Disko-skandalen

Det betyder, at vi har stoppet mellem 30 og 40.000 kroner i enden på hver eneste af de 1.000 krydstogtturister, der sidste år har været med. De 20 arbejdspladser, der er kommet ud af projektet, koster hver mellem halvanden og to millioner om året, hvis underskuddet fortsætter

Onsdag d. 31. marts 1999
Sermitsiaq
Emnekreds: Erhverv, Politik, Turisme, Økonomi.

Grønlands fremtid er baseret på fejl, mangler og tvivl. Hver gang politikerne taler om fremtiden krydres det med forhåbninger om økonomisk vækst baseret på turisme, råstoffer, fisk og de landbaserede erhverv.

Eksportindtægterne fra fisken er den samme som for ti år siden. Omkring to milliarder kroner. De landbaserede erhverv er hovedsageligt baseret på at vi klipper hinanden. Råstofferne i undergrunden har vi stadig ikke fundet, men vi håber på en mindre guldmine til næste år. Den er imidlertid stadig baseret på et måske.

Og turismen har endnu ikke givet den bonus, som vi håber på. Statistikken ændres hele tiden, så vi har svært ved at få et overblik over udviklingen. Derimod oplever vi fejl, mangler og dårligt købmandskab, der betyder, at millionerne vælter ud af landskassen.

Vi betaler tusindvis af kroner for at skaffe turister til landet. Velinformerede kilder oplyser nu, at krydstogtskibet Disko i 1998 kommer ud med et underskud på 30-40 millioner kroner.

Det betyder, at vi har stoppet mellem 30 og 40.000 kroner i enden på hver eneste af de 1.000 krydstogtturister, der sidste år har været med. De 20 arbejdspladser, der er kommet ud af projektet, koster hver mellem halvanden og to millioner om året, hvis underskuddet fortsætter.

Hvis hver turist lægger 20.000 kroner her i landet, har vi betalt op til det dobbelte for at få dem til at lægge disse penge.

Mens turisterne har betalt 20 millioner for at få krydstogtet til at fungere, har samfundet betalt mellem 30 og 40 millioner kroner.

Spørgsmålet i slutfacit er, om pengene ikke kan bruges på en bedre måde, så vi dels tjener mere på investeringen, dels får flere i arbejde.

Det viser sig at have været en kolossal god aftale for nordmændene. Risikofrit leger de med og er med til at opbygge en krydstogtturisme, som, hvis den om nogle år kommer til at give overskud, de skal have 50 procent af. Mens det grønlandske samfund har finansieret opbygningen og investeringerne - og betalt de dyre lærepenge.

Nordmændene risikerer højst en million kroner om året.

Det er en aftale, der vil noget. Grønland kunne med rette være stolt af, at nordmændene ville være med til at investere i den grønlandske turisme. Men de løber ingen risiko, det gør samfundet.

Den ligner aftalen med SAS og staten om Grønlandsfly.

Det grønlandske samfund betaler udgifterne, mens de andre hæver overskuddet, når der er noget.

Men vi har ikke brug for medinvestorer, som ikke tør løbe en risiko. Så lad os finde nogle andre samarbejdspartnere, der vil betale, hvad det koster at lege med. De vil til gengæld også have en større interesse i, at det giver overskud.

Turismen er en af grundpillerne for den økonomiske vækst i Grønland. Hver gang politikerne taler om Grønlands fremtid, er turismen involveret med et væsentligt bidrag af forhåbninger.

Men det er ikke andet end forhåbninger, der konstant skydes ned af uheld, undskyldninger, mangler og andre dårlige forklaringer.

Vi må have noget bedre at basere den økonomiske vækst på.