Hospital i Kangerlussuaq

De fastansatte medarbejdere, der med betydelig personlig omkostning holder hjulene i gang, må få en dårlig smag i munden over, at man i stedet for at forbedre forholdene hjemme, hellere vil betale firmaer udefra i pose og sæk - udenom de almindelige faglige overenskomster indgået for Grønland.

Søndag d. 21. marts 1999
Knud Erik Kleist, Kirurgisk overlæge på Dronning Ingrids Hospital
Emnekreds: Sundhedsvæsenet.

I Sermitsiak’ af 19.marts 1999 kan læses om et måske kommende operationshospital i Kangerlussuaq, efter at Landsstyreformanden og Landsstyremedlemmet for Sundhed har holdt møde med et vikarbureua for sundhedspersonale.

Det er overraskende planer at høre om i pressen.

Ingen i sundhedsvæsenet med indsigt i og direkte ansvar for behandling og henvisning af patienter i Grønland er deltagere i processen. En proces, som fortsætter med, at en større delegation fra Trans-Medica i Danmark allerede her i april kommer til Grønland for at besigtige forholdene og mødes med Direktoratet for Sundhed.

Det er der ikke noget forkert i at gøre som landets ledelse. Men så er det også på sin plads som medarbejder i sundhedsvæsenet og medborger at komme med enkelte kommentarer. Der er flere ting i det her.

Varetagelse af det lægelige beredskab i lufthavnen Kangerlussuaq
Konkret skal man have gjort sig klart, hvad et beredskab egentlig skal dække - og så må man spørge sig om det øvrige Grønland på samme måde skal dækkes ind af vikarbureau-personale. Det bliver dyrt.

Behandling af patienter, som er henvist til Danmark
De patienter, som først og fremmest sendes til Danmark, er svært syge mennesker, som kræver speciel intensiv undersøgelse og behandling, oftest akutte patienter. De vil ikke kunne behandles i Kangerlussuaq.

Gruppen af patienter på venteliste til behandling i Grønland
Det behøver man ikke bygge et nyt hospital for. Man behøver heller ikke engagere sig med dyre vikarbureauer for at få personale til det. Det er mere logisk og bedre udnyttelse af de sparsomme ressourcer at gøre noget ved det faste sundhedsvæsen her i Grønland. Eks. så har Dronning Ingrids Hospital planer om at udbygge operationsgangen med en ekstra stue for at kunne få flere patienter igennem, men det mener man nu centralt fra, at der ikke er råd til. Var der en tilstrækkelig normering på Landshospitalet, kunne man i højere grad end nu rejse ud og operere venteliste- patienter på kystsygehusene.

De beløb, der er nævnt i pressen, er også uden hold i virkeligeheden. Man kan ikke få et operationshospital i Kangerlussuaq op at stå for 10 mill. kr. og så skal der herudover bygges boliger til personalet. Endelig koster det rigtig mange penge, når et vikarbureau skal stille an med personale. Man kan ikke bruge pengene fra Rigshospital-aftalen, fordi de penge allerede bruges til stort set kun akutte patienter, ligesom der er truffet aftaler om behandling af den store gruppe, som udgøres af patienter med øjen og øre, næse og halssygdomme. Hermed dog ikke sagt, at vikarburauer ikke kan gøre gavn, men det skal primært være for at lukke huller i et ellers sammenhængende sundhedsvæsen i Grønland.

Det kan undre, at man indleder konkrete forhandlinger med et vikarbureau, når man slet ikke har drøftet den rapport om "Strukturproblemer i det grønlandske sundhedsvæsen", som netop nu er udarbejdet på foranledning af det samme Hjemmestyre. De fastansatte medarbejdere, der med betydelig personlig omkostning holder hjulene i gang, må få en dårlig smag i munden over, at man i stedet for at forbedre forholdene hjemme, hellere vil betale firmaer udefra i pose og sæk - udenom de almindelige faglige overenskomster indgået for Grønland.