det er paradoksalt at fokusere på selvstændighed, når befolkningen kæmper med jordiske problemer som vold, incest, selvmord, boligmangel og arbejdsløshed - men der er sikkert også mere prestige i at bade sig i det udenrigske lys. Så virker det som en klud i hovedet, at vores Landsstyreformand bliver fornærmet over, at ALLE skal overholde lovgivningen - ikke et ondt ord om ulovlig låntagning, ulovlig brug af repræsentation eller ulovlig udbetaling af lønmidler. Det er paradoksalt, at der er politikere, som vil liberalisere ølsalget, selvom man stadig i perioder lukker for alkoholen på grund af vold. Det virker som om vores politikere ikke vil eller kan erkende virkeligheden. Grønlands vækstcenter ligger aktuelt i Nuuk, som slås med boligproblemer og mangel på byggegrunde. Nuuk laver vidtløftige planer om atlantlufthavn - men skal det hele ligge i Nuuk? Sisimiut vil nu også have atlantlufthavn, trods den nyåbnede flyveplads afslører problemer med beflyvningen. Kangerlussuaq’s status er stadig uafklaret. Det afsides beliggende Ittoqqortoormiit er præget af morderiske voldsproblemer, og Paamiut affolkes på grund af svigtende erhvervsmuligheder. Sydgrønland og Diskobugten danner naturlige geografiske enheder, men alligevel er Kangaatsiaq en selvstændig men fattig kommune. Der efterlyses en debat om Grønlands fremtid her i 20 året for Hjemmestyrets indførelse. Hvordan skal vores land se ud om 20 år - erhvervsstruktur, trafik-infrastruktur og forbindelser til omverdenen, sundhedsvæsen, uddannelse, sprog, administrative struktur o.s.v. Hvem tør sige, at i stedet for at udbygge Nuuk og udvide institutionerne i Nuuk, så ligger måske Sisimiut bedre for. Bevare Kangerlussuaq, og så anlægge en vej / jernbane til Sisimiut. Er der overhovedet behov for flere atlantlufthavne. At nedlægge Paamiut og Ittoqqortoormiit. At afskaffe de selvstændige små kommuner og distriktssygehuse, som skal have alt ned til egen "stadsgartner" og kunne klare det hele på "Rigshospital-niveau". Er det erhvervsmæssigt hensigtsmæssigt, at alle har det lige dårligt, eller behøves lokomotiver til at trække udviklingen frem. Skal bygderne alle bevares, så befolkningen der kan holdes som kulturhistoriske levn fra fortiden, men har bygdebørnene vitterlig en fremtid. Er det nok for børnene "kun" at tænke på at fange hellefisk og få børn, så kan al det der med at gå i skole være lige meget. Hvordan skal vores forhold til Danmark og den øvrige verden være - før vi altså opretter ambassader rundt om i den store verden. Og hvordan bliver vi (mere) ansvarlige overfor hinanden og tager (mere) ansvar for vores hverdag.