Indsigt: Svarnotat om støtte til privat boligbyggeri og forslag til lov om ejerlejligheder

Svarnotat om støtte til privat boligbyggeri og forslag til lov om ejerlejligheder

Landstingsmedlem Anders Nilsson’s forslag om at gøre privat boligbyggeri fuldt afskrivningsberettiget med en lineær afskrivning over de optagne realkreditlåns løbetid er et radikalt brud med de gældende skatteregler.

Mandag d. 17. maj 1999
Landsstyret
Emnekreds: Boliger.

Svarnotat afgivet af Landsstyremedlemmet for økonomi og handel


//////. . til Beslutningsforslag om støtte til privat boligbyggeri og lov om ejerligheder
Landstingsmedlem Anders Nilsson har på vegne af Atassut stillet forslag til landstingsbeslutning om at Landsstyret pålægges at undersøge de muligheder der ligger i at gøre privat boligbyggeri fuldt afskrivningsberettiget, samt at udarbejde forslag til lov om ejerlejligheder.

Da forslaget omhandler både mit landsstyreområde og Landsstyreområdet for Boliger og Infrastruktur vil landsstyremedlemmet for Boliger og Infrastruktur fremlægge svarnotat vedrørende forslaget om at udarbejde forslag til lov om ejerlejligheder.

Forslagsstilleren har begrundet sine forslag med, at de vil muliggøre privat boligbyggeri til en nettopris, der nærmer sig nettoprisen for den dyrere del af det øvrige offentligt støttede byggeri, herunder andelsboligbyggeri, samt skabe basis for et mere omfattende og rationelt rækkehus- og etagehusbyggeri i privat regi.

Landstingsmedlem Anders Nilsson’s forslag om at gøre privat boligbyggeri fuldt afskrivningsberettiget med en lineær afskrivning over de optagne realkreditlåns løbetid er et radikalt brud med de gældende skatteregler, hvor man kun har fradrag for driftsomkostninger, dvs. udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, herunder skattemæssige afskrivninger. Det er en ufravigelig betingelse for fradrag eller afskrivning, at udgiften har tilknytning til en erhvervsmæssig virksomhed.

Det stillede forslag vil medføre, at man kan afskrive på private udgifter, der ikke har tilknytning til en erhvervsmæssig virksomhed. Afskrivningsmuligheden vil økonomisk svare til et tilskud til det private boligbyggeri, svarende til skatteværdien af fradragene.

et sådant forslag vil være et skjult tilskud til private boligejere, som hvis det indarbejdes i skatteloven, vil betyde, at kommunerne vil skulle bære ca. 2/3 af provenutabet, og det vil være et provenutab hvis størrelse kommunerne ingen indflydelse vil have på.

Hverken landsstyret eller kommunerne vil have styr på, hvor mange penge der tabes i provenu ved en sådan skattefradragsordning. Der vil være tale om et "tag selv bord", samt et åbenbart spekulationsobjekt, særligt for højindkomstgruppen.

Efter landsstyrets opfattelse er det en selvstændig politisk beslutning, på hvilken måde og med hvor mange kroner, vi vil støtte det private boligbyggeri med, og det bør i givet fald ske på en direkte, gennemskuelig og styrbar måde, og dermed ikke skjult via skattereglerne.

Landsstyret er dog enig med forslagsstilleren i, at det bør undersøges, hvordan vi kan skabe en bedre balance i den offentlige støtte, herunder huslejer, til alle former for byggeri, dvs. offentlige udlejningsboliger, selvbyggerhuse, andelsboliger, BSU-huse og den nye 10/40/50 ordning.

Som nævnt indledningsvis vil landsstyremedlemmet for boliger og infrastruktur besvare denne del om balanceproblemstillingen samt forslaget om ejerlejlighedslovgivningen.

Svarnotat afgivet af Landsstyremedlemmet for Boliger og Infrastruktur


//////. . til Beslutningsforslag om støtte til privat boligbyggeri og lov om ejerligheder
Den del af landstingsmedlem Anders Nilssons beslutningsforslag, der vedrører afskrivning på privat boligbyggeri har Landsstyremedlemmet for Økonomi og Handel netop besvaret. Jeg vil hermed fremkomme med en besvarelse af den del af forslaget, der vedrører ejerlejligheder.

Som det anføres i begrundelsen for forslaget, bliver hovedparten af vore boliger opført med massive tilskud fra det offentlige.

Til privat boligbyggeri ydes de offentlige tilskud enten som rente- og afdragsfrie lån, f.eks. til selvbyggerhuse og til andelsboliger, eller som rente- og afdragspligtige lån, f.eks. til boligstøttehuse og 10/40/50-boliger. Desuden ydes der tilskud til nedsættelse af huslejen i de offentligt ejede udlejningsboliger, og der ydes tilskud til nedsættelse af terminsydelsen i boligstøttehuse.

Landstingsmedlem Anders Nilsson angiver i sit forslag forskellige veje, som efter hans opfattelse vil sætte skub i det private boligbyggeri.

Som det blev nævnt i besvarelsen fra landsstyremedlemmet for Økonomi og Handel, er Landsstyret enig med landstingsmedlem Anders Nilsson i, at det bør undersøges, hvordan vi kan skabe en bedre balance i den offentlige støtte til de forskellige boligformer, herunder offentlige tilskud til huslejer og terminsydelser.

Landsstyret finder i den forbindelse, at det er nødvendigt at få analyseret huslejedannelsen i de offentlige udlejningsboliger nærmere.

En anden opgave bliver at belyse muligheder for en øget privatisering af boligsektoren og inddragelse af mere privat kapital i boliginvesteringerne.

I den forbindelse skal en af Landsstyret og KANUKOKA nedsat arbejdsgruppe fremkomme med forslag til, hvordan de offentligt ejede boliger kan overgå til privat eje, eksempelvis som ejerlejligheder eller som andelsboliger. Desuden skal gruppen fremkomme med forslag til, hvordan nybyggeri, der opføres med hel eller delvis privat finansiering, kan udbydes på boligmarkedet.

Landsstyret er derfor glad for at kunne erklære sig enig med landstingsmedlem Anders Nilsson i, at der skal arbejdes henimod fremlæggelse af forslag til lov om ejerlejligheder, så vidt muligt på næste landstingssamling.

Landsstyret ser frem til at vende tilbage til Landstinget på den kommende samling med en redegørelse om arbejdet i arbejdsgruppen omkring evaluering af boligområdet, herunder bl.a. om arbejdet med udarbejdelse af forslag til lov om ejerlejligheder.


//////Replik til Svarnotatet