Rapporten "Strukturproblemer i Grønlands Sundhedsvæsen"

At de sundhedsfaglige ressourcer i situationer ikke udnyttes optimalt skyldes afgørende, at normeringerne i de forskellige faglige arbejdshold (eks. operations- og narkosesygeplejersker) er så snævre, at blot et forfald på grund af sygdom, kursus eller patientledsagelse under overflytninger kan få følger for resten af hospitalets funktion.

Onsdag d. 10. marts 1999
Knud Erik Kleist, Kirurgisk overlæge på Dronning Ingrids Hospital
Emnekreds: Sundhedsvæsenet.

Overlægerådet ved Dronning Ingrids Hospital hilser Grønlands Hjemmestyres rapport om "Strukturproblemer i Grønlands sundhedsvæsen" med de overordnede mål at sikre rekruttering og fastholdelse af personale i sundhedssektoren, styrke økonomistyringen og sikre rollefordelingen mellem hovedaktørene i sundhedsvæsenet særdeles velkommen. Rapporten afdækker en lang række forhold, som indvirker negativt på sundhedsvæsenets funktion; forhold, som har været påpeget ved gentagne lejligheder, men som nu fremlægges i et samarbejde mellem et externt konsulentfirma, hjemmestyredirektorater og faggrupper. Rapporten fremlægger ikke alene problemstillinger men også løsningsforslag. Overlægerådet skal herved fremkomme med en række kommentarer til rapporten. Som noget helt essentielt efterlyses en konkret politisk stillingstagen til, hvad det er for et service- og kvalitetsniveau, de grønlandske hospitaler og lægeklinikker skal levere. Rapporten er blevet til på grund af en massiv mangel på personale i sundhedsvæsenet. Det pointeres, at det grønlandske sundhedsvæsen skal tage udgangspunkt i den faste stab, og kun herved kan sikres den nødvendige kontinuitet i væsenet. Det skal påtænkes, når man vil engagere sig med dyre løsninger udefra, være sig vikarbureauer eller platformlæger. Skal man rekruttere og fastholde personale, er det alt afgørende, at man med det samme kan tilbyde en ordentlig bolig, hvor man tager hensyn til, at man under og efter afholdelse af vagt har rolige omgivelser, og at denne bolig også har sådanne "herlighedsværdier", at man kan fastholde sit personale. At de sundhedsfaglige ressourcer i situationer ikke udnyttes optimalt skyldes afgørende, at normeringerne i de forskellige faglige arbejdshold (eks. operations- og narkosesygeplejersker) er så snævre, at blot et forfald på grund af sygdom, kursus eller patientledsagelse under overflytninger kan få følger for resten af hospitalets funktion. Det anføres da også i rapporten, at sundhedsvæsenet personalemæssigt er undernormeret i forhold til de øvrige nordiske lande. Tabet af den "omnipotente" læge på kystens sygehuse beklages nostalgisk, og det tillægges uddannelsesmæssige årsager. De er medvirkende, men helt væsentligt er de øgede kvalitetskrav til undersøgelse og behandling, der dels stilles af patienterne dels af lægerne selv. En øget centralisering af specifikke undersøgelser og behandlinger samt ansvar herfor synes derfor uomgængeligt. Det skal bemærkes, at også på Dronning Ingrids Hospital slår specialiseringen igennem, således at de få ansatte overlæger skal dække specialer og fagområder, som de ikke specielt er uddannet i. Der lægges op til videreførelse af regionaliseringsarbejdet til en samlet plan for sundhedsvæsenets strukturelle opbygning. Det skal pointeres, at regionalisering dækker over regional samling af en række sygehusfunktioner, som forventes men som i dag på grund af mange forskellige forhold ikke kan udføres på de enkelte sygehuse. Andre sygehusfunktioner må flyttes centralt til Dronning Ingrids Hospital. I den forbindelse er det uomgængeligt med en fysisk oprustning af Landshospitalet, være sig i antal patientsenge, undersøgelses- og behandlingskapacitet (herunder operationskapacitet) og personalenormering. Det er ikke muligt at opbygge regionalsygehuse på kysten, som skal fungere som "mini-landshospitaler". Som en helt central problemstilling skal nævnes fødslerne. En politisk stillingstagen til, hvor man skal kunne føde og en acceptable spædbørnsdødelighed, er meget afgørende for hvilken struktur, det fremtidige grønlandske sundhedsvæsen vil få. I rapporten anføres, at lønniveauet for lægerne i Grønland stort set er det samme som i Danmark. Det har ikke været muligt for Overlægerådet at genkende de opgivne lønninger, men det skal bemærkes, at dels som anført er arbejdstiden væsentlig længere i Grønland, dels at eks. overlægerne ved Dronning Ingrids Hospital går i to- og treskiftet reel vagt, enten med et (uerfarent) vagtlag foran sig eller i direkte forvagt. Tilsvarende kolleger i Danmark går ikke i vagt eller er ansat som vagtbærende overlæger i 6-skiftet vagt med en/to vagtlag foran sig, hvor man så holder fri efter sin vagt. Således kan man godt sammenligne lønningerne, blot med den forskel, at i Grønland aflønnes lægerne IKKE for deres rådighed og for det arbejde, der udføres under vagterne. Det gælder såvel lægerne ved kystens sygehuse som lægerne ved Dronning Ingrids Hospital. I øvrigt som løsningsforslag foreslås reducering af den enkelte medarbejders vagtbelastning i de mindre distrikter. Det samme skal foreslås for overlægerne ved Dronning Ingrids Hospital, men det skal pointeres, at reservelægerne og lægerne ved kystens større sygehuse også har en høj vagtbindning. Når man i rapporten angiver, at vagtbelastningen for læger i Nuuk ikke nævneværdigt adskiller sig set i relation til danske forhold, er det formentlig korrekt for Lægeklinikkens læger. Overlægerne ved Dronning Ingrids Hospital er som nævnt normeret til to- og treskiftet vagt, og det er forhold, som i Danmark er ulovlige efter overenskomsten. Herudover går flere af overlægerne i lange perioder i konstant døgnvagt, hvilket er på kant med den grønlandske lovgivning. I denne sammenhæng kan nævnes, at skal (det overordnede) personalet have overskud til andet end at "slukke ildebrande", som det beskrives i rapporten, skal netop vagtudtyndningen prioriteres, hvis man ønsker sundhedsvæsenet udviklet. Som vilkårene er i dag, levnes de specialeansvarlige (administrerende) overlæger alt for lidt tid til behandlingsmæssige innovationer, der skal sikre patienter og sundhedsvæsen den bedste behandling under hensyn til den givne økonomi. Med hensyn til spørgsmålet om personaleboliger, kan man kun opfordre til, at sundhedsvæsenet overtager og igen forvalter sin egen boligmasse, ligesom sundhedsvæsenet selv bør indgå i et samarbejde eks. med pensionskasser om bygning af egne personaleboliger. Som løsningsforslag er foreslået etablering af et elektronisk patientregistreringssystem. Som oplægget ser ud, drejer det sig i virkeligheden om oprettelse af den elektroniske patientjournal for hele Grønland. Det er meget ambitiøst, og man kan kun mane til yderste forsigtighed i omgangen med det offentliges midler på dette punkt. Det kan kun frarådes på nuværende tidspunkt. Dels skal Grønland udvikle et funktionsdueligt system, hvilket på verdensplan er en usædvanlig bedrift. Dels mangler det grønlandske sundhedsvæsen i dag en helt basal patientregistrering, hvorfra der kan udtrækkes valide oplysninger, så sygehusene / afdelingerne kan dokumentere deres grundlæggende aktiviteter og opkvalificere patientbehandlinger på et økonomisk forsvarligt grundlag. Endelig finder Overlægerådet det forunderligt, at man ikke i de opstillede løsningsforslag medinddrager specialerne på Dronning Ingrids Hospital. De repræsenterer trods alt en opdateret, men først og fremmest en længerevarende og specifik erfaring i løsning af de grønlandske sundhedsproblemer - såvel i den sekundære som i interaktionen primær-sekundær sundhedssektor.